tirsdag den 12. januar 2021

R.I.P Poul Jensen

 I dag vil til en start mindes en myreflittig mand, der døde for få dage siden. Nu ved vi ikke meget grænsende til overhovedet ingenting om ham efter 1972, men ihvertfald dengang fes den lille mand rundt som som en fis i en hornlygte. Og det er ræse rundt som en proto-plæneklipper a la senere Stig Tøfting havde osse været mandens signatur som førsteholdsspiller på datidens rigtige "gule fare", fodboldklubben HfS. Hvor han iøvrigt debuterede i det velsignede Herrens år 1956, tilfældigvis denne skribents fødselsår. Og hans mindeværdige karriere sluttede i 1965. Det var ivrigt om Poul Jensen, at den legendariske danske hælsparks-centerforward Ole Madsen (efter totalt at være blevet sat ud af en kamp med tæt personlig opdækning af Jensen) sagde de på Horsens-kanten så bevingede ord for forklaring på sin egen ringe indsats i kampen: "..der løb hele tiden en lille mand med sygekassebriller lige i hælene på mig" Det var så lillebitte Poul Jensen med sin brylcreems-slikkede hår, denne mindeværdige mandsling. Min gamle lærer på Stensballe Skole

Poul Jensen døde således forhåbentligt relativt mæt af dage, han fik da i det mindste sin part af denne for så mange sparsomme ressource og det er ham såre vel undt. For mig var han en uhyre inspirerende matematiklærer, for det var første gang efter mine første 7 år på Endelave Skole med Danmarks antageligt fagligt (mest) og menneskeligt (en smule mindre) ringeste lærer, at jeg mødte en, der kunne lære mig noget i matematik. I Endelave Skole havde det traditionelt været omvendt, der havde læreren spurgt MIG, når han ikke kunne finde ud af det selv. Måske lige det mindst udfordrende undervisningsklima..

Anderledes med Poul Jensen og hans kone Margit der anderledes formåede at pumpe viden i lille Poul. Og til evig tid vil jeg kunne analysere grammatisk RIP/requiescat in pacem (selv om visse ignoranter uden kendskab til ablativ undertiden skriver "in pace") Det var nemlig hende, som jeg havde til den lille latinprøve og hun medvirkede afgjort og afgørende til denne skribents senere så formidabelt veludviklede grammatiske sans. Og det i en grad, at jeg aldrig har glemt det der løjerlige 3. persons præsens  aktive konjunktiv "requiescat" Topklasseundervisning, selv om det aldrig lykkedes at "dukke" hende lille forbandet kloge Anna Sofie til eksamen. Der endte remis. 

Ellers er der faldet en smule tiltrængt ro over vores lille virksomhed uden at det dog bør forveksles med ligefrem stilstand. Mindre aktivitet end i sidste kvartal 2020 kunne nu sagtens have gjort det, ja, faktisk ville MERE have været totalt dræbende. Og det er så heldigvis der i mere smulte og roligere vande, vi er igen; med tid til at drikke en kop the engang imellem og høre lidt musik. Og netop der er der gået lidt vinter-stilstand i det hele. Og selv om dagens lovede musikeksempel mulighed ikke umiddelbart har meget med vinter at gøre, så har det unægteligt så meget mere med stilstand at gøre. 

For ingen komponist har vel som franske Erik Satie personificeret "underspil"  ro og pauser som vitale elementer i musikken. Denne skribent voksede op med den første samlede indspilning af Saties klaverværker med ligeledes nyligt-salige Aldo Ciccolini. Og især i forhold til samme pianists 1980-er indspilning er den første omgang fra slut-1960-erne så langt min personlige favorit. Det er, som om Ciccolini har glemt roen  spontaniteten i musikken. 

Alligevel har en anden pianist opdaget et endnu lavere, ja nærmest et musikalsk "slæbe-gear" for Saties musik. For mig bekendt har aksolut INGEN spillet Saties musik så næsten ulideligt langsomt som den hollandske pianist Reinbert de Leeuw. Musik, som sikkert mange vil genkende som obligatoriske musikalske vignetter fra alverdens kulturprogrammer i den danske radiofonis historie.Alligevel bør man lige unde sig selv den fornøjelse at dykke lidt ned i denne version, for den rummer unægteligt noget, som alle de andre tilsyneladende misser-fuldstændigt! Men døm selv!https://www.youtube.com/watch?v=5bIeYqpn0Gk

Ellers er det blot at gå i gang med kabelproduktionen, traditionelt en betydelig firma-aktivitet på denne årstid. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at der snart lander en stak af de allersidste MC2 S1400-forstærkere her på matriklen. Og "allersidste" skal ikke stå som nogen personlig "credo" (takker igen, Margit Jensen!), men har en anderledes definitiv og final betydning.  For det er simpelthen de allersidste af disse fabelagtige forstærkere, som fabrikken fremstiller-endda på specialordre.

Om det så ligefrem gør dem til attraktive samleobjekter er vanskeligt at spå om, men nok næppe. Til gengæld er det MC2 Audios gravskrift over den engang så enerådende traditionelle forstærkerteknologi. Og meget passende at mindes det sammen med altid muntre Poul Jensen, der også nåede sin sidste "bane" -længde) 

Vi får så se, hvor mange af de traditionelle high end audiofirmaer, der kommer til at overleve den umiddelbare fremtid. For det kan næppe undgå at påvirke salget af de mest outrerede high end-tosserier, at selv de allerrigeste folk i en længere periode vil nedsætte de personlige visitter. For hvad er der så ved at have boreplatformslignende pladespillere i mange hundrede kilos klassen og forstærkere a la http://www.dadbluecat.com/the-only-one/ når man ikke personligt kan prale med disse ret beset afskyelige  veblenske absurditeter? 

Ikke meget, åbenbart, og det tyder på, at det endeligt osse er "slut for Gamut", der vist har fundet sin længe ventede  plads i audiohistoriens skraldespand. Om verden dermed er blevet et bedre sted at være er måske tvivlsomt, men værre er den da bestemt ikke!





10 kommentarer:

Blogger Mikael Møller Sønnichsen sagde ...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

12. januar 2021 kl. 15.51  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Altså (bare for at være med):
Pace er misforstået ablativ
Pacem er korrekt forstået akkusativ
En anelse forvirrende eftersom ablativ er ret god til tilstandsbeskrivelse og akkusativ mange gange kræver handling (objekt).
Jeg forventer yderligere uddybning

14. januar 2021 kl. 18.58  
Blogger Poul M sagde ...

Nu er du ikke engang den første latinkyndige, der har henvendt sig, men desværre forsvandt hans lærde Dissertats uforklarligt ud i nettets entropi. Mundtligt har han dog hævdet det modsatte synspunkt, men jeg skal forsøge at få ham til at genskabe sit argument.
Iøvrigt bemærkelsesværdigt., at din gamle Herlufsholm-kammerat Kåre Mølbak først på sin allersidste arbejdsdag udtaler det ellers indlysende, at man ALDRIG får udryddet coronavirus. Og at folk ikke engang overvejer det, er da næsten det værste ved hele det her syge cirkus.
Det turde ellers være en vovelig påstand, at man kan udrydde en sygdom, når nu den eneste, man hidtil i hele menneskehedens historie har haft held til, er den anderledes smittemæssigt "skikkelige" kopper. Som man selv i middelalderen formåede at bekæmpe effektivt.

15. januar 2021 kl. 09.15  
Blogger Poul M sagde ...

Exam. lign Poul G. skriver:
"
Kasus har to funktioner, dels at indgå som funktion i en sætnings nexus + fobindelser (subjekt = nominitativ, objekt = akkusativ, subjektsprædikat = dativ osv.) og dels at have forskelligt semantisk
indhold.
På latin giver dette sidst forhold sig udtryk i et tilsyneladende ganske indviklet forhold. Kigger man i gamle grammatikker, Mikkelsen opregnes der et utal af forskellige ablativer ( midlets, mådens, foranledningens, ledsagelsens, forskellens, fyldens, sammenligningens, tidens, stedets og mange flere. Dette kaos bringes der orden i, hvis man ser lidt grammatikhistorisk på det.
Ablativ er sammenfatningen af tre selvstændige kasus: separativ (har givet navn til ablativ, abfero = (jeg fjerner), abtuli, ablatum), lokativ og instrumentalis. Hvis man forstår disse betegnelser bredt, kan de mange ablativer henføres herunder.
Akkusativs semantiske funktioner er mindre kompliceret. Bortset fra visse faste vendinger om tid og sted er der her helt sammenfald med kasusen "allativ", som betegner bevægelsen hen mod et sted (omnes viae Romam ducunt)
Nå til sagen: Requiescat in pace = må han/hun hvile i fred.
Requiescat in pacem = må han/ hun falde (bogstaveligt) til ro.
Kære Poul. Jeg er ked af det, men det er kun med den yderste grad af velvilje og med krumme tæer jeg kan anerkende akkusativen (allativen).
Magister Stygotius Secundus"

15. januar 2021 kl. 11.50  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Gad vidst hvad "Tag den, Fritz. Og den" hedder på Latin

17. januar 2021 kl. 22.31  
Blogger Poul M sagde ...

Exam. lign Poul G. skriver:
"Intellige, Frederice!"

18. januar 2021 kl. 08.26  
Blogger Poul M sagde ...

Men er måske ikke helt overbevist om, hvorvidt polyhistorens oversættelse helt formår at understrege original-udsagnets triumferende og insisterende indhold..

18. januar 2021 kl. 08.49  
Blogger Poul M sagde ...

Poul G. skriver:
Er faktisk enig. Havde lidt overvejet at tilføje et "sic", men for en adækvat version skal der en mere kapabel latiner til, fx den i Åbyhøj residerende Ivar Gjørup (Egoland og Platons Gåde)"

18. januar 2021 kl. 10.35  
Blogger Kristian Larsen sagde ...

Whaam! Kapow! og Stygotius fik teleporteret mig tilbage til Nr Uttrup skole. Her herskede Stygotier i alle sprogfag. Klassen havde sine 4-6 piger og et par drenge der kunne være med. Ellers var vi en del med konstant angst for at blive kaldt til tavlen for at analysere et eller andet. Timerne blev brugt til at gætte hvilken sætning man ville blive hørt i når læreren startede ved det øverste bord foran katederet. Bedst som man troede sig sikker kom tandlægen og hentede den der sad foran, så ramlede korthuset, og man stod som Tykkesen foran lektor Blomme. Nej lærerne var ikke ondsindede, men sådan var metoden der med sikkerhed demonstrerede hvor god, og i manges tilfælde hvor dårlig man var. Kunne man ikke, blev der spurgt ud i klassen, og så sad alle Stygoterne med hånden i vejret og en lang trylleformular der forklarede en endelse. Selv fransk der er mit 2 modersmål gav middelmådige karakterer. Du taler flydende fransk! sagde far og var synlig fortørnet over læreren, i øvrigt den eneste gang han gav udtryk for kritik vedrørende skolen. Oprejsning fik jeg da jeg meldte mig til fransk selvstudium på HF. Læste L'Étranger to gange og gik til eksamen. Talte i 20 min og fik 13. Det var faneme dejligt at møde en der kan tale fransk, sagde examinator og censor med smil der gik op til ørerne. De havde glemt deres Stygoti.
Stygotien dukkede også op på samfundsfag på AUC. Her forklædt i kapitallogikkens klæder. En sproggymnastik fremmet af Hans-Jørgen Schanz. Det gjaldt om at læse Das Kapital og så ved snedige sproglige fortolkninger fremkom en ny marxistisk økonomisk teori. Det spildte vi ALT FOR MEGEN TID PÅ. Samfundsfag på AUC uddannede kandidater der knapt kunne læse en statistisk 10 års oversigt, de kunne kapitallogikken og var velstuderede i Althusser og Poulantzas. Mærkeligt at ingen stoppede vandviddet. I sidste øjeblik før studiets afslutning formulerede min gruppe et traditionelt nationaløkonomisk problem, så vi kunne få Flemming Ibsen ind fra et andet studie, censureret blev vi af Mette Koefoed Bjørnsen og derefter ud i arbejdslivet.

Nå det korte af det lange. Grammatikkens værktøjskasse forblev låst. Det der sad, blev der kun, fordi vi terpede og terpede, men måske var det det der skulle til i mit tilfælde?

Med venlig Hilsen

Kristian Larsen

Ps. Poul. Hvordan går det med den gamle Moog?

18. januar 2021 kl. 16.16  
Blogger Mikael Møller Sønnichsen sagde ...

Smuk Satie musik, også som fortolket af den nu ikke-længere-nogen-vårhare de Leeuw. Og trist med afviklingen af MC² Audio forstærkerne, som jeg endnu ikke har nået at lægge ører til. En sådan sag måtte ellers gerne kobles til hornet på mine EV bio-højttalere, ikke at Klasse A Belles'en ikke gør det fortræffeligt allerede, men hvem ved; måske muligheden byder sig til i et fremtidsscenarie.
Mht. den svære tid high-end audiofirmaer står i, så fanger det måske lidt tangentialt an på min over de senere år gåen fra den mere klassisk audiofile produktgruppe (som jeg så har "svigtet," ikke at jeg ser det tendentiøst mht. motivet for at fravælge high-end miljøet) til mere pro ditto. Pt. er mit system en lidt blandet landhandel af både pro/studie og mere "almindeligt" high-end udstyr, og det er egentlig ganske fint. Den væsentligste udvikling har bestået i en overgang til aktiv drift, og det ikke mindst med Electro-Voice biografhøjttalere og svært store tapped horn subwoofere - unægtelig yderst svag såkaldt WAF-faktor. EV basserne og sub'erne trækkes tillige af pro forstærkere, og den digitale filtrering forvaltes også fra pro-hylden, nemlig Xilica.
Pointen med denne lille beretning? Nok det befriende i, at ha' fundet mig mere til rette med nævnte udvikling hvor det makro-fysiske islæt ved lyden (og et velsagtens mere pragmatisk, ikke-pretentiøst element) i langt højere grad tilgodeses, og så en lidt sær tilfredsstillelse i, at det provokerer flere (klassisk) audiofilt anlagte når man påstår, at det skam kan spille både "subtilt sofistikeret" med flot soundstage såvel som ret ubesværet teste vinduestætningerne med passende trykladning. Og ikke mindst, at det kan lade sig gøre til langt mere menneskelige penge end hvad er muligt med high-end gear.

19. januar 2021 kl. 08.00  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside