tirsdag den 21. april 2020

Lammedikkende fedthalefår

I dag vil vi med overskriften starte i tegneseriernes verden i en mere uskyldig tid, hvor den almindelige mellem-menneskelige dannelse var større og den alt-døvende kontinuerlige  informationsmængde var uendeligt meget mindre. Og dette mest fordi avisen jo kun udkom en enkelt gang om dagen i stedet for nutidens dødssyge breaking news-pressemeddelelser om absolut ingenting. For selv om journalist-klassen dengang havde kollektive massive alkoholproblemer (og det i en grad, så deres pensionskasse var blandt landets rigeste, fordi skørlevned og skrumpelever tog livet af landets journalister længe før deres landsmænd), så ville nutidens mediebillede nok have set noget anderledes ud. Hvis altså disse gamle sprutdunstende og storrygende journalister ikke forlængst var væk til tvivlsom fordel for selviscenesættende medieludere af begge køn, for hvem egen karriere er alt og søgen efter sandheden intet.

For selv ikke den mest permanent omtågede journalist fra min barndoms ellers uhyre provinsielle provinsavis Horsens Folkeblad ville dog have kunnet undgå at stejle i vildskab over de uhyrligt modstridende udtalelser om Corona, som hans anderledes udannede nutids-kolleger bevidstløst befordrer videre som "breaking news"-fakta. Vi taler selvfølgelig om de noget uhyrlige udtalelser fra forskellige såkaldte fag-personer, vist værst viderebragt af såkaldt "faglig direktør" i Statens Seruminstitut, Kåre Mølbak. For mage til mageløst sludder skal man da desværre søge forgæves i hele pressehistorien efter.

Og det er såmænd ikke fordi, at det kræver nogen specifik viden om epidemologi eller meget mere end en simpel skoleuddannelse på skovsnegle-niveau for at vurdere validiteten af mandens udtalelser gennem den sidste gode måneds tid. For der er INGEN, nul-komma-nul, dut! Og alligevel bliver dette skvadrende sludre-chatol, en veritabel generator af tilfældige eller nok blot mest opportune vindbøjtel-meninger endnu i dag ophøjet til fagligt orakel.

Man må simpelthen korse sig over, at den kollektive danske hukommelse blandt de snakkende klasser er blevet så kort, at ingen tilsynaldende længere kan huske Mølbaks udtalelser og anbefalinger for blot en uge eller 2 eller en  måneds tid siden. Som absolut INTET har at gøre med dagens anbefalinger. Og alt er kritikløst blevet opslugt af medie-rovdyrene, som altid er på udkik efter et halvopløst ådsel af en delvist fordøjet nyhed, der jo letter deres dorske journalistiske hverdag, der ellers mest er optaget af ligegyldige Facebook-opdateringer. Og der var og er Mølbak ideel, fordi han helt oplagt i de senere uger altid har været leveringsdygtig i udtalelser. Og endda altid i absolut kortform.

At der så ingen sammenhæng eller blot den allerringeste logik eller konsekvens har været i mandens udtalelser og anbefalinger er fuldstændigt undgået mediernes bevågenhed. Og det var faktisk først i går, at Kåre Mølbaks sensationelt varierende udtalelser indenfor blot et par uger blev bragt samlet i , ja i mangel af bedre, såmænd Ekstrabladet.
Hvorfor det ikke skete i min egen avis, JP, eller for den sags skyld i samtlige andre medier samtidigt, er næsten det mest skræmmende i hele denne sygelige samfunds-situation. For enhver har da uden tvivl kunnet se det, men ingen har sagt noget. Og selv om fænomenet "medie-luderi" har været på fremmarch længe, så er det trods alt vanskeligt at forestille sig, at det først var i går i Ekstrabladet, at bladet altså endeligt tog bladet fra munden..

Og hvis ingen derude har fattet det, så er det selvfølgelig endnu værre, selv om det jo tydeligvis kan være svært helt at fatte det danske folks akkumulerede kollektive ufornuft i denne situation, hvor en udsættelse af corona-miseren nu naturnødvendigt  blot vil give bølger af nye epidemier senere på året og antageligt osse derefter. Til den tid vil det blot ramme en nation og en verden, der er endegyldigt økonomisk forandret i retning af ikke længere at være i stand til at finansiere af bekæmpelsen  de sygdomme, som folk dør af .

For på trods af af alle de daglige bevidstløse dommedags-statistikker, så ses der INGEN mer-dødelighed OVERHOVEDET i de netop offentliggjorte statistikker over de danske døde indenfor den senest tid: Godt 300 er døde MED Corona, 7000 er bare døde, måske af forkølelse . "Eller af pest eller noget andet", som den fip-skæggede selvudråbte profet med bomben oppe i masten på det stolte skib "Aurora" udtrykte det i Hergé`s tegneserie om Tintin, "Den Mystiske Stjerne"

For dø,  det skal vi så, og det er vel ligemeget, om det sker i viden eller i vankundighed. Men processen med at komme til livets ende for tiden er nu noget besværliggjort af det totale tæppe-bombardement af absurditeter af de akkumulerede udtalelser over selv ganske få dages af indbyrdes inkommenesurable synspunker. Fra de selvsamme personer, forstås! Og det danske folk og mediefolk står der blot som umælende og ukritiske "lammedikkende fedthalfår", for nu at blive i Tintins og kaptajn Haddocks verden. Det var dengang, en tåbe var en tåbe og ikke kunne uddannes som journalist..Måske det nu nærmere er en integral det af optagelses-prøven deroppe?

Ellers er der "Gemytlighed at spore", som en dansk humorist engang så rammende udtrykte det. Det var så dengang, såkaldte "Navneord" endnu blev skrevet med stort begyndelsesbogstav. Og vi kom til at tænke på denne hyggelige, men også triste og melankolske humorist, fordi vi i går med stor hjælp fra en gammel kollega lykkedes med at "vende" et par tudsegamle defekte studiomonitors i København fra "rags" til "riches" over en dags tid. Studiet ligger nemlig på selveste Storm Petersens Vej..
Lidt humor kræver situationen jo ligesom..
BREAKING NEWS. Og så kom der guddødemig lige netop nu et såkaldt "portræt" af det nærmeste, som vi indenfor den danske Corona-commando vist kommer på gode, gamle "Komiske Ali", Kåre Mølbak:
https://jyllands-posten.dk/premium/indland/ECE12086570/hvem-er-soeren-brostroems-alvorlige-wingman-kaare-moelbak/
Et hagiografisk portræt af de allermest absurde og en mage/smagløs journalistisk tour de force indenfor almindelig skribent-prostitution , eller måske snarere bare en simpel plantet pressemeddelelse






9 kommentarer:

Blogger Kim Petersen sagde ...

"så ses der INGEN mer-dødelighed OVERHOVEDET"

Det er vel hovedproblemet i at gøre noget på forkant, man ved ikke hvordan det ville være gået hvis man havde undladt at gøre noget. Men man kunne jo skue lidt til de lande hvor de lod stå til i begyndelsen, det kunne måske være en indikation af hvad der kunne være sket hvis ikke social distancering var blevet dagligdag. Men reelt set kommer vi aldrig til at vide det.

21. april 2020 kl. 12.31  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Jeg har (kl. 07.00) indledt en corona-fri uge. Familien er instrueret:
Jeg vil ikke læse, høre, eller se nogetsomhelst om emnet, med mindre det indebærer en hastig evakuering til Novosibirsk. Det har intet med fornægtelse at gøre, men udelukkende fornægtelse af mediernes gengivelse i en situation, hvor de burde leve op til deres samfundforpligtelse.
Det gik op for mig, at jeg blev mere stresset af de stadigt selvmodsigende kommentarer/retningslinjer, end af truslen om at ligge i en respirator.
Det er klart, at de involverede parter (K.M. inklusive) ikke før har været ude for noget lignende, men så er det måske bedre at erkende dette, holde kæft, og komme på banen, når man har noget at fortælle.
Det er jo ikke bare K.M., alle har famlet i blinde, eftersom det eneste, de åbenbart har fantasi til at sammenligne med, er den Spanske Syge. Indtil fornylig havde jeg stadig slægtninge, som havde oplevet denne. De ville nok have rystet lidt på hovedet over dødstallet i sammenligning.
Datamængden fra denne er vel også noget begrænset...

P.S. Jeg blev student sammen med K.M.

22. april 2020 kl. 17.41  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

"Vi står sammen hver for sig", hvad snakker de om, vi må jo ikke være sammen.
Warren Zevon rammer et muligt fremtids-scenarie(for nogle nutid) ind, med hans "Splendid isolation".

22. april 2020 kl. 19.46  
Blogger Poul M sagde ...

Nu må den gamle historielærer på påpege, at der findes et entydigt forlæg til Zevon, nemlig Storbritanniens erklærede verdenspolitiske strategi under (som de væsentligste) premierministrene Palmerston, Gladstone, Disraeli og Salisbury

23. april 2020 kl. 08.26  
Blogger Poul M sagde ...

Og blot til klarificering: Man kan ikke i denne situation særskilt skyde på politikerne, der jo blot er opportunister som sædvanligt.
Nej, alle særdeles berettigede bebrejdelser bør efter min bedste vurdering gå mod alle de såkaldte sundhedsmæssige "fagpersoner", der snakker selvmodsigende, somme i øst og vest SAMTIDIGT. At ingen aner, hvad der sker eller er at gøre er én ting-at alle disse såkaldte eksperter så alligevel uforknyt ævler videre er en helt anden sag.
Det dummeste, som jeg næsten har set er dog, at en fremtrædende forsker udtrykte tvivl om der nogensinde ville kunne opnås flokimmunitet ud fra, at hun vistnok mente, at antistofferne hos de allerede smittede efter vistnok 4 år ville blive inaktive. Overvej lige det i en influenza-kontext...
Hvis man vil høre særskilt sludder, så skal man da snakke med en fagperson som Mølbak og hans syge statistiske slæng.

23. april 2020 kl. 08.36  
Blogger anders sagde ...

Ja overvej det i influenza kontekst - den kommer netop igen, fordi virus muterer, og det er det samme som er gældende her.

Ærlig talt, det vi ser lige nu er reaktionen på at en ny virus pludselig er dukket op. Det er videnskaben der udvikler sig - trial and error. Rolig nu, den der maniske trang til at kritisere det man ikke helt rigtigt forstår er sgu lidt trættende....

24. april 2020 kl. 13.16  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

Husk nu på dengang, Poul fornægtede Dansuenza.

24. april 2020 kl. 16.13  
Blogger Kristian Larsen sagde ...

Ja vist skal vi alle dø, men der er forskel på om man dør efter års misbrug af fedt, dovenskab, smøjer og alkohol, eller covid som du tilfældigvis har fået, fordi en eller anden ånder dig i hovedet. En pæn del af os der læser og skriver her, er i faregruppen der starter efter de 60. Jeg er meget tilfreds med at få udskudt mit sygdomsforløb indtil behandling - eller vaccine er på vej. Dem der vil gå forrest i folkeimunitetsstrategien kan bare melde sig!


Du har ret i at medierne gik i selvsving i forbindelse med pressemøderne hvor de pæne jakkesæt diskuterede dagen lang. Ville man have et mere reelt billede af sygdommen kunne man streame CBS nyheder fra New York hvor kameraerne rullede der hvor der skete noget, blandt personalet, de syge og på hospitalsgangene. Herhjemme kom det første klip, så vidt jeg ved, (https://www.dr.dk/drtv/se/laegens-bord-_-corona_181781 godt 23 min inde) med den meget syge musiker Peter Danstrup i forgangne uge.

De der klager over at dødstallet ikke er højt nok kan bare gå forrest. "Morituri te salutant!"

At det så er de svage på plejehjemmene (ca. 1/3 af dødstallet) der dør, kommer for undertegnede ikke som en overraskelse. I årevis har plejesektoren været det sted hvor man beskæftigede mennesker der var ikke kunne finde anden beskæftiglese. Jeg har førstehåndskendskab til hvordan uempatiske sosuer, afløsere, uuddannede, praktikanter, passede dybt demente regrederede gamle. Funktionelle analfabeter var de. Væskeskemaer forsvandt - blev ikke ført. Ingen tilstedeværende sygeplejersker, læger og ledere. Listen over svigt er lang, jeg stopper her.

Kun et sted i landet, Esbjerg kommune har man haft ledelsesmæssig intelligens til at forhindre smitten på kommunens plejehjem.

Lær her, https://jv.dk/artikel/ingen-corona-smittede-p%C3%A5-esbjerg-kommunes-17-plejehjem-n%C3%B8glen-er-tests-og-kortl%C3%A6gning.

Her kommer enhedslistens forslag om lønforhøjelse på sin plads. Vel at mærke hvis man over en årrække rydder ud blandt medarbejderne. Helt ud! Og ikke som nu hvor fallerede ledere overflyttes til andet arbejde.

Med venlig hilsen

Kristian Larsen

27. april 2020 kl. 13.11  
Blogger Poul M sagde ...

Blot en kommentar til ovenstående ganske fornuftige skriv: Jeg er sels på trods af mine 64 år personligt aldeles græsk-katolsk fatalistisk i denne sag og har intet gjort for at beskytte mig selv.
For hvis det er min tur, så vil jeg citere den mesterlige filminstruktør John Fords krigsfilmtitel "They Were Expendable" Jeg ved, jeg er!
Jeg respekterer bestemt, at andre meninger er mulige

28. april 2020 kl. 09.57  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start