tirsdag den 17. maj 2016

Når kulturen vist bare ikke rigtigt betyder nok eller noget..

Nu bevæger denne skribent sig naturligvis som alle rigtige hifientusiaster nødigt udenfor egen auditive "komfort-zone", for tænk dog blot at opleve noget, der får ens eget dyrtkøbte elektroniske godtkøbs-isenkram til at falde fuldstændigt igennem. Det ville være katastrofalt både for egen skrøbelig selvbevidsthed og ditto økonomi. Alligevel kommer jeg faktisk undertiden ud, man er vel en pligtopfyldende gift mand, der gerne vil fremstå som både relativt kultiveret og kulturelt interesseret. Selv om jeg vel er ude over den allerførste kærligheds tilbøjelighed til at spille single-vinylplader for den udkårne for at demonstrere egen enorm følsomhed, så ønsker alle vel at "give den en skalle" på den finkulturelle front. Jeg ved jeg gør!

Nu er man jo ikke hifitosse for ingenting, så derfor havde vi som sidste uges kulturelle projekt valgt en akustisk-musikalsk begivenhed, som vi sagtens ville kunne overdøve herhjemme, nemlig en koncert med barokmusik, der som bekendt historisk korrekt bør afspilles på datidens noget spagt-spillende instrumenter. Det var en koncert i det lokale musikalske fyrtårn, Musikhuset, endda i den store Symfoniske Sal, hvor et barokensemble skulle akkompagnere den rødhårede "franske nattergal" Patricia Petibon (ikke at forveksle med den tilsvarende "milanesiske nattergal", madame Bianca Castafiore, hvis kraftige og for stakkels kaptajn Haddock temmeligt traumatiske OG kraftigt-gennemtrængende  stemme længe vaccinerede denne skribent med en sund skepsis overfor opera-og det endda uden nogensinde at have hørt en LYD!)

Nå, men i god og effektiv  kommerciel stil, (samme Petibon er åbenbart noget af en notabilitet)  så blev der lokket med både en små-overfladisk hekse-tematik i det musikalske udvalg (en lille godbid til de halvgamle koner, der fyldte godt op iblandt publikum, som den aldersbetingede tiltagende kropsfylde dikterer,-altid rart med lidt tiltrængt identitet for det kvindelige publikum  efter menopausen må vel have været marketing-mandens såre fornuftige ræsonnement)
Nå, men nu er en del halvgamle koner jo åbenbart stadigvæk i en slags parforhold, hvis man skal tro det statistiske materiale, som publikum denne aften stillede til rådighed for denne altid såre intellektuelt-inklinerede skribent. Og et her med "hekse-problematikken" kunne jo næppe lokke nogen husarer med, da de vel dårligt ved at skæve over til madammen i ægtesengen dagligt kunne komme om tvivl om den reelle eksistens af disse klassiske kosteskafts-betvingere. Nej, der måtte mere til og det kom der.

Samme Patricia Petibon blev nemlig på plakaterne og i programmet  (ikke fuldstændigt rimeligt, skulle det vise sig) fremstillet som temmeligt meget en slags veritabel "rødhåret godte" Og det kan sagtens i mange tilfælde have været den afgørende "clincher" for aftalen om at sjokke afsted i Musikhuset, for næppe ret mange hverken blandt de fremmødte og da i almenheden næppe nogen overhovedet har vel som favoritkomponist Rameau eller Charpentier eller hvad de andre komponistiske ikke-notabiliteter hed. Og selv om  denne skribent vel har flere hundrede LP-er med barokmusik, så forekommer det numerisk som ca. ligeså mange år siden, at jeg har hørt dem. Således var det næppe musikken, som de fleste kom efter-ja, måske kom de fleste slet ikke efter noget overhovedet, skulle det vise sig.

Nå, der stod vi så og ventede på at at blive lukket ind i det altså for de allerfleste totalt ukendte musikalske univers, klædeligt lettet for i gennemsnit en 500-lap til billetten. Og så kom den første advarsel om en i i sandhed minderig aften, da der over et skrattende temmeligt uforståeligt intercom-anlæg (man er vel i et Musikhus!) fik at vide, at den planlagte koncert på 2 timer med masser af sang og lidt musik på grund af et halsonde hos "heksen" ville blive forkortet til knapt en time med masser af musik og blot en smule sang.

Det overraskende var, at det tog de ventende alle totalt roligt og det osse selv om det tog en evighed efterfølgende at blive lukket ind. Ikke blot en eneste én mumlede blot det allermindste om, at det var squ da urimeligt at forlange fuld pris for et totalt amputeret produkt og bestemt stor cadeau her til markedsføringen bag koncerten, der tydeligvis kendte folk langt, langt bedre end denne skribent. For tænk dog bare hvis det her hændelsesforløb havde fundet sted til en koncert med et andet publikum. Nemlig et publikum for hvem musikken virkeligt havde BETYDET noget-"Ja, vi beklager, men Leonard Cohen er lidt forkølet og han vil kun mumle et par numre, vi takker for alle jeres penge!" Det var næppe gået uden råben og almindelige optøjer.

Nå, men det gjorde det så her.For nok spillede det tækkeligt sortklædte  lille orkester meget fint og ikke mindst uhyre show-betonet i deres overdrevent-accentuerede understregning af det åbenbart væsentlige i denne for store deles vedkommende totalt ligegyldige musik. Meget, meget værre blev det, da Patricia Petibon kom ind. Og nu havde denne skribent ellers som sikkert så mange andre mere end midaldrende mænd glædet sig til "godten", der så desværre viste sig mest at ligne en lettere dysfunktionel krage, mens hun noget vakkelvornt  stolprede rundt på sylespidse høje hæle i en kikset tranedans og med pudsige grimasser svingede uforståeligt og ganske umotiveret skiftevis med en sort og hvid strudsefjer.Utroligt, hvad man kan med photoshop og utroligt at man selv som relativt fornuftig mand STADIGVÆK kan falde for det. Kontrasten mellem den ligblege Petibon i sin storslåede guldlamerede metallic-grønne kjole og de diskrete diskret klædte arbejdsmænd i orkestret lod ingen i tvivl om, hvem der var den markedsførte vare.

Nå, men hun sang nu osse, og det gjorde hun iøvrigt aldeles glimrende, dog fuldstændigt for denne skribent diskvalificerende derved, at hun konstant stod med snydeskaftet helt nede i librettoen. Visuelt tager det jo ligesom noget "gassen af ballonen" at iagttage en iøvrigt glimrende sanger krænge sin sorte hekse-sjæl så meget ud direkte fra "bladet"
Nå, men som varslet så sluttede koncerten hurtigt og endda før end det allerede stærkt forkortede varslede sluttidspunkt. Det her er simpelthen så meget en joke af en koncert, som denne skribent nogensinde har oplevet-man fik simpelthen ikke en skid for billetten.Og sikke man dog savnede lidt berettiget forargelse blandt publikum over dette optrækkeri...

Nå, men det fik man så ikke fra dette tydeligvis uhyre kultiverede publikum, der blot som med kejserens nye klæder kollektivt lod som om, at de havde haft en god aften. Ikke engang den svageste utilfredse mumlen var at høre i køen på vej ud, og DET var måske den allerstørste oplevelse for denne skribent efter denne lærerige aften:
Nemlig at hele den her postulerede interesse blandt det betalende publikum for denne ret beset ligegyldige musikalske parentes var et blot og bart POSTULAT De fik absolut INGENTING for pengene, men det var osse rigeligt når nu musikken alligevel var ligegyldig. "Varen" bestod tydeligvis blot i at sige, at man havde været der. Og det havde de jo faktisk osse.

Udover det, så fik koncerten i Århus Stiftstidende 5 af 6 stjerner af den skikkelige anmelder Ole Straarup, mens han gav arrangementet 2 stjerner af samme seks. Udfra alle andre og langt rimeligere målestokke fortjente hele arrangementet den totale bundkarakter, nemlig det ellers normalt  uopnåelige 6 TOTALE NARRE-HATTE. Og det af 5 mulige!
Vi vil nådigt og desværre af nogen nødvendighed afstå fra at bedømme det åh så kultiverede publikum..Som fortjener samme anerkendelse som arrangementet fortjente ros.
Vikingetiden ligger tydeligvis lidt rigeligt langt tilbage-man kunne godt savne lidt Svend Tjugeskæg-bersærkergang den aften i Musikhuset!


1 kommentarer:

Blogger Stig Hastrup sagde ...

Jeg var engang til opera på Stockholmsoperaen og der var altså noget galt med lyden. Det lød delvis som det kom fra en dårlig højtaler. Da jeg snakkede med nogen i pausen og omtalte det, fik jeg svaret at barytonen havde lidt dårlig hals og derfor var bugget!
Jeg syntes det var katastrof! Er sikker på at samme problem i København var løst, enten med en anden sanger eller simpelthen aflyst aftens forestilling.
Det her hændte for ca 30 år siden og jeg står faktisk og skal til 3 operaer af Puccini i Stockholm næste uge, så det bli'r interessant om de stadig bugger.

Hvorom alting er, har jeg i alle år jævnligt besøgt klassisk og jazz live-koncerter. Udover at faktisk høre skøn livemusik, nærlytter jeg til klangbilledet og forsøger dermed at "kalibrere øregangene" at sammenligne med anlægget derhjemme når jeg er tilbage.

Iblandt når man tilfældigt kommer til at høre live musik, f eks fra et brassband på gaden, fanger jeg øjeblikket og tænker efter: Hvornår hørte jeg egentlig sidst noget musik som ikke kom ud af en højttaler?

Altså kære venner. Ud at lytte til noget live! Lyt. Lige meget hvad slags musik, bare det er naturlig musikinstrumenter og sang. Bedre referencer til din egen lyd derhjemme findes ikke.

11. juni 2016 kl. 10.17  

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start