mandag den 2. oktober 2017

Vinterhalvåret..

..er startet på herligste vis i år. Regnen pisker fra en solfri himmel, og alt er fryd og gammen. Ikke mindst fordi vejret legitimerer indendørs sysler som at fifle med så mange af de nyindkøbte Vitavox-skrummelhøjttalere, som vores ellers normalt rigeligt rummelige hus kan rumme. Og til ikke ganske overraskende skræk og rædsel, så må vi for første gang benytte os af uden-hus opbevaring af en del af vores kostelige sager her.

Nå, men ikke desto mindre så er der gemytlighed til stede her i værksteds-hulen, selv om vores Thunderbolt-systemer faktisk står i vejen for afspilning fra vores referencer, "hus-JBL`erne" i begge retninger. På den måde mindes man overordentligt håndfast om, at hifiinteressen blot er en særlig afart af almindelig masochisme, for hvorfor skal alting da være så besværligt, at der aldrig blive til til bare at lytte til musik? Og tungt tillige! Simpelthen umuligt at skrumle rundt med, fordi Vitavox-Thunderbolt-højttalere transporteres på 2 små hjul PÅ HOVEDET og derfor skal vippes rundt for at kunne tilsluttes. Ikke bare tilsluttes KORREKT, nej, for OVERHOVEDET at kunne tilsluttes.

For hvis højttalerne ikke står korrekt, så kan man nemlig ikke komme til delefiltrene. Nå og hvad skulle man så osse der?. Jo, man skal såmænd SAMLE systemet, idet hornet transporteres løst på en skinne inde i boxer i transit, men derefter skal "slides" af den store hornkasse ud og simpelthen stilles løst ovenpå. Og på den måde skal der i enhver anvendelses-situation etableres forbindelse til horndriveren. Og lige der har Vitavox lavet en løsning så britisk, at det næsten gør ondt. Muligvis i en søgen after den bedste lyd via den mest direkte forbindelse har man ganske udeladt stik og andre ellers uhyre praktiske foranstaltninger for at lette livet for PA-folket.

I stedet har man valgt en noget alternativ tilgang for så vidt gælder højttalersystemets praktikalitet: Man har blot ladet det iøvrigt ellers uhyre imponerende delefilter "stikke ud" med skrueterminalerne i bøjningen af boxen bag hjulene. Og når man så skal skaffe lyd, så skal man med en ligekærvet skruetrækker trække et kabel, helst med kabelsko (da det ellers er nærmest umuligt at få en kabel-ende ordentligt monteret under det roterende skruehoved) mellem filter og driver. OG naturligvis osse lige det samme skruehelvede med den eksterne tilslutning. Enhver Vitavox-bruger har simpelthen været tvunget til at medbringe en pose små skruer med Whitworth-gevind i 1/8 tomme.

Skruerne er i god stil fra denne traditionelle leverandør til det britiske militær ikke ret lange og naturligvis heller ikke fikseret med nogen stop-låsering eller lignende, så potentialet for at tabe miste dem under monteringen er næsten ubegrænset. Man kan nærmest endnu i den foldede horntragt høre ekkoer af årtiers forbandelser og forbitrede eder fra de ulyksalige lydfolk, som har skullet kæmpe den enerverende og ulige kamp for bare at få lyd igennem. Man kommer næsten ihu de ligeldes britike kampvognssoldaters bøvl med deres alt andet end adækvate materiel i slaget under 2 Verdenskrig ved Villers-Bocage. Osse en noget ulige kamp, der dog på forunderligste heldige vis alligevel gjorde kål på det tyske kampvogns-es  SS-Hauptstürmführer Michael Wittman

Man har måttet være en bandsat barsk bastard for at give sig i kast med lydjobs og Tiger-tanks med sådant materiel med så håbløse løsninger, men det må jo alligevel have kunnet lykkes, højttalerne er tydeligvis godt brugte, men stadigvæk i absolut topform. Og så fik vi alligevel til sidst et horn med endnu  "godaw" i og med næsten samme frekvensomfang som de originale Klipschorn, som vi fornyligt måtte sælge videre, da der trods adskillige ellers rimeligt omhyggelige inspektioner rundt omkring i huset havde vist sig en total mangel på ægte hjørner uden radiatorer og døre og vinduer og andre audiofilt uvedkommende ting.

Men nu kan vi altså "lege" Klipschorn alle steder og på et endnu højere niveau, selv om vi så altså så samtidigt afskærer os fra at spille på ret meget andet, da de jo står i vejen for alt andet.
Sådan er hifi-helvedet vist bare. Eller skal vi sige hifi-himlen? Det er vist nærmest det samme.


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start