tirsdag den 11. august 2020

Acoustic Research LST



Så er vi endeligt osse åndeligt tilbage i denne, den bedste af alle tænkelige lykkelige verddener-blandt verdens lykkeligste mennesker, som danskerne jo forhåbentligt noget tvangsmæssigt benævner sig selv på alverdens lykkebarometre. For ligefrem MENE det kan vel trods alt næppe alle? Dertil er der rigeligt mange sure fjæser og hysterisk klagende naboer over bagatelagtig musikudfoldelse  derude. Mon ikke der er et element af stiliseret og nærmest rituel "løgnhalseri" over svarene lidt i stil med dem angående nylige køb af økologiske varer i supermarkedet. "Jo jo, vi køber sandeligt altid økologi af hensyn til verden og vores børn  bladr bladr.."  Som kvinderne omkring offer-sten i romanen "Røde Orm", der også godt kunne sige sandheden, når de som de sagde det vidste hvad det skulle bruges til.

Blot underligt, at der ingen tilsyneladende ændring er på varernes fordeling i supermarkederne over årtierne, når nu folk er så uendeligt bevidste og oplyste og allesammen kører i el-delebiler. Og iøvrigt marcherer fremragende i kollektiv gådegang i tidens tiltagende totalitaristiske takt, hvor taktrytmen ellers kan forekomme ganske uregelmæssig og svær at lære. Faktisk minder anbefalingerne i tiden som iøvrigt i hele forløbet mere om rytmen i et værk af Ligeti end i en march af Strauss. 

Hver ekspert og virolog har dagligt alverdens gensidigt modstridende råd om verdens sande corona-tilstand uden at nogen STADIGVÆK helt tilsyneladende fatter, at der altså ikke er en sundhedspolitisk krise, men en SAMFUNDSPOLITISK. For som denne skribent profetisk omend ikke videre særskilt begavet (dertil er konklusionen fra starten simpelthen for let) hele tiden hele tiden har hævdet, så går corona ikke bare væk igen. Og hvis man lokalt med drakoniske samfundsødelæggende foranstaltninger skulle formå at fjerne tilfældene en tid, så vender de blot tilbage igen. 

Og hvor håbløst og endnu mere meningsløst det hele er, demonstreres vel bedst af regeringens politik med obligatoriske mundbind i offentlig trafik- fra om en uge! Nå, men det bedste ved situationen nu er jo, at som også forudsagt af denne altid vidtskuende "samfunds-seer", så er en samfundsnedlukning mere heldigvis ikke mulig længere. Dertil er det økonomske spisekammer for længst spist op-både for nu og det næste årti. 

Nå, men her i vores lille virksomhed er der ellers betydelig gemytlighed til stede. Der har været uforholdsmæssigt travlt langt længere ind i juli end nærmest nogensinde før, og august fortsætter på samme vis. Mindre havde nu sagtens kunne gøre det, men derfor kan man nu sagtens glæde sig-så det gør vi!
"Glæde" gør denne skribent sig så osse over, at det lykkedes at modstå fristelsen til at købe et sæt af ungdommens drømmehøjttalere, der ellers røg ret rimeligt på Lauritz for ganske nyligt. Fristelsen var ellers både betydelig og umiddelbar, men en smule realistisk tænken tilbage til egen tidligere branche-erfaring fik mig heldigvis på andre tanker. For allerede dengang, i det Herrens år 1983, var langt de fleste af de større AR-højttalere fra 1960-erne og 1970-erne forlængst landet på historiens store losseplads. Simpelthen kasserede af deres desillusionerede ejere, der ellers havde betalt veritable "blodpenge" for AR-højttalerenheder af en så ynkelig og patetisk kvalitet, der fik de nyligt afbildede SEAS 25 TV-EW fra afgjorte økonomihøjttalere til at ligne teknologiske "tour de forcer".

For mens langt de fleste af de her ellers rimeligt ynkelige SEAS 87H diskanter og 25 TV-EW-basser stadigvæk virker på trods af snart 50 års blandet festivitas, så virker praktisk talt INGEN af enhederne fra de her engang så fremragende markedsførte AR-3A og AR LST-højttalere. Og det iøvrigt uanset om de har stået jomfrueligt  i en papkasse hele tiden eller ej. Den eneste forskel er. at diskanterne og for LST tillige mellemtonerne.normalt brændte af allerede for 50 år siden. Og senere utallige gange, indtil ejerne smed højttalerne tilbage til det fortjente audio-helvede, hvortil de skulle have været leveret-direkte fra fabrikken!

LST var vel trods alt den både værste og mest hel-kiksede af de 2. Lanceret ellers med reklame-bravader af den allermest nutidige slags med billeder af alle de notabiliteter og internationale koncertsale, der angiveligt anvendte dem, imponerede de følsomme pubertets-drengesjæle som denne skribent. For så mange kunne vel ikke tage fejl, eller kunne de? Jo, DET kunne de sagtens, for selv om det må formodes, at alle de reklamerende kunstnere og arenaer havde modtaget deres LST som vareprøver u/b, så var alene vedligeholdelsen en kolossal udgift. 

For de her spånplade-skrumler med selvskærende skruer havde blot en officiel følsomhed på 89 dB (antageligt og sandsynligvis noget mindre)-jo en noget patetisk virkningsgrad, når man feks sammenligner med de iøvrigt samtidige Vitavox her i huset, der pålideligt  "clocker" 107dB for 1 watt. Og har 100 watt kontinuerlig effekt-tålelighed for et potentilt lystryk på i omegnen af 130 dB
Anderledes med AR LST, der kun i spidsen kunne præsterer til PA-anvendelse urimeligt ynkelige blot 100 dB. Og det var endda helt officielt, fordi det officielle datablad loyalt påpegede en kontinuerlig belastbarhed på 23 watt....

Og så er vi ikke engang færdige med ynken endnu. For på sin vis bliver det hele værre endnu. For selv om især diskanterne i en AR LST brændte af, blot man kikkede på dem, så kunne det alligevel have været langt værre som man kan overtyde sig om i den officielle manual.

Til en start er frekvenskurverne ovenfor for en højttaler, der har diskanter og mellemtoner af dometypen spredt vidt udover 3 sider, alle med flere centimeter høje kanter lige omkring enhederne naturligvis noget problematiske. Og så har vi vist udtrykt det lidt mildt, decideret vildledende-løgnagtigt ville allerede have været i den mildere ende. De rigtige kurver ville være savtakkede med utallige resonanser og refleksioner og ikke mindst interferens..

Dog afslører kurven fra databladet dog den allerede i samtiden udbredte konstatering af, at de dér AR da vist var lidt i den mørkere ende frekvens-balancemæssigt. Og med et gennemgående fald på 5 dB over 10 kHz er der en tydelig forklaring.Hvad der til gengæld så IKKE forklares er, at diskantenhederne med en tilførsel af et lineært  frekvensområde (ganske uhyrligt  let at realisere med de anvendte autotransformatorer i filtrene)  ville brænde af ØJEBLIKKELIGT ved første kraftige impuls. Derfor dæmpningen med de 5 dB Og selv om musikken kun dengang havde uhyre lidt energiindhold over 10 kHz, så var diskanterne på trods af antal allerede så hårdt spændt for, at et enkelt "akustisk strå" ville kunne knække ryggen på krikken. Det her er simpelthen bare en forbandet skod-højttaler og man tør næsten ikke tænke på, hvor mange diskanter og mellemtoner, denne håbløse "højttaler-dinosaurus" fra Lauritz har ædt i årenes løb.

Og hvis nogen skulle kede sig, så kik eventuelt billeder af disse AR 3A og LST. For ikke alene var enhederne blandt alle tiders ringeste, de var tillige blandt alle tiders dårligt producerede, bestemt en uhellig cocktail.
Godt, jeg stod imod!
Billederne forklarer vel sig selv-uendelig idyl nordenfjords!






6 kommentarer:

Blogger Jakob Levesen sagde ...

Det blev så heller ikke til noget. Har du fået hedeslag? Det kan jo nemt ske for indgroede mænd i din alder :-)
Op på gyngehesten igen, Poul, hen til tastaturet og så flyver ordene afsted og op på skærmen.

16. august 2020 kl. 14.59  
Blogger Thomas sagde ...

Skønne billeder der får smilet frem i én

18. august 2020 kl. 11.28  
Blogger Jakob Levesen sagde ...

Hmmm, du trænger til at komme lidt ud - i samdundet Poul! IKke kun op til endnu en indhegning i friluftsmuseet i NJ. Prøv du at tage et smut over til Djævleøen og soom ind på Islands Brygge, så skal du sateme høre hvor højt en BOOMBOX kan spille! Fuck, det er vildt. OG endnu vildere når der er 4 på samme plæne - hallo, det er jo ikke helt for sjov, at politiet der modtager 200 opkald på en weekend. Så det er som med så meget andet; det er mangel på dannelse og høflighed og empati den er gal med. Og til AR-historien ja, det har du nok helt ret i , en gang pis og papir, tilegnet de som mangler noget at TRO på. Og når man først tror på noget, så behøver man ikke bruge sin skepsis eller målinger til noget, det spiller jo fantastisk! Hyg dig i den kommende regnvejstid!

18. august 2020 kl. 13.09  
Blogger Poul M sagde ...

Vi sælger boomboxe, så kender godt kapaciteten. Men kender osse folks umådelige klage-kapacitet. Naboungerne holdt en komsammen, som naboer hundredevis af meter væk kom farende for at klage over. Jeg sov fra det med åbne døre og vinduer 10 m væk, højere var det ikke.
Klageri er en epidemi ligesom corona...

18. august 2020 kl. 13.15  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, hyggelige græs-slåmaskiner, der her ses igang med at decimere græs i haven. Og man kan jo altid tigge et hestebolche ved samme lejlighed..

18. august 2020 kl. 13.17  
Blogger Jakob Levesen sagde ...

JA, klagekapaciteten og villigheden skal man ikke kimse ad. Der er jo også så meget støj alle steder i dag, så ophøjet ro er skønt. Bare ro :-)

Du himler op over AR, jeg skutter mig og hvæser ad de smarte forretningsfolk, som de senere år har vætet ind i hifibranchen. Nu er det jo ikke længere opfindere og amatørorakler som kommer ud i lyset med et produkt, som de har brugt 5 år i garage på. Næ, det er smarte folk med en businessdegree som bliver CEO i hæderkronede virksomheder og begynder at lave pis og papirhatte ud af de engang så stolte navne. Jeg hentyder til jeg så en "videreudvikling" (haha) af en Sonus Faber Minima, nu kaldet II, hvor begavet. Da Franco Serblin i 1983 grundlagde SF, var det med for at skabe smukke og særlige højttalere, altid lavet af de fineste massive træ. Tiden gik og i 2006 gider han ikke mere, han giver efter for presset fra Harvarddrenene og sælger SF til dem, nu kan de endelig lave plastivhøjttalere i massevis og købe de røde Ferrarier de længe har dræmt om! Franco grundlægger derefter endnu et firma, som bærer hans navn. Nå, men nu har plasticdrengene lavet alle de plastichøjttalere man kan tænke sig og for at få råd til en Ferrari mere, måtte de jo gå i tænkeboks - der skulle de ikke sidde længe; viola: vi tager sgu da lige et par gamle travere fra Francos tid og dimser den lidt op og kalder den Minima 2. Halleluja! Sikkert pissedyr og ikke et hak "bedre" end de gamle, små og ineffektive højttalere med en vis og sjælden lyd, en fornøjelse at høre på, hvis man ikke lige kan lide Vitavox :-) NÅ og hvad så? Jo, jeg gravede lidt dybere og ser på nettet, at Harvard-drenegne har etableret et holdingselskab som ejer en del ærværdige hififirmaer! "FIne Sounds Group" hedder det kønsløst. Senere kaldet McIntosh Group. Ingen ejernavne. Flere Ferrarier? Sikkert. De har mærker som er McIntosh Laboratory, Audio Research, Sonus Faber, Wadia Digital, Sumiko and Fine Sounds Asia. Sådan! så gennem opkøb af aktiemajoriteter og indsættelse af de "rigtige" SEOer, så kan man/nogen sidde og trække i trådene, helt nede fra Italien. Åhr ja, nå og hvad så, siger vi, som er vant til at se det engang så ærværdige og unikke, blive til allemandseje i forfladiget korpus. Jeg græmmes bare og tænker (igen) som en gammel mand; verden er af lave!

https://en.wikipedia.org/wiki/McIntosh_Group

https://www.sonusfaber.com/en/

https://www.prnewswire.com/news-releases/mcintosh-group---ceo-mauro-grange-stepping-down-after-8-years-at-the-helm-of-the-group-300394757.html

18. august 2020 kl. 16.03  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside