tirsdag den 2. februar 2021

Demokratiets fremtid

 Atter en herlig morgen med hundeluftning i godt 10 graders frost i shorts, hvilket afstedkommer visse forundrede blikke. Om forundringen skyldes ren betagelse over de hvide og uhyre maskuline lange ben er muligvis tvivlsomt, men gloet, DET bliver der! Og som Oscar Wilde så rammende sagde det i en muligvis lidt søgt analogi, så "..there is only one thing worse than being talked about, and that is not being talked about" Og de nyfigne blikke står det jo heldigvis en selv frit for at fortolke som beundrende..

Ellers er det svære og sære tider, hvor ellers normalt folk, som man måslke ellers betragtede som relativt normalt-begavede, "springer ud" som rene, ikke-fravænnede,  pattebørn igen.  Tag nu for eksempel ham her, der dog blot er en af forfærdeligt mange, der måske er gået lidt rigeligt i "småbørns-mode".i disse for landet åbenbart så terminalt-truende tider. Bent, som han hedder, var ellers i sit arbejdsliv en sikkert ret fornuftig maskinarbejder og tillige beboer på min fødeø, endda i min egen skoletid. Han gik vistnok ud af 7. klasse, dengang jeg startede i 1., så som "store Bent" indgød han jo lille Poul en vis beundring. Så simpelt var livet jo dengang.

Sådan er det så muligvis ikke helt længere, for efter mange ture derude på verdenshavene er samme Bent så som laksene vendt tilbage til den selvsamme plet, hvor han blev født. Simpelthen sit barndomshjem derude på den lille ø, antageligt med ca. samme instinktive små-morbide hensigt som laksene, nemlig at dø der. Og det skal han naturligvis have lov til. Lidt små-nostalgisk er jo selv denne ellers sædvanligvis rimeligt klarttænkende skribent. 

Alligevel er det deprimerende at se vel-voksne mennesker som Bent her gå helt amok i almindelig ukritisk skolegårdsjargon-igen. Det var dengang, der var nogen, der var søde, og nogen, der var dumme, og de sidste skulle man kanøfle. Og derudover var der ingenting ind imellem, en herlig problemfri og totalt ukritisk tid, hvor mobning ikke alene var accepteret, men direkte blev opmuntret af vores lærer på den lille landsbyskole. Der som tidligere nævnt mest bestod af det pædagogiske affald, som ikke kunne finde job andre steder. Og at "dele og herske" var for disse lettere analfabetiske lærere synonymt med at lade mobberiet gå sin skæve gang, det var nemlig det letteste. 

Nå, men skolen er væk nu og dermed er mobberiet det vel også. Skulle man tro, men anderledes er virkeligheden desværre, for læs blot med her i Bent Sørensens offentlige nyhedstråd. Det er for denne skribent simpelthen skræmmende læsning og fortæller om en primitiv idolisering af det første det bedste politiske fabrikat af veritabel "modermælks-erstatning" for en velvoksen mand.

https://www.facebook.com/profile.php?id=100024440443009

Selv billederne af den store leder er omhyggeligt  redigerede og tintede rosenrøde som en gammel Hollywood-film. Eller evigtunge Kim Il-Sung, der jo osse som en moderne udgave af vor helt Oscar Wildes "The Picture of  Dorian Gray"forblev purung indtil han døde. Faktisk ubegribeligt, at en så nærmest radioaktivt-strålende smilende kvinde som hende på billedet både kan være blevet skilt og sent gift igen. Og at ligheden med hendes mere prosaiske fremtræden på TV måske ikke akkurat er slående på disse næsten helgenportræt-agtige billedlige konstruktioner, rører tilsyneladende ikke vor ven Bent her. For som en hjælpeløs mågeunge hugger han blot efter den røde plet på moder-mågens næb, andet er der ikke i hele verden. Og det er der så stadigvæk ikke for denne nu godt 70-årige mand. 

I det hele taget skal man ikke undre sig over noget længere, Og man bør ikke læse de ting, som Bent linker til, for mage til skolegårds-sludder skal man da lede længe efter. Og hele verden er så forfærdeligt fuldt af den slags for tiden. I stedet kan man , måske inspireret af en af homofilens tidlige martyrer,  forfatteren Oscar Wilde, tænke sig tilbage til en mere naiv og uspoleret fortid. Faktisk helt tilbage til starten af dette årtusinde, altså for mere end end et årti siden.

Det var dengang, det endnu kunne være god og gængs sociologisk videnskabelig teori at mene, at de storbyer, der i særligt grad formåede at tiltrække homoseksuelle, ville blive morgendagens kreative og økonomiske kraftcentre. Tesen var, at når man(d) som homoseksuel var befriende befriet for trivielle tidsforbrugende og ikke kreative sysler som børnepasning, så ville man langt bedre kunne realisere sine kreative sider. At så det måske mest var en forsimplet interpolation af den traditionelle bøssoide mandlige total-dominans indenfor modeverdenen er en anden sag. Det bemærkelsesværdige var, at i en ganske nylig fortid inden LGBTSR-problematikkerne åd enhevr fornuft faktisk kunne slippe afsted med videnskabeligt at hævde sådan noget. Og vel og mærke uden ostrakisering eller en tur på hjul og stejle.

For ingen snakkede dengang om de lesbiske kvinder som særskilt kreative atter attraktive for de bøssoide monopoler. For slet ikke at tale om alle de andre nyopfundne betegnelser for alskens mindre eller måske særligt mere personlige realisations-projekter. Hvor alle vil være noget helt specielt uanet hvor såre almindelige og trivielle de måtte være. Og sikkert især da..

Tilbage til den ugentlige føljeton, store musikalske øjeblikke. Omkring 1970 rejste den uforlignelige bluegrass-pioner Earl Scruggs rundt med sine 2 sønner for at opdyrke nye musikalske græsgange. Og på den tur besøgte famlien den uforlignelige skønne sangfugl Joan Baez. Som var en kvinde, der i helt sjælden grad formåede at "blitze" sine omgivelser med sit lammende smil og udstråling.

Det virkede ihvertfald på Scruggs-familien her, og det er et herligt intimt musikalsk øjeblik af stor intimitet. Især den fremragende guitarist Randy Scruggs til venstre for Baez, der kun er 16 år gammel, kan næsten slet ikke bære hendens nærvær og må konstant slå blikket ned. Det varer så lige indtil Baez` imitation af Bob Dylan, hvor han fniser som en skoledreng. Prøv gerne at se det hele, det er det værd!

https://www.youtube.com/watch?v=eAsDIwZfNvk





4 kommentarer:

Blogger Hans Henrik sagde ...

Jeg har desværre ikke mulighed for at se Bent's omvæltende betragtninger af den simple grund, at jeg ikke har en Facebook profil.
Alligevel afstedkommer dit indlæg jo visse associationer, eftersom jeg går ud fra, at vi taler om 'Skipper-Bent' her. Måske på tide at oprette et under-forum for ø-talk.
1) Han havde den (metafysisk) sødeste lillesøster, måske et evigt kone-forbillede for den mand, som kunne tænke sig at tilbringe et liv i egen-definerede problemstillinger uden øvrig indblanding.
2) Hans far var enevældig kaptajn (Skipper-Jeg) på færgen og jeg husker, at jeg aldrig fik lov at styre den, når han havde kommandoen. Din far, derimod, havde ingen problemer med at overlade roret til en 12-årig søulk-to be. Lige før at jeg kan huske alle kurserne og tidsafstanden imellem bøjerne. Imidlertid blandede han sig vel ikke meget i lokalspørgsmål.
3) Bent's mor: her kan vi vel passende introducere endnu en Engelsk forfatter (Charles Dickens: Great Expectations), selv om hun nok ikke blev forladt ved alteret, men alligevel spenderede et noget tilbageholdt liv. Jeg mindes kun at have set hende offentligt een gang. Ved ikke hvad der var på spil, men måske den næstkommanderende (Poul's far) vidste mere.
Sådan blev Bent opdraget og uddannet, så det er da pænt imponerende, at han er nået frem til at kunne spendere sit otium på en ø, som nok ikke har givet ham de bedste muligheder

2. februar 2021 kl. 18.45  
Blogger Poul M sagde ...

Det var en mærkelig familie, Bent, og "Skipper jeg" var vel egentligt ikke nogen særlig flink mand. Noget anderledes med min salig far, der vist generelt var anderledes vellidt.
At han så foretrak at have dig til at styre færgen fremfor mig, varmåske logisk nok, da du faktisk var bedre til det.
Som til så meget andet, barndommens misundelse fortager sig vist aldrig helt.

9. februar 2021 kl. 09.08  
Blogger Kristian Larsen sagde ...

Hej Poul.

For det meste er din blog rigtig spændende, men det du har gang i med den hjemvendte Endelavit er ret trælst. Normalt er du ude med bøssen når folk fremturer i en eller anden sag. Men hvad har den mand gjort? Han har gennem livet gjort det han var bedst til. Matros? Så ved du med din fortid som havnearbejder at de står forrest når der skal lastes/losses. Maskinmand? Et arbejde hvor man, når man er i havn, udskifter tonstunge maskindele alt imedens man kravler rundt inde i skibsmotorer med taljer, slagnøgler og tunge hamre for at løsne og montere. Olie fra inderst til yderst, og med en bevidsthed om, at hvis nogle i et tosset øjeblik fjumrer i det, så kan krumtappen glide ½ omgang og man er kvast som en tændstik.
At han så ikke er fiks med facebook, deler han med mange. Har samfundets det ikke bedst med mennesker der passer deres del af maskineriet det bedste de kan? Fremfor mennesker der er samler klik på fjæsbogen, lever på insta, og ernærer sig åndeligt på twitter.
Litteratur og film er fyldt med mennesker, der efter endt livsgerning returnerer til hjemstavnen, hvor de tager sig ud som sære existenser. De håber at vende tilbage til et fælleskab der var engang. I mange tilfælde får de ikke andet end et landskab og ender i uafsluttede slagsmål fra skoletiden.

Så sigt højere med bøssen næste gang.

Du har ret i at man engang var forført af begrebet "den kreative klasse" der skulle sikre samfundet i en postindustriel fremtid. Den snak er død. Vi er nu klar over at der skal nye biler til, nye vindmøller og nye huse. Nu skal der produceres vaccine så vi redder livet. Her hjælper fedtlaget af kommunikationsrådgivere ikke. Dit bøssoidsnak var ikke del af den offentlighed jeg stødte på.

Du har postet et par stykker musik. Her en video med Joan Baez. I nutidig sammenhæng underproduceret. En mikrofon et kamera. Samværet og musikken slipper helt uprætentiøst igennem. Sidste uge Kapok & Ragazze Quartet - Terry Riley. Man kan godt hævde at den sidste er overproduceret, og samtidigt spørge om det gavner musikken. Musikken spiller, der panoreres, der zoomes ind og ud, der skiftes kamera. Vi får musikernes ansigtsudtryk lige ind i synet. Deres tøj, frisurer, deres ageren. En figur i baggrunden høster sin del af øjebliket. Det gavner ikke musikken. Det gavner heller ikke musikken at på trods af de 7 mikrofoner der er på percussionisten, så er han af og til mixet næsten helt ud. Det er her man kommer til at tænke Glen Goulds essays - deriblandt "afskaf bifald" hvor han argumenterer for at hysteriet omkring koncerter skader musikken. Selv argumenterer han for at musik er bedst tjent med at blive indspillet i studiet.



Med venlig hilsen

Kristian Larsen

9. februar 2021 kl. 11.41  
Blogger Poul M sagde ...

Takker for berettiget kritik. Jeg vil forøge at bygge lidt videre på historien snarest, der er nemlig en uhyre væsentlig udeladt krølle.

10. februar 2021 kl. 16.09  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start