tirsdag den 28. april 2020

Økonomi

Økonomi er noget mærkeligt noget, vel nærmest en slags okkult videnskab a la det klassiske Orakel i Delfi, der jo så vidt jeg husker baserede sine udsagn på deliriske tågetaler fra narkotisk-omtågede skønjomfruer, fortolket af tungetalende mandlige opportunister. Selv om det vel næppe kan have været særskilt opportunistisk som mand at søge job  i et tempel med massevis af unge halvnøgne kvinder i en stadig tilstand af omtågethed-sådan noget kaldes vist snarere almindelig sund mandlig fornuft!

Nu var allerede det klassiske Orakel her alt andet end politisk neutralt, da det udelukkende blev finansieret af de forskellige græske bystater. Nu kunne man måske tro, at eksistensen af flere potentielle velgørere til templet  gav en slags multilateralitet a la den muligvis apokryfe historie om den amerikanske dommer, der efter at være blevet forsøgt bestukket af begge parter i en sag, simpelthen udbetalte forskellen til den højstbydende og derefter lovede at dømme aldeles neutralt. Realiteten var dog anderledes, for de nødvendige finansielle transaktioner for at opnå et for interessenten ønskede udfald i udsagnet fra Oraklet i Delfi  var så kolossale, at der aldrig nogensinde var mere end højst 2, der bød samtidigt-ingen andre kunne erholde det ønskede hysteriske honorar fra Oraklet. Og oftest kun en enkelt byder, der til gengæld fik lov at betale blodpenge for en gang tågesnak, endda i fortolket form-Statens Seruminstitut er tydeligvis ikke en original dansk opfindelse!

Nu skulle vi egentligt ikke snakke Corona denne uge, dertil er tilstanden nu så tåget, at politikerne, der ellers mod sundhedsstyrelsens udtrykkelige anbefalinger lukkede samfundet ned, nu gemmer sig bag samme myndigheders vindbøjtel-agtige anbefalinger. Den ene professor taler i øst og den anden i vest og alt er breaking news i en brækfremkaldende grad. Hvad blev der forresten af situationen i Italien-døde de bare allesammen eller hvordan?

Alligevel er det da interessant, at et ellers normalt økonomisk "dyr", der ellers lever i skjul, efterhånden er begyndt at røre en smule på sig. Arten benævner sig selv som "sundhedsøkonomer" og hvor mange der findes af dem, er svært at vide. Alt for mange, det siger sig selv, for man kan vel dårligt finde en mere uhellig krydsning af uheldige egenskaber end at parre en økonom med en cand. polit. For så ender man tydeligvis med en sølle skabning uden hverken synderlig matematisk sans eller for den sags skyld andre færdigheder. Udover naturligvis en universitets-kultivering af senere opportune politiske bekendtskaber.

For det må da være derfor, at selv de normalt ganske få mest tydelige (normalt ses kun en enkelt!) af alle disse skjulte sundhedsøkonomiske teknokrater er dukket frem af deres skjul. Og hvorfor skulle de dog osse det, de bor jo trods alt i et gunstigt sub-miljø, hvor ingen af deres tilfældige anbefalinger og vilkårlige modeller om sundhedssystemet alligevel nogensinde vil kunne efterprøves. Dér findes der ingen "hvad nu hvis"-tvivl, alt kan regnes ud, blot det altså er det ønskede resultat for den til enhver tid regerende magt.

Og derfor er der naturligvis heller ingen fra denne særlige subkultur af økonomiske skadedyr, der har skullet have klinket noget ved at udvise dissens. Man skulle jo ellers tro, at det ville være "gefundenes Fressen" for enhver saglig sundhedsøkonom at studere det kolossale samfundsmæssige feltstudie, som Corona har givet. Hvor hele den sundhedsmæssige "butik" er satset på ikke noget videre med garanti for mangeårig udsultning af samme fremover. For vi taler givetvis om et stadigt accelererende manglende provenu på adskillige hundrede milliarder, i de offentlige kasser, akkumuleret på absolut rekordtid.

Nå, ingen af de uvægerligt offentligt ansatte sundhedsøkonomer her skal have noget i klemme, dertil ligger egen fortsat karriere i vigtighed langt hensides eventuelle muligvis oprindeligt nærede ønsker om sanddruhed. Og i den henseende er vi tilbage ved Oraklet i Delfi, der osse altid på trods af muligvis korrekte profetier fra de "druggede"skønjomfruer altid endte med at blive fortolket af præsterne til fordel for magten. Økonomi er noget mærkeligt noget-et uhelligt sammensurium af ikke-videnskab, nødtørftigt  iklædt matematiske akedemiske gevandter.

Anderledes håndfast er kontrasterne i dagens billede: Den ene højttalerenhed er blandt historiens allerstørste successer, fremstillet i mange hundredetusind stykker, den anden er blandt de mindst succesfulde i samme styktals-henseende, og samlet produktion har endnu over foreløbigt 45 år ikke nået blot en lille brøkdel af den førstes.
Den "store,, det vil sige den med den største diameter, er en ca 880 grams "bas-kanon", der stadigvæk hyldes i vintagekredse-den vidtberømte SEAS 25TV-EW, kendt fra især Dynaco/Scandyna A25, men osse alt muligt andet af datidens godtkøbskram, hvor man fra producenternes side nægtede at bruge andet end en blot en bøjet femøre på basser. Ren søllehed forklædt som bas..
Den anden er en ATC SM 150-S MELLEMTONENHED fra samme tid med en samlet vægt på lige under 10 kg. Et produkt, hvor økonomien intet betød, ydelsen alt.Og som er i uafbrudt produktion endnu i dag, snart 50 år efter.
Godt, økonomien med sandheden og det rigtige ikke er slået igennem her endnu. Forfaldet skete ellers som afbildet her ganske tidligt. For faktisk er denne SEAS næsten samtidig med Jørgen Dichs uhyre profetiske bog om "Den Herskende Klasse"...


2 kommentarer:

Blogger Jakob Levesen sagde ...

Du skulle nu nok have hørt Cordua&Steno i dag, de tog nemlig fat om det med overforbruget af konsulenter indenfor sygehussektoren - alle undrer sig jo over, hvordan sektoren kunne omstille sig så lynhurtigt og uden problemer, nu hvor alle KlogeÅgerne var sendt hjem? En vaks intensivlæge fra det sønderjyske Joachim Hoffmann Petersen leverede på en stille måde det tunge skyts. Du kan altid gå ind på FB og se deres podcasts der, under videoer. Ad det med basserne; den ene har man råd til at købe og lave sjov med i diverse byggesæt og den anden kan vel kun indgå i en pissedyr ATC, så salgsantallet er givet på forhånd. Og hvad er "bedre"? Jeg mindes mange aftener i højt humør med en Nikko reciever og to hjemmebyggede hornhøjttalere med enheder fra Audioscan - det spillede fint! Ting er hvad man gør dem til og du vil jo sælge dit mærke, fint nok, men det gør det jo ikke i sig selv til verdens bedste. Ihukommer dog til stadighed de pænt gode ATC 11 jeg købte af dig for snart 10 år siden og dumt nok solgte igen. De kunne sgu noget, som man siger!

30. april 2020 kl. 14.53  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Hi-fi for dummies:)

Jeg bevidnede forleden et panel af Canadiske eksperter, som forsøgte at optimere et forstærkervalg til en speciel højttaler (tror det var en Maggie 1.7). De var i starten enige om, at disse simpelthen ikke kunne få watt nok. Senere viste det sig, at en 2x50 forstærker havde klaret sig bedst.
Forklaringen var, at det var en 'high-current' forstærker....
Jeg er er ikke meget ude over Ohm's lov i disse sammenhænge, men måske nogen kan forklare mig, hvordan 'high-current' fungerer i almindelige elektriske sammenhænge. Hvis vi antager, at U=RI, og U og R er konstante.....
..og watt=UxI (gange cosinus til fasevinkel hvis vekselstrøm).
Det endte naturligvis også med, at de smed alle spec-sheets ud.

2. maj 2020 kl. 16.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start