lørdag den 20. juli 2019

Handel og vandel. version 2

Så ankom i al forventelig ubemærkethed endeligt de i visse særligt fagligt legitimerede kredse længe ventede regnskaber fra 4Sound. Og "visse" omfatter denne gang nok mest de særskilt optimistiske blandt leverandørerne, der uforknyt har fortsat med at give uforsikret  kredit til denne usvigeligt sikre snarlige finansielle dødssejler. Og de manglende forsikringer skyldes garanteret ikke viljen fra leverandørerne til at tegne dem, blot mangeårige manglende muligheder for det. Og helt forventeligt kom regnskaberne ifølge lovgivningen håbløst meget for sent, altid tegn på livstruende finansiel tærings-syndrom. Regnskabet kan i al sin skinbarlige gru  ses her:
https://www.proff.dk/regnskab/4sound-k%C3%B8benhavn/k%C3%B8benhavn-k/musikinstrumenter/GL7P1QI0154/

Og selv om sidste års meddelelse om et forventeligt overskud i det forløbne år på denne plads for et års tid siden på denne plads blev vurderet ca. ligeså realistisk som uden videre flyvetræning, blot med et drys stjernestøv, at flyve med Peter Pan og Wendy og de andre til Ønskeøen, så er det altså gået langt værre end selv uhyre beskedne optimister som denne skribent havde kunnet forudse. For med en katastrofal tilbagegang i omsætningen på antageligt omkring 60% er vi derude, hvor ingen traditionel fysisk baseret butikskæde nogensinde fortsat  vil kunne overleve.

Nu er 4Sound på grund af sit kapitalkæde-ejerskab ikke lukket endnu, da der for nu foreløbigt 6. år atter er tilført en bunke millioner, MEN: Denne gang er sidste års lalleglade og kontrafaktuelle udmelding om pludselig rentabilitet i forretningen ledsaget af en ildevarslende proviso.
Og inden nogen af vores sprænglærde læsere falder over os over den alternative brug af "kontrafaktuel", der jo dårligt kan anvendes "pre factum", så er det vel forsvarligt, når nu en virksomhed fortsætter ganske visionsløst ad en forlængst udsigtsløs vej.
Det er den, der hedder "Vurdering af going concern..."
https://lasso.dk/firmaer/47806518/vurdering-af-going-concern-i-music-retail-denmark-as-regnskab-for-2018/Q1ZSLTEtNDc4MDY1MTh8MS4zNHw3LzEwLzIwMTkgNjo1Mzo1MSBBTXxodHRwOi8vcmVnbnNrYWJlci52aXJrLmRrLzgxNTYwODc0L1pHOX

Jeg er da godt nok glad for, at det ikke er mig, der inden den 1/1 2020 skal implementere alle disse radikale tiltag for at øge indtjeningen. Eller mindske styrtblødningen. For man må jo i denne uhyre klare tilkendegivelse blandt  ellers normalt vanskeligt forståelige økonomiske udredninger baseret på lige dele ønskedrømme og tom varm luft se skæbnen vente lige derude.

For hvordan i alverden skulle det nogensinde kunne lykkes at få leverandørerne til at SÆNKE priserne til dette dødsdømte foretagende med styrtdykkende omsætning. For penge altså, som leverandørerne selv fortsat skal give kredit på, fordi der ingen klejner er i kassen hos 4Sound til at betale før engang måske. Og hvordan i alverden skal man dog som 4Sound direktion kunne genforhandle nogen lejekontrakter for opnåelse af for butikkerne bedre vilkår  med nogen vægt, når nu enhver udlejer kan se, at det altsammen er indlysende udsigtsløst at fortsætte nogen udlejning til dem overhovedet? Og det ganske uanset lejepris.

Derudeover skal ledelsen i gang med at lukke butikker, sikkert i Ålborg og Esbjerg og måske Odense, men der er øvelsen vist osse mest at betale så lidt som muligt for at slippe ud af engagementerne hos udlejerne fremfor at opnå nogen fraflytnings-godtgørelse. For hvis alternativet er at vente et par måneder og ikke betale en bøjet fem-øre for overdragelsen fremfor at hoste op med millionerne nu, så kan alle interessenter givetvis sagtens vente.

Det er squ godt, det ikke er mig, der er direktør  her, men alle de her indlysende tiltag skulle selvfølgelig have været foretaget for adskillige år siden og ikke nu, hvor den norske kapitalkæde åbenlyst har mistet lysten til at videreføre dette musikalske vrag. Det er en trist affære, men når noget er tilstrækkeligt dårligt drevet tilstrækkeligt længe uden visioner af nogen art, så må det nødvendigvis give plads for noget andet. Og det osse selv om dette "andet" for tiden er umuligt at forudse. Tiden efter 4Sound har alligevel været der i årevis og alt har en tid.

Ellers er der sommer i den lille familie, og den mest dramatiske begivenhed har indtil videre været en mindre karambolage og skærmydsel mellem Fine Hund og vores stribede skovhøne, der kostede sidstnævnte en del af sine halefjer. For mens hunden næppe ænsede de fjedrede skabninger, da de nonchelant spadserede lige forbi, så var det tydeligvis uimodsåeligt provokerende  for den lille hund at se hønen fare vildt gokkende forbi i fuldt flyv-spring....

Provokationer er i det hele taget noget underligt og særdeles individuelt noget. Se nu blot på denne ellers ret rummelige blog, der i den forløbne uge har slettet et par indlæg-iøvrigt første og eneste gang i de foreløbigt 14 år. Således kan man vel dårligt tale om nogen særskilt prcedens, mere sådan en sanitær foranstaltning..
Alligevel har det da afstedkommet eventyrlige betragtninger, der er så komiske, at det næsten gør ondt. Og morsomme i en grad, så jeg næsten ville ønske, jeg selv havde fundet på det.Jeg citerer lige fra Thomas`forum hifi2you

"Poul´s blog er faktisk ikke kun en blog. Hvis det er muligt for andre at bidrage med indlæg og holdninger, så bliver det til et forum. Og når man når dertil, så har man som indehaver i mine øjneogså et ansvar for den måde man håndterer andres indlæg"-vi skal beklage stavefejl og sproglige fejl iøvrigt.
og osse lige denne perle:
"Det bedste ville være hvis Poul fjerner muligheden for udefrakommende indlæg, så er der ikke behov for moderation og fnidder undgås"
Ovenstående viser ganske tydeligt, at man skal til dannede folk for rigtigt at finde de helt absurde synspunkter-om ANDRES adfærd andetsteds, forstås. Og osse, at selv-fedme og ditto -højtidelighed ikke altid ledsages af synderlig sproglig akkuratesse. Hm., jeg skal vist osse huske af og til at læse korrektur på denne blog.

Udover det, så har jeg ingen synderlig opskrift på eller mening og ønsker om,  hvordan andre mennesker skal eller blot bør leve deres eget liv på andre blogs eller hvor de nu måtte opholde sig. For enkelte af de mest skurvede hoveder er det tydeligvis der,  det meste af tiden tilbringes.
I sølle anonymitet og selvforskyldt ensomhed og isolation.
Hvad Fanden laver jeg egentligt selv her...?

PS
Nu øsregnede det i dag, og under disse for cykeloplevelses-økonomien så trange tider faldt denne skribent tilbage til kendte ørkesløse sysler. Og når man sidder og kikker datablade ved man jo selv, at det må være slemt. Dog skete dagens personlige fordummelse til hyggelig musikledsagelse og anden te-drikning.

Nu har vi på denne plads tidligere berørt de lidt pudsige produkter fra Zu Audio, der jo i selv i forhold til  nutidens ellers ofte oppustede specifikationer er helt i særklasse. Optimistiske, forstås, og det med overdrivelser i både følsomhed og frekvensomfang med 10-20 dB. Sådan er verden jo, og nogen skal jo være trendsættere, og lige der brillierer yderst kreative Zu.

Til gengæld må jeg osse sige, at jeg i dag fandt en helt utrolig, nærmest selv-skadende ærlig, beskrivelse af et af deres produkter, nemlig den her ikke fuldstændigt gratis subwoofer:
https://bluecataudio.dk/produkt/zu-audio-undertone-mk-2/
For hvis man scroller ned, så ser man for en gangs skyld den hele og fulde varebetegnelse for indholdet af denne smådyre sub med den sikkert for mærket ikke videre pessimistiske specifikation. Både forstærker og højttalerenhed er således nemme at google og finde både specifikationer og priser på. Og sådan noget er altid prisværdigt men viser samtidigt, hvorfor denne bemærkelsesværdige praksis næppe vinder videre udbredelse.

Tag for eksempel enheden, der koster godt 1700, i europæisk udsalg
https://www.eminence.com/pdf/LAB_12.pdf. Det er en ganske standard-industrienhedenhed i den billige ende med ret  lille svingspole og beskeden slaglængde og mon ikke Zus 14 Hz som nedre grænsefrekvens er i den sædvanlige små-optimistiske ende? For nu at udtrykke tvivl og skepsis lidt diplomatisk.. Og selv med en smule impedanskorrektion fra toppen på knapt 100 ohm er der snævre grænser selv med en voldsomt kraftig forstærker.

Nå, det er så heller ikke akkurat et mastodontisk kraftværk af en forstærker, som Zu har valgt, nemlig en yderst beskeden og uhyre mikroskopisk lille og prisbillig  Hypex UCD 400W (4 ohm) Byggeklodserne passer måske noget tvivlsomt sammen således: For at enheden skal spille bare noget der LIGNER dybbas, så skal der equalises ganske voldsomt. Og det er jo ikke ganske let i praksis (læs: Fuldstændigt umuligt), da enheden ikke har hverken belastbarhed/spolestørrelse/xmax til den krævede kompensation OG at forstærkeren derudover er alt for lille til at drive enheden i korrigeret form.

Det her er altså på trods af sin uhyre prisværdige åbenhed ikke en subwoofer af en ydeevne, der på nogen måde kræver ekstra forsikringer mod revner i hjemmets fundament, som de opgivne 14 Hz kunne indikere. Sådan et produkt får mest én til at ryste opgivende på hovedet. snarere end at ryste murværket.
Men stort cadeau for at lægge alle facts på bordet. Det burde man nok have ladet være med, men mon ikke det bare afspejler det generelle niveau i branchen både blandt sælgere og købere?









14 kommentarer:

Blogger Thomas sagde ...

Første gang jeg læste overskriften læste jeg det som handel og vandal :) Men det er måske heller ikke helt ved siden af :D

21. juli 2019 kl. 15.23  
Blogger Poul M sagde ...

Må oprindeligt have haft en anden plan om, hvad der skulle skrives. Når jeg begynder at skrive , har jeg ingen idé om, hvor det fører hen, og sommetider er det sted så ingen steder..

22. juli 2019 kl. 10.22  
Blogger Kim Petersen sagde ...

Når nu det er min tekst der bliver citeret, og jeg altid gerne lærer af mine fejl, så vil jeg da gerne have udpeget hvilken del af mine kommentarer der afstedkommer "vi skal beklage stavefejl og sproglige fejl iøvrigt" og "ikke altid ledsages af synderlig sproglig akkuratesse". Og det er altså ærligt ment, jeg vil gerne vide det, så jeg fremadrettet undgår skrive- og formuleringsfejl.

Det eneste jeg umiddelbart kan finde er "i mine øjneogså", og kigger man i teksten på det andet forum vil man se at det manglende mellemrum er tilstede der, så det må være en kopierings- eller skrivefejl her.

22. juli 2019 kl. 12.01  
Blogger Poul M sagde ...

Nåda, vidste ikke engang, at du havde dette pseudonym. Denne anonyme verden er sjov, men hvis du bor i nærheden, så kik dog forbi.
På andre sider er din bitterhed overfor ganske ufarlige Gige jo ellers påfaldende.
Såmænd kun lidt apostrof- og kommafejl, ellers formfuldendt, men derudover synes jeg dine vurderinger og definitioner er sjove.
Vi skal selvfølgelig nok lægge plads til gensvar på denne plads, alt andet ville være urimeligt, men vi har fundet en enkelt, der overskrider min egen tålmodighed for tosserier. Og det er naturligvis ikke dig.

Derfor vil vi naturligvis så anstændigvis heller ikke nævne ham fremover. Til gengæld gider jeg så heller ikke høre på ham.

22. juli 2019 kl. 12.41  
Blogger Kim Petersen sagde ...

Mit brugernavn på hifi-fora kommer fra dengang man skulle have et "cool" øgenavn. Om det så er det behøver vi ikke at diskutere :-)

Mit "korstog" mod det nævnte site kommer naturligvis af den underlige årsag til min udelukkelse, og følgende et ønske om at oplyse om de forhold der længe undgik min bevidsthed. Plus naturligvis de senere tilkomne tiltag, der vel aldrig er set andetsteds på internettet. Er jeg den eneste der kan se det morsomme i at en bestemt person gerne hører sandheden (fra sit hifi), men ikke gerne læser sandheden (på sit forum, der omhandler hifi)? :-)

Indrømmet, min brug af apostroffer og kommaer har jeg tilvalgt: En apostrof gør det lidt lettere at læse et brugernavn når der er "s" e.a. bag, og kommaer anvender jeg for letlæselighedens skyld, så en sætning rent forståelsesmæssigt brydes fornuftigt, men ikke nødvendigvis korrekt. Stavefejl forsøger jeg helt at holde mig fra.

At mine vurderinger og definitioner er "sjove" vil jeg tage som ros - jeg ynder at have en til tider lidt "skjult" kant i mine udgydelser.

Tak for buddet, vi må se.

22. juli 2019 kl. 17.13  
Blogger Poul M sagde ...

Synes måske Gige efterhånden er så ynkeligt selv-marginaliseret, at han skal have lov at lukke og slukke i fortjent ubemærkethed, men det er blot min mening. Et fjols er han da unægteligt.
Vi har jo nok det til fælles, at vores akademiske fortid sommetider kommer lidt vejen for meningen af det skrevne.

22. juli 2019 kl. 19.04  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Version 2 af Handel og vandel. Reglen har i årevis været, at sælgere koncentrerer sig om deres egne produkter og undgår at omtale deres konkurrenter? Poul, du bruger overraskende megen spalteplads på at overtræde “Regel nummer et for sælgere”. Hvorfor?

23. juli 2019 kl. 08.07  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

Gid jeg havde en femmer for hver gang du, Kaj stillede et hv-spørgsmål. Grine smiley.

23. juli 2019 kl. 08.32  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

23. juli 2019 kl. 09.08  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Michael hvad skal man gøre når man ikke som dig har svar på alt? Du vælger selv smiley ....

23. juli 2019 kl. 09.14  
Blogger Poul M sagde ...

Til Kaj: Nu er vi jo bestemt ikke kollegaer og kan derfor dårligt være konkurrenter til omtalte fritidsvirksomhed.

23. juli 2019 kl. 09.42  
Blogger Thomas sagde ...

Bruger meget spalteplads 🤣🤣🤣 pip pip pip 🐥🐥🐥

23. juli 2019 kl. 13.38  
Blogger Kim Petersen sagde ...

De 14 Hz er vel bare ved -38 dB :-)

24. juli 2019 kl. 11.11  
Blogger Poul M sagde ...

Selv det er måske optimistisk vil jeg faktisk tro..
Se osse denne herlige højttaler fra samme stald, der vist osse er tænkt som full range:
https://www.soundandvision.com/content/zu-audio-cube-speaker-system-test-bench
Men den måler da rimeligt ok uden på nogen måde at være prangende-mellem 500 hz og 3 khz....

24. juli 2019 kl. 12.25  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start