mandag den 3. oktober 2016

Og vinderen er:

Det er ikke, fordi vi har syltet resultatet af den nyligt bebudede "giganternes lyttetest" (ihvertfald i den vigtige henseende "pris") mellem vores 2 relativt  nyligt erhvervede reference-DACs, Bricasti M1 og Weiss DAC1 Mk.3. Det har dog været usædvanligt vanskeligt at finde lejlighed og ikke mindst tid til den nødvendige kalibrering af referenceniveauer for at gennemføre vores strengt videnskabelige enkelte blindtest.

Nå, men i går eftermiddags blev der så endeligt på konens kommando gennemført den længe ventede test. Og det var bestemt med nogen usædvanlig bæven fra denne skribent. Siden hun første gang kortvarigt hørte den da spritnye Weiss med et medfødt, noget uhåndterligt, +27 dBu reference-output og øjeblikkeligt "dissede" den, har der jo været berettiget tvivl, om denne sammenligning overhovedet var rimelig. Ja, selv denne skribent er ligefrem kommet i tvivl, for fruen plejer bestemt ikke at tage fejl i disse auditive materier. Og det gjorde hun naturligvis heller ikke denne gang.

Nå, men efter niveau-kalibrering og behørig visuel afdækning af alt, hvad der ville have kunnet påvirke denne strenge test i uvidenskabelig retning, så indtraf det store øjeblik, hvor fruens dom skulle falde. For videnskabeligt inklinerede skal det med, at hifi-tossernes sædvanlige argumenter med, at deres koner skulle have sagt, at det nyindkøbte isenkram bare lyder meget bedre end det gjorde før, jo sædvanligvis indeholder den kedelige "bias", at konerne så forfærdeligt ønsker sig et helt andet sted hen (fuldstændigt ligegyldigt hvorhen, tandlægen næppe udelukket), når hifitosse-partneren begynder at fiske efter anerkendelse for sit nye hifi-kabel med absolut zero-effekt.

For hvad i alverden skal hun svare: At det er godt, med fare for at fjolset fremturer med at købe mere af voodoo-skramlet? Eller sige sandhenden: Nemlig at der absolut ingen forskel er med fare for akut ægteskabelig krise? Nå, men den slags umulige situationer sætter kloge mænd som denne skribent sjældent deres ægtefælle i og vel endnu mere selvsagt sjældent sig selv i. Faktisk kun, når det er direkte påtvunget som altså her. Pia Mathiasen kan være en barsk moster!
Nå, men der sad denne skribent så og klikkede løs på fjernbetjeningen, mens fruen fandt sine allerførste panderynker frem i sin koncentrerede lytning. Det var vel en slags godt tegn, syntes ialtfald denne skribent, for så faldt Weiss-en da tilsyneladende ikke ganske igennem som først frygtet.

Nå, men efter lange og mange udsættelser for "små-klikkene " mellem kilderne faldt fruens dom: DEN her er den bedste! Og det var den, og det synes jeg osse selv, at den havde været, mens jeg havde leget med isenkrammet inden madammen kom hjem. Ja, faktisk var det ganske påfaldende, hvor stor lydforskellen var på de der apparater med listepriser på mellem 70 og 80.000,- Fruen beskrev lyden på vinderen som "både langt blødere" og samtidigt "langt mere detaljeret" end kombattantens.

Og allerede nu vil den opmærksomme læser måske af ordvalget kunne se, at fruens og min favorit så ganske ubetinget var den nye Weiss DAC1 Mk. 3, det er simpelthen en rigtig "konge-konverter", som får selv en Bricasti M1 til at lyde "let mumlende" og der skal altså noget til, skal vi hilse og sige! En vinder i det selskab er altså en ægte og stor vinder!
Nå, men straks efter var tronskiftet fuldendt, og nu troner Weiss-en så ovenpå sammen med det store ATC-system, mens Bricastien er blevet forvist til husets nedre regioner. Hvor den bestemt osse kan bruges og da ikke mindst nu, hvor der er opstået langt bedre muligheder for at lytte til musik hernede på min arbejdsplads i dagtimerne.

Normalt overdøver musikken her i kælderen med en komfortabel margin  dørklokken, men til alt held har vi med tilbagekomsten af den sidste ætling af salig Folmer Hund, nemlig Frida Hund, fået en supplerende vagtpost på denne vigtige plads. For som tidligere små-isoleret land-hund fortæller Frida Hund med sin ihærdige bjæffen, at der er besøg, og det betyder jo så, at man kan sidde og larme ganske vildt i den sikre forvisning om, at det lille hundekræ nok skal fortælle, hvornår der er tid til en pause.
Så det vil vi gøre og det osse selvom vi altså kun har husets næstbedste DAC som kilde...


1 kommentarer:

Blogger jakob levesen sagde ...

Det er skøn læsning! Vi læser om et regulært shoot-out mellem to apparater i en kontrolleret opstilling, og begge lyttere er kapable lyttere og udfaldet af testen accepteres. Sådan skal det gøres.
Havde du skrevet det på H4A var tråden nu 4 sider lang og alle mulige klaphatte ville have skrevet en masse bavl om kabler og statisk elektricitet og fordele og ulemper ved test/blindtest, bias ved afspilning via ens foretrukne og så videre. Jeg mener, her kan man simpelthen klart se, hvad der sker med lysten til at høre om andres eksperimenter, når det skrevne ikke forurenes som det gør på hifisiderne. Her er fravær af overfortolkning og forklaringer på alt det, som ikke behøver forklaringer. Tak for det!
I er et godt par - til hifi i hvertfald. :-)
Hyg dig i kælderen der, hvor du vel knapt kan høre noget i dag, da jeg kan forestille mig at regndråbernes larm, ganske overdøver de svage passager i musikken.

3. oktober 2016 kl. 08.22  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start