tirsdag den 6. oktober 2020

Tanker og tænksomhed

I de senere år har et udtryk indenfor dansk grebet om sig, som indtil for ret få år siden var ganske ukendt. Og dette sidste ganske berettiget, da det både VAR og ER aldeles en aldeles håbløst skrupforkert og absurd sproglig konstruktion. Udtrykket er "Jeg tænker.."er så desværre mest blevet endnu en skamstøtte over et forlængst kuldsejlet uddannelsessystem, der ikke har turdet korrekse selv særskilt umulige sproglige misforståelser. Ikke underligt, at danskere med selv en hjemlig universitetsuddannelse  aldrig nogensinde  kan lære korrekt engelsk eller for den sags skyld mere prosaisk for den seneste generation  skrive endelsen "-r" i præsens-verber. Altså på dansk.

For trods alt var det allerførste, som man fik at vide i engelskundervisningen i 5. klasse i min barndoms folkeskole på Endelave, at "I think" IKKE betyder "jeg tænker" men i praksis alt muligt andet.Synes, mene, antage. formode, bare ALDRIG "jeg tænker" Nå, men en sprogligt ikke-stimuleret og grammatisk analfabetisk ellers formelt højtuddannet  ungdom har nu så endeligt opnået et så latterligt lavt sprogligt  niveau, at "I think" så endeligt er kommet til at betyde det, som det så IKKE betyder. Men på den anden side er det vist også et stykke tid siden ret mange danskere forstod, hvornår "forrige år" var. Det er ellers en banal sproglig distinktion i alle beslægtede sprog, hvor underligt nok ingen derude synes at være i tvivl om forskellen på "letzte/vorige" og "last/previous". Men forskellen på "sidste/forrige" (og alt muligt andet godt fra den sproglige skattekiste), det er godt nok for umuligt for den seneste generation af inderligt uuddannede nærmest analfabetiske dansklærere.

Nu udvikler dansk sig jo ihvertfald principielt hele tiden, selv om den forlængst gennemførte totale grammatiske afvikling indenfor undervisningen jo nok i den forudsigelige fremtid har medført en sproglig forarmelse, som til gengæld er et helt specifikt dansk fænomen, der ikke kendes indenfor engelsk eller tysk eller i vores andre nabolande. Vi er landet i terminal sproglig fattigdom, hvor selv det engang normative Dansk Sprognævn nu trods aldrig flere tildelte ressourcer eller myriader af medarbejdere blot tager den sproglige fattiggørelse ad notam. Og dagens laveste sproglige  fællesnævner er allerede i morgen en helt umulig sproglig barriere.

Og hvad tænker folk så, alle de mange derude, der starter de fleste sætninger med "Jeg tænker.." Tydeligvis ganske tæt på overhovedet ingenting og i det allermeste da allerhøjst én ting af gangen. Tag nu for eksempel den nylige pøbel-sammenstimlen om en importeret kamp mod den tilsyneladende ikke blot latente, men tilsyneladende totalt altomfattende danske racisme. Der var vist nærmest ingen eksempler på nogen, der var rene nok for de fromme jakobinere, der stod i spidsen for denne i hele sit væsen ekstremt had-hyldte kampagne. Hvor ingen hvide kunne undslippe arvesynden som den blev defineret af den frådende pøbel. 

Dengang i "urtiden" for en god måneds tid siden troede man vel, at det her da umuligt kunne blive værre, men det kunne det. Endda med en større kvantesprings-faktor.Det eneste positive er næsten, at nutidens selvpromoverende "selfie-generationer" kun kan koncentrere sig om det seneste fænomen. Og denne gang kan alle altså være med, bare man er kvinde. For mon der findes en eneste kvinde i dette land, der ikke mindst et større to-cifret antal gange er blevet udsat for traumatiserende krænkelser af den slags, som "über-skurken" Morten Østergård er blevet sendt ud i kulden for. Og mon der findes en eneste normalt fungerende mand, der ikke til de allerfleste af ungdommens fester har lavet den slags "krænkelser" som en mere eller mindre nødvendig del af det kejtede kurmageri i muntert drikfældigt lag?

Selv kan jeg (naturligvis mange, mange år inden jeg mødte min kone) komme i tanke om ting, som ikke blot ville gøre mig til en permanent politisk paria, men tillige ville forhindre mange genrationer af efterkommere i nogensinde at opnå offentligt ombud udover muligvis at bestyre en ølkasse til en kollegiefest. Og der sidder så alle narrehattene m/f og spiller fromme i en grad, der gør det vanskeligt at forstå, at de fleste af dem i 30-40-erne trods alt har formået at få børn. Man tør næsten ikke tænke på alle de krænkelser, der må være gået forud. Både hænder her og der og det, der er værre. Og da ikke mindst langt langt værre end det, som Østergård er dømt for af den store kvindelige folkedomstol.

Nu er det jo ikke nogen nyhed, at der er forskel på mænd og kvinders muligheder for "scoring" af en ganske vist kortsigtet partner i almindeligt festligt lag. En kvinde kan ALTID få en i ethvert blot lidt større, mens en mand som hanner i alle andre dyrearter må berede sig på adskillige afslag pr. succesoplevelse. Sådan er spillet og derfor er der til evig tid i et normalt fungerende samfund af forskellige køn "dømt" uundgåelige "hænder mig her og der" For det er jo en nødvendig del af almindeligt kurmageri, at hunnen skal nødes som til at gå videre til "hovedretten" ligesom til en familiespisning på en kro. Naturligt kurmnageri ER simpelthen en serie af afvisninger indtil den sidste..

Sådan er der så meget, og selv om min gamle bekendt Morten Østergård bestemt ikke er min kop the, en typisk politisk røvhuls-opportunist som alle de andre, så er sagen her helt syg. Og tjener kun til at dække over de rigtige svinehunde derude på samme måde som det at nægte sit plagende barn en is ved kassen i grusomhed slås i hartkorn med overgreb på børn. Alt drukner i støj på linien.
Det eneste, som man vist kan lære af det her er, at kvinderne i det Radikale Venstre endegyldigt er "sprunget ud" som værdige og fuldgyldige konkurrenter  til de værste eksempler på MANDLIG politisk "røvhuls-mentalitet" Afvisningen af Martin Lidegaards kandidatur blot på baggrund af kvindesnak på gangen er da i sin essens grænseoverskridende uhyggelig.
Det er muligt, at det kan være svært at synkronisere almindelig liderlighed blandt kønnene-egne feltstudier i ungdommen tyder afgjort på det. Mens uhæmmet magtliderlighed og intriger helt tydeligt ikke er noget kønsspecifikt. Alle tricks gælder, selv de allermest beskidte og denne gang med det nye krydderi "kvindesladder"men tak, Stampe, Rod, Nielsen og Robsøe for anskuelighedsundervisningen.
Der var nogen, der blev "kalif i stedet for kaliffen" Blot var kaliffen denne gang ikke ejegod som kalif Harun al-Raptusch i tegneserien, men storviziren var til gengæld en led harpe.


5 kommentarer:

Blogger nils valla sagde ...

Han er sku nok inde for Sexisme.

12. oktober 2020 kl. 09.36  
Blogger Jakob Levesen sagde ...

Det tror da pokker, han er jo alene det meste af tiden :-) Og jeg tænker i den anledning af en lille pause her siden den 6. at Poul godt kunne OVERVEJE at skrive kun hver anden uge. Det letter presset med at finde-på og højner måske horisonten, så vi ikke altid ender på Endelave :-) Nå, jeg har fødselsdag i dag, så jeg er glad og urørlig.

12. oktober 2020 kl. 14.08  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Tillykke😀 nu skriver han ikke ALTID om Endelave. Nogle gange skriver han også om sig selv (vi).

12. oktober 2020 kl. 17.01  
Blogger Poul M sagde ...

Og til HH: I dag lykkedes det så med BEGGE dele-både mig selv og Endelave. Begge dog i lidt mindre forhåbentligt spiselige doser.

13. oktober 2020 kl. 08.45  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Du har naturligvis ret, men det er jo (som så meget andet) ren alibi-politik. Spørgsmålet er, om man kan komme så langt at rent faktisk acceptere, at disse ting sker, altid har sket og altid vil ske, lige meget hvad. Marilyn Monroe var på et tidspunkt indlogeret hos chefen for MGM. Han havde en klokke, som han skulle ringe med, når han syntes, at det var tid. Det var vistnok for det meste falsk alarm. Men hun fik nogle filmroller, som lige så godt kunne have gået til hvilken som helst anden. I samme øjeblik som alle (kvinder og mænd og alle andre) sværger, at de aldrig et øjeblik kunne finde på at benytte sig af ydre fordele for at opnå noget, vil vi måske kunne komme videre.
Indtil da kunne Hr. Østergaard måske have beholdt sit job (og værdighed), hvis han med det samme havde meldt klart ud, i stedet for yderligere at kriminalisere hændelsen ved at håbe på, at han ikke ville blive opdaget.

14. oktober 2020 kl. 17.52  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside