tirsdag den 25. september 2018

Store ånder eller bare almindeligt "åndede"?

Den forløbne uge har for denne skribent budt på det sædvanlige mix af både op- og ned-ture. Alt er jo relativt i et menneskeliv og uden relative nedture naturligvis heller ingen absolutte opture. Intet er jo trods alt særskilt smukt uden at beskueren iboende har en reference af noget, der er knapt så smukt. Og så kan det sagtens være, at de absolutte nedture for for eksempel mig selv har været af afgjort begrænset absolut kosmisk interesse, for de største traumer for enhver er jo trods alt ens eget eller den nærmeste families helbred. Og når der i den henseende ikke findes værre ting at omtale end en tabt tand-plombe (ganske vist en af de lidt større af slagsen), så er akut krisehjælp jo lige knapt nødvendig. Heller ikke engang for denne skribent, der ellers ofte i den tidligste barndom blev underkastet den horsensianske rædselstandlæge Markholts både ubehagelige og totalt inkompetente behandlinger. Laurence Olivier i "Marathon Man", gå hjem!

Den slags burde ellers for de fleste være mere end rigeligt til at indgyde en livslang tandlægeskræk, men den slags hysterisk tøjeri har min tandlæge Steen over de seneste 40 år effektivt fået pillet af denne skribent. Han er en særdeles dygtig og ikke mindst hurtig håndværker, der lynrapt fikser alderdommens dårligdomme. Ihvertfald de af dem, der har med gebis at gøre.
Nå, men frugterne fra vores frodige Belle de Boskoop-æbletræ stod altså i sidste uge på mål for det absolutte traume, som det altid er at skulle til akut tandlæge. For netop i kraft af, at tandlæge Steen og jeg i perfekt parallelitet har nærmet os den allersidste fase i livet er samme Steen kun på arbejde deltids i sin klinik.

Til alt held havde han dog snuppet et afbud, så i et ruf var det største problem i hele verden for mig  væk. Ikke blot reduceret, nej helt væk! Og derefter skinnede solen helt anderledes velsignet og vederkvægende, selv om selv grundige astronomiske undersøgelser objektivt næppe ville have kunnet registrere nogen objektiv forskel. Nå, men nu er denne skribent jo osse som enkelte bekendt hifi-tosse af den absolut kronisk-ramte slags, og lige netop der er der i tiden enighed om, at andet end subjektive og ikke verificer-bare observationer er rent tøjeri. Blindtests er blot noget man laver hos Bang & Olufsen og det må være fordi, de ikke ved bedre.

Ihverfald ved vi hifitosser altid bedre end altså at lade os "fange" i vores lyttemæssige vildfarelser. Og da aldrig nogensinde frivilligt. Dog var lige netop den forløbne uges auditive højdepunkt for denne skribent af en slags, der både påkalder sig grin og krampegråd.
Studierne af de forskellige indspilninger af Sjostakovitj´ 15 strygekvartetter pågår fortfarende for denne skribent, men der fortsat ventes på den nyeste indspilning med Borodin-kvartetten. det er en skøn syssel, selv om det altid er en små-krævende åndelig øvelse at lytte til mandens musik. Hans musik fortæller utvetydigt, at man enten skal lytte ordentligt efter eller bare kan  fucke af.

Men at det så osse skulle blive en betydelig lydmæssig samtidig prøvelse at gennemføre disse ellers velbehagelige studier, havde jeg dog ikke drømt om. Alligevel måtte denne skribent sande, at noget var rivravruskende galt i gengivelsen (naturligvis først efter flere dages lytning) på vores store Vitavox Thunderbolts med det gigantiske 15-cellers horn ovenpå. Disse havde under en demonstration erstattet de ellers sædvanlige Black Nights, men noget var forkert. For godt nok var indspilningerne fra 1940-erne og 50-erne, men de lød nu grimmere end ellers.

Tvunget af akut tiltagende lyttetræthed måtte denne skribent så metodisk i gang med fejlsøgningen, der til alt held viste sig ganske enkel. For i forbindelse med en om-forandring af delefrekvenserne mellem horn og diskant var der sket en programmeringsfejl af de mere kuriøse. Derfor blev mellemtonehornet opefter delt 24 db/oktav ved 8000 Hz, mens diskant-dittoet desværre først trådte ind ved 11.700 Hz. Til gengæld med et arbitrært langt kraftigere niveau, hele 4 dB. Den slags burde være hørbart for enhver og var det naturligvis osse for denne skribent dog uden helt at afstedkomme den nødvendige rettelse af fejlen før efter længere pression. Utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind og det uanset erfaring eller opsamlet selvkritisk sans.

Som bekendt er dog selv de bedste læger langt dårligere and de allerdårligste af slagsen til at diagnosticere sig selv, og det gjaldt osse i dette tilfælde. Alle andre steder ville jeg omgående have kunne spotte den indlysende og tydelige fejl, men hos mig selv kneb det unægteligt mere end meget.
Sådan er livet vist bare, lige pludselig er det slut, som det skete for en delvis branche-fælle i den forløbne uge, Hother Bak. Pudsigt nok har jeg kun en enkelt gang mødt manden, selv om vi i flere årtier var bysbørn, men mindet kommer frem denne dag alligevel. Som minder jo i stigende grad gør efterhånden som livet går forbi og der akkumuleres flere og flere af dem.

Mødet foregik i midt-firserne, dengang Bak og hans noget mere farverige partner Printz (med sin umiskendelige odeur) huserede i den århusianske hifibranche. Det var helt tilbage dengang van den Hul var i sin afgjorte vorden og denne skribent ikke vidste det, som han ellers ret snart skulle sande. At manden dernede i Holland havde noget overdrevne tanker om egen teknisk formåen-tydeligvis noget, der har været en ledetråd siden i mandens virke.
Det var så Hother Bak og konsorter, der dengang sad på agenturet for van den Hul. Og da denne skribent havde fået fingre i en defekt EMT-pickup, der dannede grundlaget for den allerførste van den Hul pickup, så skulle en retipning naturligvis prøves hos Bak.
Forventningerne var derfor store, da den endeligt kom tilbage og Hother Bak personligt bragte den til min daværende arbejdsplads, Radiohuset Expert. Denne skribents skuffelsevar dog kolossal ved at se, at både nål og nålearm sad monteret i en 45 graders vinkel fra lodret. Og den var tydeligvis ikke bøjet eller slået skæv, bare monteret latterligt skævt.

Hother Bak docerede med sin sædvanlige skolelæreragtige (et afgjort "ikke-hit" overfor denne skribent) attitude overfor mig, at sådan skulle den sandeligt se ud og at mesteren dernede i Holland aldrig begik fejl og egenhændigt endda nådigt havde lyttetestet den helkiksede pickup. Selv om samme Hother altså havde været med ved udpakningen.
Det var så sidste gang, jeg mødte denne mærkelige mand. Og det var så iøvrigt samme dag, som han afhentede de Daner Open testhøjttalere, som ham og Printz ihærdigt havde forsøgt at prakke min chef Claus Bülow på. Til alt held for både Bak og os andre bed Bülow efter samråd med os andre ikke på maddingen, dertil spillede de små grimme kasser alt for meget  som de så ud. Fuldstændigt ligegyldigt. Og det iøvrigt uanset hvor meget Hother efterfølgende i den forlængst tabte meningsudveksling vippede skolemesteragtigt rethaverisk med sin smøg. Et afgjort formativt øjeblik for denne skribent, som Hother skal have hjertelig, men desværre  posthum tak for.

Det var så givetvis osse et held for Hother, der fandt nye og grønnere græsgange indenfor Hifiklubben. Uden at denne skribent på baggrund af ganske vist sparsomme personlige erfaringer helt har fattet hvordan eller hvorfor. men sådan er der så meget. Tilfældigheder betyder alt i menneskelivet.
Dog er disse tilfældige tilfældigheder for denne skribent ved at blevet lidt rigeligt cykliske. For denne skribent blev allerede sidste år interviewet til en portrætudsendelse, og nu er det guddødemig sket igen. og det endda i en tematik om "spændende mennesker", hvem skulle dog have troet det?

Til sidst i dag et par billeder fra hjemmefronten, ikke mindst vores head-fi system. Ikke fordi det nærmest nogensinde bliver brugt, dertil er hovedtelefoner squ et for sygt koncept, blottet for enhver fysik og krop i lydgengivelsen.
Alligevel er det påfaldende, hvor mange der så langt foretrækker (denne skribent bestemt ikke undtaget) den ganske skarpe lyd af de ældgamle Beyer DT48A-hovedtelefoner Faktisk et design fra 1937. Og det altså frem for et sæt skidedyre Stax 007 med en dedikeret T1S rørforstærker til osse ca. en billion.
Hifi er altså noget mærkeligt noget. Og det uanset om man er en stor nyligt afdød "ånd" eller bare lettere "åndet" som denne skribent! Men til gengæld et certificeret "spændende menneske", så lang tid den slags nu varer..

2 kommentarer:

Blogger Nils Valla sagde ...

Kære Poul.
Din timing er ikke god.
Hother Bak R.I.P.

25. september 2018 kl. 16.44  
Blogger Poul M sagde ...

Det var nu en ganske tilsigtet kommentar til en (anden) lettere mærkelig mands liv og færden engang for 35 år siden. Han var heldigvis klog nok til snart efter vores "møde" dengang i urtiden at indse sine egne begrænsninger som forretningsmand. Ellers imponerede vi vist bare hinanden ca. ligemeget, det vil sige ingen verdens ting.

26. september 2018 kl. 09.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start