mandag den 10. april 2017

Vores billeder sidste uge behøvede..


tilsyneladende et par dage for at sikkerheds-uploade til denne blog, der dermed blev en smule menings-forstyrrende/-fattig. Derfor er vi naturligvis tvungne af omstændighederne til at bringe dem nu uden at det nødvendigvis lihefremn skal betragtes som et særligt målrettet markedesføringsmæssigt "stunt" For det er altså ikke helt den grad af "finish" over dette kontinuerlige hjemlige projekt, som der er over vores professionelle virke. Andre ville med nogen ret kunne karakterisere det som egentligt "klamp"

Alene det, at selv det mest uopmærksomme øje vel vil kunne se de adskillige ørkesløse apparater, der uden synderligt mål eller med står ret tilfældigt stablet ovenpå andre af samme "art" siger vel lidt om projektets altid præliminære proces. Det her er simpelthen centrallaboratoriet for store legebørn her i huset. Der som alle rigtige lege og do. for alle andre hifitosser naturligvis hverken skal eller kan ende. Dog er der lige i dette specielle tilfælde altid en vis risiko for, at det altsammen får en hurtig og potentielt livsfarlig ende. Nemlig hvis rack-understel eller den hårdtbelastede hylde bryder sammen og det altsammen ender på gulvet. Der er trods alt over 600 kg. belastning på det gamle Standesign rack underneden.

Nå ja, når man som denne skribent har opnået en betydelig alder uden nødvendigvis nogen synderlig tilsvarende visdoms-vækst, så skal man jo forsøge at udleve sidstningen af livet en bette smule i overhalingsbanen. Eller hvad man nu ellers kan kalde den tiltagende fatalisme, der vel kommer krybende til de fleste. For eksempel den for den yngre udgave af Poul og så forfærdeligt mange andre små-sølle skæbner derude at komme til at kunne leve med den forfærdelige tanke, at man ikke selv har verdens bedste hifianlæg. Og derudover er verdens i særklasse klogeste mand indenfor samme småsyge interesse.

Det har været rimeligt let for denne ydmyge skribent at forlige sig med tanken om, at alt vores elektroniske isenkram trods alt ikke når den oprindelige akustiske begivenhed meget opover sokkeholderne. Dertil har vi tilbragt alt for forskrækkeligt mange år i den professionelle audioverden, hvor hifientusiaster uvægerligt er aldeles til grin. Og jeg plejer da osse at gå særdeles stille lige netop dér med mine egne tvivlsomme inklinationer her..

Nå, det betyder nu nok altsammen næppe noget for "Kaj" og "Nielsen" og de heldigvis efterhånden kun ganske få andre tvangsmæssigt hyperaktive skribenter, der daglig diverterer med utallige uhyrligt ligegyldige og langtrukne  indlæg. Det, som min kone med typisk feminin fornuft kalder "at pisse om kap op af en mur" Hvor al publikum naturligvis forsvinder efterhånden som pis-lugten fra de mest aktive breder sig. Og det er heldigvis forlængst sket, så i den henseende er livet blevet herligt. Fordi naturligvis de allerfleste heldigvis med altså disse triste skæbner har et liv ved siden af hifi.Alle undtagen de helt fortabte som "Kaj" og "Nielsen", der så til held holdes væk fra gaderne imens de forfatter deres megalomane skriblerier om egen uendelig visdom.

Hey, det er måske derfor, denne skribent aldrig er blevet mere end kvart-færdig med sine projekter? Det ville jo være en rigeligt gunstig og måske overdrevent positiv beskrivelse af muligt begyndende alderdomssløvsind, men lidt er der forhåbentligt om det.
For eksempel rykker madammen for "action" på vores trappebelysning, som hun med vanlig tæft for detaljen beskriver som "lyssætningen i en Boris Karloff-gyserfilm" Og hinsides lurer drivhuset og græsplænen, uark!
Er det så underligt, at jeg aldrig bliver færdig med det her kabelværk.

2 kommentarer:

Blogger Hans Henrik sagde ...

Det ligner jo fuldstændig opsætningen fra Woodstock (1969, sic), bortset fra, at de vistnok havde 10 til at levere imponerende 3.500 watt (hvis det hele ellers var forbundet rigtigt). Det skal nok have nået ud til de bagerste pladser......

10. april 2017 kl. 16.17  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, men nu var der vel heller ikke mere end en halv til en hel million publikummere, så en stak McIntosh MI350-rørmonoeffektforstærkere rakte vel.

10. april 2017 kl. 17.23  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start