tirsdag den 12. marts 2019

Vores kærligheds-højttalere

I dag vil vi delagtiggøre den måbende offentlighed i en ellers godt skjult intim hemmelighed: Denne skribent er et til tider ganske usædvanligt usentimentalt menneske , ligefrem grænsende til det ret hensynsløse. Mens jeg til andre tider er drivende sentimental grænsende ligefrem til det ubetinget pinlige, men det er vist bare en del af nutidens udvidede mande-rolle. Der er dog ingen tvivl om, at indenfor begrebet "følsomhed" spænder denne skribent helt usædvanligt vidt.

Tag for eksempel den vinterdag for 14 år og snart et par måneder siden, hvor Pia Dahl Olsen for første gang vovede sig ind i min dengang noget outreret-ekstreme ungkarlelejlighed. Ufortøvet og ganske uimponeret udøvede hun dog sit fantastiske trylleri, som har tryllebundet mig lige siden. Ingen problemer for denne skribent således her. Alt var pingeling og de beigefarvede Lockwood-boxe med særligt udvalgte og velspillende Tannoy Monitor Gold-enheder medvirkede givetvis osse til at gøre de indledende øvelser indenfor kæresteriets vanskelige kunst en god del lettere.

For aldrig lød de dog så godt som denne allerførste weekend, hvor der dog ellers allerede stod et et sæt ATC SCM 300A i den anden "stue" (læs: lillebitte rum). De fine gamle højttalere må have virket som et potent afrodisiakum på den følsomme skønhed idet denne skribent  desværre  ved at kikke i spejlet vist godt kan udelukke andre fysiske muligheder.
Nå, det endte jo altsammen godt og ligefrem så godt eller måske snarere galt, at denne skribent ganske glemte den første nats audio-trylleri. Der ellers i sælsom skønhed mindede ganske om den herlige sekvens mellem Picasso og Dolores i starten af  filmen "Picassos Eventyr" Ikke at disse specielle højttalere ikke fik en speciel placering senere. De kom nemlig indtil sidste år til at bo permanent i vores soveværelse, både dengang i Fåborggade og senere her på Åbyhøjvej.

Det holdt de så op med-ikke fordi kærligheden forsvandt, men fordi højttalerne blev eksproprierede af fruen, dengang vores parallelle nordjyske paradis blev etableret sidste år. Og deroppe står de så som et minde om engang og samtidigt en målestok for kærligheden. Det kunne altsammen være så godt, hvis det altså ikke osse havde været skidt. For ganske vist har denne skribent over en årrække solgt alle de dengang mange sæt Lockwood-boxe (10 +), men desværre kunne jeg ikke helt finde ud af at stoppe ved dette sidste af skæbnen velsignede sæt.

For i min håbløse ufølsomhed og manglende fornemmelse for kærlighedens sande rødder FORTSATTE jeg med at presse min kone til osse lige at skyde dette sidste særlige sæt af. Dette uden nogen mening iøvrigt, da vi overhovedet ikke behøvede hverken  penge eller plads. Jeg syntes bare, at verden ville blive bedre, hvis jeg satte et sæt elektronisk delte JBL 4894 derop, iøvrigt en vanvittigt velspillende højttaler. Det har så desværre blot intet med sagen at gøre, det her drejer sig jo som det meste andet i denne verden heldigvis slet ikke om LYD. Selv om visse lever permanent i denne vildfarelse.

Derfor bortførte fruen uhyre håndfast de beigefarvede Lockwood-boxe fra dengang til et sikkert fristed for fremtidig fryd og gammen. Og ikke mindst glæde ved at kunne nyde favntagene fra dengang i de mest passende akustisk relativt  korrekte omgivelser. Men derfor er det altså nu alligevel et lokalt lavpunkt af almindelig respekt og kærlighed fortsat at presse på for st sælge de her højttalere. nå, men det er heldigvis en lektie, der nu er lært for denne skribent selv om det er noget mere alt for meget for sent. Ja faktisk så sent, at det næsten nåede at blive ALDRIG:::

Nå, så galt gik det heldigvis trods alt ikke. Og både kærlighed og virksomhed kan fortsætte med at blomstre. Og ikke mindst på denne årstid er det jo altid en fest at levere varer på budcykel, som det er en obligat del af denne skribents daglige dont. Og det er normalt en udelt fornøjelse at møde nye mennesker, selv om den forløbne uge bød på et par noget kuriøse begivenheder.
Den første var en af den slags, som jeg burde have spottet på hundrede kilometers afstand, men jeg må være blevet delvist blændet af det behagelige faktum, at stort set ellers alle de folk, der henvender sig, har et reelt behov. Det havde ham her hifi-fyren så tydeligvis ikke, endda overhovedet ikke.

Han ville gerne låne et sæt ATC-højttalere, hvilket vi som en selvfølgelig tilbyder. Allerede da han ankom begyndte faresignalerne dog at blinke for denne skribent, men vi er jo høflige og iøvrigt ellers ret ordholdende så selvfølgelig stod vi ved vores ord. Selv om det helt tidligt og tydeligt blev klart, at fyren mest var her for at slå tiden ihjel. Og hvorfor dog osse være seriøst interesseret i små ATC-er og så meget gerne ville høre alle andre mulige og umulige store truthorn?-iøvrigt systemer, som vi ellers gerne plager alle usalige kunder med.

Nå, efter nogle timer tog han hjem og vupti, dagen efter kom højttalerne retur uden kommentarer, dog til en fælles bekendt. Skidt pyt hvis det altså så bare ikke havde været forbi "kunden" her nu mente sig forretningsmæssigt legitimeret til at stille alskens umulige spørgsmål om diverse forstærkere fra 1970-erne, som han muligvis var interesseret i.  Dog selvfølgelig ikke HERFRA, da vi jo ligesom ikke handler med den slags, hvad der måske afholder de flest fra at spørge. Selv om denne skribent faktsik ganske ofte og uden økonomisk vinding gerne hjælper unge mennesker med at finde fornuftige brugte audio-løsninger i dba.

Der er blot hele udgangspunktet og vinklen  til forskel: Det ene er hyggeligt, den ellers formelt identiske handling er eklatant spild af tid. Og at vi så også fra en stor lokal uddannelsesinstitution skulle opleve en næsten ligeså håbløs fremgangsmåde var næsten for meget af det gode.
Vi blev som de eneste  bedt om at foreslå en akustisk lyddæmpe-løsning til et lille studie. En relativt bagatelagtig opgave uden senere mersalg med et potentiel avance på et par tusind excl. besværlig og dyr transport.

Vi foreslog et ellers ganske ukendt produkt, som producenten ellers kun sælger til større projekter og som således slet ikke normalt kan købes i ubetydelige kvanta som det her. Vi har dog gennem årene kultiveret et hyggeligt forhold til denne store virksomhed og har således kunnet sikre os små styktal, når det var nædvendigt.
Tilbage til vores aktive salgsarbejde. Vi sendte billeder og monteringsanvisninger af disse dæmpeplader og vi tilbød test in situ. Og så kom komikken ind i billedet. For kunden, som altså ikke selv skulle betale de omkring 10 kkr. men tydeligvis gerne internt i organisationen ville fremstå som "kalif i stedet for kaliffen" bad herefter om oplysninger om, hvad produktet præcist hed, så han, som han måske noget ubegavet skrev, kunne "søge priser" Hvilket jo principielt er noget svært, når man ikke kender produktets navn.
Nå men det fik han så måske ikke fuldstændigt overraskende ikke oplyst (og da især fordi produktet slet ikke HAR noget, da det ikke er kommercielt tilgængeligt ellers), faktisk fik han i stedet besked om, at vi omgående trak os fra sagen, da vi naturligvis ikke ønskede, at en stor industrivirksomhed skulle få henvendelser fra tilfældige fjolser om bagateller, som slet ikke sælges i mindre end 100 stk. industrielt.
Men måske jeg ikke skulle have skrevet til ham "om der var en voksen til stede", det blev han ihvert tilfælde gal over.
Jo, selvfølgelig skulle jeg da det ligeså vel som man sommetider skal lægge på, når hififjolsers spørgsmål bliver for tåbelige.
Lidt personlig integritet bør man vel kultivere og da ikke mindst når nu Lockwood-historien viser denne skribent øvrige kolossale personlige brister...

4 kommentarer:

Blogger Keld Snejbjerg Nielsen sagde ...

Hej Poul! Det er et par fine højtalere. Man har jo lov til at drømme. De ville klæde mit rum.:). Din historie med hififyren minder mig lidt om dem jeg får af mine svigerforældre. De sælger cykler og gør rigtig meget ud af et salg. Man kan simpelthen prøve alle de cykler man vil, få justeret dem ind, stille alle de spørgsmål man lyster. Kunden er i den grad i centrum. Alligevel er folk så sølle, at de kan spilde butikkens tid for derefter at hente cyklen hjem fra en internetbutik og spare 800kr. Tak for hjælpen med at finde den rigtige cykel og størrelse, nu handler jeg med nogle andre. Hvis man startede med at bestille den hjem fra internetbutikken ville det være ok, men på denne måde forkasteligt! Jeg kan godt lide personlig service og vejledning og betaler gerne for det, men jeg er også opvokset i en lille købmandsbutik.

12. marts 2019 kl. 12.44  
Blogger Poul M sagde ...

Ham her fyren havde vist bare alt for god tid og mente der var ubegrænset tilgængelighed til alle mine erfaringshylder før og nu ved at låne et sæt højttalere. Som han iøvrigt ingen feedback gav på overhovedet.
Livet er noget mærkeligt noget og bliver desværre ikke nødvendigvis bedre af svær udsættelse for såkaldt high end hifi..

12. marts 2019 kl. 14.45  
Blogger Nils Valla sagde ...

Ja, en sørgelig opførsel. Og ikke aldersbestemt.
I min viv´s tøjforretning kommer "kunder" og prøver tøjet hvorefter de bestiller det hjem fra internettet for at spare 20kr.
Endnu dårligere forretningsskik er imidlertid, når små tøjbutikker med tøj fra Bestsellers flidsommeligt oparbejder sig et marked hvorefter Bestsellers åbner egen butik i gaden.

12. marts 2019 kl. 17.12  
Blogger Jan K. Legind sagde ...

Jeg må desværre også irettesætte venner og bekendte, når de prøver den slags "finter" med at udnytte butikkens service, for så derefter at købe varen online. Det er jo gement nasseri.

14. marts 2019 kl. 12.08  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start