tirsdag den 29. marts 2016

"Recovery"

I dag vil vi afsløre en nylig betydelig betagelse og det endda af en ganske ung kvinde. det er de allerfleste selvfølgelig efterhånden som man selv nu allerede er noget over 60, men alligevel er hende her på blot 24 noget ganske specielt. Ja, hun er faktisk endda så speciel, at jeg ligefrem kan nyde hende sammen med fruen i huset. Og nu ville jeg jo så ønske, at jeg havde noget mere lummert-interessant at berette, men det har jeg så ikke. Men til gengæld er det her en fortryllelse, der helt sikkert vil vare ved næsten i samme grad som den min kone allerede har kastet over mig.

Kvinden hedder Billie McKay og er den (for danske seere med den lille TV-pakke) meget nylige (læs:i går) vinder af Australian Masterchef 2015. Vi beklager den noget utidige nyhed her, men Billie fortjener mere end almindelig opmærksomhed som det jo osse lidt giver sig selv, når hun samtidigt  kan tryllebinde både denne troskyldigt-godtroende skribent OG den anderledes robust-tænkende Pia Mathiasen.
For de vankundige skal vi sige, at den australske udgave af Masterchef ikke må forveksles med alle de andre komiske nationale licens-produkter, der kan ses nærmest alle steder. i forhold til alt det andet inderlige bras er den australske udgave en suverænt koreograferet og særdeles afvekslende affære, der for strækker sig over 3 måneder. Det mest interessante (forsåvidt der overhovedet er noget interessant i den slags programmer) er så normalt at iagttage, hvordan de under hele seancen isolerede deltagere efterhånden udvikler sig fra amatørkokke til noget, der ligner professionelle. Så langt så godt eller bare skidt og oftest ganske ligemeget. De færreste mennesker udvikler sig jo trods alt særligt meget og sjældent til noget særligt interessant på nogenlunde samme måde, som en selv en højere uddannelse heller ikke ligefrem gør folk klogere eller blot en smule mere fornuftige. Og så kan det alligevel ske.

Det skal så lige som yderligere forklaring på vores fascination af Masterchef Australia med, at den første finale i den første serie fandt sted på vores bryllupsdag i Australien, så der er visse sentimentale minder, fordi efter bryllupsnatten var temmeligt tvangsindlagte til at se finalen, som vores værter havde optaget-sikke dog herlige minder! Som vi derfor naturligvis benytter enhver passende og upassende mulighed for at genopleve, altså for eksempel i går!

I løbet af konkurrencen udviklede den nydelige ranke land-pige Billie sig fra en i starten passende  plads i baggrunden af de mange oprindelige kombattanter til et bud på den næstmest fænglende kvinde, som jeg nogensinde har oplevet. Aldrig har jeg udenfor familiens allernærmeste oplevet nogen, der så suverænt håndterede stress og kriser. Ja, det forekom nærmest som om hun blot blev endnu køligere -fokuseret og endnu mere determineret for hver vanskelighed, der opstod. Som om hun næsten sugede energi ud af de "sorte huller", der rammer os alle-dybt, dybt fascinerende!

For eksempel var der en episode med en af verdens mest berygtede højtråbende/kontante kokke, Marco Pierre White. Det var for sikkert adskillige bekendt ham, der fik Gordon Ramsay til at græde, slet ikke dårligt og helt givet fortjent!
Helt anderledes gik det så med Whites forsøg med samme recept på Billie McKay. For selv om hun var i en kritisk situation, så stod hun "op" til store dominerende White med en positur og et kropssprog og ikke mindst et fast blik, der fik White til fuldstændigt at blive en viljeløs kattekilling, der bæres afsted af sin mor i nakkeskindet. Mindet om denne stolt-knejsende kvinde skal vi opfordre alle til at søge på nettet. Og sekunder derefter løste hun et iøvrigt aldeles uløseligt problem.

At sige, at hun var et imponerende bekendtskab er så sørgeligt utilstrækkeligt. Hun er simpelthen så langt fra de ulidelige frembrusende totalt ukritiske tomhjernede selv-iscenesatte medie-gæs, der udklækkes på stribe til alskens medier, at man blev ganske stolt på menneskehedens vegne. der findes altså nogen steder endnu, hvor man stadigvæk avler den slags. Desværre for os danskere er det så i den nordlige del af New South Wales, men lidt er vel bedre end intet.

Nå, men i den store finale i går vandt Billie så en sejr så mindeværdig i en umulig teknisk udfordring, at det næppe er muligt nogensinde blot at tangere. At den så osse er seværdig som simpel "suspense" er en anden sag og her bliver betagelsen af Billie næppe mindre for nogen af at kende resultatet på forhånd. Og i den situation løftede hun hele konceptet fra at være et formelt bar og blot elitistisk madprogram til at være et fornyet håb for alle mennesker. For tænk dog blot, hvis man da bare engang imellem kunne støde på en "Billie" alle de steder i samfundet, der for tiden befolkes af uægte narrerøve. Sådan bare en, der var helt ægte uden nogen bagtanker om egen vinding. En, der hvilede FULDSTÆNDIGT i sig selv og som ikke udelukkede næredes af egen selvfedme.

En anden og måske i virkeligheden endnu mere bemærkelsesværdig egenskab ved Billie McKay er så, at hun slet ikke trigger det kvindelige "bitche-gen" Og her bruger jeg så for en gangs skyld ikke min frue som målestok, men mest udtrykkene hos alle de andre kvindelige deltagere i Masterchef-konkurrencen. Deres betagelse af Billie var mindst ligeså bjergtagende og ægte som denne skribents og frues og SÅDAN NOGET har jeg squ da aldrig oplevet tidligere. For kvinder er kvinder, der har noget eller kan noget, som de ikke selv har sædvanligvis en indlysende fjendtlig trussel.
Men bare ikke her, Billies totale ægthed og totale personlige integritet tog alle med storm. Ja, selv den snurrige engelske mesterkok Heston Blumental, der havde udtænkt den djævelske finale-dessert, måtte som tidligere Marco pierre White overgive sig betingelsesløst til Billie, som han i ren rørelse  benævnte en "superwoman", hvorefter han hyrede hende på stedet til sin 3-stjernede Michelin-restaurant. Nok meget klogt grænsende til det geniale. Mennesker som Billie kan blive en kæmpegevinst alle steder, derom absolut ingen tvivl.
Men se det nu!

Ellers vil vi ufortøvet gå i gang med dagens mere rutineprægede dont, ledsaget af lidt høj musik. Det kan være svært at forestille sig, men engang stod det skotske band "Run Rig" for en ganske rå udgave at datidens ganske populære genre , Celtic rock" Festen sluttede for deres vedkommende ganske vist i 1981 med LP-en "Recovery", hvorefter der skete et genre-skift til ulideligt-brægende ballader fra den værste "pop-skuffe" Men dengang i 1981, DER var der altså gang i de tunge rytmer og fræsende guitarer, så på med pladen og et middellydtryk på 110 dB, det fortjener den.
Og i dag er den så tilegnet vores nye idol, den smukke Billie!














0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start