Kreidler Florett og diskenspringeri

Undertiden forekommer den tidlige alderdoms vellivs-absurditet lige lovligt tydeligt. Andre ville med nogen ret kalde det for ikke ubetinget kedsomhed i eget selskab, altid et af menneskelivets mere påtrængende og jo principielt uløselige problemer. For af alle de andre kedelige tosser går man jo selv aldrig hjem uden at selskabet uvægerligt følger med..

Man ved for alvor, at noget er rivravruskende galt, når man i fuldt alvor sidder og kikker efter ENDNU et eksemplar af den gamle 8 LP-box med Shostakovitj` strygekvarteteter udført af Taneyev-kvartetten. For som sætningen ligesom siger klart, så findes der allerede 1 iøvrigt aldeles mint-perfekt sæt her i huset af denne herlige letflydende musiceren af ellers oftest temmeligt tungt-spillede og robuste versioner af disse mesterværker. Taneyev-kvartettens udførelsen fungerer i denne sammenligning som en vital modvægt til især den første udgave af Borodin-kvarttens massive musik-mosaik af næsten symfonisk lydstyrke. Dem er der altså gang i! Men ligefrem at lede efter ENDNU et sæt til brug alene her i vores kælder er vel noget alternativt-begavet.

Det er der så på en helt anden og mere lettere flagrende måde i Taneyev-kvartetten, som derfor for en antageligt kortere tid er denne skribents favorit. Og “kortere tid” fordi stor musik ingen facitliste har ligeså lidt som nogen nuværende højttaler kommer blot i nærheden af den oprindelige akustiske begivenhed. Og deraf den naturlige absurditet i fra visse hard core hifitosser at påstå, at når man kommer op i high end, så bliver enigheden omkring kvaliteten entydig.

Det er tæt på at være det dummeste udsagn, som man kan fremføre i en ellers allerede rigeligt rigeligt stupid diskussion. For enhver ved jo allerede inden den kommende hifi-udstilling i denne måned her i byen, at der med statsgaranti INGEN enighed vil være om, hvad der var bedst. Ikke bare ikke lidt, INGEN. For det, som for nogen var det reneste auditive guld var for andre det argeste bras ikke blot der, men med nogen sandsynlighed i Verden. Og enhver, der nogensinde har været på den for undertegnede absolut allerværste “bling-udstilling” af uendeligt ligegyldigt og totalt overflødigt , men til gengæld tilsvarende overprissat godtkøbs-hifikram, den i München, ved jo, at dernede lyder tingene så uendeligt forskelligt, at man næsten skulle tro, at high end var ren marketing og indbildning. Og det er det jo iøvrigt osse blevet.

Nå, men ret meget bedre er man så ikke selv, som ovenstående beretning om latterligt overflødig attrå vel klart formidler. Men at det skulle blive så galt er da ligegodt en overraskelse til at blive helt utidigt ædru af.
Så er det straks nemmere at se bjælken i andre gamle tossers øjne. Tag for eksempel den igangværende tråd på vintagehifi.dk omkring et tudsegammelt High Fidelity-subwooferprojekt fra dengang i startfirserne, hvor bladet kun udkom på papir. Allerede dengang var det et tåbeligt projekt, som det osse efterhånden fremgik i artiklerne. Men nu var præmisserne vel heller ikke de mest gennemtænkte. Man tog nemlig en lukket kasse i en vilkårlig størrelse, og så målte man en bunke tilgængelige enheders egenskaber i den. Og ikke fuldstændigt overraskende viste det sig, at de ellers bedste og dyreste enheder viste sig ret ubrugelige som deciderede subwooferenheder i den lille lukkede box.

Det kunne enhver idiot naturligvis ud fra selv det mest kursoriske kendskab til højttalerbygning have sagt sig selv. Alle de bedste enheder skulle enten bruges i langt større boxe eller alternativt i basrefleks -do. og bedst med elektronisk kompensation. Sådan var naturlovene nemlig dengang såvel som nu. Og det var ikke overraskende osse det, som artiklerne lidt famlende mundede ud i.

Derfor er det da osse interessant, at folk på min egen alder i dag hiver disse tåbelige blad-smørerier frem igen for påny at insistere på at begå ungdommens fejltagelser-i stedet for den noget mere indlysende løsning at gøre tingene RIGTIGT. Eller ihvertfald rigtigere, iøvrigt osse ganske svært, når udgangspunktet i High Fidelity dengang var så fjollet. Men hvad det skal gøre godt for at insistere på at lave noget FORKERT når nu det er ligeså let at lave tingene RIGTIGT er vanskeligt forklarligt. Og vel næsten på højde med rimeligheden i at drømme om Taneyevkvartet-sæt nummer 2…

Til sidst i dag lige et par billeder fra denne yderst ydmyge virksomhed. En ikke videre elskelig mand brugte fornyligt i kommentarerne det ikke voldsomt flatterende udtryk “diskenspringer” om denne skribent. og derfor synes jeg det på sin plads at understrege, at vi overhovedet INGEN DISK har, så dermed turde udsagnet være falsificeret.
Nå nej, sådan fungerer high end hifi jo ikke. Der er der intet, der er så åndssvagt, at der ikke er nogen, der tror på det og al klassisk videnskabelighed er kørt fuldstændigt ud på et sidespor.
For nok er menneskets lugte- og synssans indenfor pattedyrene og osse langt udenfor såre begrænset, (og der er vist endnu ikke nogen, som hævder andet) men af en eller anden mystisk genetisk vanskeligt forklarlig grund, så er menneskets HØRESANS ifølge de værste tosser så enestående veludviklet, at enhver videnskabelighed må vige i ærefrygt.

Og glem gerne alle de næsten ligeså idiotiske “forklaringer” om urmenneskets ubegribelige auditive superkræfter som vitale overlevelses-mekanismer. For selv om hunde jo bevisligt hører langt, langt dårligere end katte, (og vores hunde jo antageligt så endnu dårligere end gennemsnittet af hundekræ, da de ofte slumrer foran Vitavox-hornene)  så vil enhver morgentur med vores hunde klart afsløre, at det altså er dem, der fortolker både lydlig niveau- og fase-information i et tempo og med en præcision, der får selv trænede lyttere som denne skribent til at fremstå som en lallende amatør. Hvilket let demonstreres af, at de med et lille sidestep behændigt undviger forkælede møgunger bagfra, når disse kommer drønende uden ringeste tegn på deres cykler her i morgenblæsten.
Måske vi blot skal affinde os med, at den menneskelige høresans bare er, som den er og som den altid er blevet skitseret på disse sider-såre begrænset og uhyre let at fuppe1
Men på den anden side, hvad skulle de sidste af de egen-hellige audio-orakler så lave, hvis de så dette gryende erkendelsens forårslys? Ja, selv kikker jeg da på erantisser..

27 meninger om “Kreidler Florett og diskenspringeri”

  1. Når man sætter sin røv i klaskehøjde så risikerer man at få ord som diskenspringer i hovedet, det kunne have været laaangt… være,hvad du til fulde beviste i din omtale af min person.

  2. Nu HAR jeg faktisk været diskenspringer, som vist osse selv noteret på egen LinkedIn profil. Og det er der da intet galt i at være. Men er det ikke ved at være høje tid til at DU linker til DIN egen profil for offentligheden? Selv om risikoen for at blive bestormet af high end hifi- industrien med tilbud om kolossale lønninger naturligvis er overhængende..

  3. Men trods alt skulle det jo nødigt gå dig som en anden overjordisk begavet person, John Iverson, som ifølge myten blev likvideret som en national sikkerhedsrisiko. Nå, men det var osse før internettets tid, hvor man ikke kunne dølge sig som formummede skælme.

  4. Tak Poul! Som altid en fornøjelse at læse ugens skriv. Heldigvis sidder der hififolk med viden og som kan begå sig på et fora stadigvæk. Desværre bliver mange tråde kapret af de samme hver gang. Man orker ikke skrive noget som helst. Seneste modstandstråd på Nerds er et godt eksempel. Godt hobbyen kan dyrkes uanset. I forhold til hunde har jeg min egen mistænkt for at foretrække Fender Stratocaster frem for andre guitarer. Han ligger helst ved højtalerne når en Strat koger…….Har prøvet en Ibanez og der gik han uden at kigge på mig:). Og ja, han hører noget bedre end sin ejer hvilket hjælper mig både på gåture og i musikkens verden.

  5. Ja, det er jo uhyre vigtigt at skaffe den helt rigtige 2W modstand til en ældre konsum forstærker. Personligt ville jeg bruge tantal modstande a'la Kondo, nok mest fordi jeg hader at have plus på lønkontoen.
    @Keld, Ibanez lavede engang fremragende Strat kopier, ligefrem 'bedre' end originalerne.

  6. @Jan, der kan man bare se. Har dog svært ved at tro, at Blackmore og Gilmour har spillet på Ibanez-kopier. Måske er det ligesom hifigrej hvor andre fabrikanter leverer indmad til deres egne konkurrenter? Sådan er det nok indenfor det meste.

  7. Ja, der er mange sjove eksempler i den kategori. Da Guns'n Roses udgav "Appetite for Destruction" i 1987 (jeg havde barbarisk musiksmag i mine teenageår), blev det starten på en ny gylden tid for Gibson Les Paul, idet guitaristen Slash indspillede netop på den model og alle aspirerende guitar helte ville have netop den sound. Imidlertid var det sådan, at den guitar, som godt nok lignede en Les Paul, slet ikke var det, men en modificeret kopi. Egentligt forståeligt al den stund Les Paul'en tangerer en fejlkonstruktion.

  8. Nå så i kørte Kreidler Florett på den fædrene Ø. Herpå dengang- og nu fattige Vestsjælland kørte vi bønder på Puch MS og drømte om en 4-gears Yamaha. Her i mit livs begyndende efterår, har de ægte Hifi-nørder belært mig om at vi alle tog grueligt fejl, vi burde helt entydigt have valgt Tomos Cross.

  9. Michael Sørensen, der var da masser af Kreidlere og Puch Grand-prix i Vestsjælland (Kalundborg) 😉 Og skulle det se rigtig vildt/sejt ud så fik man fat i en puch pioneer 😀

  10. Thomas, du har helt sikkert ret. Her lokalt kørte vi MS'er, pånær en gut vi kaldte for GuggiSteen, gæt selv hvad han kørte på. Og nåja, så var der også lige ham den der unævnelige der kørte på Tomos.

  11. Jeg var Honda CB50-kører, i ved den med blinkelysene. Jeg fik mit øgenavn "Blinke" efter den kværn.
    Jeg er ikke "Diskenspringer" men heller ikke teknisk kyndig, i det hiraki rangerer jeg langt under PoulPoul, der trods alt har solgt afhængighedsskabende apparater til sagesløse i en fattig afrikaners livstid, og helt sikkert har opbygget stor portion hifi-viden.
    Jeg har imidlertid en rimelig klar opfattelse omk vi forskellige menneskers perceptive opfattelse.
    Hvis man f.eks forstiller sig 100 forskellige producenter producerer 100 forskellige ht vil nok ingen dø af overraskelse hvis også der var 100 forskellige kunder.
    Men hvis nu vi indskrænker muligheden til samme ht, samme amp og så kan der for den sags skyld være frit valg til alt det andet (medie, eq, kabel, filtre tweaks o.lign) tror jeg sku ikke der den store uenighed om hvad der lydder godt.
    MHT blindetest. For en producent der har haft blindlytning som del af produktionen, og det forøvrigt er gået godt, vil det nok være tåbeligt ikke at fortsætte som hidtil.
    Men for jeg som forbruger er der en anden og mere simpel dagsorden. Kan jeg ikke høre forskel på to komponenter går jeg med den billige af de to.

  12. Apropos blindtest så hed de Honda CD-50 🙂
    Der findes så meget snakeoil – Men SPIKES… nej nej, dem kan man nemt høre hvilken vej de vender…. Specielt hvis man har forlænget sit signalkabel med 30 cm af et bedre – THATS NOT SNAKEOIL !!!

  13. Ja, Thomas, bare det var gas det der med at forlænge med et "superkabel" et vilkårligt sted i et skodsystem og høre mirakuløse forbedringer.
    Sådant idioti var vel uhørt indtil for en god uges tid siden-gad nok vide, hvad næste uge byder på.

  14. Thomas Christensen alias ribbentrop (eller noget i den retning).
    Det kan godt være kværnen hed CD-50, Det er længe siden det var 1971 og lader mig nok distrahere af de større 4cyl modeller hed CB
    At løse spikes kan komme ud med forskelligt resultet alt efter hvad vej spidsen vender kan der være årsager til.
    At et kabel forlænget med et andet slags kabel kommer ud med anden lyd alt efter hvad vej det vender kan have med perceptionsapparatet at gøre hvilket ikke helt går i kategorien "Snakeoil". Snakeoil kan man trods alt undlade købe.

  15. Ja det er imponerende hvor stor magt tankens magt har, når det gælder hifi og ørerne skal bruges.
    Underligt nok gælder det slet ikke øjne, næse og mund 😀
    Der er da forskel på diverse ting inden for hifi, men det ligner mest af alt en konkurrence om hvem der kan høre de mest ubetydelige ting.
    I dag er virkningen (for nogle) af at sætte sin forstærker på et silketæppe væsentlig større end når vi andre rykker højttalerne…………… helt op til en meter 🙂 Jeg ved faktisk ikke rigtig om det er sjovt eller tragisk !

  16. PS (For der skal da et PS til ikke Nils) 🙂
    Du behøver ikke alias osv Thomas er helt fint…. Det hedder jeg så også alle steder og endda i virkeligheden 😉

  17. Måske en ide, selv om det at være high end hifitosse vel efterhånden er synonymt med overhovedet IKKE at leve i den virkelige verden. Og erkendelsen tjah…

  18. Thomas, fint du holder op med gemme dig bag latterligt pseu.:)
    Thomas Christensen er da ikke værst at hedde.:)
    Jeg tror ikke kun det indenfor hifi indbildingen er stor. Husker engang i min ungdom jeg tog en tøs på gajolerne hvilket øjeblikkeligt medførte en rød kind. Det havde jeg sku aldrig troet.
    Og så var der alle Kreidler og Puch-kørerne der indbildte sig de kunne være med Honda CD-50.

  19. Og så det uundværlige PS.
    Det der med leve livet forlæns, opfatte baglæns behøves du såmænd ikke vente til næste uge med få svaret på, det temmelig logisk:
    Du får et smæld på kinden og bliver efterfølgende klar over det nok var noget skidt.

  20. Der er nu ikke noget latterligt i at kalde sig for Ribbontweeter når man er rigtig glad for bånddiskanter, men nu gik jeg jo væk fra det princip og ændrede så brugernavnet…… Det var såmænd ikke for at gøre dig glad og tilfreds, hvad jeg også ser som komplet umuligt 🙂
    End of story 😀

  21. Thomas Christensen former "Ribbontweeter"
    Mit synspunkt omk dæknavnet var såmænd temmelig dramatiseret.
    Du kan for min skyld kalde dig hvad som helst.
    Er du en OK fyr fremstår det jo helt automatisk af hvad du skriver.
    Kan forøvrigt også selv lide bånddiskanter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *