mandag den 27. februar 2017

Stort, større, størst!

Så er det i denne tid, hvor vores lille virksomhed er ved at levere den største ordre nogensinde. Ikke helt numerisk,ganske vist,  men nu noget tæt på. Til gengæld er det så ubetinget den største indenfor det snævrere felt af vores operations-radius, det, der hedder "ATC" For selv om det samlede salg her ikke er helt syv-cifret, så er det dog ganske stort af "kun" at være seks-cifret. Og så gør det triste tidlige våde vår-vejr næsten "bærligt" For selv på denne dryppende dag er duerne dygtigt i gang med at renovere deres rede fra de seneste efterhånden mange år i pæretræet udenfor vores stuevindue. Og årene har været nådige ved disse kære fjedrede skabninger, da de er blevet overordentligt store og trivelige og bistre og uden de ringeste problemer affejer de griske skader. Det er vist næsten ligeså godt at være due-par som det er for denne skribent at være gift med den underskønne Pia Mathiasen.

Så alt i alt er der bestemt "gemytlighed til stede", som den store danske digter Storm P. aldrig forsømte at nævne. Og da ikke mindst fordi denne skribents hørelse efter længere tids gebrækkeligheder og anden sygdom er tilbage på nærmest "Hejmdals-niveau" Sådan er vel de allerfleste hifitossers uhyggelige evner i denne retning i egen opskruet selv-opfattelse , så der vil jeg selv naturligvis osse gerne være med. For når man som denne skribent har brugt millioner af kroner på diverse godtkøbs-isenkram, så MÅ der vel være en mening med det. Det skal der da være. Jamen det SKAL der da. Uden at det iøvrigt altid forekommer indlysende let at finde denne mening. Og så alligevel sker det da sommetider.

For i sidste uge sad fruen og jeg bænkede (sofa-ede?) foran vores store aktive ATC SCM 300A-ere  i op til flere dage for intensivt at læse på lektierne forud for en koncert med Aarhus Symfoniorkester og gennemlyttede det kommende repertoire. Ikke mindst min ungdoms store hit, Stravinskijs "Le Sacre de Printemps" (som vi har svjh 12 forskellige versioner af, lidt tosset er man vel eller osse ville jeg vist bare godt som yngre fremstå som særligt intellektuel) fik et par "spin" på pladespilleren.

Og når man har tilstrækkeligt mange plader, så er det naturnødvendigt sjældent, at hver enkelt bliver hørt. Og lige i dette tilfælde kunne jeg da ganske tydeligt mindes, at i det mindste den ene af versionerne af "Sacre" havde jeg sidst lyttet til i min skønne kones fødsels-år. Som vi uden at nedkalde gudernes vrede dog alligevel godt kan afsløre ligger i den tidlige halvdel af 1970-erne. Tiden går squ godt nok rigeligt hurtigt. Nå, men der sad vi så koncentrerede og lyttede løs til den præsenterede orkestrale pragt, der er en så vital del af værket. Ikke mindst de solistiske lækkerier kom uendeligt tydeligt frem, båret af suveræne solister på alle pladser i de store symfoniorkestre, som vi lyttede til. Med en stensikker intonation næsten hinsides eget beskeden fattevne.

Nå, det kom til at lyde noget anderledes derned i symfonisk sal i Musikhuset. Ikke at det var dårligt, dertil var det tydeligt, at orkestret havde følt sig decideret og ægte udfordret af værket. Så der var godt "skrallebang" i både blæs og rytme, så værket alt i alt landede fornuftigt. MEN, men men: Man kan ikke helt trylle solistisk orkestral vellyd med stensikker intonation frem fra de musikalske "arbejdsmænd", der naturnødvendigt befolker Århus Symfoniorkester. For som i introen til sidste års festugekoncert med Gershwins "Rhapsody in Blue" så ER der altså få eller næppe nogen solistiske superbegavelser blandt orkestrets medlemmer. Det var simpelthen det pinligste musikalske indslag, denne skribent nogensinde har hørt.

Sidste år ydede orkestret et decideret komisk indslag i introen til "Rhapsody", mens det denne gang med "Sacre" mest var tale om deciret små-kvækkende bilyde ved intonationen til de obligate små-solistiske indslag. Og ikke mindst den normalt sensationelt-nyskabede "outro" gik helt i fisk for orkestret, så al Stravinskijs revolutionerende tonesprog forsvandt i absolut ingenting. Æv, det gik ellers helt fint i afslutningen af værkets første del, hvor der jo ellers ellers er godt drøn på.

Ja, ja, alt ialt en mindeværdig oplevelse omend et stykke fra de 6 (narre)-hatte, som opførelsen fik i Stiften. Måske anmelderen bare har været til en helt, helt anden koncert eller bare har et gratis frikort, som han skal beskytte.
Nå, det går nok altsammen, jeg er ved at arbejde mig igennem alle de i adskillige årtier ikke-spillede alternative versioner af "Sacre" herhjemme. Altså når fruen er ude at "heste" ellers tror hun jo bare, at jeg er åndssvag. Hvilket jo heller ikke nødvendigvis er helt forkert.
I den kommende tid vil vi på denne plads iøvrigt beskrive med forhåbentligt  passende detaljeringsgrad de anlæg, hvor vi LYTTER til de her sager. Det er jo efterhånden ganske mange år siden, at der har været billeder med her på siden.
Vi glæder os til at "prale2 lidt, selv om vi naturligvis vil forsøge at dække det ind som almindelig oplysning.
Til gengæld vil vi godt garantere, at der absolut ingen kommercielle bagtanker er. Dertil er alting her i huset simpelthen for overdrevet åndssvagt.

4 kommentarer:

Blogger Henning Haugaard sagde ...

Hej Poul,
Kan du fortælle lidt om hvad din største ATC ordre nogensinde omfattede?
Mvh
Henning

3. marts 2017 kl. 08.32  
Blogger Poul M sagde ...

3 stk. ATC SCM300ASLT, 6 stk. ATC SCM12Pro, 3 stk. ATC P1 Pro plus en masse andet

3. marts 2017 kl. 09.20  
Blogger Henning Haugaard sagde ...

Holy moly! Det er vist ikke til en almindelig hifi entusiast. Et nyt lydstudie?

Henning

3. marts 2017 kl. 09.45  
Blogger Poul M sagde ...

En entusiast som du faktisk..

3. marts 2017 kl. 10.05  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start