Poul Heinrich Riis-Knudsen

Til start i dag skal vi endeligt huske at henvise vores mange uendeligt  kultiverede læsere til en “auktionarisk” lækkerbidsken, nemlig det eneste rigtige maleri af den kendte kunstner Bjørn Nørgaard, benævnt “Chokoladebilledet”:
https://bruun-rasmussen.dk/m/lots/1EDC3BA115F6?utm_campaign=1940&utm_content=item-link&utm_medium=email&utm_source=seller-letter
For udover den universelt nyttige tekst om chokoladens fremstilling på billedet, så er det osse tilfældigvis indtil videre VORES billede. Og en smule reklame må der vel være plads til, selv om jeg naturligvis formelt ville henføre omtalen til decideret “oplysning” af den mere højpandede kulturelle slags..Og om ikke andet, så er billedet skidestort!

Ellers skal der fra denne plads lyde en afgjort beklagelse over, at vor ven Thomas` lille hifi-hyggeforum hifi2you ikke er iblandt os længere. Der var ellers mange hyggelige stunder indtil alt forsuredes i idelige personangreb og anden efterhånden åbenbart uundgåelig forum-rituel halv-psykotisk adfærd. Og enhver samfundskonstruktion, selv et mikro-kosmisk billede af det som alle fora jo er, bliver ideligt nødt til at forsvare sig mod sine fjender. Som naturligvis er dem, der ikke blot rudimentært fatter, at de ikke selv naturligvis er Guds bedste gave til alle andre og at andre som en naturlig selvfølgelighed har forlenet disse “herrefolk” med alle de skønne evner og analytiske redskaber, som de så unådigt har berøvet andre. Og når man ikke formår at beskytte sig mod disse psykotiske ødelæggere, så ender man som hifi2you og FN`s klimakongres. Nemlig i nedlæggelse eller en kommende klimatisk-begrundet terrorbølge. Det er svært at forestille sig noget mere ildevarslende end Greta Thunbergs forvrængede forstyrrede fjæs!

Helt anderledes var det dengang i 1970-erne, hvor man i det dengang uhyre velfungerende konsensus-prægede civile danske samfund formåede at inkludere selve den danske rigsfører for det danske nazist-parti i det danske samfund. Han hed med passende andagt overfor de sydlige forbilleder indenfor bevægelsen Poul Heinrich Riis-Knudsen og passede såmænd et helt almindeligt offentligt, borgerligt job på trods af sine skal vi sige det, lidt alternative politiske synspunkter.

Det er vanskeligt at forestille sig, at noget sådant var muligt i en ikke videre fjern fortid, men det var det-inden altid voldsparate fascistoide antifascister ændrede dette billede for altid. Datidens civile samfund formåede uden vanskeligheder at “inddæmme” Poul Heinrich og hans iøvrigt ikke videre muntre følgesvende og det uden hverken vold eller retssager eller andet metoo-krænkeri. Ligeledes udgav man jo også dengang på et respektabelt dansk forlag uden politisk diskussion en anden bestseller fra 1930-erne i en ny dansk oversættelse, selveste “Min Kamp” Som man iøvrigt utroligt nok stadig kan købe, dog næppe udstillet  i nogen fysisk boghandel uden at risikere at  få vinduerne smadret i bedste og stolteste nazi-tradition. Fascister er fascister uanset om de er røde eller sorte-eller brune, selv om de brune vist bare ikke var brutale nok.

Tilbage til Poul Heinrich, der snart skulle blive en slags helt og det var bestemt ikke hverken tilsigtet eller politisk spor opportunt. Manden forelskede sig nemlig i noget så ikke-arisk som en palæstinensisk flygtning, og selv om selveste SS jo havde stolte traditioner for at opstille muslimske såkaldte “æres-ariske” regimenter, så holdt Poul Heinrich fast i kærligheden og blev ekskluderet af sit eget parti.
Han levede senere stilfærdigt og forhåbentligt lykkeligt og har altid for denne skribent stået som det måske bedste eksempel på, at kærligheden kan overvinde alt.

Jeg kom til at tænke på det der med at lade kærligheden klare integrationen af inkommensurable kulturelle størrelser,  fordi vores lokale mangeårige radikale kultur-rådmand tilfældigvis nyligt blev lykkeligt gift. Og da de glade og altid redebont politisk korrekte “radikalere” jo står for uendelig inklusion og ditto forståelse for det for os andre totalt uforståelige, så er det da interessant at se, hvor langt kærligheden kunne føre den glade kulturrådmand hen i integrationsmæssig henseende. Ikke at det på nogen måde er min personlige sag, tilfældet fortjener  et kulturforenet-analytisk projekt:
https://stiften.dk/aarhus/Raadmand-hemmeligt-gift-under-budgetforhandlinger/artikel/602315

Tjah, Poul Heinrich talte om total segregering indtil han ofrede alt for kærligheden-ham den anden her snakker vist bare  om total inklusion og vovede selv intet. Enhver kan vel her udpege sin favorit, jeg ved, jeg har en..

11 meninger om “Poul Heinrich Riis-Knudsen”

  1. Computer-illitteraten Jakob Levesen skriver:
    "
    Igen må jeg be dig om at indrykke mit svar her på din blog, da jeg stadig ikke kan komme ind på din side med et indlæg.

    I 1979 gik jeg på Nørresundby Gymnasium, dvs jeg gik på HF enkeltfag, som man kunne tage på 1 år. I tysktimerne havde jeg den netop omtale Povl Heinrich Riis-Knudsen som lærer. Han var vildt dygtig til tysk og havde ligesom også tilegnet sig en vis tysk statur, hvis I forstår, sådan lidt ekstra rank og semimilitærisk gangart og han rulle lidt ekstra på r-udtalerne. Jeg anede intet om ham, da jeg startede der og fandt kun sådan halvt ud af det undervejs, fordi der i de mange tekster vi skulle læse, så ofte dukkede politiske tekster op. De var ikke helt vildt farvede tekster a la Mein Kampf, men lå grader under i heftighed, og alligevel var der tale om samme politiske strømning, det var tydeligt. Han var som den figur han valgte at give, en vaks fyr med nogen humor, streng og dygtig til sit fag.
    Senerer mange år efter, hørte jeg godt om den sag med palæstinenseren, som han fik et kortvarigt forhold til. Jeg tænkte, at det er jo skæbnens ironi, som ramte Heinrich lige der, og det fortælte mig også, at manden ikke havde en hjerte af jern. For ganske nylig var der en artikel i en avis, måske var det i Berlingeren som jeg holder, om ham. Der fortalte han om affæren med pigen og han var kommet til den konklusion, at hun var plantet af folk der ville af med ham. Og at forholdet kun varede få måneder, men skaden var sket, han blev ekskluderet af nazistpartiet.
    Han var jo ikke vellidt af alle der i partiet, og så vidt jeg husker fra artiklen, så mente nogle der, at han ikke var konkret nok, ikke kampivrig nok, for politisk agiterende, han talte og skrev efter nogens mening for meget om europæiske strømninger og om politisk finspil. Johnny Hansen som efterfulgte ham, havde jo et ganske andet udgangspunkt og kom helt anderledes ud med sine synspunkter. Hvem husker ikke de mange rapporter om lokale demonstrationer fællessang med stearinlys foran huset hvor nazilederen boede?
    Riis-Knudsen røg ud og har siden befundet sig i periferien af de højreradikale grupper og strømninger, han menes at pleje omgang med nogle fra Nye Borgerlige.

    Du anfører at dengang kunne vi som samfund tåle meget mere end i dag. Jeg måtte jo blandt andet lide den tort at være omgivet af totalt røde lærere de næste 5 år på AUC. Lærerstaben derude var totalt domineret af folk med sympatier hos VS, KAP, SF, og lidt S. Ensomhedslisten var ikke opfundet dengang 🙂

    Så kunne de føre sig frem derude med fuld løn for det, kunne Povl Riis Kundsen vel også agitere, omend subtilt for sine sympatier, selvom 2 verdenskrig var lidt for tæt på til vi synes nazisme var svaret. Men vi fik til gengæld dagligt at vide, at socialisme og udtryksformen kommunisme var vejen frem, det var hævet over enhver tvivl. Fantastisk at tænke på nu, den var ikke gået i dag hvor ingen må sige ret meget før nogen kæfter op om krænkelser og shaming og så videre.

    Men tilbage til PH-K; han ofrede intet, forbindelsen til pigen fra den forkerte del af verden i fht at kende en nazist varede kun kort og han vides at have boet alene siden. Så hvad, kærligheden overvider hvad? Den kan kun overvinde noget, hvor den inviteres indenfor :-)"

  2. Så,HånePoul, nu fandt jeg LOG ON oplysningerne på den anden computer og jeg kan igen skrive her på siden. Mit skriv nu er ikke langt, men bestemt; det er på sin egen sarkastiske måde en visning af, hvor galt det går når bare to af de famøse riddere af diverse fora skriver noget her. Insinuationer, hints, prikken til højre og venstre – og nul erkendelse af egen skyld og måske endda lidt anger. Der var engang, starter eventyret, hvor det var så fedt at læse og skrive på de store hififora/websider, men det stoppede godt nok hurtigt. Eksemplet viser bare, at alting har en ende og hifi har kun en, med skyldig reference til ShuBiDua. Når det er slut er det slut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *