tirsdag den 28. januar 2020

"New world in the morning"

Nu ved jeg ikke, om det var denne små-grå dag i dag, som Roger Whittaker sang om i sit 1974-hit, men en ny og mere håbefuld dag er det vel altid. Nu kan dagens lettere sangvinske sindsstemning hos denne skribent naturligvis osse skyldes den altid velgørende følelse efter veludført arbejde-dette være nok så ubetydeligt grænsende til det nærmest ikke-eksisterende.

Tag nu for eksempel i går, hvor en betydelig del af aftenen blev tilbragt med møjsommeligt at gennemtrawle hele vores lettere kaos-sorterede og -opstillede CD-samling i jagten på alle fruens Prince-plader. Og der viste sig at være tæt ved 60 forskellige, idet jeg dog ikke er ganske overtydet om, at jeg fangede dem alle. For ham den lille mand fra Minneapolis har det jo med at lave plader, hvor man nærmest skal være uddannet grafolog for at finde ud af, hvem pokker der står bag. 

Og når så vores CD-samling står i bjerghøje bunker øverst oppe på LP-reolerne, langt udenfor både børns og koners rækkevidde (og kun marginalt indenfor denne skribents ditto), så er det altså sin sag at finsortere. Nå, men nu er jeg heldigvis af fisker-æt og opdraget til at fiske og at fiske færdig. At det så ikke nødvendigvis er nogen hverken  hensigtsmæssig eller fremgangsrig  fremgangsmåde her i "CD-detektionen", er så en helt anden sag.

Først kikker man omhyggeligt igennem på CD-ryggene og finder de første ca. 40 stk.Prince-plader  ganske hurtigt og let og smertefrit. Derefter letter man lige på alle pladerne uden læselig "ryg" i pap og finder 10 mere. Og endeligt må man overgive sig til arbejdes møjsommelige manuelle nødvendighed: Ned med alle pladerne og derefter nærstuderes samtlige skiver for spor af NPG og mærkelige selvopfundne frugtbarhedssymboler eller hvad pokker det nu er, det dér androgyne kærlighedssymbol nu ligner.

Nå, det var nu slet ikke så slemt endda, og heldigvis kunne denne ellers rigeligt hjernelamme beskæftigelse ske til akkompagnement af musik af Terry Riley, fremført af Kronos-kvartetten i brilliant hifi-kvalitet. Nu er der naturligvis visse prohibitive lydtryksmæssige begrænsninger i reproduktionen af en strygekvartet, da den ultimative forvrængning af en sådan vil være at spille den for højt. 
Men alligevel var det underligt at stå der med alle de latterlige CD-æsker og så pludseligt mærke lyden af et fortissimo for en cello, endda ved altså ganske begrænset lydtryk, pludseligt give det "tryk" i hele kroppen, som en cello jo akustisk  KAN i salen, men ved reproduktion jo så desværre nærmest aldrig GØR. Fordi koblingen til luften i højttaleren principielt  er nærmest ikke-eksisterende som den berømte båd med verndes kraftiste påhængsmotor, der skal fungere som slæbebåd-For uanset omdrejningstallet og hestekræfter bag pisker den lille skrue stadigvæk bare vandet til skum uden at trække blot det allermindste.

Men altså en ganske anderledes akustisk oplevelse med vores forskellige fuldt hornladede Vitavox-systemer, der naturligvis heller ikke er perfekte. Men altså lige til det her, DER skinner de altså!
Derudover er der som mange gange tidligere nævnt på denne plads stadigvæk rigeligt langt til akustisk perfektion for elektrodynamiske højttalere-og for alle andre principper iøvrigt osse.. Og det kan enhver jo overbevise sig om ved selv et ganske kort lyt på forskellige højttalere og det ganske uanset placering af disse eller egen. Enhver idiot kan uanset afstand sagtens høre forskel på den ægte vare og den reproducerede.

Derfor kan man selvfølgelig heller ikke vurdere højttaleres kvalitet udelukkende udfra målinger, for så ender man i absurde blindgyder. Tag nu for eksempel denne skribents senest opdagede "hade-hififorum", Audiosciencereview. Der har den maniske ejer Amir fået sig et ellers udmærket Klippel-målesystem og mener sig dermed i stand til egenhændigt og objektivt at vurdere lydkvaliteten af alle højttalere. For alle os andre gamle i gårde-tosser lyder den slags som ukvalificeret idioti, og det ER det naturligvis også.

For intet målesystem, selv dagens state of the art, som Klippels er, indenfor akustik er i stand til andet end at beskrive, hvor håbløst dårlige alle højttalere er. Hørbarheden og den lydmæssige betydning af alle de konstaterede imperfektioner er til gengæld en helt anden sag. Men man får en idé om Amirs totale megalomani, når manden i sin første "test" af en helt ligegyldig lille computer-plastichøjttaler, en en JBl LSR 305II, udråber den til verdens 26. vidunder. Og udelukkende på grund af egne målinger, der bruges ikke et sekund på at lytte til denne ganske vist i forhold til prisen ganske kvalificere lydmæssige skrammel.

Og så er vi tilbage ved Whittaker og "New world in the morning",-forhåbentligt en bedre én! For sandeligt om ikke et par erfarne behjertede og både vidende og vel-kommunikerende ingeniører med speciale og mangeårig erfaring indenfor akustik melder sig på banen. Og så er den menneskeligt ganske lille og ubetydelige og blot opblæste nar Amir pludseligt seriøst på den, for på hans eget ellers omhyggeligt kultiverede kult-forum med Amir selv omhyggeligt selv koreograferet som både kejser og kalif, kan han altså ikke slippe afsted med blot som fjolset Gige på hifi4all blot at slette tråde, hvis disse ellers relevante og allerværst: Vidende.

Det skal blive morsomt at se, hvordan det går med den selvbestaltede kultfigur Amir. Helt godt ser det ikke, for der er da godt nok ingen af de øvrige forumskribenter, der skal have noget klinket med den lille håndfuld virkeligt vidende personer, der nu er "på" 
Og skønt ville det da osse være, hvis dagen af i morgen kom videre end blot at acceptere, at en god højttaler som det ellers er "lingua franca" på Audiosciencereview, IKKE kun er en højttaler med en jævn frekvensgang og ditto power-response. Og at man ikke fatter, at man ved forsøg med mange forsøgspersoner naturligvis afgørende vil favorisere sådanne højttalere fremfor alle dem, der har et snævrer homogent akustisk "vindue" er for mig ubegribeligt. For eksempel er vores Vitavox Black Nights så kritiske, at blot 30 cm. tilter lydbilledet fra det undertiden direkte skræmmende virkelighedstro til det gennemsnitligt ligegyldige. 

Og så ind imellem sker der det for denne skribent det helt uforklarlige: På titelnummeret på den ellers særdeles omhyggeligt vel-producerede "Ghosts of Highway 20" med Lucinda Williams er der et par uartikulerede råb til sidst. Og uanset hvor mange gange jeg har hørt den, så bliver jeg på de her Vitavox-er stadigvæk overrasket over, det grangiveligt lyder som om der nogen der kalder på den anden etage. En slags ultimativ hifi er det vel, når man mod bedrevidende STADIG tror på illusionen...

6 kommentarer:

Blogger Poul M sagde ...

Hans Henrik skriver:
Hej Poul,

Jeg ved, at du for længst er gået i seng. Husker nok at Stratego var slut, når du kom med varmedunken.
Jeg har med stor interesse læst dit seneste indlæg.
Jeg har ikke kommenteret det af primært 2 årsager:


1) Det kan teknisk ikke lade sig gøre, hvilket er OK fordi:
2) Jeg ønsker ikke tilbagekobling fra nogle af de besynderlige eksistenser, som efterhånden færdes der.

Det egentlige spørgsmål har med celloen at gøre:

Jeg accepter, at en cello kan ’føles’, hvilket må betyde, at den er i stand til at anslå resonansfrekvenser, som opfattes fysisk af lytteren.
Hvis dette ikke kan gengives af ’almindelige’ højttalere, må det jo betyde, at de enten ikke gengiver resonansfrekvenserne, eller at det de ikke gengives med tilstrækkelig effekt.
Hvad er det i hornkonstruktionen, som adskiller denne fra de ’almindelige’ højttalere?
De eneste hornkonstruktioner, jeg har hørt (Lowther f.eks.) opererede med ganske små højttalerenheder, hvilket jo er i direkte modstrid med disse fysiske love.

Jeg indser, at at dine hornenheder er ganske store, men hvorfor kan man så ikke opnå en lignende effekt fra andre store enheder (dine biograf JBL’er f.eks).
Findes der en skjult boostfaktor i horndesign?

30. januar 2020 kl. 09.31  
Blogger Poul M sagde ...

Et både godt og rimeligt spørgsmål fra min urimeligt kvinde-kære gamle ven.
Nu er det så ikke kun celloen, der med fuldtonehornene her direkte kan føles-det kan de øvrige strygere osse-blot i lidt mindre fysisk grad.
Mit bedste bud til en gammel skibsingeniør med ekspertidse i skibsskruers størrelse er, at hornets gradvise kobling fra et stort tryk ved membranen til en lille vedhæftet luftmængde til et mindre tryk i en langt større luftmængde ved hornmundingen gør hele denne uhyre tydelige forskel.
Der er næppe tale om resonanser udover de i ethvert elektrodynamisk højttalersystem uundgåelige, snarere en langt mere hensigtsmæssig gradvis kobling til en træg luftmasse.
De store JBL 5672 gør det samme et lille stykke af vejen indtil basrefleksbunden tager over.
Og der er magien ganske væk igen. Ihvertfald lige den magi med celloen...

30. januar 2020 kl. 09.40  
Blogger nils valla sagde ...

@ Poul.
Jeg tror du skal tage stereo-illusionen lige så virkelig, som en hvilken som helst anden lyd du hører.
Da du hørte råb fra oven kan det skyldes, der latent i lyden er "oplysninger" dit hoved (og ikke måleapparater for elektronik) afkoder, som du så navigerer efter.
Din hjerne er din ven, ikke din fjende. :-)

1. februar 2020 kl. 15.14  
Blogger Thomas sagde ...

I rigtig mange tilfælde mht hifi er det tydeligt at se at hjernen netop er fjenden. Det er den del på kroppen der snyder dig allermest.
Som noget af det nyere kan man læse på fora at hjernen sørger for at ørerne ikke virker ordentligt, hvis ikke man kan se det man lytter efter.
Sagt på en anden måde aner man ikke om lyden (faren) kommer fra højre, venstre, nedefra eller oppefra når man får bind for øjnene..... Nårh nej, det er jo kun indenfor hifi det er sådan 😁😁😁
https://www.klarsyn24.dk/?gclid=EAIaIQobChMImrDDmOax5wIVSOWaCh11Fw_oEAAYASAAEgJVh_D_BwE

2. februar 2020 kl. 03.19  
Blogger nils valla sagde ...

Thomas, alt du hører, afhænger af din hjernes referancer og opbevares i underbevidstheden.

Allerede fra du er få måneder gammel danner du lyd udfra bølgerne/vibrationerne der kommer til dine ører.
Og bliver således til referancer i dit hoved.
Du skal ikke have hørt specifikke bølger mange gange, før dit hoved har dannet sig helt specifik lyd til disse bølger.
Og du er rent faktisk i stand til at høre lyden komme imod dig fra specifik vinkel.
I lydens karakter er den oplysning hjernen skal bruge, for hjælpe dig med høre hvorfra lyden kommer. :-)



2. februar 2020 kl. 14.01  
Blogger Thomas sagde ...

Ja det er fint Nils 😂

2. februar 2020 kl. 20.54  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start