Busser og betragtninger

I fredags var denne skribent med sin smukke frue ude på landet. Det helt rigtige land, altså, derudefra, hvor den elskelige forfatter Storm P. meget vel kan have fået inspirationen til sin figur, forfatteren Sigurd Mumlegøg. Det var som bekendt ham, der forfattede den muligvis apokryfe slægtsroman “I Muld til opover Livet” Det var derude, hvor gårdene var store og så ganske veldrevne ud, ganske tæt ved mit gamle færgeleje, Snaptun, ved Glud. Og der oplevede jeg så efter godt 14 års opvækst på den lille ø Endelave i den enden af denne pendulære færgefart at se færgen SEJLE. Fra LAND altså-alle de andre næsten utallige gange ville jeg jo have været ombord.

Det var en kæmpebegivenhed for denne mere end midaldrende skribent at opleve højstemningen ved at se færgen dampe bort, at monumentalt øjeblik, som jeg naturligvis med passende presserende andagtsfuld stemme forsøgte at formidle til min skønne frue. Uden videre held, det må indrømmes, og måske det heller ikke rigtigt kunne være anderledes. Set så meget udefra, som en så sentimental person som denne i øjeblikket andagtsfulde skribent formåede det, var det vel retteligen heller ikke et alment universelt højdepunkt.

Nå, men tilbage til rejsens egentlige mål, som var det Danske Fergusonmuseum. For byløg og andre uvidende personager er en Ferguson IKKE synonymt med de engang ellers ganske udbredte elektronikprodukter fra forlængst forgangne Thorn EMI af samme navn. Der ellers for rigtigt mange næppe ligefrem har været særligt forglemmelige af den ret simple grund, at Ferguson-hifi og TV huserede på disse kanter primært i 1970-erne, desværre sammenfaldende med den engelske industris kvalitativt absolutte “nadir”. Ærgrelserne ved at have købt det britiske godtkøbsbras dengang har givetvis givet tvivlsomme minder langt udover produkternes ganske korte levetid. Langt de fleste af Fergusons elektronikprodukter levede næppe udover datidens højtforrentede 48 måneders afbetalingskontrakter. Vist kun Grundig kom i nærheden af denne tvivlsomme rekord dengang, hvor det meste i modsætning til i dag havde kvalitet til at holde. Hej, McIntosh, toppen af poppen!

Tilbage til Snaptun havn. Inden vi tog på Fergusonmuseum (der altså er en ikonisk lille grå TRAKTOR fra Marshall-planens mest virksomme periode), sad vi og gloede lidt, som man jo så ofte gør på ferier. Til eksempel iagttog vi bussen fra Horsens, som vi passerede på udturen. Det var med forøget interesse, denne skribent gloede ind i denne blå Midttrafik-bus med rutenummer 104. Det er nemlig en af de lukningstruede ruter, som der for tiden huserer en voldsom debat omkring og som der for tiden er diverse underskriftindsamlinger omkring at bevare.

Nå, men selv om der er vistnok langt over 14000 underskrifter på protesterne, så var der altså ingen af dem, der havde skrevet under, som havde fundet det fornødent der sidst på eftermiddagen fredag at tage bussen til hverken Endelave eller Snaptun for den sags skyld. Det er iøvrigt samme sted og det var der. denne opmærksomme skribent sad. Nu vil enkelte muligvis logisk indvende, at vi vel dårligt kunne vide, om den ene eller den anden af passagererne havde skrevet under på forskellige rasende protestnoter, da det jo ville kræve individuelle interviews. Det lod sig dog alligevel let fastslå uden samme.

Der var nemlig overhovedet INGEN PASSAGERER med bussen, hverken før eller efter Snaptun og til al overflod heller ingen, dengang vi passerede den en route. Og det var der så iøvrigt heller ikke, da vi efter besøget på Fergusonmuseet atter mødte busserne, faktisk både busser den ene og den anden vej. Tydeligvis snakker folk mere om busser,  end de kører i dem, men det er osse ganske mange billige point at score på den konto. For nok betaler den enkelte ikke-buskørende “protestant” stadigvæk for alle de håbløst tomme busser, der triller ørkesløst og meningsløst rundt i hele landets landområder. Men det enekete bus-protestants gevinst ved at kunne stå for den rigtige mening er tydeligvis så langt større end det i den specifikke sammenhæng ganske beskedne bidrag, som han selv betaler. Ren fiktivt hysterisk Facebook-demokrati, som jo ikke ændrer på, at hvis landbusser skal befærde andet end de trafikale hovedårer, så bliver de sindssygt meget for langsommelige for rejsende fra A til B. Og lige i det her område med snoede veje overalt og bittesmå bysamfund er både elcykler og sågar Velo Solexer en LANGT hurtigere transportform uanset ruten. Hvilket jo altså bussens potentielle publikum forlængst havde indset.

Nå, men så tog vi på Fergusonmuseum, og se, DET var squ fantastisk. Alene den kæmpestore aldeles uforlignelige  skulptur udenfor var alle pengene værd. Det er simpelthen et kolossalt juletræ/alternativt en kransekage kronet med forskelligt farvede Ferguson-traktorer. Et værk i en kolos-kvalitet, som får salig skulptør Robert Jacobsens ligegyldige svejsearbejder til at ligne det hjemmesløjd, som det er. Det her er kunst i “Kolossen fra Rhodos”-klassen
På trods af advarslen udendørs kan ingen førstegangsbesøgende dog alligevel være helt forberedt på museets omfang. Der er er simpelthen små grå Fergusontraktorer overalt , i mange hundrede-vis i alle mulige forskellige grader af funktions- og restaureringsgrad. Og det altsammen i en smittende atmosfære af begejstring for det uhyre gennemtænkte lille grå produkt, der simpelthen mekaniserede det danske landbrug.

Vi kan ikke nok anbefale et besøg dernede, men sæt rigelig tid af. Og selv om læserens måske eneste reelle berøring med landet måske er at have givet en underskrift på en totalt ukvalificeret protest mod nedlæggelsen af aldeles ubenyttede landbus-linier, så vil vi alligevel godt garantere, at Fergusonmuseet vil give et ordentligt “klaps” på opleveren.
Om ikke andet kan man så som denne skribent studere passagererne i landbusserne undervejs. Hvis man altså skulle være så heldig at se en!

8 meninger om “Busser og betragtninger”

  1. Udover dette kan jeg anbefale:
    Skovsgaard Mølle-og Bagerimuseum
    Rødvig Skibsmotormuseum
    I førstnævnte kan man ovenikøbet få smagsprøver, men vær lige opmærksom på flg,:
    "På bagedage kan købes kaffe og friskbagt kage, gerne ved forudbestilling.
    Er man interesseret i at købe sigtebrød må det også meget gerne bestilles forud.
    Tlf: 2127 2378"
    Check også åbningstiderne!

  2. ….Og om aftenen er der topløs go go og liveshow nede på kroen.
    Ja det er sgu lige før man kunne savne noget sådant, heroppe i det vestsjællandske hvor jeg residerer. Bortset fra det, så er den offentlige transport her i området ved at blive beskåret i sådan grad at det næsten er umuligt, for en børnefamilie at få det til at hænge sammen transportmæssigt. Det virker som om at region og kommune med jævne mellemrum prøver at lave en "Endlösung" på os og vores lille landsbysamfund. Jeg kan derudover nævne at jeg ligesom vores keyaccountmanager her på bloggen jævnligt ser tomme busser kører forbi. Et paradoks, som det dog burde være muligt at finde en fornuftig løsning på.

  3. Ja, den fornuftige løsning er, at købe en lille put-bil til 89.500,- kr. som de fleste andre har gjort, som før kørte i bus og tog. Derfor er der i dag (alt) for mange biler og især put-biler på landevejene og ingen i busserne. Vi har altid sagt det; livet er for kort til offentlig transport!

  4. Nu er det vel oftest nærheden af skoler snarere end busruter, der bestemmer både huspriser og attraktion for børnefamilierne ved det store åbne land? Og når man så efterfølgende opdager, at selv relativt gode og ikke spor lukningstruede busforbindelser bare overhovedet ikke rækker længere, når ungerne skal i gymnasiet, så trækker storbyen igen. Det var netop på den måde, vi fik vores 4 år gamle hundehvalp tilbage fra en fraflytterfamilie fra ellers skønne Knebel på Mols.
    Derudover er der jo mange steder ingen særskilt logik i, hvordan busserne skal køre. For eksempel vores Fergusonmuseum er der ca. lige langt til Hedensted, Juelsminde, Horsens og Vejle, så måske ikke fuldstændigt overraskende, at ingen af ruterne derfra til disse relative lokale metropoler på noget tidspunkt på dagen i virkeligheden har mere end højst et par passagerer.
    Samme problem som i virkeligheden alle radiale trafiksystemer som feks den sygt konciperede Århus Letbane, der jo selvsagt osse kræver et cirkulært element. P.t. er det planlagt at tage over en time (fraregnet enhver ventetid) fra Brabrand til Skejby under 5 km. væk..Og det ligner jo unægteligt landbusserne med deres naturnødvendigt alt for mange og lange svinkeærinder.
    Udover det så har vel ellers alle andre på Vestsjælland en gammel prutbil? Ser sommetider Politijagt i TV , og derude i det vilde vesten på Sjælland ser man godt nok tit folk uden kørekort, godt lakkede til og med biler uden korrekte plader.
    Om disse misdædere så ville vælge bussen selv om den var hyppig og gratis ved jeg så ikke. Og I har vel osse problemet om bussen nu skal køre til Slagelse eller Holbæk eller Sorø eller Kalundborg eller sågar Nykøbing?

  5. Der er noget så oldfashion over en bus, at de faktisk kun fungerer i storbyer og mellem lange stræk, det være sig Kbh-Århus eller på skiferie. Landbusser – glem det. Det er sikkert kun en rest af tradition og vanetænkning, at de ikke for længst er sendt på pension. Letbanen i Århus, som du introducerer som et nyt element i snakken om ideen med at køre i fast rutefart mellem stationer, er et helt kapitel for sig. 500 skridt baglæns til en masse millioner-milliarder, flot Århus! Jeg husker der var en del gamle p(r)utbiler på Vestsjælland, men ikke flere end herude i Vestjylland hvor jeg bor nu – har du glemt det? Politijagt er en fed serie, når man godt vil se nogle som får afregning for en lovovertrædelse lige på stedet. I politijagt klapper de til med det samme, sjovt nok så er der påfaldende mange af misdæderne som ligner nogle fra Vestsjælland. Især de midaldrende mænd med rigtig dårlig tøjstil, lidt berusede og på scooter, der kan køre ikke så lidt for hurtigt. Jeg har til gode at se dem snuppe nogle fra Vedbæk i en Porsche Cayenne S, der er indregistreret som firmabil på gule plader, der så lige bruges søndag eftermiddag på Charlottenlund travbane. Måske er offentlig transport for tryghedsnarkomaner, der hverken vil tage ansvar bag rattet og heller ikke vil skylde en krone på billån og så videre?

  6. Ja problemer har vi rigeligt af herude og så er der gud hjælpe mig også noget der hedder hifi. Nej, det går nok altsammen ellers kan vi jo bare "Let the liquor do the thinking."

  7. Sommetider kunne man da iøvrigt godt ønske sig for fornuften på de danske hififora, at folk tog sin en skarp eller mange i stedet for at ævle og kævle.
    Så håber jeg så bare ikke, at osse dagligvarebutikkerne er for langt væk ude i det vestsjællandske

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *