Altid skønt ..

at vende tilbage til en afsmeltet/-totalt optøet dybfryser, så denne morgen er gået med svaber og sager, så tiden på denne plads er minimaliseret.
Derfor vil vi bringe et par billeder af det “nye sort” her i huset, nemlig en Vitavox AK157 basenhed og den kendte og særdeles passende benævnte “landmine” S3 fra samme producent. Nu er ordet basenhed for AK157 måske lige i den lettere ende af skalaen for tvivlsom varebetegnelse, for med en egenresonans på omkring 45 hz og en relativt diminutiv svingspole er der afgjort ikke tale om nogen “bashammer”. Til gengæld gør den så det, den gør, helt sensationelt fremragende godt for denne vel heller ikke fuldstændigt uhildede skribent. For med AK 157 i de korrekte store horn lyder det meste af vores andet godtkøbskram ganske gumpetungt i sammenligning. Det må vel være al den bas, som gør det? Og bas-let, DET forekommer Thunderbolterne at være, selv om juryen i huset stadig er ude med hensyn til korrektheden af hypotesen.

Det andet billede i dag er til gengæld mere unikt, men væsentligt mindre glorværdigt. For ganske vist står der Vitavox på 200 watt-forstærkeren, men den er altså lavet i Prøjserland af en ikke fuldstændigt bekræftet producent som rent OEM-produkt. Intet er tydeligvis helt perfekt, men dengang i 1980-erne var Vitavox allerede så småt ved at forlade markedet for stort PA. Det var vel til at forstå når man nu kun havde en enhed som AK157 med den ret beskedne effektformåen 100 watt.

At det så kunne give 132 dB lydtryk i en Thunderbolt med blot 100 watt  var mindre væsentligt i en tid, hvor volumenknapperne helst skulle have deres max ved kl 13 (eller var det “11”, det hed?), muligvis apokryft efter en dengang populær TV-serie. Og en forsøg på at matche Fane og JBL og alle de andre producenter med deres 4-tommers svingspoler og næsten kilowatt-effektformåen var noget udenfor Vitavox` ekspertise, der i årtier havde optimeret deres helt egen britiske 2 1/4 tommes udgave for bedst mulig letvægt i horn. Og senere endte det hele især på det tyske marked i ren re-branding med Vitavox-klistermærker af Fane og RCF og det, der var værre.

Nå, men det er altsammen ligemeget i dag, hvor firmaet stadigvæk laver support på disse herlige gamle sager i en tid, hvor Tannoy netop har lukket og slukket for ALLE RESERVEDELE fra før ca. 1990…

Her tænker du på “Altid skønt ..”

  1. Næh, “these go to 11” er skam ikke apokryft, men det kommer ikke fra en populær tv-serie, men fra den fremragende og skelsættende rock mockumentary “This Is Spinal Tap”, som er en biograffilm. Spinal Tap skal i øvrigt skrives med trema over n’et, men det vil min computer ikke give mig lov til.
    https://en.wikipedia.org/wiki/This_Is_Spinal_Tap

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *