mandag den 4. juli 2016

Sommer, sommer!

Så nåede vi næsten igennem arbejds-puklen til sommerens "Celestial City", for nu lige i bogstavrimenes hellige navn at låne lidt fra poeten John Bunyan. Som jeg ærligt må indrømme udelukkende kender gennem librettoen til en opera af en af mine absolutte og ganske livslange favoritkomponister, Ralph Vaughan Williams. Det er den, der hedder "The Pilgrim´s Progress" , og som i lighed med langt de fleste operaer i verdenshistorien næsten aldrig opføres. Og det er måske ikke fuldstændigt ufortjent, teksten og dramatikken er lige det løjerligste og mest stillestående, men musikken er fabelagtig. Og hvilken intellektuel dansker ville vel i dag turde anvende en oprigtigt kristen-troende forfatters forlæg til en opera? Allerede dengang i 1970-erne måtte den danske komponist Per Nørgård søge en endnu mere forvrøvlet og derudover forlængst mistet tekst som forlæg for sin opera, "Gilgamesh", som jeg med ungdommens vanvittige  vovemod engang har hørt. Afgjort hård og ganske overordentligt vitaminfattig kost selv dengang det var "før" for lille Poul. Og den kulturelle "sult" måske større. Siden dengang har LP-en vist mest bare stået der og set imposant ud for sande kendere af en i sandhed absurd fortid.

Tilbage til "The Pilgrim`s Progress" Udover den tvivlsomme tekst lyder optagelsen (for den er så vidt jeg ved kun indspillet én eneste gang) selv gengivet på kompromis-fyldt 1970-er vinyl aldeles brilliant, hvis man altså kan leve med det obligate båndsus. Dengang var kotumen hos det vidtberømte producer-kollektiv Parker og Bishop hos EMI at indspille alting ganske overordentligt LAVT, mens deres chef Suvi Raj Grubb gav den fuld skrue på alle dynamikkens tangenter helt op i det røde VU-felt. Heldigvis for denne skribent var det så Parker og Bishop, der producerede alle Vaughan Williams-værkerne med den allerede dengang begyndende-oldingeagtigt udseende Adrian Boult som dirigent. Rene geriatriske mesterværker fra Boult, disse Vaughan Williams værker! Og med obligat sus-ledsagelse, der får selv det elles ikke ubetydelige tomgangs-støj i vores højeffektive kældersystem til at lyde næsten acceptabelt.

Det er måske derfor, de for tiden ganske særligt tiltaler denne tiltagende geriatriske skribent. Ikke at det går særskilt hurtigt, det går vist mest bare som den slags uvægerligt gør for denne 60-årige mand. Et eller andet er der dog givetvis hændt hen over alle årene, og det ved man jo, når man som slægter tilforn altid lige husker at skimme dagens dødsannoncer i tidens forhåndenværende medier. Indtil videre er det heldigvis ret småt med "tabere i Livets store lotteri" blandt jævnaldrende  gamle venner og bekendte, men alligevel er det måske samme livgivende funktion ved dette dødsannonce-kikkeri som når en flok gazeller på steppen, efter at en flok løver har nedlagt en af dem,  atter giver sig i kast med fredsommelig græsning. For så ved de og måske osse jeg, at det først bliver deres eller min tur næste gang. Sådan en slags dybtliggende "fælles-animalsk logik"? Lidt ro inden den sidste storm.

Nå, men tilbage til livet og solen. Det kan jo meget passende bruges (og VIL blive brugt)  til et gensyn med min gamle føde-ø Endelave og måske osse lidt cykel-sightseeing i Horsens med det obligate stop på Vær Kirkegård hos mine forældre og salig Folmer Hund. Og måske en tur til det Næstved`ske, hvem ved(ske)?
"Memory Lane, here we come!"




0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start