mandag den 2. juli 2018

Bruce Grobbelaar

Nu er denne skribent ikke længere nogen stor ynder af fodbold. Nej, lad mig omformulere det: Jeg er OVERHOVEDET ikke ynder af moderne fodbold. Én ting er det ulidelige skuespil, der ellers i min interesse-tid frem til start-firserne heldigvis begrænsede sig til de sydeuropæiske hold. Hvor en iøvrigt reglementeret mande-tackling fra verdens bedste forsvarsspiller nogensinde, den uforlignelige Norman Hunter fra Leeds, i denne engang så smukke kontaktsport fik alle de sydlandske svagpissere og flødeskums-spaghettier til at rulle rundt i tilsyneladende sanseløs smerte. Indtil de på god katolsk-mirakuløs vis pludseligt var helbredte igen.

Nå, sådan er det så bare reglen i dag: "Film" fører aldrig til noget dårligt for skue/fodbold-spilleren, og da slet ikke på højeste internationale plan. Man kunne ellers som oprindeligt i England var normal praksis sagtens smide disse åh så svagelige fætre ud af både bane og klub. Og ikke alene kunne man: I de få registrerede tilfælde gjorde man det reelt osse. For ingen ægte klubmand og publikummer med hjertet på rette sted på "The Kop"-sektionen  på Liverpools hæderkronede stadion Anfield ville kunne glæde sig over sejre, som man havde snydt sig til. Og hvem husker ikke, at selv den oprindeligt noget svagelige argentiner Osvaldo Ardiles udviklede sig til en robust spiller i England.

Men det var så tydeligvis dengang og altså ikke en holdning blandt alle nutidens totalt spolerede hel- og halvmilliardærer blandt topklasse-spillere. Dengang kæmpede man som spiller  selv blandt absolutte europæiske tophold som dengang i 1980-erne selveste mægtige Liverpool simpelthen for sin løn: Og det kan i disse tider være vanskeligt grænsende til det umulige at fatte, at selv som elitespiller I Liverpool tjente man  dengang selv med passende pristalsregulering stadigvæk mindre end en  Morten "Duncan" Rasmussen i dennes senere let ynkelige dage på reel aftægt i AGF. Vi taler simpelthen om en løneksplosion med en faktor ti til hundrede..

Det er altid lidt af en øjenåbner at se de diminutive transfersummer, som f. eks. Michael Laudrup indbragte selv i 1989, da han kom til Barcelona i sin absolutte top-periode: Det, der  i dag hedder beskedne 3 mill. Euro. Og det var som måske Europas bredt anerkendte bedste fodboldspiller og han nød endda godt ad den spillerpris-inflation, der allerede dengang var begyndt. For få år tidligere havde han blot for Juventus kostet 1.5 mill. Euro.....

Og sådan var det i endnu højere grad i England, hvor de fleste stadions dengang generelt var mindre end i Sydeuropa og billetterne endnu billige. Spillerne blev selv på absolut topplan allerhøjst encifrede millionærer gennem en hel og lang karriere og det for rigtigt manges vedkommende endda først efter den "testimonial"-kamp, som særligt udvalgte spillere fik tildelt ved afslutningen af karrrieren, hvor alle indtægter gik til den hæderværdige spiller. Og det var måske derfor, enkelte svagelige sjæle blev fristede til at få dig lidt tvivlsomme bi-indkomster.

Det var nu ikke noget, nogen snakkede højt om, men allerede i starten af 1970-erne var der vedholdende rygter om, at Liverpools daværende anfører Emlyn Hughes havde forsøgt at formidle bestikkelse i klubbens omklædningsrum. Det strandede så endegyldigt på, at den tidligere anfører, forsvarsklippen Tommie Smith, en af de hårdeste hunde blandt rigtigt mange andre ubegribeligt hårde hunde (Hvem husker ikke Peter Storey fra Arsenal og Johnny Giles fra Leeds-næppe mange andre end denne skribent!)   i dengang verdens hårdeste liga.

Smith fotalte ufortøvet Hughes, at han kunne fucke ad Helvede til og at han selv aldrig nogensinde ville tale til Hughes igen. Og det løfte holdt han så vidt vides, og  der er på trods af mange bevarede kampe med Liverpool aldrig vidnesbyrd om nogen mundtlig kommunikation mellem de 2. Og det er altså igennem en længere årrække, hvor de 2 spillede side om side i Liverpools forsvar. Afgjort en principfast mand, ham Tommie Smith og en af mine absolutte helte.

Liverpool stod osse i centrum for den anden bestikkelsesaffære i engelsk fodbold sidste årtusind (der er ikke flere!), hvor vi endeligt møder manden i dagens overskrift, den mangeårige Liverpool-keeper, springfyren og spradebassen Bruce Grobbelaar. Uheldigt for ham havde sensationsbladet "The Sun" fået optagelser af Grobbelaar og et par andre spillere sammen med en fjernøstlig spil-agent, hvor man diskuterede resultater. Altså ikke de tidligere, de kommende selvfølgelig.
Politiet gik ind i sagen, men retten i Liverpool mente måske ikke fuldstændigt overraskende ikke, at der var basis for en egentlig retssag. For vi var jo i Liverpool or det var jo trods alt den farverige lokale superstjerneGrobbelaar, der skulle og som den eneste kunne levere de fixede resultater. Og overfor ham var det så angriberen  John Fashanu (der osse var med til det optagne møde)  fra modstanderholdet , der skulle agere som skarpretter, men han var var jo blot en bi-person. Grobbelaar som målmanden var den eneste, der kunne levere varen og dermed den største potentielle skurk. Og i lyset af mandens ikke fuldstændigt pletfrie ry for uprovokerede drops og underlige aktioner svært at bevise.

Nå, men han blev som sagt ikke dømt på grund af rettens måske ikke ganske uhildede  håbløse "liverpudlian" uenighed. Og derfor blev Grobbelaar, der på grund af tidens beskedne lønninger godt kunne bruge nogen klejner, så fristet til at trække "The Sun" i retten for at få erstatning. Og det gik jo helt fint, altså forsåvidt som han i retten ja altså i Liverpool,   blev tildelt 85.000 pund i erstatning.
Desværre for Grobbelaar og til alt held for moralen i dagens historie, så ankede "The Sun" afgørelsen til selveste "House of Lords" altså det engelske Overhus. Der jo ikke kunne omgøre skyldsspørgsmålet, for Grobbelaar var jo netop ikke dømt. Og iøvrigt heller ikke kunne annullere erstatningen.

Men det var det, som Overhuset KUNNE, der var det dybt moralske i afslutningen af denne beskidte sag. For overhusets juridiske dommer nedsatte avisends erstatning til det absolutte minimum, 1 pund GB SAMTIDIGT med, at det pålagde Grobbelaar udover sine egne udgifter til diverse retssager TILLIGE at betale alle "The Suns" udgifter, anslået til 500.000. pund. Vi citerer lige dommer Lord Binghams udødelige ord:

"The tort of defamation protects those whose reputations have been unlawfully injured. It affords little or no protection to those who have, or deserve to have, no reputation deserving of legal protection. Until 9 November 1994 when the newspaper published its first articles about him, the appellant's public reputation was unblemished. But he had in fact acted in a way in which no decent or honest footballer would act and in a way which could, if not exposed and stamped on, undermine the integrity of a game which earns the loyalty and support of millions."[19

Og det var så en opbyggelig historie om dengang, det var før og fodboldspillere var mænd og politikere havde sande overbevisninger. Med undtagelse af Grobbelaar altså blandt de første.
I dag er spillets udøvere fra mænd reduceret til hjernelamt tomme eksistenser som for eksempel Christian Eriksen, der ved sit brændte straffespark i går ikke engang formåede at fremtvinge et "ked ud af det"-ansigtsudtryk. OK, han er nu måske  osse den allermest "blanke" af "bundtet" Selv om konkurrencen i den henseende er knivskarp.
Fodbold er gået fra at være en sport for mænd til at blive såre en lukrativ karriere selv for spillere i de lavere rækker. Og har dermed samme beskedne interesse for denne skribent som at se "Forsidefruer" i TV, Rene personlige karriere-projekter, hvor fodboldens smukke og ædle  kerne forsvandt.


6 kommentarer:

Blogger Kim Petersen sagde ...

Ikke uden grund at hans øgenavn var Bruce Droppelar.

2. juli 2018 kl. 12.40  
Blogger Nils Valla sagde ...

Du glemte Peter Lorimer og Billy Bremner. Jovist husker vi alle dine koryfæer, fra dengang der blev kæmpet mand mod mand.
Og skulle en stjerne fra modstanderholdet kræve lidt ekstra opmærksomhed, kunne han altid få "overfrakke" på.
Gad vide om Ronaldo havde fået ben til jorden, hvis han havde spillet dengang, med "overfrakken" hængende på skuldrene, allerede inden bolden var modtaget, og ikke al den plads, der gives i moderne fodbold, til få bolden under kontrol.
Lille Messi, der minder en stor del om George Best, tror jeg nok kunne havde klaret sig. Han lægger sig ikke bare, og klager, efter en smule benspænd, men forsøger holde balancen og gennemføre sit løb, hvilket idag mest kun ses i drenge-fodbold. (inden drengene helt er spoleret, af deres heltes filmeri).

2. juli 2018 kl. 23.16  
Blogger AlienFermentationLab sagde ...

Jeg læste engang at da man i tidernes morgen indførte straffespark var det under store protester fra de engelske spillere. Det var jo en antydning af nogle kunne finde på at sparke en anden spiller ned med vilje og den slags gjorde gentlemen altså ikke! Så jo meget har ændret sig.

NAMM er lige overstået og der en enkelt nyhed jeg ikke kan lade værd med nævne. Selveste definitionen af "monitor lyd", den legendariske Yamaha NS10 ryger på markedet igen. Altså det vil sige ligeledes hæderkronede Avantone har haft den alvorligt under luppen og lavet en tro kopi af originalen. Så for noget der ligner små 6500kr kan alle de audiophile nu nøjagtigt få genproduceret den lyd som de tror producerne havde tiltænkt dem!

Jeg håber på at der kommer nogle spændende tråde om disse, sølvkabler, klasse A forstærkere og hvad der ellers skal til for at få dem til at lyde "autentisk" på diverse hifi fora:)

3. juli 2018 kl. 11.23  
Blogger Poul M sagde ...

Sjovt, at brugen af Yamaha NS10 jo oprindeligt startede, fordi flere engelske studier begyndte at anvende de højttalere, der nu tilfældigvis var på permanent tilbud i Tandy`s dengang til GBP 79.95,- for et sæt. Fordi man med nogen ret mente, at man så ville have en ide om, hvordan det lød hjemme hos den typiske familie. Som Auratone i USA, der skulle illudere 8 track bilradioer..
Hvad der skete derefter er en helt anden og for denne skribent ret uforståelig historie.

3. juli 2018 kl. 12.11  
Blogger AlienFermentationLab sagde ...

Mjo altså, den lille berettigelse man kan sige NS10 trods alt har haft, er at det kan være nyttigt at have en højttaler med 6dB boost lige midt i mellemtoneområdet hvis der er noget der ikke rigtigt spiller i et mix og man skal have det under lup. Men når man så har fået løst det problem hopper man altså også tilbage til sine main. Men i dag kunne man jo bare simulere det boost digitalt og spare pengene og pladsen såhh..

Man klør sig lidt i nakken:)

3. juli 2018 kl. 12.51  
Blogger Nils Valla sagde ...

Poul nævner,
nutidens totalt spolerede hel- og halvmilliardærer blandt topklasse-spillere.

Men fodbold kan også være "Underklassens" mulighed (nok meget lille, men alligevel), for få en bid af kagen.
"De heldige", har allerede i mange år, haft deres indfaldsvej til pengekagen, i form af lotto.
For "Hififreaks" ser det dog helt anderledes gråt ud.
For dem er held kun et spørgsmål om, hvor lidt de skal til lommen.

7. juli 2018 kl. 09.06  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start