mandag den 7. november 2016

Lenco Clean

I dag vil vi starte med at mindes. Og osse huske at minde om den obligatoriske offentlighed for eventuelle kommentar-givere. Se, det gør næsten slet ikke ondt og burde osse hen af vejen ændre debatklimaet til det mere sobre fra dengang alle aviserne læserbrevs-skribenters fulde  adresser stod lige under deres skriverier. Det var inden verden gik af lave og landet knækkede over i de selvsupplerende selvfede og os andre. Ikke nær så længe siden, som man skulle tro, hvilket jo blot gør udsigterne endnu mere skræmmende. For hvis nogen tror, at USA`s problemer går væk ved at vælge Clinton, så kan man godt tro om igen. De vender tilbage og bliver bare værre til næste gang med en endnu større polarisering. Vildere og voldsommere og mere voldeligt.

Nå, tilbage til de rigtige minder om dengang der var noget, der hed Lenco Clean. Det var så osse dengang der endnu var noget, der bare hed Lenco UDEN Clean og allerede nu ville den vankundige læser straks gætte på, at dette "Clean" måtte være beregnet til Lenco, der var et datidens fremmeste mærker for vinyl-pladespillere-omend noget på retur og på sidstningen af et glorværdigt tysk/schweizisk mekanisk industrieventyr. Det var slet ikke tilfældet, ja måske man endda kan sige, at produktet var et glimrende eksempel på gennem-falsk markedsføring. For det første var det ikke beregnet til Lenco-pladespillere specielt (omend visse kritiske sprogrøgtere med nogen ret vil pege på, at navnet jo kunne referere til "brandet" Lenco)

Det andet var så meget mindre vederhæftigt og minder mest om nutidens hifivoodo-marked, hvor intet tilsyneladende er så åndssvagt, at man  ikke sagtens kan få positiv omtale i et af nutidens få økonomisk-nødlidende hifi-magasiner-det være på papir eller netbårent. Det var nemlig overhovedet heller ikke noget rensemiddel, det der Lenco Clean og det ikke engang ganske lidt.
Lenco Clean bestod simpelthen af en lille tyk plastic-arm, der var fyldt med en spritbaseret væske, der fulgte den rigtige pickuparm ind over pladen, mens den konstant pøsede sin væske ud, så pickuppen sejlede af sted mens skidtet på pladen midlertidigt blev opløst. Derved lettedes pickupnålens normalt svære arbejde med at skubbe skidt og støv og hundehår fra rille ril rille (og den mere umulige del: at gøre noget ved det skidt, der lå i bunden af rillen-der var jo ligesom ellers ingen steder at skubbe DET hen) Nå, men det var der så nu med Lenco Clean, fordi alt skidt og andet snask nu flød rundt i en lind sprit-suppe, mens pickuppen så kunne aftaste en sprit-ren vinyloverflade.

Hvad det så betød for nålens accelerationsegenskaber tænkte ingen på, videnskaben må vel dengang have været på et lavere stade. Eller, måske mere sandsynligt, folk havde en fysisk basisviden.
Lenco Clean var et så revolutionerende superfedt produkt, at denne skribent naturligvis ganske hovedkulds kastede sig over det som en løsning på alle vinylens forbandelser med støj og ophobning af støvbolde på nålen. Med Lenco Clean var der dømt støjfri afspilning dog med den allerede fra starten ganske distraherende bivirkning, at man ikke straks kunne spille side 2 af pladen, om dette måtte ønskes. For det tog op mod 5 minutter, inden væsken inderst var fordampet og pladen kunne vendes. Således blev afspilningen af Wagners "Der Ring des Nibelungen" en ganske særegen oplevelse med rigeligt mange pauser oveni i alle de vinylmedie-dikterede, hvor akterne på ingen måde var sammenfaldende med siderne på skiverne.

Nå, men alt går får en ende, og det gjorde Lenco Clean så osse. Det skete dengang denne naive skribent i et hifi-blad læste om den vidunderlige Decca Mk 6 (SD) pickup og sådan en måtte han straks have. Der var et par indbyggede overraskelser: På grund af den nærmest ikke-eksisterende frihøjde kunne starten af pladen på mægtigt mange LP-er IKKE spilles, fordi kanten af pickuppen hvilede på LP-ens yderste og lidt tykkere del.
Og som om dette ikke var nok, så druknede Deccaen efter ret kort tid, fordi væsken fra Lenco Clean trængte inde i pickuppens indmad med permanent brum til følge. Så slut med Lenco Clean, der måske osse på den tid var ved at vise sig at være en løsning på ét problem, der blot skabte andre. Og jeg skal love for, det gav problemer, for ganske hurtigt opdagede jeg jo, at nok havde de plader, der var afspillet med Lenco Clean, spillet ganske perfekt MEN: Måske ikke fuldstændigt overraskende, så havde alt det skidt, som på en ikke-"lencofiseret" plade havde hvilet ret harmløst i toppen af rillen (hvor nålen kunne skubbe det omkring) nu aflejret sig som sedimenter  i BUNDEN af LP-en. Hvor skidtets eneste udvej nærmest var at komme ud på pladens anden side.

Der stod den meget yngre entusiast Poul M. så med flere hundrede uafspillelige LP-plader og det har han så iøvrigt gjort indtil denne weekend. For nok har jeg ejet en Keith Monks pladerensemaskine, der dog tangerer det mest håbløse ingeniørmakværk, jeg nogensinde har set med sin lille sugearm, der kræver konstant vedligeholdelse for at suge jævnt ved hjælp af en fucking sytråd som friktionskontrol. Et gennemlatterligt produkt! Så det blev opgivet og pladerne blev bare stående som et monument over ungdommens dårskab.

Det varede så lige indtil i går, hvor denne skribent endeligt fik gang i en RIGTIG pladerensemaskine, hvor der var tænkt lidt lateralt over tingene og ikke mindst hvordan man skal suge væsken af pladen igen. Og hurra for Project VC-S, for sådan en var det..
Endeligt, endeligt kunne man rense en Lenco Clean-inficeret plade HELT og aldeles og det altsammen på under 30 sekunder pr. side. Sugearmen er simpel, men til gengæld fantastisk effektiv og al væske er væk på 5 sekunder og pladen øjeblikkeligt spilleklar og perfekt.

Og nu kan denne skribent så som i ruinerne efter Herculaneum og Pompeji gå på opdagelse i en fortid, der er totalt frosset. Det ene stad var det af vulkansk aske, det andet var så af det skide Lenco Clean, der gjorde en hel pladesamling uspillelig. Og man kan simpelthen totalt sikkert som i Italien tidsfæste den dag, det altsammen skete, da jeg dengang skrev detaljer på mine pladecovers. 15. maj 1978, det var der, Lenco forbandelsen hørte op.
Eller rettere, det var det jo faktisk først den 6. november 2016, hvor forbandelsen endeligt kunne "rulles tilbage" og hvor de første plader med klassiske EMI-superoptagelser igen kunne afspilles. Og sikke dog en fornøjelse atter at høre den muligvis allerbedste indspilning af Sjostakovitj` klavertri med Previn, Young Uck Kim  og Ralph Kirschbaum. Sublimt.Og David Oistrakh med sammes violinkoncerter med Maksim Sjostakovitj på podiet.
Tak af hjertet, Project!
Og det var så, hvad vi havde valgt at bringe af tanker om "udrensning" i dag.




2 kommentarer:

Blogger Michael Sørensen sagde ...

Man kan sige at du af alle på godt gammeldags dansk ala DF, har bragt din røv i klaskehøjde, hvis ikke den maskemekaniske vinylrotationsvaskesugemaskine ikke virker aldeles fremragende.

7. november 2016 kl. 13.03  
Blogger Poul M sagde ...

Heldigvis virker dette lavteknogiske centraleuropæiske produkt så uhyre effektivt på fortidens synder.
Det bedste ved Lenco Clean var så, at jeg fandt ud af hvilket latterligt produkt Decca var. Totalt komisk.

7. november 2016 kl. 13.56  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start