Glögg og tips!

Overskriften i dag efter atter en uhyre fortravlet uge er ikke nødvendigvis en fejl. Ikke fuldstændigt, ihvertfald, da det ganske vist kun drejer sig om ET tip, men det lød så forfærdeligt forkølet.
Først “tippet”, der er et af den slags, hvor denne skribent behørigt ærgrer sig over, at det ikke kom for 10, 20 eller 30 år siden, for så ville jeg have pantsat både hund og eventuel kone for ufortøvet at finansiere denne bunke, se blot her:
http://www.dba.dk/hoejttaler-das-800-w/id-1020542399/
Det er da noget af det vildere til en absolut “hug-pris”, som jeg nogensinde har set. Og komparativen “vildere” er her vist brugt i den oprindelige mere differentierede betydning, for “vildere” bliver vist intet. Og ville dermed i dagens fattige sprogbrug selvklart kvalificere til superlativ, der så blot er så uendeligt sprogligt udvandet.

Der er den lille krølle på historien om den her bilfuld kvalitets-biografudstyr, at jeg faktisk i Dansk Audio Tekniks spædeste første etableringsfase i Klostergade i de tidligste 1990-ere hjalp med at smide rundt med alle disse selvsamme megastore skrummel-kasser inden de blev installeret i det da spritnye biografkompleks. Dengang bar jeg rundt på disse KCS drømmehøjttalere og det var og forblev så meget drømme, at jeg aldrig drømte om nogensinde at få plads. Det varede så indtil nu, hvor man bare kan hente sagerne og ligefrem næsten har pladsen. De højttalere, der med stor sandsynlighed ville have sat et punktum for enhver fortsat seriøs hifiinteresse. For tænk dog blot at få et system med ikke ubetydelige 4 stk. 18-tommere. Altså pr side OG en totalvægt pr. højttaler på næsten 200 kg. Æv, hele 10 kg. mere end vores egne JBL 5674, total ydmygelse!

Og nu er det så blot for denne skribent alt for uhjælpeligt meget for sent, fordi pladsen her i huset allerede forlængst er optaget af en masse JBL, ja faktisk næsten ligeså meget som der er på til salg der på dba. Måske lige knapt, men vi kan vel mønstre en del sæt assorterede JBL 5671/5672/5674-højttalersystemer med den lille glade tilføjelse, at disse JBL har kostet og koster ca. det dobbelte af deres “Kelonik Cinema Systems”/ KCS-ækvivalenter. Om de så er dobbelt så gode er ikke til at vide, og det finder vi næppe nogensinde ud af, og det er måske i virkeligheden meget godt.

Vi kunne nu rigtigt godt “unde” et godt hjem hos en skikkelig fyr til alle disse fine sager, og i samme ombæring vil vi da gerne tilbyde lidt ja altså, “bærings”-hjælp. For der er altså lidt kærligt deja vu over at se denne bunke igen efter så mange år, og så man osse passende bruge lejligheden til at se, om man stadigvæk kunne løfte skramlet. Jeg vil da sent glemme, da jeg sammen med bomstærke tidligere jægersoldat Per bar en JBL 5674-bundkasse ned af trappen her til akkompagnement af små knald fra springende sener i min højre arm. Per gik nederst og selv denne menneskelige kran var dengang for for et øjeblik næsten helt menneskelig og både pustede og svedte.

Nå, det var vel bare en kasse med 4 stk. 15-tommere i, så værre var det vel heller ikke. Jo, det var det. Da vi skulle bære den ned af trappen til kælderen er det jo indenfor den almindelige newtonske mekaniske teori, at man ikke kan løfte lige op som den, der som jeg jeg gik øverst. Det vil sige, det kan man jo godt, altså løfte lige op hvis man ellers ganske akut planlægger at stå på hovedet ned af trappen. Og det gjorde jeg gamle trænede Horsens-havnearbejder så naturligvis ikke.
Nej, jeg valgte klogt nok at støtte den ene arm mod muren og så løfte med armen i ca. en 30 graders vinkel for at få lidt sikker justering af tyngdepunktet, når trappetrinene skiftede og højttaleren vippede lidt.

Og det var så der, fyrværkeriet med knald og alting af senerne i min arm startede. Uden dog naturligvis at stoppe nedtagningen, men er vel en hård nyser. Og måske tillige en smule stædig-dum osse. Højttaleren kom således ned uden at jeg helt havde mistet førligheden i min arm, selv om en nødvendig operation nok kun havde været et enkelt trappetrin væk. For det viste sig, at den skide højttaler altså vejede 136 kg. og således med en enkelt løftearm i en 30 graders vinkel nedefter var vi tydeligvis oppe på på en decideret faretruende belastning. Iøvrigt et ganske komplekst regnestykke præcist hvor meget, fordi belastningen naturligvis ikke har været konstant under skift af trappetrin.
Nå, det havde ellers ikke væren noget særligt at gå forrest og bære højttalere hen til trappen i én arm, men det blev det så.

Vi vil så håbe på, at den nye ejer vil tage vores tilbud om flyttehjælp. Det vil i så fald være en kærkommen mulighed for forhåbentligt at bevise, at denne skribent ikke er fuldstændigt affældig endnu og i det mindste ikke så affældig, som han har planer om at blive.
Derudover er der STADIGVÆK glögg som det sig hør og bør på denne tid.

PS Vi blev inviteret til at kikke ind i en lukket hifi-gruppe på Facebook, hvor denne skribent fik nogle stryg. Det blev et kort og ret klamt syn ind i en nutid, hvor administratoren på siden betragter det som åbenlyst “trolleri”, hvis nogen tør sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af alskens hifi-kabler og andet sygt svindel-tweakeri blandt de nutidige heldigvis marginaliserede entusiaster.
Det er squ godt, der er tale om en lukket gruppe for tænk dog, hvis nogen normale mennesker kunne kikke med der.
Jeg forsvandt straks og kan nu ikke længere inviteres til gruppen. Og så blev det vel alligevel en slags jul..

10 meninger om “Glögg og tips!”

  1. Jamen Poul, har det slet ikke slået dig, at de fleste af os slet ikke gider de store kasser og den lyd de laver? Vi vil meget hellere have små slanke og fimsede to- til trevejs højttalere, med 6 tommer basser end det der biografgejl. Også fordi vi ikke vil skilles 🙂
    Man siger godt nok at overdrivelse fremmer forståelsen, men her synes jeg det fremmer en kortslutning. Spændende at se eventuelle fotos af de nye ejere af den uhyrlige bunke monsterhøjttalere fra DBA som du linker til. Mit gæt er at de fleste af dem kører 4-hjulstrækker og har vildt skæg og går i skovmandsskjorter, bor i et gammelt hus langt udenfor lov og ret og med brændeovn og en parabol der ikke er pillet ned endnu 🙂

  2. Du er som altid inde på noget uhyre essentielt: Hvordan undgår man at blive skilt? Meget tankevækkende, ikke mindst fordi du jo i din tid med de fimsede Goller-højttalere jo faktisk lykkedes ganske fint med netop at blive skilt, mens jeg selv stadigvæk hænger ved på denne månedlige festdag (pt 10 år og 11 måneders kærestejubilæum)

    Og ja, det er formodentligt derfor, jeg så gerne vil være med til at løfte braset her: Fordi jeg gerne vil møde nogle af de få rigtige mænd, der måtte være tilbage. Hvis vi altså forsigtigt antager, at der overhovedet ER nogen..Foreløbigt ser det jo ikke altfor lovende ud med salget

  3. Hvis glögg-lyksaglighederne og julehyggen tager overhånd, så er der mulighed for at forsure sin tilværelse med en at læse "HT-kabler?" tråden på hifi4all. Givetvis kunne de uoverskuelige problemstillinger i denne, indenfor hifi, allervigtigste disciplin – nemlig kabler, nemt kureres med rigelige mængder stærk glögg.

  4. Hvis I har været i biografen for nylig, vil I ikke have undgået at bemærke, at 'biograf-gejl' i vore dage er mange, ganske små enheder (+ et antal subwoofere, naturligvis).
    Læg mærke til, at jeg (som det sig hør og bør) har tiltalt dig i pluralis.

  5. Til HH: Takker for udvist respekt fra undersåtterne. Man har helt givet solgt (eller nok nærmere bare givet dem væk, til dem, der måtte gide hente dem), fordi man har ombygget til Dolby Atmos med en masse bittesmå skod-højttalere splattet ud overalt.
    At man måske samtidigt på grund af lavere "dyb-gående" af de nye højttalere så nok osse har kunnet "kradse" en ekstra stolerække ind er nok osse medvirkende..
    Se iøvrigt lige den her fra vores fælles fortid:
    http://hsfo.dk/article/20151215/ARTIKLER/151219405

  6. Og til Lars: Ja, jeg har set den, det er ved at være helt trivielt at se idiotiens stadige frem-march indenfor vores herlige hobby, hvor al etableret fornuft og almindelig kritisk sans totalt deponeres og alt er acceptabelt, fordi nogen jo har skrevet det, og så må det jo passe.
    Man længes mere og mere efter de gamle dage med blot og bar polering af sikringer, lin-olie og andre uskyldigheder..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *