mandag den 6. juni 2016

At forklare det uforklarlige..

Nu er vores virksomhed jo som bekendt en ganske ubetydelig lillebitte operatør på det professionelle audiomarked, dog med den ubestridelige succes, som det er, stadigvæk at VÆRE her så længe efter at andre og åbenbart noget konceptuelt/intellektuelt svagere funderede virksomheder i branchen  forlængst er gået i graven. Og atter den sædvanlige, vel efterhånden lettere tvangstanke-mæssige tak til Kenneth Bremer, uden hvilket vores lille firmaventyr aldrig havde fået sådan en kanonstart. Der er intet som den klassiske dikotomi "good cop/bad cop" til at få gang i business for den indlysende "overlever"! "Wavehouse", bye bye!

Nå, det var slet ikke det, som det drejer sig om i dag. Og tilbage til det mere firma-relaterede, som det egentligt drejede sig om. Som flere gange før nævnt på denne side, så tager min gamle skattede kollega Niels Riis og denne ydmyge skribent på en årlig messe- og schnitzel-udflugt til Frankfurt. Det er nu mest af sociale grunde, men der bliver så osse tid til at se sig omkring i de kolossale messehaller. Og sikke dog meget, der er, og sikke dog meget lort, der er.

Alligevel er der dog en stand, som vi altid husker at besøge, og som i alle årene har stået for de vel nok ringest forarbejdede produkter på hele udstillingen. Der er simpelthen garanti for så skæve kabinetter i elektronikken, at det kræver en veritabel ægte elefantfod liberalt administreret ovenfra for på nogen måde at få alle fire gummifødder til at ramme underlaget samtidigt. Skidtet er så skævt, at fod nr. 4 stritter flere centimeter op i luften, ja, vi er faktisk tættere end tæt  på den ellers teoretisk umulige situation, hvor kun 2 fødder kan nå underlaget samtidigt. Det er dog set, idet selve den skod-skæve BUND af kabinettet i et enkelt tilfælde dublerede for det nødvendige 3. støttepunkt..

Standen er naturligvis den uforlignelige IAG (International Audio Group (kinesere er squ godt nok fantasifulde!)), der står for en uhellig  kinesisk fællesforening/produktion  af forlængst krakkede firmaer, der alle har det tilfælles (hvis man altså skal dømme ud fra vores årelange messe-erfaringer), at de nok skulle have haft grav-fred.. For at benævne de  usigeligt ringe produkter med de engang så hæderkronede navne Quad og Wharfedale nærmer sig mest af alt helligbrøde eller det, der vel er værre: Egentligt ligskænderi! peter Walker og Gilbert Briggs ville rulle i deres grave, om de det vidste!

Nå, men vi vælger blot at more os over disse pudsige misfostre dernede i Frankfurt, mens vi så imellem udstillinger så bare kan undre os over, om hvilke fjolser der køber det her mageløse bras. Og selv om vi aldrig har checket priserne, så er der simpelthen produkter, der UANSET PRIS simpelthen ikke er prisen værd. Nemlig dem her. Og det er bestemt ikke fordi denne lille virksomhed ikke sælger økonomiske produkter men sådan noget bras holder vi os for gode til. Lige akkurat.

Udover de gamle  engelske konkurs-butikker her, har samme IAG erhvervet sig en japansk/koreansk ditto, nemlig det for godt og vel en generation siden hæderkronede Luxman. Det var så dengang, og som englænderne så rammende siger det "That was then, this is now!" For efter adskillige ejerskifter og konkurser er Luxman så åbenbart tilbage, med garanti fremstillet på den samme fabrik, hvis produkter vi årligt griner os halvt ihjel over. Og så er det, at grinet ligesom stivner lidt.

For guddøde os dog ikke om disse rene Kina-produkter nu er til salg i Danmark for RIGTIGE penge. En nylig test af en 100 watts integreret forstærker på et dansk hifi-site afslørede udover testerens totale mangel på kompetence noget langt, langt værre: Nemlig PRISEN..
For hvordan kan et rent kinesisk-produceret produkt som den her Luxman  af ganske sædvanlig og teknisk konventionel standard-aftapning  dog overhovedet KOSTE denne fantasipris af 45.000, - Jamen det kan den så naturligvis osse kun, fordi den HEDDER Luxman, vi tør slet ikke gætte på, hvad produktionsprisen for apparatet kan være, mon ikke en "gangen op" med mindst en faktor 10 er indenfor det sandsynlige.

Nu er den slags naturligvis fuldstændigt ligegyldigt på samme måde som 7-er stole produceret i lavtlønslande ikke sælges billigere, men blot giver lidt flere klejner på bundlinien.
Alligevel er der altså et eller andet ildevarslende og trist for den støt-skrantende hifiinteresse at nogen som her forsøger lige at presse citronen lidt ekstra for de sidste slanter fra de sidste fjolser.
Og det er squ da åndssvagt som denne skribent at have købt adskillige SME-pladespillere, der har indbragt fabrikken nogenlunde samme nettopris som den rå fabrikspris, som vores Mercedes-BIL har haft.
Blot er det ENDNU dummere at have givet 45000,- for et kinesisk "blinkmeter-produkt" der har haft nogenlunde samme rå lynkinesiske fremstillingspris som en en lidt bedre CYKEL..
Dum-dummere...? Svært at sige, men mon ikke den største forskel bliver den dag, arvingerne skal SÆLGE henholdsvis en SME-pladespiller og en kinesisk Luxman: Hvor man STADIGVÆK for den brugte SME  kan få en brugt Mercedes, mens man for den brugte Luxman næppe får mere end en godt brugt cykel.
Og så er der vel alligevel en slags rimelighed i alting. Idiotiens apoteose!

9 kommentarer:

Blogger jakob levesen sagde ...

Hæ, ja du har fat i noget grimt idag, Poul. Det du har fat i, er det der med, at nogle fiffige kinaselskaber opkøber meget skrantende eller decideret lukkede europæiske (audio) selskaber, eller bare navnet og rettighederne dertil, og så vupti genopstår firmaet i Kina. Og i forbindelse med genopstandelsen, er det ligesom om der er en endnu tykkere forbindelse til den hæderkronede fortid, hvor de stolte grundlæggere høstede international ære og værdighed pga deres opfindsomhed og høje kvalitetskrav. Så det er desværre kun i markedsføringsafdelingen der er nogen som genopstår, og de er jo ikke som i fordums tid helt på toppen. Næ, idag sælges produkterne som billigprodukter, eller mid-hifi. Se bare det danske firma "HifiFreaks", hvis sortiment indeholder 4 mærker fra IAG, dvs at ud af deres mærkeprotefølge, er 30% "genopståede" fantastiske audioselskaber. Det er grinagtigt. I den nylige relancering af Quad på danske hifi webportaler omtales det som at Quad stadig er et engelsk firma. Og man ser jo lige for sig de støvede og nørdede englændere gå rundt på fabrikken der i tweedjakker med ruskind på ærmerne og samle de fine ting. Ha, intet kunne være fjernere fra virkeligheden, den grumme satan. Næ, Quad er som de andre udfløjet til Kina og ja, så er det vist så som så med nyskabelserne. Jovist får de alle pæne anmeldelser, men det er fra de der håbløse engelske blade hvor alle testede apparater får 5 stjerner. Mon ikke det er sådan at visse særligt slemme audiofirmaer i det skjulte er sammen om at eje dem? Det tror jeg.
Det er helt iorden at markedsføre billige og sikkert dermed også relativt dårlige hifiprodukter, der er købere til alt og folk er jo sådan set selv ude om det, når de køber noget billigt bras. (Det gælder også System Audio ting, selvom de ikke er just billige). Men det er decideret snyd at hævde det er taget lige ud af ovnen på en fin og ærværdig fabrik i den pæne del af England, når skidtet er bakset sammen af folk, som er helt ligeglade med musik vi hører, i en forstad til Peking.Og at amn skriver i forbindelse med Audiolab..(vi) sætter priserne ned med 41%". Ja, det kan man sgu da sagtens, når indkøbsprisen sikkert er reduceret til en trediedel!
Man har altid skullet passe på de slemme folk derude, men idag er de altså bedre til at forklæde sig, end de var i gamle dage. Marketing er det store møgdyr af idag.

6. juni 2016 kl. 11.52  
Blogger Poul M sagde ...

Ja, og den nye ejer af Tannoy har lige lukket og slukket for al produktion i England og flyttet hele lortet til Kina, sikkert osse til gavn for priserne og nok næppe nedad..

6. juni 2016 kl. 12.37  
Blogger Gnavpot sagde ...

Luxman har i mange år fået lavet sine apparater af andre.
Pladespillerne kom fra Micro Seiki elektronikken fra Alpine.
Alpine købte så Luxman tilbage i 80érne, og lykkedes med at køre det helt i sænk under navnet Alpine/Luxman.
Senere producerede Azden apparaterne for Luxman, og i 2009 overtog IAG så brandet.
IAG har så fundet deres distributør i DK i form af HI-FI Freaks, som i dag sælger både Audiolab, wharfedale og Quad, så mon ikke vi får Luxman at se hos dem også.
Det kommer nok til at koste dem distributionen af Maranz, men det mærke er der heller ikke mange andre, der har haft den helt store succes med i Danmark.

Men hvis man kigger overordnet på de engelske mærker, som IAG har snuppet, så er det jo i håbet om, at kunne sælge noget kinesisk på de Europæiske markeder, for det går ikke ret godt for rent kinesiske produkter. Dem er der ikke mange der gider eje ud over et fåtal af nørder, som typisk hjemkøber en DAC eller en RIAA fra Kina som er "Fantastisk" for derefter at voldrode med den i et års tid og så begynder de forfra.

Mht. den faktor man ganger produktionsprisen med, så er den væsentlig større end 10. En rimelig "ærlig" HI-FI producent ganger med en faktor 8, så der er plads til avance for alle led. Så findes der brands, som kan klare endnu mere, hvilket kan kaldes "Gilette Effekten".
Indenfor HI-FI er der ikke mange af dem, men Bang & Olufsen er ét af dem, som vedvarende kan få den pris de forlanger.

Og så har vi alle lykkeridderne som f.eks. Wilson Audio, Vore hjemlige Raidho, Linn, Naim m.fl. som ikke kan regne med avancer gennem alle led under en faktor 20.

6. juni 2016 kl. 13.02  
Blogger Gnavpot sagde ...

Hvis det er i orden at indskyde en bemærkning, så synes jeg egentlig, at marketingen allerede var overdrevet dengang de oprindelige ejere sad på de pågældende brands.

I det aktuelle eksempel med Luxman, så var Luxman faktisk ikke noget særligt under motorhjelmen. Der blev dog slået højlydt på tromme for deres Duo Beta kredsløb, som reelt bare var 2 adskilte feedback loops på et tidspunkt, hvor man reelt havde erkendt, at 0 feedback loops var det ønskelige.
Audiolab, som Klifoth begyndte at importere i begyndelsen af 80érne, fik en forrygende modtagelse i High Fidelity, hvor han tidligere havde været skribent, men reelt var der faktisk mest luft i den "Legendariske" Audiolab 8000A. Ud over det sad en stribe NE5532 operationsforstærkere, som har den kæmpe fordel, at de koster under 1 krone stykket, hvis man køber mange nok. Derfor er de også den professionelle branches yndlings op-amp.

Quad havde ganske vist en historie omkring sine elektrostatiske højtalere, men det hænger massivt sammen med, at dynamiske højtalere i 50érne ofte var hornladede og generelt var noget skrammel.
Quads "Verdensberømte" Current Dumping forstærkere var et forsøg på, at få en klasse B forstærker uden bias til, at performe bedre end andre klasse B forstærkere, successen var begrænset.
Resten af historien om dem, er faktisk bare marketing.

Wharfedale er der forhåbentlig ikke nogen der savner. Allerede i 80érne var det aluringene omkring enhederne der solgte, resten var ufatteligt ringe.
Jeg tror det samme kan siges om Tannoy. De lavede højtalere, der kunne sige tjubang rigtig højt, og sidenhen er de blevet meget dyre, uden at de for den sags skyld har ændret sig ret meget.

IMHO så er der ikke og har aldrig været ret meget hæderkronet over hverken Luxman eller de andre IAG brands.
De har hver især blot haft en kort periode, hvor deres position relativt var gunstig. Hvorefter de har høstet den samme mark i alt for lang tid.
Det gælder dog ikke Audiolab, som jeg ikke mindes nogensinde har haft et produkt på markedet, som ikke lænede sig op ad en defekt ved udpakningen. Dog skal det indrømmes, at deres top of the line DAC, faktisk godt kan bruges, såfremt man undlader at anvende den som preamp, slår volumenkontrollen fra, og under ingen omstændigheder anvender dens USB indgang.
Men hvad er der så egentlig lige tilbage af det, som man betalte for?


6. juni 2016 kl. 13.54  
Blogger Poul M sagde ...

Lige et pip til dine betragtninger om de engelske klassikere, som jeg er noget uenig med.
For det første var Wharfedale inden salget til Rank med de sandfyldte hjørnebafler med et bud på tidens bedste enheder nu ganske fremragende, og det var Tannoy inden Harman-tiden bestemt osse. A propos prissætning, så kostede et sæt 550 liters Tannoy Autograph ikke meget mere end det dobbelte af et sæt Beovox 5700/M100, så ingen 10-20 gange avance dengang.
Audiolab er jeg ganske enig med, men derimod havde Quad nu overordentlig fin succes med Quad 405, der solgte 100.000 eksemplarer, meget for den lille butik.
At det så senere gik lidt ad H til med først 66-serien og senere helt i hegnet med 77-serien er en anden historie.

6. juni 2016 kl. 14.30  
Blogger Gnavpot sagde ...

Jeg mener faktisk at det var præcist det jeg skrev.
Quad, Wharfedale og Tannoy havde i en kort periode en gunstig position. Men så gjorde de det, som de altid havde gjort, nemlig at fortsætte med at lave det samme forever after.

Mht. succes for Quad 405, så var det ikke det producerede antal jeg tænkte på, men mere om det rent faktisk var lykkes, at lave en klasse B forstærker uden bias, som var bedre end andre klasse B forstærkere.
Peter Walkers "Ledning med forstærkning" manifesteret i en Quad 405 eller en 405-2, var simpelthen en and.
Den var spækket med filtre og strømbegrænsere, som siger en del mere om de højtalere den skulle drive, end mange har lyst til at høre, og sådan lød den også.
Tannoy var et sammensurium af resonanser og opbrydninger, men det gjorde ikke alverden, for det var de fleste andre også.
Forskellen var så bare, at det blev Tannoy ved med at være, længe efter andre havde grejet i det mindste lidt af fidusen.
Wharfedale skal man nok også pænt langt tilbage i tiden, for at kunne tilskrive særlige kvaliteter.

Min pointe er så egentlig, at der absolut ingen grund er til, at savne nogen af de her såkaldte hæderkronede produkter.
Det er efter dagens målestok noget skrammel, som kun den mest hardcore nostalgiker på rigelig dope, kan finde på at føle afsagn og vemod overfor.
Det er lidt ligesom en Harley Davidson. Den dårligste motorcykel med den højeste pris, og så en masse merchandise.

6. juni 2016 kl. 15.20  
Blogger jakob levesen sagde ...

Sådan, bum! Så er det sagt og der er nok nogle der må æde noget omkring hvor fede Tannoy ikke var alligevel :-)

Gnavpot er King i dag

6. juni 2016 kl. 18.53  
Blogger Hans-Henning Terp-Hansen sagde ...

Inhabil som jeg er, givet det faktum at jeg stædigt holder fast i et sæt Tannoy Buckingham Monitors må jeg melde mig delvist enig i koret af kritikere. Der er skrevet flere bøger, som er solgt i flere eksemplarer og læst af flere mennesker, end der nogensinde kommer såkaldte HiFi apparater ud af UK, om virksomheders storhed og fald, og i særdeleshed årsagen hertil. Et klasse eksempel er Nokia - de vidste altid bedre selv, selv da det gik ned ad bakke. Det samme fornemmer jeg klart for en stor del af de HiFi brands som ikke er mere, iøvrigt sammen med en række andre brands mere eller mindre indenfor elektronik. Mit bedste gæt er, at Apple står for som de næste - medmindre de formår at genopfinde sig selv - og det er noget af en mastodont at genopfinde. Tannoy havde (med streg under havde), eller måske jeg skal sige Ronnie Rackham, udenfor diskussion en reel alternativ og gennemtænkt måde at reproducere lyd på. Idéen om et og samme punkt for udspredelse af alle frekvenser, om ikke andet så ihvertfald alle frekvenser som hjernen (og ikke ørerne) er i stand til at stedbestemme, mener jeg oprigtig talt fortsat er både aldeles korrekt og formålstjenestlig. At der, som med i tusindvis af andre virksomheder, er gået slipsedrenge med regnemaskiner i den, og der derved er søgt kostreduktion i et omfang der burde forbydes kan Ronnie ikke rigtig gøre hverken for eller ved. Netop fordi Tannoy ikke rigtig er mere, så er udviklingen af Tannoys højtalere også gået i stå. Og der sker noget på de snart 30-40 år der er gået siden udviklingen gik i stå. Jeg har dog fortsat til gode at høre et sæt højtalere (selv ATC Poul) som kan nå de dyder mine Buckingham kasser når. Og det endda med et tysk brandet, kinesisk produceret elektronisk digitalt delefilter foran - ja - det lyder MARKANT bedre end det originale XO5000 filter fra Tannoy, som jo faktisk heller ikke var særlig godt. Men det kan måske nok skyldes at der heri blev brugt bl.a. LM324 hvilket ikke just er top-of-the-line state-of-the-art op-amp'en over dem alle - faktisk SLET ikke. Mage til susende støjende filter skal man lede længe efter. Men jeg var blind (og dermed også døv) hvorfor det fik lov at leve længe. Men det er smidt ud nu, og nyere og langt bedre teknologi, til en pris på ca. 2.400,- inkl. 25% moms, har fundet vej ind i stuen. Det er rigtig nok, at Tannoy ikke fulgte med tiden, ligesom mange andre heller ikke gør - men de skal tilskrives en vis portion respekt for at turde, og holde fast i, at gøre tingene anderledes, på et for datiden velfunderet argument.

18. juni 2016 kl. 23.40  
Blogger Hans-Henning Terp-Hansen sagde ...

del 2:

Og årsagen til at co-axial enheder ikke er mere udbredte end de er skal udenfor diskussion findes i kost-prisen. Det er både sværere og dyrere at fremstille coax-enheder - og det gør ondt på regnedrengene med slips og Audi'er. Endelig skal vi allesammen huske på, at folk som Poul, og jeg selv, er en uddøende race. Mine børn har, alle 3, en rigtig forstærker og et rigtigt sæt gulvhøjtalere. Det er så tilsluttet hver deres computer, simpelthen fordi det er der content er tilgængeligt nu til dags. Selvom det er blot er et sæt DALI gulv højtalere de har hver især, og en Yamaha forstærker, så er det LANGT (som i lysår LANGT) bedre end nogen af deres klasse kammerater - eller i det hele taget nogen som helst på noget som helst klassetrin på hele skolen, som tæller ca. 500 børn. Der er INGEN, udover filantroper som Poul og jeg sådan cirka, der har et sæt gulvhøjtalere nu til dags. Lige præcis NUL sæt har jeg set hos naboer, hos venner og bekendte, hos børnenes venner, hos børnenes venners forældre osv. osv. osv. De har ALLE SAMMEN latterlige iPads og latterlige laptop computere med totalt uanstændig og direkte ØDELÆGGENDE højtalere som spiller af LORT! - Men ikke desto mindre affinder de sig med det. Faktisk kan man sige, at når folk ikke får vist hvor vandet er, så drikker de sandet. Og der er ufattelig meget sand hos hr og fru forbruger i Danmark, og i alle andre lande jeg har været i. Se DET er i sandhed en skræmmende udvikling. Det er i virkeligheden her vi skal sætte ind. Jeg kender ikke noget mere respektløst end dårlige højtalere. Men folk kan nok finde ud af at købe et 4K fjernsyn til 10.000+ kroner for fint skal det se ud. Hvad folk åbenbart ikke har forstået noget som helst af er, at høresansen er langt vigtigere, og langt mere fintfølende, end synssansen. Så istedet for at vi, altså os der har bare en lille smule respekt for hørelsen, og for det der skal afspilles så vi kan nyde det, bruger al vores energi på at mundhugges og skændes internt om hvorvidt en Quad 405 er en ledning med strømforstærkning eller om det er snyd og fidus-mageri (også kendt som markedsføring) - så skulle vi istedet rette AL vores samlede energi imod den totale destruktion af respekt for musik og andet hørbar underholdning. Jeg har dog, skal siges, funderet en hel del over hvordan den skal gribes an - og er trods mit ellers udmærkede intellekt, ikke nået frem til nogle gangbare brugbare forslag. Men jeg er trods alt startet med at prioitere, at mine børn bliver opdraget med et indtryk af, at der findes lyde i musik som rækker udover hvad en spasser højtaler i en tablet eller laptop er i stand til at udgyde. Og det virker kan jeg fortælle!

18. juni 2016 kl. 23.41  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start