tirsdag den 20. august 2019

"Mary Celeste"

Aktivitetsniveauet i denne tid er selv med adskillige årtiers erfaring indenfor branchen mere end usædvanligt højt. Faktisk skal vi mere end et årti tilbage for blot at opleve noget nogenlunde lignende.
Det er nu næppe det nylige fald af en af branchens giganter, den i adskillige år noget både krykhusar-agtige og lerfodede 4Sound, der giver denne usædvanlige travlhed, selv om vi da faktisk har fået en enkelt ordre, som 4Sound på grund af manglende betaling til en leverandør ikke kunne levere til tiden. Eller måske nærmere nogensinde, så hurtigt skifter tiderne næppe nogensinde og da desværre normalt ikke til det SÅ meget bedre. Så medmindre der falder en uventet kæmpemeteor af det pureste guld direkte ned i den sidste tilbageværende 4Sound-butik i København kan man næppe regne med, at der er meget mere end et års tid endnu, inden dette engang gigantiske danske erhvervseventyr når sin naturlige ende. På den tristest tænkelige vis, uelsket og forladt og ikke spor savnet. Et levende lig, der så let indtil for få år siden ville have kunnet være revitaliseret..

Nå, intet varer jo for evigt, end ikke vores lille hyggelige virksomhed, men dog forhåbentligt en hel del år endnu. Og med det antal både meget hyggelige og ikke mindst vel-betalende kunder, som vi havde forbi i går, er det svært at bevare pessimismen. Og så starter det iøvrigt ligesådan i dag som det iøvrigt har gjort i efterhånden ugevis...Altså med 2-3 gange normal omsætning, til tider vanskeligt at tackle for vores ellers smidige lille virksomhed. Men nu er vi jo osse blot simple håndværkere, ikke ligefrem fremragende iværksættere.

Og så tilbage til dagens overskrift, der vel næppe for nogen af vores ellers sprænglærde læsere (udover den barkede søulk Hans Henrik naturligvis), næppe giver nogen mening. For hvorfor dog mindes et spøgelsesskib fra 1800-tallet, der siden har mystificeret alle maritime historikere? Naturligvis fordi spøgelser som "Mary Celeste", der som bekendt blev fundet sejlende for fulde gardiner ud for Azorerne, stadigvæk findes. Nu skal det lige for de vankundige med, at "Mary Celeste" var blevet forladt af sin besætning, hvoraf ingen iøvrigt senere blev fundet. Det var tydeligvis uomtvisteligt dumt at gå i bådene fra et fuldt sødygtigt skib siden ny skibet overlevede og besætningen altså ikke gjorde.En ægte spøgelseshistorie.

I nutiden med nettet er det noget nemmere at finde mærkelige spøgelser og totalt perfekte  trilobit-lignende aftryk af en umiddelbar fortid, dom OVERHOVEDET ikke længere eksisterer. Tag blot en forlængst stendød virksomhed, som ellers engang var det "nye sort" i det lokale musikliv, se blot her:
https://jyllands-posten.dk/aarhus/erhverv/ECE8614039/reeltrak-vandt-aarhusivaerksaetterpris/
Dengang fattede denne skribent absolut intet af, hvad virksomhedens produkt egentligt var og det var jeg så tydeligvis ikke den eneste, der heller ikke gjorde. For hvad i Himlens navn er dog en/(et? )"stem" For denne skribent er det kommercielt ultimativt udfordrende at bygge et virksomhed på et produkt, som man selv har både måttet opfinde et nyt ord for OG endnu mere interesssant, finde en overhovedet teoretisk ANVENDELSE for.

For prøv blot at trawle lidt rundt på dette forlængst kuldsejlede firmas "Mary Celeste"-agtige stadigt aktive hjemmeside og se, om du kan gennemskue, hvad hulen folk køber og ikke mindst det kommercielt mere påtrængende-penible: HVORFOR skulle man dog?
http://reeltrak.com/
Virksomhedens helt grundlæggende problem var og er naturligvis, at enhver producer allerede har ubegrænset adgang til at "låne"alt, hvad denne måtte begære. Altså af rytmer og riffs og alverdens andet fra den totale samlede verdensarv of musikalske frembringelser. Alt er blot et museklik væk i et softwareprogram væk-GRATIS. Måske ikke overraskende, at et sådant forretningskoncept, der i styrke vel svarer til at håbe at å succes med at sælge ekstra poser med sand til tyske turister. Der så allerede ligger i en hyggelig sandgryde ved Vesterhavet...Altså mildt sagt et udfordrende projekt, som fik en uhyre velfortjent og ikke mindst uhyre beskeden succes. At sælge et produkt med et selvopfundet navn, som ingen vel teoretisk kan have ønsket sig, er jo da en mere end almindeligt spændende udfordring..

Sådan er der i det hele taget så meget og så mange mysterier, der som "Mary Celeste" flyder rundt derude. Men 4Sounds skæbne og Reeltraks ditto er så ikke nogen af dem, det er vist blot mysteriernes antitese.
Ligesom vi osse naturligvis gerne vel anskue vores egen mangeårige både succesfulde og hyggelige eksistens..Som altså ikke spor   mystisk eller tilfældig.





0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start