tirsdag den 20. oktober 2020

Dwight D. Eisenhower

 I dag vil vi fundere over skyld og straf og statsmagt, unægteligt en stærk kop the. For uden at ønske at fremstå unødigt pessimistisk, måske snarere på den noget optimistiske side af realistisk, så har pøbelvældet og den indre skånselsløse skinhellige svinehund VIRKELIGT vist sit sande grumme væsen her verdens ellers lykkeligste land. For nu kan hele den skidne kloak af den mest snavsede del af danske folkesjæl på tværs af alle partier forenes i en blodrus uden lige. Og det er bestemt ikke fordi den europæiske historie i de seneste 1000 år ikke har budt på grumme historier, men selv under de mest grusomme heksejagter berørte grusomhederne trods alt kun en lillebitte del af befolkningen.

Denne gang er det anderledes, selv om bålene er afskaffet-og på sin vis er alting blevet værre. For selv den mistænkte heks derude sækken i søen kunne dog helt lavpraktisk bevise sin uskyld ved simpelthen at drukne-sådanne bekvemme udgange gives ikke længere for nutidens mandlige hekse. For jo, denne gang er ALLE MÆND ikke blot potentielle krænkere, men i allerhøjeste grad osse reelle. For pøblens og folkedomstolens høje moralistiske "tættekam" har denne gang klart defineret naturligt og uundgåelige interaktioner mellem mænd og kvinder som eklatante krænkelser på linie med mangeårige grove incestuøse overgreb på små børn, fordi krænkelser åbenbart ikke kan gradbøjes. Én gang "følt", så er man(d) i den permanente folkedomstols saks. Og iøvrigt kommer sammenligningen med incest IKKE fra denne skribent, men fra en søkaldt "krænkelsesforsker" fra RUC. Mærkeligt som den slags pludseligt springer frem som trolde af æskeri løbet af en månde på samme måde som alle verdens millioner af "klima-forskere", der osse sprang frem fra et ellers studenter-tomt i årtier studentertomt studium

For hvis nogen mandlige læsere på denne plads vil kunne stille sig op og sværge på, at deres liv selv ad dydens allersmalleste sti ikke har indeholdt mindst snese- eller hundredevis af køns-krænkende handlinger a la Frank Jensen og Morten Østergård, så glæder jeg mig til det. Og husk, at I i al evighed er sårbare for enhver ting, som I måtte have lavet i kådhed selv tilbage i folkeskoletiden. Selv vil jeg gerne melde mig som skyldig i et helt livs permanent og ihærdigt og ikke mindst overlagt misbrug af kvinder. For jo, jeg har utallige gange  (godt nok mest i det sidste årtusind, men forældelsesfristen er jo nyligt afskaffet) både lagt hænder på bage og lår og sågar andre steder uden at fremvise NEM ID eller andre formildende omstændigheder. Og måske knapt så mange gange, men stadigvæk snesevis, så er jeg blevet udsat for lignende afskyelig adfærd fra kvinder. Det var tider!-ANDRE og gode tider!

Heldigvis forestiller de færreste sig nok, at denne eksplosive krænkelsesadfærd ændres blot det allermindste  blandt teenagere og unge mennesker, for trods alt er den fysiske afprøvning af en mulig kommende sexpartner jo principielt svær at skemalægge. Og når der så heller ikke er landspolitisk "mønt" og mulig ministerforfremmelse involveret i fumlerierne udenpå tøjet, så melder man naturligvis heller ikke manden. Ikke før, altså, der er indlysende strategiske politiske fordele ved afsløringen. Og selv om afsløringen er den aldeles banale, at der i alle menneskelige sammenhænge er mere eller mindre åbenlyse og ikke mindst uundgåelige seksuelle undertoner involveret, så er det i nutiden ikke længere nogen formildende omstændighed. Selv om man måske i smug kunne tænke over, hvorfor næppe nogen heteroseksuel  har en bedste ven af det modsatte køn. 

For der opstår altid lige dét der lille akavade øjeblik i de forskellige køn, der forhindrer sjælefællesskab udenfor en form for parforhold. Been there, done that! Og så skal vi endeligt tilbage til manden i dagens overskrift, der jo var noget så sjældent som en ægte amerikansk helt osse i Europa på trods af, at han bar selve "Skændselens Mærke" og det ligefrem stolt og åbenlyst. Han var nemlig noget så afskyeligt som republikansk præsident, endda som den første valgt det maksimale antal gange. Og Eisenhower havde gjort sig hårde og dyrekøbte erfaringer som allieret øverstkommanderende under 2. verdenskrig med hanekyllinger og primadonnaer som Patton og narrehatten over dem alle, Montgomery. Han vidste om nogen, hvad der var det muliges kunst.

Og at han kunne være hård viste han, da han uden nogen diskussion satte føderale soldater ind for at sikre en sort pige sikker skolegang i datidens raceopdelte og uroplagede  sydstater. Og flere gange derefter bankede lokale guvernører så meget på plads, som det var muligt indenfor konstitutionen. Der var dog en kamp, som selv denne fredens krigshærdede mester aldrig tog: Kampen mod pøblen-ligeså lidt, som vores statsminister kommer til at tage samme ellers nødvendige  kamp i den forudsigelige fremtid. Eisenhowers forbandelse hed mccarthyismen, datidens klare pendent til nutidens sygelige selvsupplerende krænkelseskultur.

For ikke engang jødeforfølgelserne i nazi-Tyskland havde helt samme vilkårlighed som nutidens nyfigne slet gedulgte frydefuldt-kriblende jagt på seksuelle krænkelser. For der er ingen historiske beviser på, at nogen blev anklaget som jøde uden at være det-der var allerhøjst et par certificerede jøder, der var gift med nazi-ledere, hvis papirer blev "bortkommet" Anderledes med den frådende magtliderlige psykopat McCarthy, hvis vanvittige anklager aldrig indeholdt blot den allerringeste substans. Og selv om han lovede navne og detaljer om alle forræderne især i datidens amerikanske forsvar og udenrigstjeneste, så kom der aldrig blot ét 

Nå, men præsident Eisenhower vidste godt, at mod angst og pøbelhysteri havde han ikke en chance-så var det nemmere at knægte ikke meget mere eller mindre psykopatiske Ku Klux Klax-aktiviteter i Syden. Og at mccarthyismen og ikke mindst McCarthy forsvandt som de sorte fugle i Hitchcocks "The Birds" skyldtes udelukkende, at mandens fremtræden i en længere direkte TV-transmitteret retssags mod det amerikanske militær totalt fremmedgjorde hans tilhængere. For netop pressens daværende ubestikkelige professionalisme viste sig at være retsstatens bedste bolværk mod pøbelvælde. Og da McCarthy havde diskvalificeret sig selv forsvandt pøbel-symptomerne.

At denne basale menneskelige adfærd så ikke kan fjernes viser sig i disse dage. For selv om enhver med hånden på hjertet ved, at ikke alene KUNNE disse navnløse anklager ramme en selv, de VILLE osse gøre det, hvis nogen havde noget ud af at skade én. Og med nutidens sammenspiste mediestøttede polisike sammenrend af politikere og politiserende medier, så kan krænkelses-pøbelvældet ikke bekæmpes. Altså med andet end omtanke, altid det allerførste offer for pøbelaktiviteter.

Og man kunne engang grine af "Monty Python and the Holy Grail", hvor blot råbet "a witch" omgående fik pøblens hysteri i kog. Knapt så sjovt er det så i nutidens politisker heksejagt, hvor Jensen og Østergård ikke blot "strippes" for alle politiske  poster, men også mister alle både nuværende og fremtidige muligheder for nogensinde efterfølgende at få et kvalificeret arbejde. Eller for den sags skyld noget arbejde overhovedet, en tjans som pedelmedhjælper næppe engang undtaget.

Og sådan var det ikke engang i hverken nazi-Tyskland eller i Sovjet i 1930-erne. Slemt, men ikke SÅ terminalt inappellabelt.For denne ulyksalige er pressen IKKE med som kritisk modspiller, snarere som lummert-liderlig opvigler!


5 kommentarer:

Blogger Keld Snejbjerg Nielsen sagde ...

Hej Poul! At debatten er løbet fuldstændigt af sporet er jeg helt enig i. Man fornemmer at det handler om at få ofret nogen fremfor at snakke om hvordan vi kan gøre det lidt bedre allesammen. Det er også meget nemmere at ofre end at samtale. Hold da op man har set mange krænkelser i sit liv. Jeg har også set mange kvinder klare "krænkeren" selv. Enten elegant eller højt. Hvorvidt de kvinder har båret på denne krænkelse videre i livet ved jeg ikke, men umiddelbart har det ikke gjort det store indtryk. Den fulde chef på dansegulvet har jeg set mange gange. Hænder der konsekvent søgte damens bagdel hvorefter hun diskret flyttede dem op på ryggen igen. Det kunne foregå mange gange i en dans. Skulle han sparkes ad helvede til for det? Næh, hvis han hørte hvordan kvinderne grinede ad ham bag hans ryg ville det såmænd være straf nok i sig selv. Her ville al mandighed forfalde. Jeg synes de herrer Østergård og Jensen har været nogle forbandede fjolser. Dum med dum på og understreger vel blot, at en succesfuld karriere ikke nødvendigvis kræver speciel høj IQ. De må have nogle meget tolerante eller vage koner. I al dette her METOO savner jeg sgu også lidt "nosser" fra nogle kvinder. Måske det gav respekt hos sådanne fjolser hvis man fortalte dem kontant, at de godt kunne trække deres beskidte hænder til sig igen. Kostede det i længden jobbet var det jo nok også det bedste for hvem vil bruge et arbejdsliv på at arbejde for en så ringe chef, der ikke ville godtage en kraftig afvisning. Til slut vil jeg sige, at det morer mig når flere kendte kvindelige politikere fortæller at de ikke selv er blevet krænket, men har set kolleger blive det. Altså, man må også være lidt realistisk. Skal man dumme sig som mand og sætte sit ry på spil tror jeg flertallet hellere ville tage Ida Auken på bagdelen end Pia Kjærsgård........ Nå, men det er måske som med hifi, at det handler om personlig smag. Nu er to mænd smadret. I næste uge må vi se hvem der står for tur. Det kunne være interessant hvis det snart blev en kvinde, men der er nok ikke mange mænd der vil indrømme en krænkelse fra en kvindelig chef. For de fleste er det nok et personalegode...

20. oktober 2020 kl. 10.09  
Blogger Hans Henrik sagde ...

..og så har de 2 misdædere fået den værste straf af alle:
oceaner af tid til at diskutere det her ordentligt igennem (GYS!)
med konen og ungerne.
"Don't shit where you eat!"

20. oktober 2020 kl. 12.43  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Magtens tredeling:
-vift med den Udøvende
-bliv afsløret af den Dømmende
-stå til ansvar for den Lovgivende

20. oktober 2020 kl. 16.56  
Blogger nils valla sagde ...

Man bliver altid klogere af debat.
Eksempelvis var jeg ikke før klar over Østergaard og Jensen var mænd. :-)

23. oktober 2020 kl. 17.31  
Blogger nils valla sagde ...

Der var også de der "ungdoms-politikere" på TV.
De mente ikke at kunne sige fra da "sexisten" jo var magtfuld.
Bliver interessant i fremtiden om de kan sige fra når en magtfuld person med en pose penge i hånden kræver politiske indrømmelser :-)
De unge politikere burde måske i stedet havde set episoden som en kærkommen mulighed i øvelsen at sige fra?

24. oktober 2020 kl. 14.53  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside