mandag den 23. november 2015

Så er der.

så småt ved at være normale forhold i vores lille virksomhed. Det betyder så ikke, at vi ligefrem er "med", vi kan blot se en smule "kosmos" omme bag al hverdagens tilbagevendende  kaos, og det er vel al den normalitet, som man kan forvente i en virksomhed som vores, der lever af at få tingene til at ske lige her og lige nu! Et par ture til København i løbet af ugen kan dog være det lille halmstrå, der "knækker kamelens ryg", normalitetens øjeblikkelige ligevægt kan hurtigt rykke sig.

Og da ikke mindst fordi en gammel ven i Polen lokker med endnu en McIntosh MC2600 til vores udviklings-opstilling her i firma-værkstedet, hvor der tænkes og udvikles de dybeste audio-tanker, som denne Verden hidtil har set. Eller ihvertfald noget i den retning, for ligegyldigt hvor gode jeg selv og andre synes, at vores små og store biografsystemer her i kælderen er, så er der stadigvæk mange, der foretrækker vores ATC SCM300A ovenpå.

I lyset af egen ubestridelig fortræffelighed vil jeg naturligvis hævde (og vel i virkeligheden med en vis ret), at det skyldes forskellene i rummene. For at sidde alt for tæt på en alt for stor højttaler, der ydermere står næsten lige ved siden af sin makker, er vel alt andet lige et kompromis. Alligevel var nu en oplevelse af de mere "soberheds-givende" at have besøg af en kunde fra et stort og velrenommeret dansk firma i det nordvestjydske, der om oplevelsen i kælderen måske lidt rigeligt tørt konstaterede, at man da i sammenligning med hans egne nyindkøbte ATC SCM19/ATC P1-combo jo da "godt kunne genkende musikken" Måske ikke vores allerstolteste stund her i butikken...! Men måske en McIntosh MC2600 mere vil kunne gøre oplevelsen bedre, håbet er vel altid lysegrønt selv denne umilde morgen..

Om ikke andet kan man da glæde sig over en af den nyere verdenshistories mest usandsynlige politiske alliancer, som vel absolut ingen, selv inklusive denne ellers ganske skarpsindige skribent, vel nogensinde havde kunnet forestille sig. For om da ikke Frankrig efter en ellers ubrudt politisk tradition tilbage til Charles de Gaulle og den spæde 5. republik for permanent kritik af USA (og dette ganske uanset fornuft eller mangel på samme i USA`s politik) så er de nu nærmest en slags allierede for første gang siden den Amerikanske Uafhængighedskrig, hvor det jo unægteligt var Frankrig, der muliggjorde George Washingtons sejr. Og det ubetinget og 100%, selvom det jo i ikke ringe grad smadrede Frankrig som det var..

Frankrigs årtilange politik var ellers uvægerligt at støtte ikke mindst alle slags mere eller især måske mindre fredelige arabiske regimer ganske betingelsesløst ikke mindst overfor Israel. At de samme fransk-støttede regimer så var noget mere effektive i repression og myrderier af egne statsborgere end af de evigt forhadte jøder har Frankrig altid set lidt stort på. Nu er det så blevet noget anderledes, en smule fornuft er der da heldigvis endnu i den galliske hane. Og da ihvertfald mere end i den råd-og dådløse danske "snakkende klasse", der i lyset af terroren i Paris kun kan kvække op om, at man da vist skal huske at mindes alle ofre for al terror i hele verden. Ihvertfald for at være en sand humanist i disse selvfede klassers ejegodhed.

Nej, man skal squ da ej, sådan er livet simpelthen ikke indrettet. der er simpelthen grænser for, hvor meget livet kan rumme af ulykker og det uanset de snakkende klassers ønsker og behov om at forstå og inkluderede det uforståelige såsom vilkårlig terror. Vi mennesker er ikke anderledes end den igen fredeligt græssende gnu-flok, hvor et af dens nylige medlemmer nu ligger døende under en bunke hun-løver. Fordi både flokken og vi ved, at nu går der da et stykke tid igen, inden der sker noget lignende her og så kan man jo ligesom børnene i områder under permanente bombeangreb jo godt igen rende rundt med sine fly udenfor og lege krig.. Altså indtil det sker igen og cyklussen gentager sig.

Nej, både vi og gnuerne er naturligvis i det store og hele udelukkende interesserede i egne problemer og lokale nyheder, og selv de voldsomste angreb og ulykker er underkastet denne ældmle tilsyneladende naturlov om, at "afstanden til ulykken i 2. potens er omvendt proportional med interessen" Det vil sige, at selv håbløst tragiske begivenheder kun behøver at være ganske lidt fysisk fjerne for at forekomme ganske usædvanligt ligegyldige. For selve LIVET kan simpelthen kun rumme en vis mængde ulykke og rædsel, så trods ihærdig TV-dækning af den nylige terroraktion i Mali, så ER det altså ikke Frankrig. Det siger selve det ur-liv, vi lever her i Europa. De største problemer er og bliver vores egne og derefter kommer vores nærmestes, hvilket jo altså osse kan inkludere de ellers hovne gallere. Men meget længere går danskernes "medlidenheds-horisont næppe", det havde været noget ganske andet og langt mere ligegyldigt , hvis det var sket i Ungarn.

Nå, tilbage til virkeligheden, som jo altså nærmest er helt uvirkelig for tiden. For ikke alene er USA og Frankrig blevet allierede i kampen mod terror, nej RUSLAND er squ osse kommet med. Ikke fuldstændigt frivilligt eller synderligt overlagt, muligvis, men MED i alliancen, det er de.Og det er jo umiddelbart ganske godt for de fleste med mulig undtagelse af den tidligere misfoster-republik Ukraine. Der jo nok må indstille sig på en længere, måske ligefrem permanent, vinter-pause i Verdens opmærksomhed.
For vi kan jo altså ikke klare flere ulykker af gangen uanset hvad man måtte mene på i idiotiske Deadline og da som ovenfor anført jo da slet ikke, når de foregår i et land, som ingen af os har været i!







0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start