mandag den 16. januar 2017

Dagen efter 12-årsdagen..

..er så i dag, og de forløbne mindeværdige 12 år er som altid (den foreløbige, forstås) mellemtid(en) med den underskønne Pia Mathiasen, der i går blev passende fejret med brunch på Varna og lidt australsk champagne. Så en smule vissen er denne skribent da her til morgen, og det er faktisk ikke videre heldigt, for hverdagen melder sig traditionelt atter ind i den daglige kamp på denne tid af januar. Man ved altid, hvad klokken er slået, når ordrerne allerede i løbet af weekenden tikker ind og det ligefrem osse adskillige af de mere arbejdskrævende. Og tillige naturligvis akutte, ellers ville kunderne selvfølgelig heller ikke kontakte os udenfor åbningstid.

Der er således dømt massiv kørselsvirksomhed fra allerede om ganske kort tid, og det kommer desværre til delvist at strangulere denne klumme i dag. Der ellers skulle have været brugt til at forsøge at finde en heste-gård i Jylland, der ca. en gang om måneden ville kunne huse denne lille familie med hunde og heste mod overdragelse af betydelige pengebeløb. Nå, men den bøn må vi så elaborere lidt på en anden god gang uden at det dog naturligvis skal afskrække folk fra straks at at melde sig på banen, hvis de måtte vide noget om passende opstaldningsteder med mulighed for et par flinke mennesker på regulær og gentagen basis.

En anden ting, som vi desværre osse må springe over, er den seneste udvikling i dansk forsvarspolitik. der ellers er ganske sensationel og ikke mindst fuldstændigt idiotisk. Det er den tilsyneladende ganske bredt funderede del, der hedder et "øget nærforsvar". Og som udelukkende er rettet mod Rusland som om hverken Rusland eller Europa havde mere presserende ting at tage sig til. Uden at foregribe den ellers indlysende konklusion i dagens forberedte tekst må man vel sige, at det næppe akkurat er russerne, der truer Europas grænser, hverken på kort eller mellemlang sigt. Eller vel i virkeligheden overhovedet nogensinde.

Nå, men i erkendelse af Europas og EU`s totale magtesløshed overfor den VIRKELIGE TRUSSEL sydfra, så opfinder de snakkende klasser belejligt en ydre fjende, der lige i Ruslands tilfælde er af den for Europa noget mere harmløse slags. Og selv om medierne som betalt af magthaverne tilsyneladende til lejligheden opfinder et par ikke videre oplagte "beviser" på den stor-russiske ekspansionisme (nemlig annektionen af Krim OG konflikten i ikke-staten Ukraine, der iøvrigt er et og det samme!), så skal man altså ikke være nogen særlig storpolitisk analytisk begavelse for at se det urimelige i over-vurderingen af den russiske trussel..

Putins Rusland har overhovedet ikke skabt de borgerkrigslignende tilstande i Ukraine, det har Europa i langt højere grad selv medvirket til. Og at Ukraine er brækket over er blot et bevis på, at det aldrig nogensinde har kunnet hænge sammen, ellers havde der vel engang i historien eksisteret noget, der hed Ukraine? Bare et bittelille historisk øjeblik? Det skete så aldrig.

Nå, men her står de danske politikere og taler om nødvendigheden af et øget nærforsvar mod, ja vel i virkeligheden INGENTING. For HVIS der havde eksisteret en akut trussel mod Europa fra Rusland, mon så ikke borgerkrigen i Ukraine havde forløbet temmeligt meget anderledes? Konflikten er jo blot stabiliseret uden udsigt til løsning men jo så altså osse langt fra at være noget, der blot en smule ligner en russisk erobringskrig.

Nej, det er sandeligt ikke nemt for europæerne at kalde fjenderne ved deres rette navn, men SÅ svært, nemlig at man ligefrem skulle behøve opfinde dem helt frit, DET havde jeg da godt nok ikke troet.
Mon ikke det ville være en bedre og mere presserende akut idé at bruge det planlagte øgede nærforsvar til at beskytte politistationerne på Københavns Vestegn.
Nå, men til alt held bringer præsident Trump alting i spil igen i forbindelse med forhandlingerne med Rusland og det er jo ganske heldigt, når europæerne er kørt fuldstændigt fast i deres egen idiotiske og konfrontatoriske boycot-politik af Rusland.
Hvem skulle nu have troet, at en ellers komplet udenrigspolitisk ignorant som Trump  kunne se ting og muligheder i samarbejdet med Rusland, som Europa IKKE kunne? Konklusionen er vel nærliggende: Det er meget let at se, at ikke alene er Rusland IKKE Europas største fjende. Ja faktisk er Rusland overhovedet ikke Europas fjende.
Europas største fjende er blot så farlig, at ingen tør hviske dens navn.. Fordi den største fjende i en verden uden viden er os selv!

2 kommentarer:

Blogger Nils Valla sagde ...

hej Poul.

Er totalt enig.
Og syntes det bemærkelsesværdigt, når en sportsstjerne, f.eks Kasparov, klager over ruslands interne forhold,
får de/han nærmest pr automatik i Vesten tildelt æresbevisninger som Pundiks frihedspris.
Men hvis sportsstjerner her hjemme er for utilfredse,
bliver de kanøflet i pressen, hvem husker ikke "hippi-håndboldspilleren".
Skyldes det så i al almindelighed, vi her i Danmark generelt, og så mange er utilfredse med vores system, og det så almindeligt og hverdagsagtigt med utilfredshed, vi ikke reagerer på det?
Og betyder det, så få utilfredse borgere i Rusland, at vi her i markedsøkonomiens centrum i sensation uddeler hædersbevisninger, når der så endelig er en utilfreds russer?
Eller det er måske i virkeligheden snarer udtryk for typisk Vestlig propoganda. (sjovt, jeg troede kun det var russerne der propoganderede for deres system, jeg må være inddoktrineret)

17. januar 2017 kl. 07.43  
Blogger Hans Henrik sagde ...

Man må så bare håbe, at Putin også er på Twitter.

18. januar 2017 kl. 12.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start