tirsdag den 16. oktober 2018

Et troløst kræ

Denne uge foregår det allermeste på relativt vågeblus her i vores lille virksomhed. Trods alt er de allerfleste af vores kunder på forhåbentligt velfortjent efterårsferie, men det muliggør dog ikke ganske et tilsvarende driveri her. Og den slags har jo osse sin afgjorte charme, altså denne begrænsede arbejdsmængde, for så føler denne skribent, udrundet af den klassiske Max Weber´ske arbejdsmoral, sig trods alt bedre moralsk "klædt på" til at spille musik. og selv om man altså principielt har en slags fri allerede her i efterårsferien, så føles friheden blot endnu mere vederkvægende ved at være yderligere velfortjent af en smule arbejde i ferien..

der er således utallige omveje til ellers simple handlinger som at høre musik, og end ikke denne skribent er altså helt fritaget for at skulle lide åh så forfærdeligt inden audio-nirvana opnås. I forhold til andre mere kroniske tilfælde af  kronisk "high fidelitis" er sygdomstruslen hos denne skribent nu at ligne med en slags lettere forkølelse sammenlignet med lungekræft med megamange metastaser. Altså naturligvis ikke helt godt, men heller ikke helt skidt. Så ja, der bliver og der er tid til at lytte til Shotakovich´ strygeskvartet nr. 14 og 15 med Tanejev-kvartetten. Og det endda i en ikke teknisk videre vellykket optagelse fra de ikke vanvittigt muntre Sovjet-dage under Leonid Brezhnev. Fabelagtigt på de store Vitavox´er.

En anden tilfældighed af knapt så lykkeligt tilsnit gør osse musiknydelsen her i huset lettere. For for første gang i mange år (omend naturligvis ikke for første gang ellers), så har et hunkønsvæsen afgørende svigtet denne ellers sagtmodige skribent. Det kunne være en uendeligt trist affære hvis altså ikke lige fordi den "svigtende part" er vores nyligste hundekræ, den racerene polske lavlands-hyrdehund (racen kaldes "PON") Dina Hund, slet ikke længere kan forliges med at være hos mig.

Det vil sige, det går helt fint, når min skønne frue OSSE er tilstede, men når hun napper en krikke og leger "Hopalong Cassidy" for en længere periode udover stepperne ind i skoven, så er Dina Hund efter at være blevet fast gårdhund i det vendsysselske ganske utrøstelig. Resten af hundeflokken og mig selv har ellers i over et års tid været mere end rigeligt for det halvstore dyr, men sådan står sagerne såmænd ikke mere. Kræet småpiber utrøsteligt indtil min skønne kone atter dukker frem mens de andre 3 dyr undrer sig såre over både den umådelige ulykke og den fantastiske lykke, som de slet ikke selv har oplevet. Dina Hund er vist bare tabt ligeså eftertrykkeligt til min skønne kone som mig selv. Den slags svigt er heldigvis til at leve med.

Og så hjælper disse positive tanker selvfølgelig osse på den ellers akutte kvalmereaktion på atter et par af "lydjørgens" nyeste opuser om, at lige præcis vedrørende audio-strømforsyninger  gælder naturlovene sjovt nok ikke længere (endda blot ikke det allermindste!) og derudover så kan ingen konstruere en sand hifi højttaler med en følsomhed "..typisk lidt over 90 dB..".
Ja, hvad skal man næsten sige? ingenting er nok det klogeste her af hensyn til eventuelle barnlige læsere..


Ellers skal vi byde atter en lille virksomhed indenfor "audiofil åndemaning" velkommen, altså tilbehør/kabler, der jo giver et noget bedre afkast end at rode med elektronik og anden djævelskab, der kræver kundskaber. I tilbehørsbranchen kan man som Boe  Aduio, som firmaet hedder, sagtens slippe af sted med at sige, at "Længden på alle digitale kabler er 1.5 m. ,da det giver den bedste lyd i forhold til impedans osv." Måske paradoksalt, når nu udsagnet omfatter både USB- netværks OG balancerede AES/EBU 110 ohms kabler, men sådan er verden så forunderlig.
Men hvad kan man ellers næsten forvente af et firma, hvis slogan er "Audiofile kabler udviklet på erfaring"..Hvad men blot en lillebitte smule sagkundskab? Vi har lige fået installeret et større stålbjælke-system oppe på vores nordjydske farm, men vi skal lige nævne, at vi faktisk fandt en uddannet smed til det. Det er vist en ret normal søge-adfærd.indenfor jern-og metalindustrien
Altså så bare overhovedet ikke indenfor hifi! Hvor man tror på ALT blot det er åndssvagt nok  og selv tyngdekraften kan anfægtes og hvor enhver saglig indsigt og kritisk sans er bandlyst...



8 kommentarer:

Blogger Nils Valla sagde ...

Fortryllende vovse.

Hvorfor ikke bare lade Dina løbe ud med lillemor og pruhest?
Kunne beskytte mod ulve og andre farlige ting, langt oppe der.

16. oktober 2018 kl. 11.25  
Blogger Poul M sagde ...

Det er faktisk osse sådan, en utroligt trofast og særdeles vagtsom og agtpågivende 20 kgs. hund. Hvis selv allerede kendte håndværkere kommer ind af en forkert dør, hvor indgang ikke er normal, så fortæller en fast knurren, at det skal altså lige arrangeres med den kvindelige chef inden de skal videre. Herligt lille kræ med et næsten overdrevent udviklet beskytter-gen.

16. oktober 2018 kl. 12.23  
Blogger Flemming Skov sagde ...

mht til de 90dB SPL er det sandelig hård kost at komme igennem den gang "hygge" læsning, ja, det er nærmest "uhyggeligt"!

17. oktober 2018 kl. 09.49  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, hifi-verdenen omkring os bliver simpelthen dummere og dummere og selv ikke denne tvivlsomme "rekord" i dumhed holder vel ret længe desværre.
Min kone interesserer sig som din for heste og selv der er niveauet altså uendeligt meget højere end det her end "lydjørgens" mageløse ævl. Og det endda uden at være spor højt

17. oktober 2018 kl. 10.52  
Blogger Thomas Christensen sagde ...

Lyder som en hund der har det særdeles godt ;-)

17. oktober 2018 kl. 11.58  
Blogger Poul M sagde ...

Meget priviligeret, men osse hårdtarbejdende og uhyre samvittighedsfuld hund.

17. oktober 2018 kl. 13.38  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

En ny sølvledning/strømpe/krympeflex montage-virksomhed, måske ikke lige det en klimaramt verden har brug for. Nå hva, kabel-gutten's priser er kun en smule småperverterede, sammenlignet med de potentielle konkurrenter.
Den snart famøse tråd på Nerds ang. "hvor mange watt ...", startede ellers i ro og enighed, lige indtil de store kanoner trådte ind på scenen og nu er den oppe på over 100 mere eller mindre sørgelige indlæg. Det kunne se ud som om nogle ego'er åbentbart bare ikke kan få lebensraum nok.
Skidt pyt det er jo kun stereoanlæg der snakkes om, "Husk at være glad" som Preben skriver.

19. oktober 2018 kl. 13.55  
Blogger Thomas Christensen sagde ...

Michael Sørensen, du må lære at der er folk der ved alt om hifi, indtil er jeg stødt på 5 (måske 6-7) personer på diverse fora der simpelthen ved alt, men sjovt nok er ingen af dem enige og bliver det aldrig :-)

20. oktober 2018 kl. 00.31  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start