Weekendens ulideligt lette og lykkelige ensomhed..

Denne weekend bød på et helt uvant scenarie her på Åbyhøjvej: En enlig mand omgivet af blot 4 forventningsfulde hunde, fuldstændigt og aldeles overladt til eget kedsommeligt selskab, helt uden kvinde-/koneligt selskab. Der var nemlig gammel veninde-komsammen på farmen i Dronninglund Storskov, og derfor var denne skribent blevet fritstillet. Og den slags skal man så ikke sige mere end et par enkelte gange, for det giver jo herlige muligheder for aldeles eklatant meningsløst tidsfordriv. Den ting, som man jo ellers trode, at man havde “giftet2 sig fra..

Nå, nu er der trods alt visse nødvendige begrænsninger i intimt samkvem med de netop ankomne rund-agtige Vitavox S6-drivere, men der blev dog alligevel brugt ganske meget tid sammen med dem. Og måske det er meget godt, at der ikke er foto-dokumentariske beretninger om de rigeligt letgennemskuelige seksuelle undertoner i denne skribents omgang med dem. Det var, som om den ellers gennem adskillige årtier møjsommeligt begravede teenagedreng Poul atter stak sit bumsede ansigt frem. og selv om det var en relativt uskyldig form for “gåen i ung/barndom,, så er det måske heller ikke en af de ting, som denne skribent vil være allerstoltest af at skulle fortælle sin kone. Heldigt, hun aldrig læser med her!

Nu kan vel ingen langtidsgift mandsperson helt sige sig fri for den kætterske tanke, at hymens snærende bånd måske har stækket ens evner til at udføre store og mandige ting. For sådan kan det sagtens føles, når fruens bjæffende stemme kalder det til tider ganske ildevarslende “Pooouul!” ud. Tænk blot, hvilke galaktiske opdagelser, man(d) kunne have udført, hvis altså bare ikke lige madammen havde kommanderet ens ydmyge person til øjeblikkelig standret! Det var så det, der denne weekend skulle stå sin prøve, altså hvor meget af den engang så fugle-frie Poul, der var tilbage efter godt 13 år.

Ja, hvad blev det altsammen så til? Ikke alverden ville nok være den korrekte betegnelse for det enestående tidsspilde, som mange nok ville sige om syslerne. For vel næppe mange vel karakterisere en ombytning af nogle forstærkere her og der til kraftigere modeller for noget særskilt heltemodigt, men det var altså det, som der gik adskillige timer med. Heldigvis blev der så osse tid til at høre en masse musik af denne skribents absolutte favorit-komponist, Dmitrij Sjostakovitj i den naturligvis langt forbedrede og stærkt forøgede akustiske realisme, som fiflerierne havde ført til.

Sjovt nok havde det osse noget med det der tilbagevende tema om at “gåen  i barndom” at gøre, for jeg spillede og spillede simpelthen de værker, som havde vist sig formative for denne skribents senere smags-udvikling indenfor den klassiske musik. For når man som denne skriben fik sin allerførste LP med mandens musik for efterhånden 46 år siden, så skal man da vist være født ind i en smalsporet og uhyre snæversynet radikal politikerslægt som Helveg Petersens nu på 3 (4.?) generation, der mener det samme. Helt så stillestående er denne skribent trods alt ikke. Det, der tændte musikalsk dengang er noget anderledes end det, der gør det i dag.

Så derfor var det vel i virkeligheden bare en musikalsk tur ned af “Memory Lane” med dens totale frihed for forpligtelser og bekymringer. Og en dejlig tur, DET var det-omend blot ikke den allermindste smule heltemodigt. For den eneste reelle forskel på datidens egocentriske forvoksede teenager Poul M. og nutidens noget ældre udgave af samme er tydeligvis, at der ingen reel forskel er. Det var der ihvertfald ikke i denne forlængede weekend-stund…

Nå, men tilbage til nutidens virkelighed. Som jo faktisk osse efter weekenden er blevet noget lettere at kapere. For hvis jeg virkeligt ikke har mere fornuftige ting at foretage mig under disse indrømmet helt uvante frie forhold, hvor meget forsømmer jeg så ved at være gift? Svaret er naturligvis “absolut ingenting”
For hvis netop den forløbne weekend kan tages for en pålidelig pejling af denne skribents mulige  ubændige frihedstrang under ubærlige ægteskabelige lænker, så viste realiteterne, at frihedstrangen mere minde om en lille skrømt kanin midt på en græsplæne, der var blevet berøvet sit beskyttende bur. Helt uden evner eller ønsker til andet end at gnaske græs lige der, hvor den var.
Mærkelige tanker at få, men man mere og mere ubærligt savner sin kone…

PS: Vi ved godt, at det ikke er godt at godte sig og vi ved osse godt, at vi træder på allerede noget for-trådte stier MEN alligevel: Nyd lige igen disse billeder af noget enestående, inden det sikkert snart ender på storskrald. Det er simpelthen en ren “rædslernes vagtparade” hvor det nærmer sig det umulige at udpege den mest rædselsfulde:
https://www.dba.dk/billede-og-lyd/hi-fi-og-tilbehoer/?soeg=angels
Selv om kan køber tingene billigt så kan man altså tydeligvis ikke altid regne med den store gevinst. Eller med overhovedet NOGEN..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *