mandag den 9. januar 2017

Gammel kærlighed

Når man som denne skribent uden afbrydelse har spillet på højttalere af det ærværdige (læs:Gamle!) engelske fabrikat Tannoy i foreløbigt 39 år, så er det antageligt mere end et tilfælde. Eller rettere, for et menneske som denne skribent i evig og evindelig udvikling(vi taler naturligvis om selvforståelsen her)  ville det vel være forventeligt, at en så stædig fastholden af et allerede fra poul-starten i 1978 ældgammelt produkt er synonymt med suveræn kvalitet. For så dum kan ingen vel ellers være så længe? Og vel allermindst denne skribent kunne man vel tilføje.

Og det er selvfølgelig sandt, for en veldesignet coaxial højttaler HAR meget, der taler for sig. For ellers ville jo naturligvis ikke de forskellige iterationer af 15-tommers  Tannoy og dens amerikanske samtidige "fætter" Altec 604 have kunnet fastholde et praktisk monopol på begge sider af Atlanten indtil engang i midt-halvfjerdserne. Kvalitet fornægter sig ikke fuldstændigt, og sådan var det iøvrigt i langt højere grad dengang, hvor både professionelle og amatøriske brugere af hifi var en hel del mere vidende om sagen, end det er tilfældet i dag. Hvor jo som ofte nævnt ingen påstand kan være så tåbelig, at den ikke umiddelbart vil kunne vinde disciple indenfor den efterhånden noget skam-redne hifiverden.

Alle mener sig tilsyneladende berettiget til at have en mening om snart sagt hvadsomhelst og hvad der er værre: De samme mennesker mener sig endnu mere berettiget til kategorisk at hævde sig som alvidende tekniske orakler, selv om der vel efterhånden kun er et par enkelte særligt ihærdige her i landet tilbage. Og bestemt godt det samme for de få og konstant færre hifientusiaster i vores midte. Og måske osse meget godt, at ingen længere ved, i hvilket omfang transformatorer anvendes universelt i musikproduktion og ingen steder hyppigere end i produktionen af særligt audiofile skiver.

Jaja, vi har været her mange trivielle gange før: Der er INGEN universelle eller entydige konstruktions-principper indenfor elektronik, der er det bedste. Det bedste produkt er det, hvor designeren og produktionen har styr på tingene (en forbavsende sjælden cocktail, da langt hovedparten af den slags for de fleste er udliciteret til eksterne leverandører) Og så kan man som vores 2 venner her på de danske fora iøvrigt skrive alenlange indlæg døgnet rundt og året rundt. Og år efter år, årti efter årti. Indtil alle andre er totalt blå i hovederne af at høre om, hvilke komponenter man indlysende ikke kan bruge. Og det naturligvis fuldstændigt kontrafaktuelt uagtet, at netop de komponenter, som de danske net-guder harcellerer allermest over, er dem, der bruges allermest. Og da ivrigt aldrig mere end af de mest respekterede producere, genre uagtet. Og nej, rør er IKKE bedre end transistorer og det omvendte er heller ikke tilfældet.

Nå, tilbage til Tannoy: I denne weekend havde vi lige et sæt Lancaster -kasser forbi til lidt mekanisk service, og i dem var der den fine grå Monitor Gold 15 med den runde grå ramme. Og det var med en ganske stor forventning, at denne skribent satte dem til hernede i vores studie-kælder. For nok har vi et sæt Lockwood-boxe med Monitor Gold permanent opstillet, men det er i vores soveværelse og lige netop der har hifi-lytning en afgjort lavere prioritet. Selv om de bestemt spiller fint på monitor-delen af en McIntosh C33 forforstærker, så er det ikke husets bedst-lydende system.

Nå, men i weekenden var der så mulighed for det store "shoot out" mellem vores residerende mega-JBL-er og de i sammenligniog ganske diminutive Lancester-Tannoys. Og lad os straks afsløre: De lød ganske fint, de små.
De lød så bare ikke nærheden af ligeså godt som de store JBL 5672-skrumler med al deres højkvalitets-DSP og monsterdrivere, der bare "cruisede" afsted i tomgang. Og selv ikke med opbydelsen af alle de mangeårige kærlige følelser for de gamle Tannoy til at "tinte" lyd-oplevelsen fra de gamle midthalvfjerdser-kasser mere rosenrød, var det til at overhøre, at en 2-vejs højttaler med en delefrekvens på 1000 Hz IKKE helt er mulig. Kun NÆSTEN, men dette næsten er så til gengæld osse helt fint. Fordi jo al musikgengivelse i hjemmet jo alligevel aldrig er andet end en håbløst upræcis reproduktion af den oprindelige akustiske begivenhed.

Nå, men resultatet var det ikke spor overraskende, at vores Tannoys i soveværeslset selvfølgelig får lov at blive stående. Og det ville de iøvrigt have gjort uanset resultatet, da det var de allerførste højttalere (altså EKSEMPLARENE), som den underskønne Pia Dahl Olsen dengang for snart 12 år siden blev diverteret med.
Til gengæld var det et sjovt gensyn med de gamle Tannoys, fordi vi tilfældigvis havde et elektrisk klaver til reparation. Og diverteret med denne kunstige kilde med fuld knald på de anslagsfølsomme tangenter af drevne hænder var det næsten skræmmende, hvor dynamisk tingene lød. Faktisk kom de gamle Gold her ganske tæt på grænsen for deres afgjorte "dis-comfort zone" med selv ganske moderate middel-lydtryk. Og så er der allerede i dette ellers udmærkede stagepiano lavet betydelige dynamiske begrænsninger allerede internt, man gruer jo næsten for en akustisk optagelse med en Neumann U87 af et RIGTIGT piano. Og med absolut god grund!

Hvilket så iøvrigt mere end understreger, at de hyppige diskussioner om dynamik i musikalsk software er en smule absurde. Af den uhyre simple grund, at 99. X procent af samtlige danske hifi-gengivelsessystemer ikke uden mekanisk terminal skade kan gengive musik UDEN seriøs dynamikbegrænsning. Udover det tillige osse ret indlysende problem, at en virtuel tilstedeværelse af hele Århus Symfoniorkester i private hjem jo næppe heller gavner forholdet til naboerne.
Nej, der skal kompression til, og det har man selvfølgelig ALTID brugt.MASSER af Kompression plus tillige betydelig "fiflen" med mixerpultens fadere inden fortissimo, idet ellers både pickup og højttalermembran ville ryge ad Helvede til.
Mon ikke bare hififolket skulle se at komme lidt mere ud-nåh nej, så kan de jo ikke være "på" imens, en vederstyggelig tanke!

2 kommentarer:

Blogger Thomas Christensen sagde ...

Jeg er skam også røget på gammel kærlighed :)
Skal til at skrue en forstærker sammen som så dagens lys i 1981 :)
Det er den gamle gamle "THE MONSTER" kl.a.
-----
Mht dynamik, så er man nået meget meget meget langt.... Langt længere end nogle andre, den dag man kan gengive et tordenskrald realistisk.
Og så kan man så feje sit anlæg op fra gulvet bagefter :)

10. januar 2017 kl. 17.50  
Blogger Poul M sagde ...

Hej Thomas Ja, jeg har set det, interessant. Selv er jeg gået op i ekstrem effekt med elektronisk filtrering , idet selv båndpassede og højfølsomme mellemtone-og diskant-drivere med fordel kan have adgang til ekstreme spændingssving kortvarigt. Selv om middeleffekten sagtens kan være særdeles begrænset, næsten minimal.
Altså hvis der overhovedet er noget, der ligner ægte dynamik i musikken, det er der så (heldigvis) aldrig. Sådan kan man lege så forskelligt.

11. januar 2017 kl. 08.53  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start