tirsdag den 19. november 2019

Ron Evans (og Peter Holstein)

I dag vil vi besynge en helt, som næppe mange om overhovedet nogen kender. I visse, men desværre stærkt svindende kredse, ville der ellers være al mulig grund til højlydt at istemme en hyldestsang til denne ganske beskedne og måske nærmest selvudslettende mand.

Lad os starte med at give et par "clous" om mandens karriere, der er højst usædvanlig og næppe nogensinde vil kunne blot tangeres i audiobranchen i én bestemt henseende: Længden af mandens ansættelse, selv om denne desværre, ihvertfald for denne skribent,  ophørte forrige år.. Det var nu ikke akkurat fordi Ron havde søgt andre og grønnere græsgange, som det jo er den næsten maniske hovedbeskæftigelse hos mange nyere og yngre ingeniører. Og for denne osse ret trofaste skribent både indenfor almindelig dating og tillige den nutidige altomfattende permanente job-dating, så fik Ron Evans i hele sit 48-årige arbejdsliv blot én arbejdsgiver: McIntosh Laboratories.

Det er vanskeligt at forestille sig, at Ron Evans startede sit arbejdsliv et helt halvt år inden, ja selveste Woodstock-festivalen. Nu kan man nok roligt regne med, at de samme kriblerier i den unge Ron som osse i denne dengang 13-årige skribent ved synet af labre Grace Slick i Jefferson Airplane på Woodstock kortvarigt kan have distraheret hans audio-aktiviteter. Men han kom hurtigt tilbage på pinden og hans første "rigtige" eget-designede produkt blev den klassiske McIntosh MC2205. Som denne skribent først adskillige årtier fik råd til, et fabelagtigt produkt, der i lighed med alle mandens senere kreationer har betsået den eneste ægte lakmusprøve for tidløs kvalitet. Nemliden tiden selv. Og ingen nok så moderigtige forbigående hifitosse-strømninger, som der osse dengang var mange af, kunne rokke Rons og McIntosh` kurs.

Og selv om McIntosh i en længere periode blev decideret ugleset blandt toneangivende fjendtligt instillede hifi-anmeldere (det var de gamle PRAT-dage, toppunktet af meningsløshed indtil fornyligt), så overlevede McIntosh fint med sine uomtvistelige kvaliteter.
Og så spoler vi frem til starten af 1990-erne, hvor McIntosh efter den tidligere ejers død blev solgt til japanske Clarion. Det var dengang McIntosh ikke skelnede mellem hjemmehifi og pro-udstyr, så derfor var den daværende topmode indenfor forstærkere, MC 2600, en noget industrielt udseende sag. Derudover var den heller ikke dyr nok i forhold til andre stærkt ekspanderende daværende plat-mærker, så noget måtte gøres, mente den nye direktør for McIntosh, flamboyante Ron Fone.

For Fone mente, at man skulle bevæge sig upmarket og lave et produkt til den dobbelte pris af allerede ganske dyre MC2600. Og det blev så 1000 watts-monoblokkene MC1000, som Ron Evans senere beskrev og  betragtede som det egentlige toppunkt af hans livsværk som ingeniør. Det var nu ikke fordi den lød meget bedre end den eksisterende MC 2600, men Evans fik mulighed for "fri jagt" på alle mulige ændringer i komponent-udvælgelsen og det uden økonomiske betragtninger. Det var en herlig tid for Ron, der fik fiflet lidt ved den balancerede indgang med mindre forbedringer til fælge.

Men ellers viste det sig uventet svært for allerede dengang særdeles erfarne ingeniør i et et iøvrigt helt uhørt  stjernespækket hold af ANDRE audioingeniører (alle ville allerhelst arbejde hos McIntosh) at bruge penge, som han selv skrev. For blot bevidstløst at købe dyrere komponenter ind til samtlige funktioner vidste Evans naturligvis blot var totalt meningsløst. Det havde man selvfølgelig prøvet og derfor havde man længe omhyggeligt udvalgt både komponenter og leverandører. 
Derfor endte så langt den dyreste komponent i den nye prestige- MC1000 naturligvis med at blive det helt vildt blærede og overdimensionerede VU-meter på forsiden.tillige med et nyt chassis med lidt guld-sager på. Indeni var det stort set business as usual. Og det var godt, RIGELIGT godt.
Og det er det, for der står et sæt her foran mig og spiller nu.

Nå, men nu er gamle Ron Evans så pensioneret efter et langt og frodigt arbejdsliv som noget så sjældent som FULDTIDSANSAT designer. Blandt adskillige andre ditto med næsten samme ansættelselængde som Larry Fish og Roger Stockholm m. fl.For der er på trods af alle salgstalerne kun ganske ganske få high end hifi-virksomheder, som beskæftiger designere fuldtids. Hvem laver mon f. eks Gryphons højttalere eller elektronik?-bare en blandt alt alt for mange..

Og det er måske meget godt i disse forvirrede tider, hvor tidens flittigste danske  debattører indenfor USB-overførsler f. eks er en autolakerer og en orddiarre-befængt ørkesløs humanist uden selv-indrømmet nogensomhelst reel viden om emnet. Godt at Ron ikke kan dansk!
Og at en mand ved Hammel uden NOGENSOMHELST formel teknisk uddannelse så tilfældigvis laver verdens åbenbart allerbedste USB-kabel svarer vel i sandsynlighed til, at man venter på, at en flok chimpanser med pensler får lavet en kopi af "Mona Lisa" Mærkeligt, at man kan lave selv det allerdyreste hifi-tilbehør uden nogensomhelst belastende viden, mens samtlige apparater er designet af kompetente fagfolk. Tænk Dyrholm, Entreq og ZenSati og tusind andre..

Og endeligt til min skikkelige gamle næsten-kollega Peter Holstein, der fornyligt besøgte Viborg Hifiklub. Og på trods af, at værten åbenbart ud fra sit valg af elektronik var en næsegrus beundrer af Holstein, så må det nu alligevel have været lidt udfordrende for stakkels Peter at opdage, at værtens KABLER antageligt har kosten en HEL DEL mere end samtlige de Holfi-komponenter, som det bandt sammen, se selv billederne på dette link: http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Jan%20Januar%202019.htm
http://viborghifi.dk/Viborg%20hifi%20filer/2019/M%C3%B8de%20hos%20Richardt%20aug%202019.htm
Måske ikke så underligt, at stakkels Peter ser sært opgivende ud. Det gør jeg nu osse, når en mand, der ikke kan stave til sit eget job ,skal fremstå som førende digital-ekspert...
Og som man sagde det så hjertegribende i superfilmer "Strictly Ballroom": "A life lived in fear is a life only half-lived" Indenfor hifi kunne det vel blive til: "Et liv levet med konstante hifi-neuroser er bare et spildt liv. HELT spildt!



                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                


9 kommentarer:

Blogger Thomas sagde ...

Hov Poul, jeg synes det ser ud som om at det er 2 forskellige setup og det ikke er på Holfi anlægget de mægtige slanger sidder.
Men mægtige er de da og kan man se dem så lyder det hele sikkert rigtig godt 😁
Mht usb kabel snakken så er det lidt ærgerligt at det ikke bliver oplyst hvilket af kablerne der tilsætter noget (bas) og tænk hvis man så kunne lave 2 kabler mere hvor det ene gav mere mellemtone og den andet mere diskant, så kan man helt uden elektronik få forstærket hele frekvensområdet 😁 men det vil nok være billigere at købe et sæt Mcintosh monotrin 😎😎

21. november 2019 kl. 01.28  
Blogger Poul M sagde ...

Levesen skriver:
Jeg - og sikkert også andre - ander ikke hvad det er for en USB-klovn eller fejde du henviser til. Vil det være dig for beklemt at nævne navne og hvor vi uvidende
selv kan se hvem der siger hvad?

Det er langt fra noget nyt, at (lige)glade amatører med det hele i munden, for en periode overtager scenen i hifi-kæden. De minder mig om ham topfjolset Martin Hejlesen, der lige nu
er i alle medier, fordi han siger, at kræft slet ikke er en sygdom og da ikke noget man kan dø af. Næ nej, man skal bare komme og snakke med Martin, som er tankefeltsterapeut! Sådan en 25- 30 gange - sikkert til en pæn konsultationspris - så skal det nok gå, det hele. Hejlesen henviser til en kræfthistorie med en Kim Jørgensen, som var diagnosticeret dødeligt kræftsyg af en ond tumor i hjernen, (dvs pænt terminal) og vupti, manden er i live hele 16 måneder efter lægernes dødsdom - altså grundet de mange metasamtaler med geniet Martin. Det kunne jo altsammen være skidefint, hvis det ikke lige var fordi at Kim Jørgensen knagme går hen og dør ikke længe efter de strålende behandlinger - aaiiii, hvor surt!
Det lader jo ikke til at påvirke Hejlesen, som bare fortsætter med sine sindssyge ideer og bevidstløst fortsætter med at kæfte op om sin behandlingsmetode.

Se den historie kan vi allesammen forstå. Hvorfor kan vi så ikke allesammen også forstå, at der er noget hifi som er shit og noget som er topdollar? Det logiske svar må være, at det er fordi rigtig mange enten er for dumme eller for dovne til at tjekke grejerne ud, lytte ordentligt efter, bruge sin fornuft (hvis der er en til stede) og iøvrigt være snusfornuftig nok til at holde sig fra idioter som Hejlesen. Selv den med snusfornuften er ikke engang til stede, når nogle kan falde for helt urimeligt plattenslagere som Hejlesen og andre fupmagere - i hifiindustrien.

Ingen nævnt, ingen glemt.

21. november 2019 kl. 08.26  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

Det slår mig; jeg ville kunne glide ind på en af tilhørspladserne på de fine billeder og ingen ville ligge mærke til det. Det er fandme uhyggeligt. Selvom mit ansigtsudtryk nok ville være noget mere anstrengt end den gode Holsteins.
Iøvrigt kan vi jo observere at integrationen går godt i Aalborg. Selv de gamle mænd deroppe har fået araber-mentalitet; det er synd for os og hvorfor er der ingen der synes det samme som os. Uhuuuu.

21. november 2019 kl. 09.06  
Blogger Poul M sagde ...

Nu er der lige kommet en "morsom" musical om mormonerne-man turde tydeligvis ikke tage Muhammeds følgere.
Måske det osse ville være risikabelt at lave en musical om Kaj og de andre mirakuløst USB-omvendte i Ålborg...

21. november 2019 kl. 09.26  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Det er ikke forsøget værd
for tilskuerne - de få man kan skrabe sammen - har allerede kastet alle de rådne æg de kan finde mod hovedpersonerne. Interessen for indholdet i drejebogen må anses for ikke eksisterende.

Nej så hellere en nyopsætning af “The Sound Of Music”, som utvivlsomt vil trække et større publikum. Selv den ringeste kabelføring kan ikke fratage “Edelweis” sin følelsesladede aura.

22. november 2019 kl. 00.50  
Blogger Poul M sagde ...

De mest nidkære og jesuitiske nyreligiøse er altid frafaldne ateister.
Jeg har selv tillige med det berømte eksperiment i Københavns Hifiklub nemt kunne høre forskel på kabler selv om der ingen var.
Der er altså intet behov for det på Nerds af en særskilt humanistisk uddannet spild-ordskvaldrer omtalte "paradigmeskift", der vist iøvrigt videnskabeligt heller ikke er noget, som man stemmer om i små uhyre ekskluderende lukkede grupper af sørgelige gamle mandslinger, der mangler indhold i tilværelsen.

22. november 2019 kl. 10.05  
Blogger Thomas sagde ...

😁😁😁

22. november 2019 kl. 11.30  
Blogger Poul M sagde ...

Beklager slåfejlen ovenfor, "kunne/kunnet". Det er iøvrigt et af de eneste ubetingede privilegier, som man har som stor og gammel mand. Nemlig at kunne benævne 99.9% af andre mænd som "mandslinger"
At man så som gammel tosse burde bekymre sig om vigtigere ting som død og sygdom og ekstra glæde ved resten af livet i stedet for at opfinde fiktive hifi-problemer og endnu mere små-psykotiske fiktive løsninger er så en anden sag.

22. november 2019 kl. 11.54  
Blogger Thomas sagde ...

Poul du er nok nødt til at vænne dig til og indse at hifi er gået fra logiske forklaringer og løsninger der er til at tage og føle på, det ren og skær uforklarlige hekserier og indbildning. Er der ændringer, så er det ændringer man skal sidde på stilke og være yderst koncentreret om at høre og så er det komplet umuligt samtidig at nyde/høre selve musikken. Altså ændringer som intet betyder for andre end en lille håndfuld personer i lille Danmark 😁

22. november 2019 kl. 13.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start