mandag den 28. november 2016

Måske et nyt "batch" hundehvalpe?

Måske er det blot en uundgåelig følgesygdom ved at blive gammel, men man bliver noget mere sentimental og kommet let til at længes efter ældre og mere potente dage. For eksempel dengang denne skribent og den dengang unge og vitale Folmer Hund huserede på midtbyens græsplæner og andre steder for hundetræf. Det var så  inden Pia Mathiasen blev en herlig daglig realitet, ja hun hed jo faktisk kun Dahl Olsen dengang. Og var end ikke blevet en våd drøm endnu. Det forekommer uendeligt længe siden, og er det vel faktisk osse..

Nå, men sådan er det så ikke længere. Det frie liv uden særlige forpligtelser er forlængst afgået ved døden, og det er salig Folmer Hund jo pr. definition også. Aldrig mere skal vi opleve det stædige apparat af et kræ så selvstændigt og uforglemmeligt som dengang både han og jeg v ar uden andre hensyn end til hinanden. Sikke tider..
Nå, men alting har en ende, og kræet endte jo med at svigte mig og det endda fuldstændigt. Heldigvis var det så til fordel for den skønne daværende frøken Dahl Olsen, men vores fælles kvalitetstid sammen mand og hund var endegyldigt forbi. Derfor var det også med betydelig glæde, at denne skribent belemrede den efterhånden ligeledes midaldrende Folmer Hund med en ny hund i familien, Folmers egen ætling Anton Hund.

Se, der kunne den da bare lære det, den gamle fyr. At blive svigtet af sin nærmeste. Nå, men det kloge gamle kræ valgte blot højmodigt at ignorere Anton Hund og fortsætte ufortrødent med at være " mor-hund" Og det var først, da vi fik endnu en ætling af den efterhånden aldrende Folmer Hund, Fine Hund, at den gamle nødtvungent måtte melde sig lidt ind i hundeflokken igen. Med en helt ny gruppedynamik var det for svært for den gamle at se de andre hoppe henrykt rundt uden selv at deltage.

Det må have været både uvant og hårdt for den gamle fyr, men lidt skadefro var denne skribent dog alligevel. Dér fik kræet en dosis af sin egen medicin og fik at føle, hvordan det var at blive forladt og svigtet af sin nærmeste. Nå ,men Folmer Hund klarede sig selvfølgelig flot også under de nye forhold og var vel i virkeligheden en inspiration for mange, mig selv ikke fuldstændigt undtaget. Fordi gammelt og godt sagtens kan erstattes med anderledes og endnu bedre langt hinsides enhver tideligere forestilling.

Nå, men nu er både ungdommen og det meste af manddommen så forbi for denne skribent, og så er det ved at være sidste chance for at gå i barndom påny. Det er derfor, at vi efter ankomsten af atter en hvalp efter præmiehunden Folmer, yndige Frida Hund (som vi fik tilbage efter en landfamilies retur til hundefjendtlige karreeer i Risskov) faktisk overvejer et nyt kuld. For nok er Anton og Fine fantastiske og unikke kræ, men Frida Hund er skræmmende meget lig sin salig far. Faktisk så meget, at det seriøst overvejes at avle på den fine model.

Som reklame for projektet vil jeg forsøge at uploade et par billeder af den muligt kommende mor som reklame for projektet, som er en slags "crowd funding" Det vil sige, at når der er nok interesse efter at få en hvalp, så kører toget.
Og vi skal advare om, at billederne af Frida Hund vil være af en art, der er svært vanedannende og forhåbentligt vil give varige men og savn efter en nuttet hundehvalp.
Der så i dette heldige tilfælde osse vil blive en nuttet hund!

3 kommentarer:

Blogger jakob levesen sagde ...

Når man nu vil sælge dyr - hunde, så synes jeg alt skal frem i lyset. Eller som i dette tilfælde, frem i luften; Frida Hund har jo arvet et slemt gen fra Folmer Hund. Evnen til at rydde en middelstor spisestue for folk på godt 30 sekunder. Med bare eet prut. Måske muterer sådan et gen når det blandes i ny arvemasse med en hanhund, men jeg vil godt nok lige hilse at sige, at hvis det ikke sker, så er der altså noget man skal vænne sig til.

2. december 2016 kl. 13.54  
Blogger Poul M sagde ...

Hehe Nu er prisen her jo gratis og derudover lykkedes det vist ikke ganske entydigt at fastslå faderskabel til den eneste prut, der blev produceret den aften, du var på besøg.
Underligt nok har der slet ingen været siden.

2. december 2016 kl. 15.33  
Blogger jakob levesen sagde ...

Æehm, den går så ikke, for næste morgen var den der igen, og vi måtte skyndsomst åbne vinduet i spisestuen :-)Du kan så igen sige, at der var jeg der jo osse, så det beviser desværre ingenting. Jeg håber at Pia vil vise sig at være mere sandfærdig end dig.

3. december 2016 kl. 15.32  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start