tirsdag den 15. maj 2018

Richard Llewellyn og L. S. Lowry

I dag vil vi begive os ind i kunstens verden for så vidt altså drivende sentimentalitet og billedlig teknisk total amatørisme kan kaldes kunst.Vi vil begive os tilbage til en tid, som få mindes, men det skyldes nu ikke nødvendigvis, at den ikke muligvis er mindeværdig. I vores totalt historieløse samfund er alt alligevel glemt, osse det, der skete for få år eller måneder siden, så lige i den henseende hersker der ingen diskrimination mellem skidt og kanel indenfor kulturelle minder, ingen husker noget. Og takken skal givetvis tillægges det danske uddannelsessystem, det er heldigvis ganske uendeligt meget mere anderledes andre steder.

Tag for eksempel en engang berømt bog fra den første halvdel af sidste århundrede, walisiske Richard Llewellyns dramatisk-velkoreograferede tårepersen om livet i en lille mineby, "How Green Was My Valley", der blev filmatiseret af mesteren over alle mestre i den mere sentimentale genre, John Ford.
Sagen var, at selv i bogen med dens trøstesløse var det eneste grønne altså den ukuelige livsvilje dèr mellem alle de uendelige bjerge af slagger og ulykker og andre uundgåelige livsvilkår i datidens nedslidte britiske mineindustri. Ellers var alt gråt og sort-tintet.

Det var John Fords film så osse. Naturligvis fordi farvefilmen var i sin allerspædeste vorden, dengang Ford lavede filmen, men selvfølgelig osse fordi mesterens uendelige farve-palet af grumsede og brunlige nuancer var mere end rigeligt til at fortælle denne uhyre vedkommende historie. Farver ville som i samme mesters langt senere "The Man, Who Shot Liberty Valence" bare have været i vejen for budskabet, der brænder igennem den dag i dag. Fordi ingen, der ser filmen med dens elementære brug af selv klassisk Ford-slapstick undgår at blive kørt over af mesteren. Man ved fra første billede, hvad man går ind til, men alligevel virker filmen så overvældende følelsesmæssigt.

Al den snak blot fordi denne skribent på en side med billeder og beretninger fra min egen barndoms-ø fandt et billede, der i ren og skær gennemmættet udtryksfuldhed faktisk ligner et billede fra en Ford-film. Det er teknisk håbløst, men dog alligevel i stand til for denne skribent at fremmane et billede af en forlængst forsvunden tid. Ja, hvis det ikke havde været bilen og et par andre uvedkommende ting som for eksempel de grumsede farver, så kunne billedet sagtens være fra begyndelsen af sidste århundrede i en forhutlet havneby.

Og det var så slet ikke tilfældet. Billedet er fra 1960-erne og viser den lillebitte havn på en faktisk ganske velfungerende og -stående ø. Og DET skal man altså vist vide, for på nogen mulig måde at kunne "læse" det ud af billedet, men tro mig, det var sådan, det var. Og der i det øverste venstre hjørne af havnen helt inde under molen ved den tværparkerede pram og skjult af tidevandet lå altså lille Poul M. s lille jolle, der skabte al den glæde og umådelige velstand, som den lille dreng kunne drømme om.

Sådan er der så meget, som det kræver viden og indlevelse for at opleve, men jeg har taget billedet med i dag for at vise, at historien skal med for at give nogen mening for betragteren af selv et så banalt billede.Nå, men heldigvis kan Fords film sagtens ses med selv en uhyre let ballast af manglende viden om de faktiske forhold indenfor mineral-udvindingsindustrien.

Det kan "skilderierne" af en anden af de store mestre for denne skribent indenfor bildende kunst, L. S. Lowry, så til gengæld måske lige knapt. Men vi skal da alligevel atter engang slå et lille slag for denne formidable mester indenfor forfaldets skønhed.

Måske jeg bare ikke skulle have kikket mig i spejlet i dag? Det blev jo lidt rigeligt grå-brunt altsammen..
PS Det hvide hus midt i billedet mellem de 2 høje træer er forresten denne skribents ydmyge barndomshjem.

PPS Nu er det ikke akkurat nogen nyhed, at købskvitteringer har det med at bortkomme på forunderligste vis i den danske hifibranche. den slags er vist reglen snarere end undtagelsen, men ind imellem kan sagerne antage en lettere komisk karakter.
Se blot denne annonce
http://www.hifi4all.dk/ksb/Annonce.asp?id=336852
Ja ja, det er altid en god ide at beholde den givetvis enormt store papkasse, som skidtet kom i, mens ligegyldige ting som bittesmå kvitteringer rutinemæssigt forlises. Som selvfølgeligt osse her.  MEN: Det er blot i dette tilfælde som så mange andre ganske enormt simpelt at se den absolut maksimale pris, som denne "Dan " har givet.
For man kan jo blot google apparatets model blandt danske søgeresultater
https://www.google.dk/search?q=gigawatt+pc2+evo&rlz=1C1GGRV_enDK751DK751&source=lnt&tbs=ctr:countryDK&cr=countryDK&sa=X&ved=0ahUKEwjPhIXy14nbAhUH6KQKHRqgA-gQpwUIHw&biw=1920&bih=974
og glædeligt konstatere, at der ligefrem er garanti på apparatet endnu. Hvilket jo selvfølgeligt gør det så meget mere "uheldigt", at man ingen kvittering får med.
Sådan er der vist bare så meget, som denne skribent ikke fatter..Skal Verden virkeligt være så fuld af impotent og aldeles meningsløs løgn?

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start