tirsdag den 18. februar 2020

Når bordet fanger

Det kan være lidt en gyser at begive sig alt for langt ned af den ikke altid lige mindeværdige "Memory Lane". Og man må berede sig på en højere og højere procentdel af mindre heldige (direkte grænsende til de direkte uheldige) minder, jo længere man bevæger sig tilbage. For eksempel kan man som i dagens eksempel ligefrem risikere, at éns (pige-)kæreste fra dengang i dag er noget over 60. Det er godt nok gammelt, hvordan i alverden kunne det dog gå til?

En anden "kæreste" fra dengang som denne skribent så aldrig fik, har jeg så netop fået nu. Og som så ofte før er det naturligvis noget elektronisk godtkøbsisenkram, der er dumpet ind. For når man som jeg ikke som kvindekære Hans Henrik igennem et ellers efterhånden langt liv ligefrem (ikke indtil for 15 år og én måned og 3 dage siden) har haft videre held hos madammerne, så er der tilsvarende blevet bedre tid til at sublimere mere ellers oprindeligt kødelige behov. Alt for forbandet god tid faktisk!

I den retning dumper de nye/gamle JBL 4312, lanceret i netop 1983,  passende ind. Og allerede dengang var der tale om klassiske studiomonitors, der lydmæssigt næppe adskilte sig mange my fra 4310/4311-erne, der blev lanceret 1969. Og det selv om der i salgsprospektet for de dengang nye 4312 blev talt om en "forbedring af transientgengivelsen" Og selv blandt dynamiske højttalere, der jo uden betydelig elektronisk bistand bestemt ikke ligefrem udmærker sig særligt ved gengivelsen af transienter, så VAR JBL 4312 dog en model med næsten ubegrænset forbedringspotentiale. Og ikke fordi den var god, næh, fordi den var så DÅRLIG især i forhold til de ellers aldeles fremragende højttalerenheder, der blev anvendt.

Vi tager lige forbedringen i den nye 1983-model først: Den består af 2 (TO) mikrobittesmå kondensatorer koblet parallelt over 2 andre heller ikke ret store kondensatorer-3 og 8 mif, om min svækkede hukommelse husker nogenlunde korrekt. det er trods alt et stykke tid siden, jeg rodede med de her ting; ret præcist i går.
Og så tilbage til et imponerende forbedringspotentiale i disse ellers fine og supervelholdte højttalere, der har tilbragt alle årene i en lun stue som hifi-højttalere. For grunden er såre simpel: De lyder helt usigeligt ubeskriveligt meget ad Helvede til og det ganske på trods af, at de anvendte enheder absolut kommer fra en af de øvre hylder i JBL`s dengang allerede uhyre imponerende kvalitetsprogram.

For de ovennævnte 2 kondensatorer udgør simpelthen det SAMLEDE DELEFILTER i denne 3-vejs højttaler med 12-tommers bas. Hvilket jo osse for teknisk kyndige med rudimentær teknisk indsigt vil sige, at basenheden kører full range, bestemt ikke en voldsomt udbredt praksis af indlysende grunde, da enheden så maksimalt vil bryde op allerede efter et par oktaver. At den så trods alt ikke lyder værre end den gør opefter (for det gør den ikke) kan tilskrives mere end rigelig brug af noget hvidt dopingmateriale, så øvre frekvenser i det store og hele absorberes.

Videre til 4-tommers-mellemtonen, der som komponent-tallet ovenfor viser, jo kun er delt såre beskedne 6 dB/oktav nedefter. Det er så måske noget overraskende heller ikke højttalerens største problem på trods af det indlysende faktum, at den udsættes for en ganske voldsom og i virkeligheden helt unødvendig  belastning langt under sit ideelle pass band.
Nej, problemet er mellemtoneenhedens lyd OPEFTER i nogen forbindelse med diskantens problemer med DENS egen ligeledes beskedne 6 dB/oktav afskæring NEDEFTER: Der er simpelthen et fræsende peak i gengivelsen af den allermest urimeligt rædselsfuldt-lydende slags ved skønsmæssigt 5-7 kHz. Og når der som her er tale om en funktion af en direkte opbrydning i enheden, så lyder det særligt slemt. Simpelthen vilkårlig hvid støj direkte ind i skallen.

Nu skal det med, at højtaleren tilbyder hele 2 stk. reguleringer af mellemtone og diskant-niveau. Desværre kan man jo naturligvis ikke på denne måde regulere et peak, men for overhovedet at holde det her misfoster af en højttaler ud selv på allerkorteste sigt,  er den aflyttet med mellemtonen betydeligt dæmpet og diskanten i nul. Det bliver det ikke nødvendigvis meget bedre af, men mere udholdeligt føles det dog. Dog stadigvæk uholdbart langt hinsides det allerede urimelige. Fy for den lede pelikan!

Nu kunne der jo teoretisk være fasemæssige grunde til den sælsomme nærmest ikke-eksisterende delefilter-karakteristik, men næh nej: For at det ikke skal være løgn så ser det ud til, at man har tilsluttet mellemtonen med omvendt (det vil sige sædvanlig NEGATIV) JBL-polaritet), mens bassen forunderligt nok er sædvanlig og normal POSITIV. Måske man bare er blevet forvirrede selv over firmaets egen totale mangel på konsekvens omkring hvorvidt den røde terminal skulle være plus eller minus-det ville jeg selv have været, for det har simpelthen været et cirkus hele tiden.

Nå, men bordet må have fanget uanset om det så var en fejl eller ej at tilslutte mellemtonen i modfase. Højttaleren lyder iøvrigt en smule MINDRE grimt ved at vende fasen på mellemtoneenheden uden at det dog afgørende påvirker den ulidelige opbrydning opefter. Der kun kan blive tålelig ved reduktion af niveau.
Og at hele denne JBL 4310/4311/4312-serie igennem næsten 2 årtier var verdens så langt mest udbredte mid/fullsize-studiomonitor er simpelthen FULDSTÆNDIGT UBEGRIBELIGT.
For med sin udprægede hule bulderbas med et voldsomt peak og en stemmegengivelse, hvor selv se sidste plader med terminalt svækkede Leonard Cohen gengives som en uhellig kombination af lyden af Anders And og ungerne SAMTIDIGT i hedengangne "Disneys Juleshow" er det her altså en decideret lyd-gyser.
At der så slet ingen rigtig diskant er forekommer nærmest som en næsten ubønhørligt logisk eftertanke fra designerens side.For hvorfor dog ikke lige tage det sidste med, når man alligevel allerede havde ødelagt alt det andet?
DET lykkedes-verdens hidtil måske mest mislykkede højttaler var en realitet. Og at det lykkedes når nu enhederne ellers var så fremragende var da en præstation. Det svarer vel nogenlunde til at spise en udsøgt Kobe-bøf med havregryn, sukker og mælk på...






3 kommentarer:

Blogger Hr. Kenneth B. Andersen sagde ...

Hvordan kan de, JBL, dog sende sådan et misfoster på markedet? ikke at jeg har hørt den, men ud fra din meget klare og tydelige beskrivelse, er jeg faktisk målløs.
Nå, men hvad skal der til af "kit" førend denne højtaler spiller som den burde, med de ellers så fine enheder monteret?
Ser der findes en ny udgave, 4312SE, til ikke mindre end ca.kr.22000,-. Mon den er lige så ringe?
Har altid været fascineret af store JBL højtalere. Dog er det ikke muligt med sådanne kasser i mit hjem. Må nøjes med mindre, men en 4312 i optimal udgave kunne der godt blive plads til. Og prisen på et sæt gamle er vel ikke så tosset sat som de nye?
Eller er jeg helt gal på den.
Tak for, igen, et fantastisk skriv.

18. februar 2020 kl. 11.14  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Kenneth
Og takker først og fremmest for de smukke ord.
Ifølge diverse sædvanligvis rimeligt pålidelige beskrivelser er den nye 4312 lydmæssigt vist mest ligesom den gamle, bare med rimeligt skodagtige enheder. Og dermed intet forbedrings-potentiale
Der skal helt sikkert meget lidt til at få der her højttalere til at synge smukt, og der findes jo adskillige grydeklare recepter på nettet. Bl. a. har Troels Gravesen jo leget med L100, der er rimeligt ækvivalent og opnået anderledes vellydende, ja ligefrem decideret fremragende, resultater.
Du siger bare til, hvis du kan bruge sådan et helt usædvanligt nydeligt sæt, der aldrig har fået de ellers obligatoriske studie-tæsk med datidens skodforstærkere.

18. februar 2020 kl. 11.46  
Blogger Thomas sagde ...

Imponerende at det kan lade sig gøre fra en ellers god producent af højttalere.
Jeg troede kun det var Cerwin Vega der lavede den slags :D
I deres AT100 for den stakkels 15" også lov til at rende lige så højt den kan da den sidder direkte på terminalpladen uden nogle komponenter.

18. februar 2020 kl. 15.13  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start