mandag den 11. april 2016

Når toget forlængst er kørt...

Som de sandsynligvis er de allerfleste bekendt, så trådte de noget sølle rester af den engang så succesfulde FONA-kæde i betalingsstandsning for noget, der efterhånden (og ikke mindst de få og stadigt færre ansatte) må forekomme som for en evighed siden. Det var dengang, at bestyrelsesformanden og hovedaktionæren Michael Kjær udtalte de sælsomt ildevarslende ord, at han ikke "..kunne se et Danmark uden FONA.." Allerede dengang forekom udtalelsen ganske overordentligt kontroversiel og ganske afskåret fra noget reel virkelighed, sådan mest en slagt romantiseret ytret ønskedrøm fra en erhvervsmand, der forlængst burde have takket af. Fordi den verden, som han drømte om, jo forlængst havde kørt både ham og FONA fuldstændigt over. Og det ganske, ganske fortjent..!

For nej, Danmark har OVERHOVEDET ikke brug for FONA, og det har det ikke haft ganske længe og da i det mindste slet ikke siden ledelsen med Michael Kjær i spidsen for adskillige år siden dikterede generel lønnedgang i koncernen, iøvrigt ledsaget af en aldeles idiotisk fyringstrussel, hvis de ansatte ikke makkede ret og rettede ind. Den slags er gift for arbejdsmiljøet og får alle de bedste medarbejdere til at løbe skrigende væk.

Nå, det var der så ikke så mange, der i virkeligheden gjorde dengang, og DET var måske i virkeligheden den lektie, som Kjær skulle have lært af det, der udefra forekom som at "pisse i bukserne for at holde varmen" For nok mindskede de ansattes tvungne løntilbageholdenhed koncernens underskud umiddelbart, MEN til gengæld var den visse død som flere gange omtalt på disse sider ganske vis. For når de allerfleste ansatte finder sig i så syge ledelsestiltag, så har man allerede de helt forkerte ansatte til videre drift! Længere er den ikke!

For enhver idiot burde jo kunne se, at en servicevirksomhed med alt for høje fysiske faste udgifter ALDRIG vil kunne klare sig i konkurrencen med varehuse og nethandel uden ordentligt personale. Nemlig den slags, der ville have givet den tvungne lønnedgang fuck-fingeren og ville være løbet væk straks. Hvis de altså havde haft et valg.
Her må det jo med, at lønningerne i FONA allerede inden ledelsens ultimatum var grinagtige til det rørende latterlige, og reaktionen fra medarbejderne dengang demonstrerede til fulde, at deres "kvalitative udskilningsløb" allerede var færdigt. Bunden var nået af den tilbageværende "bærme" og undergangen var vis.

Og den er så kommet nu, for hvis der er noget, som Danmark IKKE har brug for, så er squ da en totalt inkompetent skodbutik som FONA. Et foretagende fuldstændig uden kurs eller strategi eller kommerciel mening. Længere, altså, for selvfølgelig har tingene været anderledes i et firma som FONA, der engang uden at folk grinede hysterisk kunne lancere et slogan som >"De er så flinke hos FONA" Man skulle måske have prøvet at genlancere det og taget lidt nødvendig bestik af reaktionen hos de danskere, der tydeligvis sagtens kan undvære FONA.

Nå, men det gjorde man så ikke, det ville ellers have været interessant. Ligeledes ville det have været interessant at se, hvordan gamle Poul Kjær, grundlæggeren af Fredgaard-imperiet (der jo købte/fusionerede med FONA) ville have klaret udfordringerne. Givetvis bedre end sønnen Michael, der i mange, mange år har haft rigeligt travlt med alternativ finansiel og repræsentativ virksomhed. Beslutsomhed og fokus, som Poul Kjær besad i smittende grad, kom i sønnen Michael i en rigeligt fortyndet udgave, som noget noget så ofte gør. Mendels forsøg med arvelighed hos ærter kommer i mente her..

Og hvorfor så al denne overfladiske og ret ligegyldige snak om FONA og Michael Kjær i dag? Jo, fordi jeg faktisk i en kort tid havde samme Michael Kjær som arbejdsgiver. Det var dengang fra december 1990 og nogle måneder frem, hvor Kjær-familiens Fredgaard havde overtaget Radiohuset Expert A/S, hvor jeg dengang havde arbejdet en del år. Allerede dengang var Michael Kjær ved at overtage "gesjæften" efter farmand, og jeg husker stadigvæk min intense afsky for manden fra det allerførste øjeblik, hvor han stoltserende som en halvkikset hanekylling indtog Radiohuset. Det var det øjeblik, hvor jeg besluttede mig til at søge andre græsgange snarest og det blev kun yderligere  bestyrket af et meget kortvarigt møde snart derefter i København. Man må huske, at dengang var jeg en slags halv-ledende medarbejder, men mødet med Michael Kjær  varede dog kun ca. et øjekasts tid, så var min tid i Fredgaard forbi. Så var min beslutning taget.

Om det var nogen særskilt stolt stund i menneskehedens samlede historiske perspektiv er vel uendeligt tvivlsomt, men for mig var det nu stort at kunne være den allerførste rimeligt kompetente medarbejder, der sagde sit job op i det "nye Radiohuset Expert" Osse svært at slå, når det nu i praksis blev besluttet ved selve bekendtgørelsen af købet Der skulle selvfølgelig komme mange andre medarbejdere samme vej (Læs: UD!)bagefter, da nærmest alle kompetencepersoner søgte andre og langt grønnere græsgange. Der skulle så heller ikke meget til og det var så allerede DENGANG, for ret præcist 25 år siden.

Dengang gav det mig en sund skepsis overfor dårligt drevne kædebutikker og dumme slipsedrenge  og vel ikke fuldstændigt ubegrundet, nu når al kompetence omgående forsvandt fra min gamle arbejdsplads. Den blev så erstattet af af folk, der (ganske vist langt senere, lidt ahistoriske er vi vel her) selv med ledelses-krav om lønnedgang  (Husk: Man fyrede simpelthen dengang alle medarbejderne og genansatte de villige til en langt dårligere løn) kun for ganske, ganske fås vedkommende turde protestere.  Og man undgår jo ikke den nødvendige konklusion, at det vel mest var fordi, at de tilbageværende medarbejdere vel ikke var bedre og ikke fortjente bedre end det sølle FONA/Fredgaard, som de fik. Og som vel allerede blev grundlagt, dengang jeg selv forlod "butikken" sagde DENNE stoltserende hanekylling!
 Måske en slags beskæftigelsesterapi for de initiativløse og inderligt ide-forladte, der så hører op nu. Som noget noget jo heldigvis og nødvendigvis gør.
Ingen vil vel savne FONA og Michael Kjær, jeg selv allermindst.
At så ingen finansielle investorer trods Michaels Kjærs kolossale netværk ønsker at skyde klejner i FONA er vel forståeligt nok. For hvem gider dog købe en billet til et tog, der kørte for 25 år siden...
Med denne såre ydmyge skribent om bord...!




0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start