tirsdag den 11. februar 2020

Sælgere og skuespillere

Nu er denne skribent jo på trods af adskillige vedholdende anklager om det, især fra min ægtefælle, ikke nogen certificeret sælger. Men lidt uformelle fif og færdigheder indenfor feltet falder der vel alligevel af , når man som jeg har været i elektronikbranchen i foreløbigt 37 år. Så decideret sælger, nej, men måske noget, der ligner, siden fruen (der jo ellers plejer at være et ubestikkeligt sandhedsvidne), så vedholdende fastholder det.

Og noget kunne jo osse tyde på, eftersom vores husstand i flere år i den mere pelsklædte afdeling bestod af bl.a. 4 hunde. Antallet er ganske vist nu barberet ned til 2, men jeg må jo desværre nok indrømme, at det lidt uregerligt store antal udelukkende skete på mit initiativ. Hel konsensus var der ihvertfald på ingen måde, så denne skribent måtte gå sin obligate bodsgang til Canossa og afvikle lidt af menageriet. Konceptet om mange hunde var tydeligvis blevet oversolgt ganske meget-en smule sælger var man vel blevet...

Nå, men nu er salg og kommunikation, som jeg selv meget hellere vil kalde min professionelle aktivitet og efterhånden næsten livslange virke, jo naturligvis "forbundne kar." Det ene lykkes kun dårligt uden det andet, selv om faren selvfølgelig kan være, at sælgeren/kommunikatøren selv kommer til at tro på alt det mulige pladder og selektive information, som enhver samtale jo delvist indeholder. Og selv utrænede amatørsælgere som denne skribent vil jo så forfærdeligt gerne trænge igennem og få ret-vist blot et fundamentalt menneskeligt vilkår.

Nu er der så heller ikke nødvendigvis nogen nødvendig sammenhæng mellem kommunikative evner og mangel på noget at kommunikere-ihvertfald ikke for denne skribent. Noget anderledes indenfor en anden profession, der har været en del i medierne i de seneste dage, nemlig skuespilleriet. Det er som om, at hele verden har glemt superstjernen Robert de Niros klassiske betragtninger om faget og dets udøvere-ikke mindst ham selv.
Det var ellers de Niro, der for mange år siden karakteriserede de bedste skuespillere som blotte tomme og uendeligt uinteressante menneskelige skabeloner, skaller, der blot blev fyldt op med indhold af deres roller. Men det var dengang for adskillige årtier siden. Dengang de bedste skuespillere kun var millionærer, ikke milliardærer.

At de Niro så dengang antageligt ramte pletten perfekt, bekræftes blot at billederne af stjernerne fra den netop overståede Oscar-fest. For det er da godt nok uendeligt påfaldende, hvor dårlige selv Hollywood-firmamentet mest strålende stjerner er til at spille én eneste rolle-nemlig selv selv! Prøv blot at kikke på billederne af  måske særligt de udhejrede skuespillerinder, der simpelthen ligner forlorne fugleskræmsler. Ikke blot en enkelt, simpelthen samtlige fra en kant af. Og alle, m som k. oser simpelthen af menneskelig falskhed. Ægthed på samme måde som side 9-pigerne med al deres silicone og blæk-malerier.

De bedste skuespillere er tydeligvis trods status og milliarder fuldstændigt de mest tomme  for ethvert menneskeligt indhøld-de Niro havde ret, selv om han jo altså i dag helt har glemt det. Og som alle andre prominente skuespillere i dag optræder som åh så korrekte og frelste eksponenter for den allermest kvalmende til enhver tid moderigtige meninger og allermest korrekte politiske korrekthed.

Hvad de så allesammen bag deres af uendelige skarer af pressemedarbejdere omhyggeligt kultiverede offentlige fremtræden bruger alle deres milliarder til, er ikke til at vide. Men mon ikke vi trygt kan regne med, at skejserne bruges på ganske samme måde som fagets fremmeste udøvere gjorde det for et par årtier siden: På at være de selvfede og lunefulde og hysteriske røvhuller, som tidligere generationer af skuespillere havde ry for-mest fordi de aldrig forsøgte at skjule det! Og selv om de havde forsøgt, havde ingen jo troet på det alligevel, fordi selv de største stjerner dengang færdedes normalt blandt mennesker.

Sådan er det så ikke længere. De rigeste flyver ikke længere sammen med andre mennesker og da slet ikke skuespillere. Der jo måske ville have godt at at opleve andre end deres stenrige kolleger skulle man vel især synes? Disse fra starten allerede tomme og uægte personer blev i filmens første 100 år heller aldrig nogensinde særskilt nævnt som andet end playboys/girls og anden narrestreger. Alvorligt tog man aldrig nogensinde noget, som de sagde, og det var der antageligt heller ingen grund til. Kunsten er jo at SPILLE noget, man ikke er-ikke at VÆRE nogen eller noget.

Derfor er det osse underligt, at pressen i det seneste årti har fattet en næsten sygeligt-kultisk interesse for, hvilke uvægerligt helt mainstreampolitisk-korrekte synspunkter de forskellige kunstnere nu måtte have. For måske noget overraskende viste det sig, at alle disse film-milliardører ALTID stemte på den mest venstreorienterede demokratiske politiske kandidat-ihvertfald når de blev spurgt.

Og spurgt, det BLEV de tillige med alle mulige og især umulige andre kunstneriske repræsentanter, hvis egen succes var solidt baseret på uvægerligt svinsk og selvisk og aldeles skruppelløs behandling af  alle dem, der stod i vejen for stjernernes monomane opstigen. Men selvfølgelig ikke lige om det, som de ellers alle vidste noget om. Næh, mærkeligt nok om noget, som næppe nogen af dem nogensinde havde overvejet så meget som et enkelt sekund.
Nemlig om at være ægte og ordentlige mennesker med sande overbevisninger. Altså alt andet end det at være skuespiller..
Og ikke at være de afskyelige mennskelige  freaks, som stjernerne fremtræder som fra en kant på billederne fra Oscar-festen. Det bedste er så, at seerne i hobetal denne gang har forladt det traditionelle Oscar-kikkeri. Og med modstandere som Hollywood-skuespillerne må Trump da dagligt og berettiget glæde sig-den ene sygdom er altså værre end den anden!






2 kommentarer:

Blogger nils valla sagde ...

Fornemmer godt din sympati for Trump.
Personligt håber jeg også manden får fire år mere.
Det kunne blive det wake-up-call verden mangler.
De forgangne (snart)fire år har demokraterne og alle de selvfede brugt på udskælde/udstille Trump.
De næste fire kan de så bruge på erkende han, Trump, ikke var anderledes end dem selv.
Den beskidte kamp imellem demokraterne og Republikanerne er en gensidig forestilling.
By-the-way. Læg også gerne mærke til hvordan vores egne
nyhedsfolk konstant taler ned om Trump i sympati med Demokraterne. Er det redelig nyhedsformidling?
Garanteret ikke. Vi danskere er sgu det mest indoktrineret folkefærd. Indoktrineret i vores egen selvfedme.

11. februar 2020 kl. 11.02  
Blogger Poul M sagde ...

Sympati og sympati for Trump er måske så meget sagt. Men i virkeligheden nok endnu mindre sympati herfra for den kollektivt stupide danske journalist-stand, der ikke blot én eneste gang har rapporteret én eneste nyhed om Trump, der var andet end et partsindlæg. Og det er jo ikke nyt, det har været fuldstændigt ligesådan siden Kennedy og Nixon. Til gengæld ikke før-overhovedet!
Derudover er det selv blandt Trumps tosserier, der jo faktisk i modsætning til EU har medført betydelig økonomisk vækst,vanskeligt at finde noget så afskyeligt foragteligt, som den gamle hejre Nancy Pelosis overrivning for direkte kamera af Trumps tale under den ellers rimeligt højtidelige "State of the Union"-tale.
At så Trump ikke gav Pelosi hånden er vel til at forstå eftersom hun var anker-kvinden for den langtrukne og totalt håbløse rigsretssag.
Jeg ville nok selv have reageret stærkere end Trump så måske meget godt, jeg kun præsiderer her i kælderen..

11. februar 2020 kl. 13.30  

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside