mandag den 6. august 2018

Så skete det!

Det er ikke nemt at indrømme dette her, men det skal vel til. Det føles ellers næsten ubærligt, måske lidt på samme morbide måde, som den nyligt afdøde motionscyklists sidste tanke må have været, lige før han i et 90-graders sving i en gruppe cyklister på 3 i bredden kørte frontalt ind i en traktor og døde. Lige i dette tilfælde var der nemlig lidt mere tid end vanligt til terminal tankevirksomhed, idet traktoren næsten holdt helt stille. Altså lidt mere tid til at tænke "Fuuuuck!" uden at det iøvrigt på den mindste måde ændrer historien. Som nok er tragisk, men bare ikke det allermindste uventet.

Nå, den slags trafikal idioti virker nu nok næppe egentligt adfærds-regulerende på gruppen af motionerende cyklist-fjolser i store trafikalt-anarkistiske grupper på landevejene eller på barnevogns/ridestierne i skoven, men er dog indtil næste gang noget ef det mere enestående. For selv som en kørekort-læs selvvalgt cyklist som denne skribent er det altså ikke akkurat et ønske-minde at efterlade, at man så selvvalgt-idiotisk kom af dage.

Tilbage til den anden ubærlige indrømmelse. Vi har haft besøg af en ganske vist uhyre mærkelig mand, nogen ville vel med nogen ret benævne ham som en egentlig særling. Og det ville de givetvis have ret i og næsten selv med denne skribent som målestok og DET siger vel mere end nok så mange ord.
Denne iøvrigt elskelige fyr kom på besøg her i lørdags, hvor han muligvis lettere tvangsmæssigt blev udsat for vores nyeste men samtidigt "gamle kærlighed", de monsterstore Vitavox-højttalere i stuen. man(d)) vil vel altid så gerne delagtiggøre andre i sin egen usigelige personlige lykke. Nå, men lige her blev det i stedet til en brat opvågnen, for denne mand, lad os for argumentets og klarhedens skyld benævne ham "Levesen", udbrød spontant, at det da ligegodt var det værste han nogensinde havde hørt.

Og den slags kunne han udbryde med nogen rimelighed som resultat af årtilange erfarings-studier med andre rædselsfuldt lydende højttalere som Linn, Gamut og sidst små billige (2800,- sæt) Wharfedale. Så det gjorde squ ondt på denne ellers pavestolte skribent således at få desavoueret alle de allerbedste drømme, som disse skrummelhøjttalere var forlenet med.
Nu var mandens argumenter efter at have hørt Johnny Cash og Willie Nelson live måske ikke sådan lige til helt at forstå. Han mente nemlig, at "der ikke var andet end mellemtone". Og lige netop i den henseende og med den musik var det jo svært at være uenig, for det var jo en pletskuds-kommentar af de ellers i faget ganske sjældne.

For nej, der var ikke bare bas eller egentlig diskant på optagelsen, der mest er karakteristisk ved en næsten knirkende-knastør optagelse af halv-brustne små-kvækkende oldinge-mandsstemmer suppleret med en iøvrigt brilliant klar optagelse af en elguitar plus en forstærker for do. Så jo, kommenatren var et rent pletskud uden at jeg dog helt forstår konklusionen.
Nå, men i sandhedens interesse skjal det da med, at vi tidligere i sommer har hørt en lidt lignende kommentar fra en fyr, hvis ATC SCM 100-ere vi tog i bytte. For mens vi sad og lyttede over et par øller til vores Vitavox Thunderbolts, var hans umiddelbare reaktion lidt i samme retning. Han mente nemlig, at hvis man blot skulle høre musik på sine højttalere, så ville han langt hellere høre det på sine nye Sonos-højttalere. det var simpelthen for distraherende at lytte til Vitavox-skrumlerne, mente han efter første lytteindtryk.

Pudsigt nok ændrede hans synspunkt sig præcist 180 grader efter at vi havde drukket en øl mere og baggrundslyttet et par numre mere, for lige pludseligt blev alle de indrømmet dybt distraherende elementer af Vitavoxernes musikgengivelse i stedet integreret til en kæmpeforventning om, hvordan i alverden det næste stykke musik ville byde på af uventede klangmæssige mikrodetalje-afsløringer.Stor forventning havde afløst den tidligere totale afsky, det var en pudsig oplevelse.

Nå, men helt så godt (eller måske snarere galt) gik det så ikke denne gang med Levesen, der ikke lige lod sig rokke til at foretrække skrumlerne fremfor sine diminutive Wharfedales.
Men som det hed i den udødelige radio-montage om bi-krigen på Læsø: Et slag er tabt, men krigen fortsætter.
For store højttalere med aktiv deling ER bedst. Og jo større, jo bedre.


7 kommentarer:

Blogger Thomas Christensen sagde ...

Til den sidste linje: JA !!!

7. august 2018 kl. 13.21  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

8. august 2018 kl. 17.37  
Blogger Kaj Mogensen sagde ...

Sådan helt ud af det blå. Ja, nærmest off topic. Jeg kommer til at tænke på Gordon Ramsey, når han slår hårdt ned på restaurationsejere, som tager til genmæle mod dårlige anmeldelser af maden. Hvem vinder ved fremgangsmåden? Det kunne jo være at maden var dårlig.

Enhver sammenligning med lignende hændelser er helt tilfældig.

8. august 2018 kl. 18.27  
Blogger Poul M sagde ...

En ting er helt sikker: De store skrumler lyder ikke som virkeligheden-helt vildt langtfra som alt andet. Derudover er humorens nådegaveoplagt ikke aldeles ligeligt fordelt, Levesen er en af mine meget gode gamle venner. Men tydeligvis osse en lydmæssig analfabet!

9. august 2018 kl. 09.22  
Blogger Jan K. Legind sagde ...

Jeg ville ønske, at mine højttalere lød som om mellemtonen forsatte uendeligt, både op mod diskanten og ned mod bassen.
Som salige Paul Klispch sagde: "The mid-range is where we live"

9. august 2018 kl. 15.10  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Jeg har lige holdt 6 måneders pause, men jeg ser til min store glæde, at debatten holder samme høje niveau som tidligere. Jeg tager lige 6 måneder til.....

9. august 2018 kl. 17.11  
Blogger Poul M sagde ...

Jan: Bestemt ikke uenig, homogen mellemtone er stærkt vanedannede men nu har vi osse haft vores ATC SCM 300A i 20 år.
Og til HH: Hvem der blot kunne slippe tosserierne så længe hehe. Derudover noget skuffende, at du ikke har brugt lidt af al den frigjorte tid på et besøg herovre..

10. august 2018 kl. 09.28  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start