tirsdag den 15. oktober 2019

Billedanalyse for blotte begyndere

Jeg havde egentligt besluttet ikke at linke til den følgende illustration til en artikel i en ellers til tider anstændig avis, men lidt vægelsindet er man vel altid..Den omgjorte beslutning skyldes mest, at billedet faktisk, forhåbentligt da, endnu er bemærkelsesværdigt og burde kunne tjene som undervisningsmateriale i billedanalyse-for spædbørn. Billedet er her, og løsningen på billedanalysen  bringes sidst i dagens klumme:
https://jyllands-posten.dk/premium/international/ECE11664021/danmark-er-imod-omfordeling-af-migranter-det-vil-bare-give-endnu-stoerre-problemer/
Og der er ingen grund til at læse artiklen, da denne på ingen måde supplerer eller forklarer billedet. Det er der iøvrigt ingenting, der har udover altså intellektuel dovenskab på alle planer.

Ellers er der i denne lettere ferie-ramte periode faldet begyndende vinter-ro over vores vendsysselske ferieparadis, og de mørkere aftener giver tid til at fordybe sig i den lokale folklore. Der på de kanter primært kolporteres af tilsyneladende uendeligt mange gratis annonceaviser, de fleste med et ganske vist beskedent, men dog alligevel uhyre illustrativt indhold på det, der vel engang ville kunne benævnes af såre beskeden journalistisk kvalitet.

For intet er for lille eller ubetydeligt eller tilsyneladende totalt ligegyldigt nok til, at ikke mindst én af "aviserne" her skriver om det, og som kulturhistorie er det bestemt spændende at følge den febrilsk akkumulerende spænding i den lokale husmoderforening i Dronninglund inden det med spænding ventede julegave-indkøbsbesøg i "Kop og Kande" i eksotiske Sæby. Der for eventuelle geografiske analfabeter ligger næsten 25 km. væk....En vovelig færd, der så heldigvis først skal gennemfører om en god måneds tid. Det skulle muliggøre indkøb af passende forsyninger.

Ja, der er gang i sagerne på de kanter, hvor alle åbenbart trækker på samme hammel for at mødes og ses-i disse tider er det især alskens variationer over min egen ungdoms høstfester, der trækker. Fælles for de allerfleste aktiviteter deroppe er det dog, at de lokale "ildsjæle" er ganske almindelige mennesker, og at deltagerne  det store og hele betaler selv. Ja, faktisk så meget, at man for overhovedet i år kan få julelys på hovedgaden, så er der i de lokale butikker indsamling af en halvtredser pr. snude for at finansiere dette-fra kunderne altså!

Dette står jo i betydelig kontrast til de flere gange på denne plads omtalte "ildsjæle" på min fødeø Endelave og mange andre småøer. Der er der på ingen måde tale om et lokalt forankret netværk af idealister, men i stedet et syndigt sammenrend af professionelt-politiserende og priviligerede sommerhusejere, der helt tager patent på tilskuds-rytteriet. For på både Endelave og på Samsø og på Ærø m.m.a. går hele spillet ud på at lade ANDRE betale. Og det helst i multipla af min. halve millioner. Og da de her tilflyttende "ildsjæle" er uhyre velbevandrede (mange af dem har aldrig lavet andet)  i fonds- og pulje- og tilskuds-rytteri, så vælter pengene ud til små-øerne. I stedet for at blive brugt til noget fornuftigt-i dette tilfælde vil det sige ALT ANDET-etableringen af fodgængerovergange til lokale vildfarne vildænder bestemt ikke undtaget

Det ændrer dog naturligvis absolut INTET på den fortsatte affolkning af stederne, for hvis der er noget, der er mere afskyeligt end et tilbagegangs-samfund, så er det et stagnerende samfund med hysterisk og frenetisk sommeraktivitet. Og man må jo huske, at de her øer har haft befolkningsmæssig tilbagegang i de seneste mindst 100 år..En gammel dame og andet værdigt hen- og for-fald kan være smuk, en gammel opmalet luder-hejre  som Endelave med en havn som Monacos og nyt million-badeanlæg finansieret af alle andre end øen selv  kan altså ikke være det...

Og inden vi i dag skal på et par kundebesøg så et par bud herfra  på dagens billed-opgave. Hvor til en start både Jyllands-Postens redaktion og journalister naturligvis allerede er dumpede. For hvad forestiller billedet? Er det et billede af skibbrudne i ultimativ havsnød?
Naturligvis ikke, billedet er en helt gammeldags fotomontage af allertarveligste kvalitet-der tilsyneladende så rigeligt rækker i disse tider, for ellers ville billedet jo ikke have været bragt her. Man kan tale om at kende sit ukritiske publikum..! Altså her primært avisen.

For det er naturligvis selve SKIBET og organisationen bag, der har købt og betalt det her mageløse makværk. Det er dér, fokus er, og skibet ligger bomstille, uden hverken bov-eller hækbølge. Det er IKKE på vej til at redde nogen og da allermindst ungen/ungerne i forgrunden. Og hvorfor skulle man da osse det, børnene er jo ikke skibbrudne, det er en dreng i badebukser og en anden med snorkel, der ikke er blot den allermindste smule i fare for andet end at sluge lidt havvand.
Og nej, der er heller ikke tale om en reddende gummibåd med en fotograf i-en druknende, tækkelige badebukser eller ej, kikker ikke VÆK fra sin redningsmand. Men LAVT nede fra, DET er billedet taget og LAVT, det er det, at nogen hopper på det her indhold.
Hvor er vi egentligt på vej hen, når selv dagens relative kvalitetsmedier sluger sådan en elendigt fabrikeret men vel-plantet historie så råt og kritikløt?








1 kommentarer:

Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

15. oktober 2019 kl. 14.31  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start