tirsdag den 27. november 2018

Den kære barne-tro

Nu har denne skribent i historisk tid været hverken lillebitte eller i besiddelse af nogen særskilt troskyldig barnetro. Alligevel var dog igennem mange år en vis forventning ved at bygge sig op på denne årstid, hvor den normalt formørkede og kuldslåede november gav plads for julemåneden og dagenes snarlige forlængelse. Igennem den pre-pubertære barndom (og strengt taget osse op til flere år IND i denne) var julen uløseligt forbundet med navnene Airfix og Revell, producenter af plastic-samlesæt af fly og skibe. Som jo for alle raske Foska-drenge var det allermest attrå-værdige blandt julegaverne. Og selv når man åbnede en af de bløde pakker var barnetroen indtil det allersidste intakt. For farmor Marie kunne da umuligt være hjerteløs nok til KUN at give en hjemmestrikket trøje, der måtte da have forputtet sig det skala 1:72 det gigantiske byggesæt af en Boing B-29 Superfortress.

Det viste sig så desværre alt for sjældent at være tilfældet, men heldigvis gjorde gaverne fra mere humanistisk-indstillede familiemedlemmer, at barnetroen forblev indtakt. Man vedblev at tro på det bedste i mennesker længe efter, at de forlængst havde demonstreret deres totalt manglende fornemmelse for alting. Ikke mindst hvad en stor dreng for eksempel havde brug for! Plasticflyvere, naturligvis, hvilket ethvert fornuftigt menneske da burde kunne forstå!

Senere og siden har det så været hifi,  som denne skribent har spildt og spilder uanede summer på. Selv fruens heste er i den sammenhæng helt økonomiske i drift, selv om de konstant æder løs af særdeles dyrekøbt hø som de tromleformede tærskeværker, som de er.
Hifi er jo en form for hardcore-besættelse i klasse med det i Rusland så udbredte rusmiddel "Krokodil": En sølle skæbne, som kun døden tilsyneladende kan udfri én af! Eller rettere: Indtil for ganske nyligt var det da for det meste hyggeligt at møde andre "high fidelitis"-medpatienter. For i den brogede flok af tosser var der ganske vist altid en særskilt stupid og ulidelig mandsperson eller to, men de kunne normalt "inddæmmes" af de øvriges relativt fornuftige tilgang til denne hyggelige hobby.

Sådan er det så visseligt ikke længere. Den måske allerede dengang for et årti eller mere siden naive barnetro på, at folk havde blot en lille smule at have deres meninger i, brast vel afgørende for denne skribent med fremkomstem af Mogens "Antisilver" på diverse fora. For så dum kunne da vel ingen være syntes den stadigt naivt-julebarnetroende Poul M? Jo, det kunne de, og langt, langt, langt værre skulle det blive. Det skulle ligefrem vise sig, at selv fortidens ikoner blandt anmelderne havde en bagside af lallende inkompetence og eklatant mangel på selv den ringeste kritiske sans eller fornuft.

Og så må vi lige lave en lille parentes, fordi denne skribent i lighed med næsten alle de andre halv- og helgamle tosser, der befolker denne hobby, har særligt kærlige og nostalgiske  tanker "bundet op" i datidens ophøjede medie for hifi-videnskab, papirbladet "High Fidelity" At det stadigvæk er sådan afspejles af, at selv på det ellers hyggelige vintagehifi.dk uvægerligt i forbindelse med diskussioner om kvalitet af gamle apparater altid eksisterer muligheden for at trumfe: Nemlig ved at finde og  reproducere  en gammel test i High Fidelity. For hvis DEN var god, så er apparatet bare toppen af poppen.

Kritisk sans er tydeligvis ikke noget, der særskilt udvikles gennem livet, for allerede dengang fra slutningen af  1970-erne var bladet High Fidelity ved at udvikle sig til den rene luder-journalistik, forfattet af indbildske megalomane fjolser, der blot blev værre gennem årene. Hvem husker ikke kongen indenfor  "audio-prostitution" Kurt Lassen og "selvhøjtidelighedens ypperstepræst" K.S. Møller. Der vel ene person har gjort mere skade for hifi-fornuften (muligvis et såre søgt begreb, men i mangel af bedre..!) end samtlige andre tilsammen. Selv "Lydjørgen" næppe undtaget..

Nå, men heldigvis sparede K.S. Møllers rablerier denne skribents betagelse af det ellers alment anerkendte  knæsatte tempel for objektiv hifi, papirbladet High Fidelity for en hel del penge. Ret hurtigt , faktisk allerede fra midten af 1970-erne, voksede jeg "fra" bladet. Og selv om jeg i tiderne derefter undertiden læste det for sjov, så blev der efterhånden noget langt mellem snapsene. Som derudover blev noget fortyndede..

Alligevel stod en enkelt skribent på forunderligste vis som et ganske vist såre relativt "fyrtårn" af  relativ "fornuft". Måske bare fordi han skrev og skriver så uendeligt kedsommeligt forekom hans anmeldelser knapt så  indlysende "luder-agtige" som alle de andres. Igen. Kurt Lassen-arghhh!!
At det så alligevel ikke var studenterhuen, der måske akkurat trykkede Jan Nielsen/janils helt urimeligt (for ham er det) lagde jeg så ikke særskilt mærke til. Måske mandens søvndyssende skrivestil helt havde demonteret min ellers ret akutte fornemmelse for idioti allerede dengang for flere årtier siden..Mennesket søger vel altid en undskyldning og forklaring på egen manglende evne..

At janils tydeligvis ikke var den skarpeste kniv i hifi-skuffen er så desværre blevet demonstreret atter en gang. i en nylig test af en RIAA-forstærker fra hyggelige Lars Vesterskal vi citere kostelige konstatering:
"Lars Vester stikker ikke så meget under stolen. Han er åben omkring sine konstruktioner. jeg fik osse udleveret håndskrevne blokdiagrammer, der viser en fornuftig konstruktion"
Ja, hvad skal man næsten sige til en sådan gennemgribende analytisk test-begavelse som janils her? Det bør vel lige nævnes, at Lars Vester/Mantra som altid har indstøbt sin konstruktion i epoxyklumper for at holde kopister på afstand. En både rimelig og nødvendig praksis både dengang og nu for et enkeltmandsfirma.

Alligevel fortsætter janils tosserierne om epoxy-opbygningen, hør blot her
"Man kan sige, det er for at skjule opbygningen (ja!!.. red,) men samtidig dæmper det komponenternes mekaniske resonans og gør  ifølge Lars Vester en positiv forskel i forhold til lydbilledets ro og fasthed"
At man så som tidligere iterationer af Mantra-moduler støder på terminale termiske skader på komponenterne i epoxy-støbningen nævnes naturligvis ikke, det er ellers et uhyre kendt fænomen. Og derudover bør enhver vel være lidt skeptisk overfor den uhyre positive virkning en ellers simpel modifikation som indstøbning, siden nu ingen andre har anvendt den siden de allerførste Mark Levinson-apparater. der osse udelukkende og naturligvis anvendte "krypterede" moduler. Og altsammen naturligvis fordi det ellers er ganske svært at opnå høje priser for velkendte og og banale løsninger.

Skrev janils virkeligt sådan noget pladder dengang der kun var papir som hifi-formidling? Det må han vel have gjort, jeg var åbenbart bare ikke selv kritisk eller klog nok til at se det!
Den nærmest barnlige månedlige følelse af forventning, dengang High Fidelity kun udkom på papir, var vist blot som andre af barndommens drømme-ren tom luft!




3 kommentarer:

Blogger Nils Valla sagde ...

Ha-ha, ja hvem husker ikke skuffelsen over bløde pakker.
Man håbed jo altid de var til søster og til/fra etiketten med ens navn på var fejl.
Måske en god forklaring på nutidens vanvittige materialisme. Vi fik for mange af de bløde.

27. november 2018 kl. 10.12  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

Gad vide om de selv troede på hvad de skrev og som nogle stadig gør, skriver om Hifi. Eller var det bare 50 år’s jubilæum med ”Bar røv i måneskin” .
Appropos at støbe elektronik ind i epoxy og lign., har jeg og en del andre uheldige teknikere stiftet bekendskab med en thyristorstyring som var indstøbt af uransagelige årsager. Resultatet var at styringen gik hen og blev en sliddel på linje med motorlejer og andre bevægelige dele på en maskine, som fik ry for at være ustabil.

27. november 2018 kl. 15.51  
Blogger Poul M sagde ...

Man ved ihvertfald med sikkerhed efter indstøbningen, at man med sikkerhed ingenting ved om ældning og termik i komponenterne. For slet ikke at tale om potentiel kemisk interaktion/krympning/ekspansion. Men forståeligt her at man gør det af copycat-hensyn men at betragte det som GODT er da godt nok dumt

27. november 2018 kl. 15.59  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start