mandag den 18. september 2017

Kameraer og sager..

..fylder godt op denne morgen, både på bord og på ordreblok. Desuden er der en del udfordrende logistiske øvelser med at hente og bringe diverse i midtbyen, hvor budcyklen er det absolut foretrukne færdselsmiddel uden at det dog nogensinde bliver hverken hyggeligt eller banalt at cykle der. Dertil er der lige rigeligt trafikalt anarki selv for denne ellers rimeligt bredtfavnende ynder af folks forskellighed.

Lige i den lokale cyklistkulter er der så blot ingen videre variation, folk kører nærmest uden undtagelse med hovederne under armen og især unge kvinder er da ligegodt de dummeste af de allerede godt dumme der. Med den største selvfølgelighed og den givetvis ganske tilsvarende suveræne egogeocentriske  retsfølelse kører de indenom og udenom uden på blot den mest rudimentære måde at sikre sig nogensomhelst trafikal genkendelse fra omgivende trafikanter. Som cyklist er det simpelthen de værste med-trafikanter at møde, totalt hensynsløse på et fuldstændigt selvdestruktiv måde, der jo osse afspejler sig uhyre entydigt i ulykkes-statistikkerne. Unge kvinder er simpelthen totalt sindssygt  overrepræsenterede som ofre i f. eks højresvingsulykker.

Nå, men denne skribent er efter et langt cyklistliv jo osse blevet en semi-senil mimrende gamling uden tidligere tiders antrit uden at det dog ligefrem er tale om total affældighed. Der er trods årenes ubønhørlige gang stadigvæk tale om en ganske god fart på vores 35. kg. Surly long-tail budcykel og det bliver der da godt nok osse brug for i dag.

Som tidligere nævnt var vores Lake-programmeringstroldmand Kaare på besøg fornyligt og  effektuerede et par ændringer, som denne skribent helt selv havde fundet ud af ved hjælp af lidt hjemmelavede matematiske horn-simuleringer med nødvendig modifikation af equalising , der helt tydeligt ud fra den tid det tog at lave dem befandt sig på kanten for kompetencen  af en matematisk studentereksamen anno 1975. Det lydmæssige resultat var naturligvis en voldsom forbedring, det er enhver hjemmegjort ændring jo og lige netop denne ændring var uhyre let at høre. Og når det er så let så er den forøgede lydmæssige realisme jo direkte skræmmende.

Nå, men rent faktisk mente jeg det lød så godt, at jeg lige placere konen på ærespladsen foran det største system og afspille "Gitans-Payo Michto" med Thierry Robin, en livlig liveoptagelse med et sjældent inciterende sigøjnerband. Og der sad denne skribent så forventningsfuld som sjældent tidligere og glædede sig til fruens forventeligt positive dom. Selv den største forventnings glæde som her kan så desværre vise sig at være den største..

For efter nogle minutters forløb bad fruen så mindeligt, om der ikke kunne blive skruet lidt ned, aldrig noget decideret positivt tegn. Faktisk gik hun så vidt til at kalde det nye lydbillede for "skarpt", men det var så desværre ikke det bedre skustiske focus, som hun mente. Nå, hun mente, at lydbilledet var blevet rigeligt lyst grænsende til det lettere trættende. En trist skæbne for en begejstret ældre mand indbildte forbedringer.. Hun sagde direkte, at hun langt hellere ville lytte til vores store ATC SCM 300A-er oppe i stuen.
Nå, men til alt held kørte musikken videre på et lidt lavere niveau mens jeg mærkede mig fruens indvendinger og i den tid ændredes hendes dom sig så ganske meget i positiv retning. Ved det i virkeligheden langt mere naturlige niveau for akustiske instrumenter end denne skribents oprindelige middelniveau på godt 98 dB ændrede musik og vurdering fuldstændigt karakter.

Lige pludseligt forsvandt enhver skarphed på denne indrømmet noget lyst klingende live-plade og blev i stedet til en fornem illustration af, hvad det var salig Peter Walker fra Quad mente med "lydtryks-forvrængning" Nemlig at afspille akustiske instrumenter med et lydtryk, som de aldrig nogensinde ville kunne frembringe som akustisk begivenhed selv.

Og her havde denne skribent så trods mange års erfaring og en vis akkumuleret viden om lyd simpelthen siddet og lyttet efter klap-lydene på Francis Varis´ live-harmonika i sin søgen efter forbedringer, der så desværre slet ikke var blot det mindste reelle. Fordi det hele druknede i "lydtryks-forvrængning" uden mening.. Og det krævede der så en Pia Mathiasen for at afsløre.

Derudover lyder det nu meget fint, hvis man altså lige husker at ramme et mere naturligt lydtryk. Og bedre, naturligvis, deri er fruen osse enig et stykke af vejen uden dog direkte at stige til de sangvinske højder, som denne skribent ellers så gerne selv befolker.
Til gengæld har musik uden noget naturligt akustisk niveau som Cowboy Junkies` "Trinity Revisited" aldrig lydt bedre. Desværre spiller jeg denne plade så højt, at fruen absolut ikke gider være i nærheden, så derfor kan denne personlige sikkert ret overdrevne dom om den suveræne lydkvalitet  få lov at stå ganske uanfægtet.

2 kommentarer:

Blogger Svenne sagde ...

Kære Poul
Godt Pia-referencen kan skærpe dit fokus ;) Jeg håber også du har arbejdet på køkkenlyden, der var også noget "skarpt" i vejen for musikoplevelsen.
Men glæder mig til at høre forvandlingen, og jeg kan godt li musikken halvhøjt.
kh Svenne

18. september 2017 kl. 17.18  
Blogger Poul M sagde ...

Der er arbejdet med køkkenlyden, den er blevet ganske tilforladelig. Og osse forbandet både du og Pia udtalte samme kommentar om den tidligere lyd, måske jeg bare skal til at vænne mig til at lytte til andre..
Skal jeg ikke snart pakke nogle clipsmics til jer, de må da blive væk?

19. september 2017 kl. 08.56  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start