tirsdag den 10. juli 2018

Lidt om forskellige "frelsere" og om, når noget bare koster alt, alt for lidt.

Nu nærmer vi os i vores lille virksomhed med veritable stormskridt den næsten arbejdsfrie periode og glæder os passende til både ferie-frihed på farmen og passende musikalsk fordybelse foran boligens forskellige audio-"husaltre". Og de er jo i årenes løb blevet næsten på størrelse med rigtige kirke-altre og har her i huset nogensunde samme andægtigheds-skabende funktion. Denne skribent er jo trods alt af en generation, hvor musiknydelse i al væsentlighed blev ledsaget af ja, ikke rigtigt nogen anden bi-beskæftigelse udover lejlighedsvis måske lidt små-kysseri eller anden mindre offentlig,  men skumlere festivitas.

Nå, men måske heldigvis for husfreden er er det efterhånden sjældent i mere normale husholdninger end vores at se højttalere på størrelse med de allermest omfangsrige amerikanske combi-kølefrysskabe placerede ude midt på gulvet på rengøringsvenlige 100 mm. blå rulle-hjulplader-tilfældigvis det evangelium, denne skribent abonnerer på. Og når man ser skrumlerne så priser man sig naturligvis selv lykkelig over at have fået muligheden for at føre tosserierne ud i det ekstreme samtidigt med, at man selvfølgelig godt forstår fænomenets absurde sjældenhed..

For nydelsen af musik fungerer ganske glimrende uden disse uhyre store rullende "statements" i uhyre tvivlsom smag. Og det osse uden forskellige halv- og helaffældige musikere og branchemedlemmers "pippen" omkring den åbenbart katastrofale udvikling i retning af dynamisk begrænsning og kompression indenfor musikken. Disse dignitarer som Neil Young og Peter Lyngdorf burde nok bare stikke piben ind efter deres håbløse Pono-projekt for øget realisme i musikgengivelse. Alene valget af navn på produktet er da et af alle tiders mest hel-kiksede og burde måske efterfølgende mane til en vis ydmyghed hos disse ellers succesrige musikalske entreprenører. For når de åbenbart ikke kunne gennemskue den 100 % sikre naturnødvendige konnotation af varemærkets navn, så burde de nok dæmpe deres evengeliske virksomhed lidt.

Nå, det gør de så ikke, men mon ikke vi ret trygt kan regne med, at deres korstog for bedre musikagengivelse bliver nogenlunde ligeså succesfuldt som Børnekorstoget i Middelalderen. Hvor jo som bekendt langt hovedparten af de ungdommelige deltagere blev solgt som slaver til saracenerne af deres egne korstogs-fæller. Business går som bekendt frem for alt  og det er jo altid en fristende position af fremstå som det gode og det rigtiges forkæmper. Selv denne skribent vover sig undertiden ganske vist lettere frygtsomt ud på disse "vilde vover" Og hvem vil dog ikke gerne kæmpe for "den åh så gode musik"?

Ja, det vil denne skribent til en start ikke. Og hvorfor dog osse det? For til en start hører vel 95% af de rigtige hifientusiaster alligevel aldrig nogensinde musik og kommer aldrig i deres selvskabte/-suggererede nær-psykotiske permanente usikkerhedstilstand heller aldrig til det.. Og mon ikke trygt vi for resten af befolkningens vedkommende ret trygt kan opjustere disse 95% til et sted hinsides 99% med hensyn til, om folk føler , at en bedre lydgengivelse så bestemt ikke  giver forøget livskvalitet?

Og problemet er jo helt basalt og uhyre simpelt og så meget mere håbløst: For når musik-softwaren SLET INGENTING koster, så værdsættes den måske ikke overraskende SLET IKKE. For alle burde vel kunne erindre dengang de Grønne Koncerter var gratis dengang alle andre koncerter var dyre. Og netop derfor blev det allerede dengang et veritabelt mareridt for musikerne at spille for et publikum, der overhovedet ikke hørte efter bare en lillebitte smule. Og som potentielt entusiastisk publikummer var det dengang en øjenåbner af de store at se trend-sættende folk, der bare snakkede og skræppede sig igennem alle gratis-koncerterne.

Senere skulle det for dem nuværende generation af "curling-børn", der HELLER ikke selv  har betalt for deres ellers dyre festivalbilletter vise sig at være den nye "norm" for opførsel ved live-events. Med tilsvarende antiklimaktiske situationer for de optrædende kunstnere, der på ny må ud at turnere, fordi musiksalget ikke længere nogensinde kan eller vil kunne betale deres regninger. Det er nødvendigt at turnere, men blot ikke spor sjovt længere i dette snakkende masse-hav af uinteresserede publikummere og mon ikke vi osse ret trygt kan regne med, at det fremover næppe akkurat vil medvirke til et øget kvalitets-niveau for live-musik? For hvem gider dog spille for nogen, der slet ikke gider lytte bare en lillebitte smule? Svaret må vist overdøves af selfie-generationens plapren.

Derfor forekommer det jo osse noget komisk at forsøge at opdrage en totalt tabt generation, der aldrig nogensinde selv har betalt for musikalske oplevelser. og dermed aldrig nogensinde i traditionel forstand lytter til musik Og omvendt: Når noget aldrig har kostet noget, så har det desværre heller aldrig været værdifuldt for nogen..
Musik er for en generation blevet en kilde til baggrundsstøj-ledsagelse af andre mere eller mindre tilfældige livsytringer og for alvor at tro på, at nogen nogensinde vil vende tilbage til den mere koncentrerede og dedikerede musiklytning er da naivt grænsende til det stupide. Livet er for indeværende blevet for kort til musik.
Og derfor kan en eventuel øgning den tekniske kvalitet af musikken for alle andre end småskøre ronkedorer som denne skribent plus et par enkelte andre halv- og hel-gamle fjolser  naturligvis være fuldstændig ligegyldig.
Fordi folk derude er fuldstændigt og totalt 100% ligeglade med bedre musikalsk kvalitet og i et demokratisk samfund er det vel bare at lade dem være det. Udover at jeg selv ikke fatter et gammelt fjols som Neil Young med utallige teknisk røv-ringe udgivelser bag sig "stå på mål" for bedre lyd NU..Torsk!



5 kommentarer:

Blogger AlienFermentationLab sagde ...

Der er nu engang bare nogle skøre paradokser i verden.

Tag nu bare en hobbymusiker som mig. Jeg spiller ikke i band eller live, men sidder bare derhjemme og småkomponerer lidt en gang imellem. Jeg har ingen ambitioner overhovedet, jeg kan bare godt lide det. Skulle jeg få lyst til at indspille, så vil ca. 2000kr på et lydkort-mikrofon bundle, 1000kr på et midi-keyboard, 2000kr på den obligatoriske software pakke og endnu 1000kr på diverse egentligt bringe mig ret langt. Længere end 50.000-100.000kr ville have bragt mig for 20 år siden. Det må alt andet lige betyde at mere musik ser dages lys fordi det kan lade sig gøre uden at bankrådgiveren først skal godkende din hobby. Og det er jo kun godt.

Men hvis man modsat undertegnede rent faktisk har talent og/eller ambitioner, så ser det jo unægteligt anderledes sort ud i dag. Det er ikke udsædvanligt at økonomien for et professionelt band ser sådan her ud. Man poster penge i at indspille en plade. Salget går cirka lige op med udgifterne, men det hjælper så til at trække folk til koncerter. Selv for et lille band for du hurtigt lønudgifter i form af lyd/lysmand og måske en roadie, så koncerterne giver egentligt heller ikke rigtigt overskud. Faktisk er det først hvis du sælger en T-shirt til koncerterne at du begynder at kunne putte lidt penge i lommen. Det er unægteligt en noget kringlet vej med en del usikkerhed for at få brød på bordet.

Så ja det er noget mærkeligt noget med værdisætningen af musik.

10. juli 2018 kl. 15.52  
Blogger Poul M sagde ...

Det gode og vel muligvis efterhånden kætterske spørgsmål omkring musik er vel efterhånden dette. Hvilken musik kan du godt VIRKELIGT LIDE? Der er jo næppe for mange tid til at genlytte nogetsomhelst i den stadige søgen efter noget andet og måske bedre. Som daterne, der ikke lader sig afskrække fra at fortsætte med at date, bare fordi de nu tilfældigvis er i et ellers fast forhold. for det KUNNE jo være..
det er nemmere at være hififjols: Så skal man bare have lidt akustisk jazz og lidt kvindelige sangerinder med sparsomt akkompagnement til at "illustrere" anlæggets kvaliteter. Men mon der er noghen derude, der for alvor kan udstå Diana Makrall i en sen nattetime helt for sig selv? Selv ikke Declan McManus ser helt overbevist ud, og han er jo ellers gift med mega-krukken..

11. juli 2018 kl. 09.39  
Blogger AlienFermentationLab sagde ...

Hehe. Uden at jeg skal gøre mig til en autoritet på området har jeg, med mine beskedne eksperimenter med double og quad tracking, lært en ting eller to om hvad jeg troede var "god produktion". Ægte stereo er ikke andet end et stort fase helvede så snart du har mere end et instrument på banen. Næ, track et spor i mono, pan hårdt til venstre. gentag og pan hårdt til højre. Krydder lortet med rumklang efter behov og så har du et lækkert "stereo" spor der fungerer i praksis:D

"Sort of on the topic" Tager vi lige den her med.
https://twitter.com/JBONAMASSA/status/982136195122528256

11. juli 2018 kl. 12.23  
Blogger anders sagde ...

En vaskeægte gammel, sur mand kommentar. Du er helt gal på den - tage det fra en, der omgås unge mennesker til dagligt. De er vilde med musik, og det er yderst kvalitetsbevidste. De ved udmærket godt hvad de kan lide og hvad de ikke kan lide. De gider bare ikke smide en formue efter et kæmpe anlæg mere. For i dag kan man godt få noget der er væsentligt mindre, som faktisk er til at holde ud at lytte til. Og som man kan tage med sig under armen, fordi det ikke fylder mere.

13. juli 2018 kl. 15.03  
Blogger Michael Sørensen sagde ...

Det behøver heller ikke at koste en formue. Det er bare noget der er delvis konsensus om fra frækkerterne i Hifi-branchen, godt understøttet af en del kommercielle klaphatte på diverse hifi-fora. Dog håber jeg ikke vi skal ud og gå for langt hvis vi skal have et kvalitets-setup med under armen.

13. juli 2018 kl. 20.01  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start