tirsdag den 3. marts 2020

En ekskursion til "Tomhedens Katedral"

Det var nu ikke ligefrem fordi denne morgen på nogen måde adskilte sig fra de tidligere par dag, ihvertfald ikke med hensyn til både fysisk og mere "åndet/åndeligt" aktivitetsniveau. Det er da ligegodt utroligt, så mange forskellige slags kvalitetskabler, som denne verden endnu efterspørger i en ellers tiltagende trådløs tid. Og her må kvalitetskabler endeligt ikke på blot allemindste måde forveksles med det obskøne og vulgære skrammel godtkøbsisenkram, som blev udstillet på weekendens hifimesse. For et kvalitetskabel er noget, der løser en opgave teknisk og håndværksmæssigt bedst og længst muligt til en fornuftig pris. Og naturligvis IKKE noget vanvittigt over-prissat voodoo-skrammel af kabler og tilbehør, der blot urimeligt lynrapt  beriger aldeles skruppelløse løgnagtige hifi-købmænd. Sådan noget bærer kun yderligere ved til de sidste sølle hifientuasters permanent-neurotiske lejr-bål...

Og lidt sølle, DET så de da ud, disse lettere små-mimrende gamlinge, som denne skribent delte kø med dernede på det forlængst færdigt-falmede Royal-hotel. Hvor man nok skal tilbage til salig Frederik d. IX`dage for at finde værdige forhold for sande royale. Nu er det mest bare en totalt sønderslidt prætentiøst sted med fimsede tjenere, der serverer svinedyr mad af en kvalitet, som man ellers ville skamme sig over i et af de lokale pizzarier. Man ved jo, at evnen til at stave pizza korrekt i flertal står i klar ligefrem proportionalitet med både evner og ambitioner..

Der skal ellers en hel del (det vil så her sige OVERHOVEDET INGENTING) til derude blandt de steroid-pumpede noget skummelt-udseende mørkhårede ungersvende derude i "fætter-pizzariaerne" med de uhyre rudimentære hygiejniske evner med pizzadejen for at slå Royals forplejning. Simpelthen skod-mad serveret serveret med fims. Man får næsten den tanke, at osse Royal hotel er en cover-operation for noget andet og mere givtigt, selv om vi godt nok ikke så mørkhårede hættetrøjebeklædte ungersvende på scootere levere små omhyggeligt pakkede plasticposer. Denne skribent måtte dog spekulere en del over disse forunderlig rammer og såre forundres over, om noget da overhovedet kunne tage al brage-snakken og hotellets storhed bare den allermindste smule alvorligt?

Nå, men i den sidste henseende her var det måske i virkeligheden helt passende rammer, som hifi-udstillingen blev gennemført i Helt nemt var det bestemt heller ikke at tage den alvorligt som andet end et hyggeligt chill-room med vennerne og en tilbagevenden for en formiddags tid til en bedre og enklere ungdom-bare uden tøser. HELT uden tøser af blot den mindste smule seksuelt appellerende slags udover den labre vimsende  chokolade-sag, som arrangøren havde taget med som specielt udstillingsobjekt. Og at det var en succes med dette lille feminine  divertissement demonstreredes måske bedst af af alle de vedholdende vrede blikke, som de enkelte tykke koner, som modvilligt var blevet tvunget med på messen, sendte hende.

Endeligt er vi så fremme ved messen og vi skal naturligvis for alle de buestrengs-spændte læsere derude straks afsløre konklusionen: Anlæggene herhjemme spiller meget, meget bedre. Den konklusion kunne naturligvis ligeså let have været nået sidste eller forrige uge, for mænd er jo et forunderligt rethaverisk og inderligt selvfedt dyr. Så naturligvis er ens eget hifi altid bedst, og det selv om det altid er noget andet, end det var for et par år siden eller vil være om et par år. Selvbedraget om egen fortræffelighed lever i bedste velgående på trods af enhver logik. Og til tilsyneladende til evig tid, amen!

Først skal vi så udnævne messens bedste lyd, som for denne skribent så helt ubetinget var lidt plingeling-musik med en spæd kvindelig vokal fra nogen Harbeth-højttalere. Og grunden til denne sikre vinder var den mere prosaiske, at der derinde i rummet blev spillet så LAVT, at man NÆSTEN ikke kunne høre noget ude på gangen og dermed ikke som i samtlige andre demonstrationer på samtlige etager simpelthen lød SKIDEGRIMT ikke blot I, men langt UDENFOR rummet. Det var som om højttalerne , små som store, i samlet kor havde rottet sig sammen om at forsøge at skræmme publikum bort.

Det lykkedes til fulde, og hvis man skal dømme ud fra vores egen tilfældigt sammensatte lille lyttegruppe på 6 personer, så forsvandt gruppens medlemmer i spredt og ikke-koreograferet flok eller orden uhyre hurtigt fra SAMTLIGE rum.Og hurtigst fra det allerførste, hvor en særskilt utroværdig og kryb-inducerende ubehagelig sælger af særskilt overprissat bralderværk  fortalte sine syge anekdoter om en kunde, der havde købt og betalt en multimillion-kroners højttaler, som firmaet slet ikke havde planlagt eller lavet endnu. Den slags giver for denne skribent kvalme snarere end respekt.

Og om det så er løgnen eller dumheden, der er det værste, er vel ligegyldigt, når alt i én krymper sig sammen i ubehag. Nå, men ellers var vores kollektive oplevelse følgende: Først lød musikken temmeligt dårligt, efterhånden som man nærmede sig demonstrationsrummet-derefter blev det HØJERE uden at blive bedre og når man så snart efterfølgende forlod lokalet, så forblev det dårligt, blot med et lavere lydtryk.

Og nok har jeg deltaget i mange hifiudstillinger efterhånden, men det her var da ligegodt bunden af poppen. Alligevel var der selv i al den lydmæssige søllehed noget, der særskilt udmærkede sig-altså ved at være ENDNU mere rædselsfuldt.
Og som udstillingens absolutte bundskraber lydmæssigt vil denne skribent helt personligt udnævne en eller anden pyramidestub-agtig højttaler, tilsyneladende med Scan-Speak enheder, der i sin mellembas/mellemtone-massivitet satte ny rekord i disciplinen "ikke-hifi" Konkurrencen på feltet er jo ellers hård og ikke mindst i high end-segmentet, hvor lydmæssig divergens hersker og konvergens er helt ukendt.
Jo dyrere, jo mærkeligere og mere anderledes end alt det andet high end, der også uvægerligt prætendærer at være det helt ægte og livagtige. High end hifi er som alle de indiividuelle stumper af sten fra universets fødsel: Altid på vej ikke blot VÆK, men TILLIGE væk fra alt andet og alle de andre sten.
High end hifi er altså noget mærkeligt noget, men ÆGTE, DET er det squ godt ikke!








7 kommentarer:

Blogger Lars Strippingbasket sagde ...

Hej Poul,

når du skoser hotellet for ikke at kunne stave, så må du selv stave pizzeria korrekt ;-)
Jeg er dog enig i, at maden var ringe. Vi kunne vælge mellem en ret, og det var en ringe overprissat pastaret, men til gengæld var portionen lille.

mvh
Lars

4. marts 2020 kl. 12.09  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Lars
Har tydeligvis udtrykt mig lidt uklart: Det var faktisk "spillet" med IKKE at kunne stave pizzeria rigtigt, der mere end indikerer skumlere hensigter og parallel økonomi.

4. marts 2020 kl. 12.40  
Blogger Lars Strippingbasket sagde ...

Jeg er nok bare lidt fatsvag

4. marts 2020 kl. 21.32  
Blogger Thomas sagde ...

En flok af mine venner var henne på udstillingen og er stort set enig i det du skriver og især den scanspeak tingest skulle ha lyd rædselsfuldt.
Ligeså rædselsfuldt skulle Cabasse ha været med en bagudvendt bas i et alt for lille kabinet (deres "øje") og mange watt bag, men en bas der helt levede sig eget liv.
Inde ved Jern højttaleren fik en af mine venner stukket en "reklame" i hånden omkring disse sjove små skabninger, på vej ud derfra blev den i det skjulte lagt tilbage :)
Vinderen er i så ikke enige om, for her mente de at B&W + Hegel var det der lød bedst.
Overraskende nok synes de heller ikke at Beolab 90 lød specielt godt og også her var bassen problemet..... lidt underligt synes jeg med alle de muligheder der er i sådan en Beolab 90.
Buchardt lød vist nogenlunde.
Jeg gad ærligt talt ikke at tage turen (mest pga sidste oplevelse på en udstilling) og det var vist meget godt jeg ikke gjorde det :)

5. marts 2020 kl. 00.07  
Blogger Jens Elkjær sagde ...

Så var du til den første hifi messe siden 1988. Ærgerligt at det var en skuffelse.

8. marts 2020 kl. 11.33  
Blogger Poul M sagde ...

Arh, ikke helt-var der osse forrige år med nogenlunde samme resultat. Dengang dog uden messens højdepunkt i år: Den veldrejede chokolade-sag.

9. marts 2020 kl. 10.10  
Blogger Hasse sagde ...

Man kan jo tydeligt se, at du læser med på de forbistrede, tæt på døde diverse fora :-)
Jeg kom til (formasteligt selvfølgelig) at skrive om min oplevelse af årets messe på et af dem.
Citat Poul: "så skal man berede sig på alenlange historier om den småfede mandslings EGET fantastiske hifianlæg." citat slut.
Din svada hér... Så er jeg nødt til at spørge: Hvad skrev jeg forkert???
Ang. chokolade-sagen... thumbs up :)

10. marts 2020 kl. 19.21  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside