tirsdag den 11. september 2018

Vaginisme

Denne uge er for denne skribent udover uhelligt arbejde helt helliget videregående studier af den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj` 15 strygekvartetter. Denne unikke og ubrudte række af mesterværker omfatter værker fra hele mandens lange komponistkarriere, men ingen af dem bærer spor præg af samtidens til tider decideret drakonisk-repressive sovjetiske kulturpolitik. Sjostakovitj leverede mere eller især mindre pligtskyldigt sine obligatoriske socialrealistiske værker, hvoraf ingen dog i dag er ligefrem ubærlige at lytte til.

Det gælder så i helt anderledes skræmmende grad hans samtidige komponistkolleger i Sovjet, der aldrig nogensinde vovede pelsen så meget som Sjostakovitj. Og "pelsen" her skal forsås bogstaveligt-henrettelsespeletonen! Faktisk nåede næppe nogen af hans sovjetiske kolleger i deres produktion selv i heldigste fald at lave et så stort værk som selv Sjostakovitj´ allerringeste. Og end end ikke den ellers talentfulde, men noget mere frygtsomme hjemvendte eksil-kollega Prokofiev. Der ligefrem var så hundeagtigt underdanig overfor Stalin, at han  døde samme dag.. Måske mandens største værk, selv om det var delvist posthumt..

Tilbage til kvartetterne, som er indspillet mange gange, som de fortjener. Ingen af mange ellers glimrende udgaver kommer dog efter denne skribents ydmyge vurdering i nærheden af de forskellige versioner med de russiske Beethoven- og Borodin-kvartetter. Hvoraf jeg selv desværre kun har hørt en af de senere iterationer af Borodin-kvartetten i Wigmore Hall med dette repertoire. For når en kvartet med samme navn er aktiv i mere end en menneskealder, så er visse kontinuerlige  udskiftninger i besætningen jo ligesom  uundgåelige.

Og det er så her, at studierne pågår, for netop derfor findes der p.t 3 indspilninger af dette repertoire alene af forskellige besætninger af Borodin-kvartten fra forskellige epoker foruden den godt og vel  ene, som Beethoven-kvartetten indspillede. Der er derfor rigelig anledning til at lade celloen ryste huset og de andre strygere skære igennem stue-luften med en energi, som aldrig er hørt tidligere på disse kanter.  Vores Vitavox Black Nights synes af skæbnen næsten forudbestemt til optimalt at gengive denne slags musik.

Ikke at vi har forsøgt at finde højttalere, der lyder særskilt imponerende med disse ofte ret historisk-prægede indspilninger, hvoraf adskillige er op mod 80 år gamle. De store skrumler står blot tilfældigvis foran vores ATC SCM 300A-er, som ellers traditionelt og uhyre pålideligt  har leveret varen de seneste godt 20 år. Men alligevel giver disse ligeledes nyligt-historiske akustiske "landemærker" et ikke uvæsentligt pift til lydgengievelsen. På den fede måde forstås..

Vi kan slet ikke nok anbefale folk med selv uhyre begrænset musikalsk nysgerrighed at stifte bekendtskab med denne herlige musik, selv om den muligvis i særlig grad taler til det mere melankolske i menneskelivet. Måske derfor, at min mere sangvinske kone ikke kan udstå musikken, hvorfor studierne osse er henligt her til midtugens "kone-frie" friaftener.
Og i den glade og lettere løsslupne anledning skal vi osse lige huske at anbefale en anden musikalsk kunstner, som nok næppe nogen nogensinde har hørt om. Han var ellers i sin tid en af de allerstørste og det i mere end én henseende-herom mere senere.

Hans fødenavn var Leslie Hutchinson med det meget passende kunsternavn "Hutch" og han var  caribisk-født engelsk neger- en ting, der i mere end en henseende afgørende formede mandens liv. Og HAN er til gengæld en af min kære kones store favoritter med sin uhyre velklingende dybe stemme i repertoire af sentimentale hits suppleret med lidt musik af Cole Porter. Som Hutch i en årrække dannede mere eller mindre formelt "par" med i en tid, hvor promiskuitet og udflydende grænser mellem homo- og hetero- og blot biseksualitet flød ganske meget ud. Dog kun i den engelske overklasse, hvor den slags uformelle seksuelle eksperimenter til gengæld havde været en tradition gennem adskillige århundreder.

Nu kan man måske med god ret sige, at vi bevæger os lidt væk fra Hutch` musikalske præstationer, men i lighed med masser af moderne kunstnere, så var manden i sin forfølgelse af karrieren aldeles uden skrupler. Som mange andre af det almindelige bedre (altså udelukkende  i egen selvfede optik) og især mere succesfulde kunstneriske selskab, så forlod han uden en tanke sin småbørnsfamilie uden et blik tilbage og bollede sig helt  bogstaveligt talt til sin succes. Det var nu ikke fordi han ikke var god til at synge, men alligevel gav hans negroide baggrund ham i starten nærmest uoverstigelige hindringer for succes i de bedre kredse, der jo var dem, der havde pengene.

For selv når han i London optrådte for de adelige og de kongelige, så måtte han uvægerligt smugles ind af tjenerindgangen. Men han havde et hemmeligt våben, der i mere end et årti gjorde ham til Englands mest succesfulde sanger. Og han var mere end parat til at bruge dette våben , som allerede hans samliv med Cole Porter tidligere havde demonstreret. Og det var ikke engang fordi han var bøsse, det var han nemlig ikke, han var blot et helt usædvanligt kompromisløst selviscenesættende menneske. Og selv blandt utallige andre selvfede og -promoverende  kunstner-svin (min svigermors første mand, komponisten Henning Christiansen kommer ellers højt på listen) var han unik.

Tilbage til hans "våben", som var et et helt usædvanligt stort mandligt lem. Og som Hutch var mere end villig til at bruge for at promovere sin sag  blandt både frigide og biseksuelle og decideret fuldtids-lesbiske kvinder i det bedste engelske højborger-skab plus do. adelige(plus undertiden for sagens skyld (altså Hutch´s egen) disses ægtemænd) Det var sådan en slags omvendt "me too" blandt alle adelsdamerne om osse at prøve denne altid potente mands urimeligt store lem. Og især én af disse gjorde Hutch berømt.

Det var den kendte Lord  Louis Mountbattens kone Edwina, der for alvor demonsterede Hutch`´format. Mountbattens ægteskab var ellers den sædvanlige mix i disse kredse af en primært homoseksuel mand og en primært lesbisk kone, vel sjældent en garanteret recept på ægteskabelig lykke. Og bestemt ikke her. Hutch var dog klar for at forsøge at "aflesbificere" fruen, som tegneseriefiguren salig Arne And engang stod for.
Edwina ville så osse i dette "me too" miljø afprøve Hutch´ færdigheder, men så indtraf katastrofen for den uøevde sen-debutant indenfor heteroseksualiteten.  Under det for damen usædvanlige eksperiment indtrådte der såkaldt skedekrampe, der medførte akut indlæggelse af de to på et hospital. Man kan let forestille sig, at det ikke nædvendigvis var skedekrampe, men til gengæld så meget mere krampagtig latter, der har ledsaget dette umage par i ambulancen og hen af hospitalsgangen. Den velkendte social-elite (gifte) dame og en næsten ligeså kendt neger-sange i ukristelig sammenkobling.

Det endte altsammen uden mén  for parterne, ihvertfald fysisk, men Hutch ` som damernes kammersanger dage var ved at være forbi. Ikke al offentlighed er god reklame, den her var ihvertfald ikke.
Alligevel skal vi her til sidst henvise til et par hyggelige beretninger om denne formidable sanger, der til fulde demonstrerer, at kunstnere ikke blot ikke behøver være gode mennesker. Det er nok mere undtagelsen end reglen at de er andet end helt usædvanligt stupide selvhævdende ja, altså "Hutch"-er
https://www.dailymail.co.uk/femail/article-1085883/The-royal-gigolo-Edwina-Mountbatten-sued-claims-affair-black-singer-Paul-Robeson-But-truth-outrageous-.html
Der er osse en formidabel TV-dokumentar, der dog pt. ikke er frit tilgængelig på youtube, men som ikke nok kan anbefales.

Nå, men derfor synger han nu fremragende og  muligvis ikke underligt, at min kone synes noget bedre om ham end om Sjostakovitj. Kvinder har jo intuition og Sjostakovitj havde som denne skribent først succes med kvinder sent i livet..Og endda uden  at have Hutch´ kvaliteter

Til allersidst skal vi da lige henvise til en vis "Lydjørgen", hvis mageløse bidrag in en tråd om hifi og highend på nerds.dk til fulde demonstrerer  , hvor inderligt syg denne hobby kan være..
Vrøvl i "vrøvl-te" potens! For nu lige at få Hutch med igen..

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start