Spanien

Vi beklager udfaldet på denne plads i sidste uge, som skyldtes den lykkelige omstændighed, at vi var på en god uges pensionist-ferie i det allersydligste Spanien. Det var så dengang, det forekom som en god idé, i mellemtiden er de deraf følgende ophobede hjemlige realiteter så som dengang et veritabelt slagge-bjerg over ulykkelige walisiske Aberfan kommet bragende ned over os. Sådan er livet vist bare, man får og sår noget godt og så betaler og høster man så stormen bagefter.

Derudover var det nu en ganske forrygende fredsommelig oplevelse dernede i flækken Riogordo, hvor hældningskoefficienterne i de små by-gader ved deres blotte eksistens levetids-forlængede beboerne. For blot det at gå i supermarkedet et par hundrede meter væk medførte bestigninger ef stejle og small gader med stigningprocenter af tæt ved det dobbelte af af dem på Tourmalet. Og ifølge den formodentligt rimeligt korrekt-katalogiserede alder på ejerne af gravstenene var det et godt sted at have boet, dér i Riogordo vest for Malaga. For ikke alene var folk muligvis som følge af den nødvendige daglige (indkøbs?)-motions-dosis allesammen blevet tudse-gamle, de havde osse dømt udfra de tilfredse udtryk på de derværende knejsende trivelige koner haft et givtigt og godt liv. Hvor tilsyneladende intet var foregået i et tempo, der havde været meget mere end adstadigt og dermed tydeligvis uhyre sundt.

I lyset af denne sydeuropæiske illustration af det klassiske engelske udtryk “Contentment is Wealth” (som muligvis endda slet ikke er spor klassisk, sådan lyder det blot), så forekom det jo unægteligt noget alternativt-fornuftigt straks efter hjemkomsten ufortøvet et kaste sig ud i den daglige stressende og små-kaotiske trummerum igen, der jo næppe akkurat ligefrem levetidsforlænger nogen. Og da slet ikke denne aldrende skribent. Nå, men heldigvis lokker sommeren snart igen med en smule driveri, så alt ialt er der ..”gemytlighed til stede”, som skjalden skrev.

Nå, men der er osse positive sider af de daglige arbejds-raserilignende tosserier. For vi skal trods alt i denne uge levere både et sæt aktive ATC SCM 150ASL  OG et sæt ditto SCM100, og den slags er trods alt altid en særlig begivenhed. Alene arbejdet med at slæbe skrummel-kasserne ud på sækkevogne er altid mindeværdigt og medfører diverse obligate små-skrammer og ditto splinter i fingrene, da vores firmadomicil i ganske enestående grad er tvivlsomt egnet til tung transport af voluminøse emner. Det er så prisen for at bo relativt billigt. Alt har en pris ligesom ferier i Sydspanien, men værd at betale, DET er det!

Nu er det heldigvis langtfra arbejde altsammen uden at denne skribent dog helt har held med at overbevise sig selv om det. Til eksempel er det nemlig endnu ikke lykkedes at få vores tidligere omatlte “luder-lakerede” Yamaha NS1000M sat til. Og det på trods af, at de står under 2 m. fra deres tiltænkte plads og derudover på deres nuværende holdeplads står i vejen ad Helvede til. For jeg glæder mig da faktisk ganske meget til at lytte til, hvad japanske Kenrick har kunnet få sådan et par gamle kasser til, nænsomt og kongenialt/respektfuldt restaurerede, som de tilsyneladende er. Ikke noget Troels Gravesen-hærværk og andet pis her. (Det skal her være underforstået, at netop denne model af Yamaha har han tidligere med held forsøgt at fjerne al ejerglæde og værdi af) Lav dog dit eget lort og lad være med at ødelægge klassikerne, er det for meget at håbe? Nå, de her er heldigvis sikret bag 3 glammende hunde for denne mærkelige mærkelige kældermands årtilange hærgen! Afskyeligt og tillige og totalt  respektløst for traditionen og historien, som når Wassim Halal “gen-opfinder” hotdoggen. Hold dog snitterne væk, Fedberg!

Nå, jeg må i gang med at gennemteste fruens nye køkken-anlæg, som hun ikke er ganske tilfreds med. Og i betragtning af, at det ellers burde være/ER opgraderet med en Stageline-effektforstærker bestykket med de glimrende dansk-designede digitale Pascal-forstærkermoduler i stedet for den gamle ikke akkurat voldsomt vellydende (mildt udtrykt!) Crown XLS1000, så må der været noget galt. Og vi vil naturligvis pligtskyldigst på denne plads rapportere om udviklingen i denne penible sag.
For intet er dog værre eller flovere end at blive fanget i egen “hifi-utilstrækkelighed” i min alder. Og det KAN ligesom ikke blive værre, end at det er ens egen kone, der gør det!

3 meninger om “Spanien”

  1. Jeg har ellers tit læst at Crown kan være med hvilken som helst high-end/hifi forstærker når det gælder lydkvalitet.
    Jeg skal nok lade være med at skrive at læseriet er foregået på Nerds.dk 😀

  2. Hehe, det gælder nu godt nok ikke ligefrem XLS-serien, men Studio Reference er til gengæld en helt, helt anden sag.
    Pøj-pøj med din lille hyggelige side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *