mandag den 2. januar 2017

Same procedure!

Vi skal lige starte med at ønske alle vores ganske mange (i passende taknemmelig ydmyghed og beskedenhed osse) det allerbedste og mest frugtbare nytår. For os starter den slags altid mere prosaisk på denne første arbejdsdag i det nye år. Der ligger nemlig altid i forbindelse med afslutningen af det gamle finansår en stor bunke ting, som vi nu for at sige det mildt ikke er fuldstændigt færdige med. Og når det så forenes med en ordrebog af betydelig tykkelse, der derudover allerede holder begge vores montører i gang hele januar og det meste af februar, så er der da grund til særlig optimisme på vegne af vores lille virksomhed. Der iøvrigt tillige lige har fået offentliggjort sit seneste regnskab og det var faktisk inden de seneste mange måneders accelererede aktivitet for alvor begyndte.

Nok om business for denne gang, selv om det naturligvis helt reelt, ganske vist indirekte, er den, der holder gang i skriblerierne på denne plads. For uden overskud på driften, så hverken intellektuelt overskud eller overskud af tid til spøg og skæmt. Nå, men der er heldigvis rigeligt af begge dele, og det er altsammen så fint. Og heller ingen særlig grund til særskilte pralerier: Vores lille virksomhed udfylder blot en beskeden rolle med at lave de ting, som vores konkurrenter enten ikke kan eller blot ikke gider. Vi er i egen optik mest sådan en slags "menneskelige pudsefisk", der udfører et for mange af vores kunder uhyre nyttigt arbejde. Der er vel en grund til i denne sammenhæng på denne dag at føle sig selv særligt ydmyg. Og glad selvfølgelig, vildt glad!

Ja, vi er faktisk så overstrømmende glade i dag, at vi gerne vil afsløre en forretningshemmelighed. For selv om langt hovedparten af vores aktiviteter som altid sker indenfor den professionelle branche, så har vi aldrig nogensinde solgt så meget hifi, som vi har gjort indenfor det seneste halve år. Og selv om vi selvfølgelig er både glade og passende stolte over denne noget uventede og heller ikke videre tilsigtede udvikling, så er det jo naturligvis osse et symptom på en hifi-branche igennem efterhånden mange år på vej den vej, som "katten skraber". Mange af vores nye kunder til hifi er efterhånden så rådvilde efter forgæves at have forsøgt at finde information på diverse fora, at det næsten gør ondt.

Det er pudsigt, men naturligvis helt uundgåeligt, at mængden af helt tilfældig information om alting  er så kolossalt stigende, samtidigt med, at ingen uden en omfattende specialviden kan bruge den tilfældige "net-suppe" af ægte og ditto total mis-information til nogen ting. Ikke underligt at så mange samles i Facebooks "virtuelle råberum"
Nå, men vores enorme netværk bringer så altså alligevel flere og flere hifi-interesserede forbi vores lille virksomhed, hvor de så ved selvsyn kan overbevise sig om, hvor galt det kan gå, når hifi-tosserierne tager overhånd. Man kan ihvertfald ikke anklage os for ikke behørigt at have ADVARET vores hifi-kunder!

Derudover er det næsten rørende at opleve de efterhånden mange uhyre tilfreds kunder i dette for os nye forretnings-segment. Fordi så mange bliver så ganske utroligt glade for så lidt, som det, vi gør, i virkeligheden er. Og sådan en opgave kan såmænd blot bestå i at skrue en grøn AT 95-pickup på eller ambulant justere en SME-arm. Mens kunden kikker måbende på denne skribents tilsyneladende utrolige ekspertise, der gør denne justering til en 5 minutters affære. Og de 5 minutter udelukkende fordi, jeg med pædagogisk tæft forsøger at forklare sagerne undervejs. Ja, det er blevet lidt rigeligt nemt at være ekspert på dette område, som alle fornuftige mennesker åbenbart har forladt!

Men derfor kan man vel godt nyde at være "hifi-konge"!


1 kommentarer:

Blogger jakob levesen sagde ...

Det er jo med klædelig selvglæde du åbner ballet til år 2017. Det ser godt ud på regnskabstallene, det er tydeligvis ikke en rendyrket hifi-forretning du har, kan man sige, imens man griner smørret. Der er godt nok lidt mange penge ude blandt varedebitorerne, men du kender vel dine får?
Ad det med hifi og forvirring, det er som om de to ting hænger sammen; som ung har man et no-nonsense anlæg, fordi man ikke har råd til andet og det spiller ok. Så får man job og så skal der købes fin hifi - og inden længe er man hvirvlet godt ind i no-sense produkter fra en kant af. Fra alverdens producenter som alle har mange buzz-words og er gode til at markedsføre sig. Og det koster! Efter nogle år der, uden at opnå den helt store hifi oplevelse og man går og bytter hifi-ting ud med andre hifiting og det hele er simpelthen noget roderi, SÅ siger man til sig selv, at nu kan det fanme være nok! Ud med hele lortet og så kigger man sig tilbage over skulderen og ser efter overlevende ærværdige producenter. Dem som har overlevet, har de gode sager og med det mener jeg lidt oldtime sager, built-to-last, traditionelt, håndværksmæssigt godt bygget og ingen lovninger om træer ind i himlen og så videre. Derfor tror jeg, at vi er en del som midt i livet plus minus noget, ender op med en gammeldags udseende forstærker (ingen switch mode strømforsyning), to traditionelt udseende højttalere, almindelige kabler til ret få penge, en god DAC og slut med det! Det spiller og fremfor alt, så er hypen og stressen omkring om det nu kunne tweakes mv. helt forbi. Intet skal tweakes, intet ændres, bare tænd og spil. Det lyder som det skal, hverken mere eller mindre.
Således sluttes cirklen i no-nonsense, som oversat faktisk giver en helvedes masse mening.

2. januar 2017 kl. 09.49  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start