Den store kone-test

Denne morgen er denne skribent en smule vissen efter en noget urolig søvn, så vi vil forsøge at lade vores læsere lave et selvstudium. Den beskedne nattesøvn må være på grund af den mulige snarlige ankomst af en megabunke brugte biografhøjttalere, faktisk godt og vel en ton. Handlen er dog ikke finaliseret endnu, men der er bestemt mange og sjove ting iblandt. Og ikke mindst STORE-det er jo faktisk efterhånden for denne let aldrende skribent blevet synonymer!

Nå, men hvad årsagen så end kan være til søvnmanglen, det være problemer med at nå at få brugt den akkumulerede velstand eller bare den ulidelige spænding ved ventetiden på de store nye skrummelkasser er så ikke let at sige. Men derfor føles det nu reelt nok. Heldigvis starter ugen så relativt fredsommeligt med en masse ret rutineprægede opgaver og rimeligt enkle leveringer til vores højtskattede lokale storkunder. Sådan noget er altid såre hyggeligt og ikke mindst når det måske snart er “biografhøjttaler-juleaften” Igen, vil konen nok med nogen rimelighed bjæffe!

Derudover lykkedes det at få fruen til at medvirke i et audiometrisk eksperiment i går. Det er et af de øjeblikke hvor man klarest ser, hvor tåbeligt audiofjolser opfører sig. Og hvor lidt og hvor ubegribeligt selektiv i sin søgen efter genkendelighed og mønstre, den menneskelige hørelse er. Mange har som jeg selv sikkert set denne video fra en samling i den professionelle audiobranches organisation AES, men det gør den nu alligevel mere end et enkelt gensyn værd.

Ikke mindst fordi den professionelle branches totale og for denne skribent så uhyre berettigede foragt for hifi-tossernes tåbeligheder skinner så nådesløst igennem hele videoen. Og tro mig, den stillingtagen har ikke ændret sig siden 2009, hvor samlingen stammer fra. Den eneste ændring, der har været, er vist, at hifitosserierne har nået nye foreløbige højdepunkter. For det er vel for fromt at tro, at idiotien har nået toppen nu når man iagttager den acceleration som tosserierne har taget i de senere år  Og som nu har et lokalt zenit i de små dårligt forarbejdede træ-æsker med sand og metalfilspåner fra EntreQ som “jord-forbindelse”

Nå, men tilbage til “kone-testen” Fruen lod sig nemlig underkaste en ganske kortvarig test, udtænkt af Dolby Labs. uhyre brilliante tekniske chef, Poppy Crum. Vi skal ikke røbe forløbet af Poppys lille indlæg, der ligger en 5-10 minutter inde i videoen, men nok er det vel at sige, at det burde ryste ethvert hifi-fjols i sin grundvold. Og konen i huset faldt naturligvis i med et plumpt plask. Og hun er ellers mine egne tosseriers ubønhørlige kritiker..
At det så alligevel ikke har gjort det er vel det tydeligste bevis på, at hifi i dag langtfra dyrkes af det, som engang under Kennedy-administrationen blev benævnt “the best and the brightest” I stedet befolkes fora i dag af megalomane tåber som Kurt v Kubik og Kaj og konsorter.
Nå, men tag en sund dosis skepticisme her til morgen om, hvad man kan høre og ikke mindst: Både HVORFOR man kan og hvorfor man IKKE kan. Og hvorfor man sagtens kan høre tydelige forskelle og det iøvrigt uanset, om man hører det helt selv-samme. Fascinerende!
http://old.prosoundweb.com/article/video_audio_myths_workshop/

14 meninger om “Den store kone-test”

  1. Man får jo helt ro i sindet efter sådan en times "underholdning", når man finder ud af at man ikke er den eneste der er født uden guldører og nærmest kan høre forskelle der ikke er der!
    Rart at man ikke hedder Pinocchio og er bundet på arme og ben af den nyeste teknik og rigtigt målende kabler, for at høre et stykke musik

  2. Både du og jeg er jo blevet både klogere og mildere med alderen. Og vi er vel osse efterhånden klare over, at hæmningsløs hifiinteresse står i vejen for absolut AL musiknydelse.
    Det værste er så, at den dag Kurt V Kubik vover sig op fra sin kælder eller Kaj skal til at date igen, så er verden kørt fuldstændigt forbi dem. Måske nådigt, at de ikke har opdaget det endnu..

  3. Det kan jo også være at alle personerne i videoen er helt forkert på den og både måler og hører forkert !
    Og så må de 2 hifi forum guruer jo igen have ret !
    Der findes jo også en person som havde købt en hel kasse af samme CD plade (hvorfor må guderne vide, jeg kan godt nøjes med én) og denne person mener at de alle sammen lyder forskelligt….. Måske er vi andre bare smådøve 🙂

    Man må gerne se det morsomme i dette indlæg

  4. Nå, men jeg kan heldigvis hævde ikke at tilhøre målgruppen. Jeg er vist kun hoppet på en enkelt ting (nogle der husker StopLight?), men den var ikke dyr nok til at have nogen hørbar effekt.

  5. Nå, men så er det jo lige før, vi og Poul inklusive, kan sælge det grej vi har i stuerne, for det er nok placebo det hele, sådan groft sagt altså. Den ene ATC-højttaler kan jo ikke være absolut bedre end den anden, og hvad skal man med en svinedyr Bricati DAC, når dens forbedringer er af indbildt karakter? Og så videre til SME-værker til en kvart million – det er jo helt til grin og kejserens nye klæder kommer mig ihu. For fremtiden vil jeg kun applaudere indlæg set her og der, som handler om folk som har downsized i væsentlig grad og de indrømmer hårdt presset, at de går efter Crum-medaljen, der er udlovet til den som indrømmer at have været offer for det største selvbedrag og har solgt samtlige hifi-effekter som har bare den mindste smule overshoot/tvivlsom værdi.Det bliver som at høre tidligere kommunister frasværge sig den tid, hvor de var grummeligt forledte, åh, jeg glæder mig! Jeg selv arbejder mest intenst på IKKE at ville høre forskel på noget som helst, jeg VIL bare have et lille stereoanlæg som spiller. Måske ikke godt, måske ikke dårligt, hvem ved, det er jo nu lige pludselig helt ligemeget, da enhver forbedring i form af udskiftning af dele af det, jo falder i den tvivlsomme gryde med lunkent selvbedrag som største ingrediens i suppen. Det står mig nu helt frit for om jeg vil have et sæt gamle ITT eller Heco højttalere fra dengang i 70 erne, hvor man ikke gik så højt op i lydens kvalitet og ikke vidste at det betød noget, at en højttaler forvrænger så meget som 6-10%. Næ, men snakkede, og snakker i dag, hellere om man kan flytte et komma i forvrængningsprocenten på en forstærker med bare en hundrededel af forvrængingen i enhver højttaler. Så meget for det pis, jeg står af, spiller bare videre på det jeg har, intet er jo bedre i virkelighedens verden. Jeg ved dybest set godt, at virkeligheden ikke er tilgængelig for os mennesker, vi kan jo ikke lade være med at fortolke og være subjektive på alt, men jeg prøver!

  6. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg nok kaste et beløb efter rumforbedring. Det er hørbart, målbart, dyrt og utroligt grimt. Kort sagt: hit på ALLE parametre.

  7. Hvis nogen strammer den ved at mene at kunne høre forskel på f.eks. netkabler, så mener jeg nu at det er at stramme den mindst lige så meget den anden vej, at indikere at ITT-højttalerne fra 70´erne spiller lige som alt muligt og meget dyrere. Floyd Toole har lavet en del (også præsenteret på AES) forskning, der viser en klar sammenhæng mellem f.eks. frekvensgang og subjektivt kvalitet af højttalere, Ja, endda dobbelt blindt. Min påstand er at det er meget snake oil, men hvis man er normalt hørende, så kan alle høre forskel på højttalere – også dyre højttalere

  8. @Lars; aj, jeg mener jo i ramme alvor ikke, at en ITT eller en Heco fra 70 erne, lyder ligeså godt som en af Pouls ATC ere. Det var for at stramme den lidt rigeligt idag, at jeg skrev det. Jeg synes der må være en slags detaljegrænse/minimumsgrænse for spørgen omkring snakeoil og den kunne godt gå ved kabler især netkabler. Jeg kan sagtens høre forskel på RCA/interconnectkabler og foretrækker nogle ret almindelige nogen, som ikke koster en bank. Det vil altså sige, at jeg beslutter mig for, at spøgen ender der. Altså maks 500,- for et sæt brugte interconnectkabler. Og skal vi sige 100,- kr. meteren for HT-kabler, så er vi kørende og de sorte netkabler er godkendt uden videre. Og en GOD og ret almindelig forstærker til højst 10K, gerne brugt og et sæt ATC 7 eller 11, så tænker vi ikke over det mere, den er hjemme.
    Og vil jeg bare lege, kan jeg som Hans Henrik siger, bruge penge på rumforbedringer, det er der stor mening i.
    Derefter mener jeg, at kunsten er, at styre sig selv. Holde sig fra minimale og sikkert kostbare investeringer med tvivlsom indvirken, lade være med at synes jeg hører, at der mangler mellemtone, eller bas, eller er der ikke lige noget med perspektivet der på de klaverindspilninger? Det er de små åndssvage "aber på skuldrene", som ødelægger hele idyllen, så giv dem sprøjten og styr langt udenom tvivl om afspilningskvaliteten og overdreven hifi-interesse.
    Den eneste gang jeg har været helt tilfreds med mit anlæg, uden det egentlig lød særlig godt in hindsight, var da jeg havde et komplet Linn-anlæg. Linn er nemlig særlig gode til at fortælle folk igen og igen, til de er nærmest helt bevidstløse af al den indoktrinering, at Linn bare er godt, og alt lyder som det skal, når det er Linn der spiller. Jeg var så glad i flere år – og så kom der en slange i Paradiset, men det er en helt anden historie.
    Så summerende mener jeg, at for at være med i Crumflokken, skal man faktisk koncentrere sig om, at styre sig udenom en masse mulige og tvivlsomme forbedringer, når man har et "godt nok" anlæg, som spiller uden mislyde. Keder man sig derhjemme, må man finde en sund hobby, ikke hifi.

  9. Det her bærer jo præg af at nærme sig kernen i det hele: hvor skal man smide pengene set i relation til, hvad man vil opnå. Forbedringskurven (hvis man kan kalde den det) er jo logaritmisk, hvilket vil sige, at de første penge, du spenderer (f. eks. ved at udskifte dine gamle ITT højttalere) giver et stort udbytte for få penge, hvorimod de sidste mange tusinde giver et relativt mindre resultat, eller overhovedet intet, hvilket vel er hovedpointen i det udmærkede indlæg, som Poul refererede til i starten. En overset detalje er vel også, at ikke al musik har godt af at blive gengivet i flere hundrede tusind kroners klassen. Jeg oplevede, at cirka halvdelen af min musik blev klart bedre, efterhånden som jeg bevægede mig opad (ikke i hundrede tusind kroners klassen), hvorimod den anden halvdel blev klart dårligere, grænsende til umulig at høre på. Stillet over for det valg, kan man gøre to ting: 1) gå på en evig jagt efter bedre indspilninger, eller 2) nøjes med at høre den ene optagelse af et trommeværk, som virkelig lyder godt (for de uindviede er der lidt overdreven sarkasme her). Jeg valgte at beholde min musik, skifte over til et par udmærkede (små) Linn højttalere, velvidende at noget af det KUNNE lyde bedre. Jeg faldt altså ikke i, hvilket har sparet mig mange penge, og givet mig chancen for stadigvæk at kunne lytte til musik med en vis glæde. Der er selvfølgelig et klart bundniveau, som skal overstiges (selv jeg fattede ironien i Jakob Levesens fine indlæg), hvilket efter min fattige mening starter og slutter med højttalere, men derefter er det jo op til en selv, hvad man vil, men man må indse, at man ikke meningsfyldt kan argumentere de samme ting ud fra så vidt forskellige standpunkter. Og så i øvrigt, igen fra det fine klip:
    1) Der ER en latterlighedsgrænse
    2) Vi hører, hvad vi (eller hjernen) VIL høre

  10. I øvrigt er Ethan Winer (fra klippet) noget så sjældent som udøvende musiker, musikteoretisk velbevandret PLUS hi-fi entusiast (til en vis grad)….
    Tak for henvisningen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *