Facebook-demokratiets hukommelse..

er jo til alt held temmeligt kort, og selv om der stadigvæk driver druknede migranter ind på Libyens kyst i dette øjeblik, så ER billedet af den druknede dreng brugt. Verden er blevet helt anderledes hårdfør siden den berygtede TV-transmitterede henrettelse af en angivelig Vietcong-soldat med et skud i tindingen midt på åben gade. Sammen med billedet af det forbrændte panikslagent-løbende nøgne barn skabte det en fornemmelse af krigens meningsløshed, som vi, der er gamle nok, har endnu.

Til gengæld er der så nu siden dengang sket et så kolossalt billed-bombardement af de mest udpenslede grusomheder og talløse offentlige henrettelser, at den slags forlængst er ophørt med at have nogen virkning. OVERHOVEDET!  Og når en københavnsk teaterdirektør med kolossal patos og selvfedme i det dødssyge selvfede Deadline uimodsagt påstår at det nylige billede af den druknede dreng er en uomgængelig “game-changer” (min egen version red.) af folkets forståelse for migranternes situation, så har han da intet fattet. Den kollektive hukommelse er blevet så uendeligt kort, og på trods af mange flere indsamlere i gårsdagens Røde Kors-indsamling var udbyttet beskedent. for så vidt som en sølle femmer i snit pr dansker vel ikke ubetinget er imponerende. Og selv om man fradrager alle de omkring 20% helt forkerte DF-støtter, der jo for de hadefuldeste elementer af den af den rød-fascistoide fløj har ødelagt “deres Danmark”, så ER det squ da for ringe. og vel bare et bevis på det gamle mundheld “folk snakker og røven går” Når der nu er så mange, mange velmenende danskere, hvorfor i alverden kan de så ikke trække de få “ikke-menneskers” åbenbart ganske beskedne bidrag op? Mærkeligt, når der nu er så mange af de helt, helt rigtige..!

I det hele taget har jeg aldrig tidligere været aktiv på Facebook, så derfor har det da fornyligt været en øjenåbner af de mere skræmmende at se de afskyeligt-sekteriske at se den daglige dosis af hadefuldhed hos flere af mine egne såkaldte Facebook-venner. Der simpelthen hver eneste dag kan finde eksempler på bankernes og zionisternes og DF´s usigelige grusomheder og nærmest voldtægts-lignende overgreb mod deres helt eget helt rigtige Danmark. Helt derude har den politiske debat så ikke været tidligere, og det, der tidligere ville have givet en soleklar dom for injurier og bagvaskelse og trusler om almindelig vold er på mange af mine “venners” sider simpelthen daglig kost. Og når så denne sagtmodige skribent tillader sig at skrive lidt i de mest sygelige og hadske tråde, så slettes kommentaren naturligvis omgående. Frådende sygt had næres jo bedst af psykopatens egen “indre vulkan” af permanent selvantændende vrede.

Nå, vi må så fra vores omgang i hundeverdenen glæde os over, at det ikke er de små om impotente hunde, der trods voldsom gøen er de farligste. Nej rigtigt farligt bliver det først den dag helt almindelige danskere som for eksempel alle de hårdt kæmpende mennesker det danske landbrug “lukker ned”, så de “snakkende klasser” skal til at finansiere deres egen  selvfede snak helt selv. Eller for visse af de mest hadske i egen omgangskreds finansiere de permanente overførselsindkomster, der åbenbart giver dem yderligere både næring og tid till at videreudvikle hadefuldheden. Lidt trist at spilde penge på sådanne fjolser når der nu er så mange, der fortjener det så endeligt meget mere.

Man kommer nemt efter denne weekends Røde Kors indsamling til at tænke på dengang formand Anders Ladekarl med passende mediebevågenhed lod sig fragte nærmest kongeligt til Haïti for at besigtige sagerne i en situation, hvor der var brug for al hjælp til at grave fastklemte ud af af de sammenstyrtede huse. Med sin logrende medløberiske mediekortege nød min gamle studie-fælle Anders tydeligvis øjeblikkets storhed dér midt i al katastrofens gru. Derudover kan det så ikke helt afvises, at det største varige minde om den store danske rorgængers besøg på Haïti nok har været bremsesporene på landingsbanen..

Det var med dette billede på nethinden af den danske Røde Kors-formand  (og IKKE det med det druknede barn), at jeg pænt sagde nej tak til indsamlerne i går.
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af det, men det er sådan det er. Jeg ønsker ikke at støtte en organisation, der har “kåret” sådan en fætter som Anders til mangeårig formand og mine penge skal ALDRIG gå til at chartre et privatfly for disse nødhjælps-dignitarer.. . På den anden side burde alle  de, der gav så uendeligt meget mere end jeg, altså en hel femmer, måske osse lige spejle sig en ekstra gang i selverkendelsens kedelige spejl. At de muligvis har mere at spejle sig i end jeg er uomtvisteligt, om de så har nok er til gengæld særdels omtvisteligt..
Eller hvorfor, det er jo bare ligegyldigt Facebook-demokrati, hvor man kan mene alt uden for alvor et mene noget og fokus allerede i øjeblikket er ved at skifte som søgelysene efter Lancaster-natbomberne dog denne gang uden nogensinde at fange eller fastholde noget… Selv tror jeg mere på at opføre sig anstændigt i hverdagen og derudover kan jeg ikke se nogen forskel på rød eller sort fascisme.
At holde mere med den ene end den anden svarer vel til som århuasianer at holde med fjolserne fra FCK eller dem ditto fra Brøndby, når de geråder i masseslgsmål. Forskellen er ganske ens for dette øje..

3 meninger om “Facebook-demokratiets hukommelse..”

  1. Det er taget ad notam, det er blot svært at affinde sig med, at nettet, der kunne udvide menneskers horisont så skræmmende bruges til at cementere de mest ekstremistiske. Konsekvent at stave Søren Espersen med -SS_er den blide udgave udgave af dagligdagens sprog hos mine "venner" på Facebook.Til gengæld tillader man så kun omgang med folk, der mener fuldstændigt det samme, håber squ da ikke, der er nogen af dem, der har eller er ved at tage eller har flyvecertifikat.
    Selv om vi jo knapt nok altid her står for den uafbrudt gode tone, er det vel i den mere sygelige ende, men jeg skal da vist selv kikke et andet sted hen, og håbe det går væk..

  2. I gamle dage var man nødt til at have noget på hjerte for at blive hørt af offentligheden – idag har alle et talerør, uanset om de så har noget at byde ind med eller ej.

    Problemet bliver så, at dem der rent faktisk har gang i noget nyt og spændende, noget der virkelig rykker, de har ikke tid til at opdatere facebooksider og den slags ligegyldigheder, de bruger deres krudt på det der fantastiske de er i gang med.

    De mennesker er har tid til at sidde og navlepille på facebook er som oftest samtidigt de mennesker der er mere eller mindre blottede for interessante ting at byde ind med – tillykke, du har det her talerør til en fandens masse mennesker, du har bare ikke noget interessant at sige..

    Nettet oversvømmes af ligegyldigheder fordi ligegyldige mennesker poster ligegyldige ting i håbet om at virke mindre ligegyldige – og ja, jeg er obs på ironien i at jeg med dette indlæg risikerer at slutte mig til samme flok, hehe..

    Tilføj så muligheden for at censurere indlæg på facebook og idiotien er total. Folk opretter en eller anden meningsgruppe og poster ting de alle er enige om. Indimellem dukker der så folk op der er uenige, men deres indlæg slettes så indtil der er enighed igen.

    Jeg fatter ikke pointen i at skrive med folk man er enige med. Jeg mener ditten. Det gør du også. Wauw, nu er vi to der mener det samme. Ind kommer nummer tre der mener det samme som os, er det ikke fantastisk? Indlæg efter indlæg efter indlæg med statsgaranti for at ingen af os bliver klogere, vi var jo allerede enige og behøver ikke rykke os en millimeter..

    Hvad angår indsamlig og privatfly, så giver jeg ikke ved indsamlingerne primært fordi jeg aldrig har kontanter, til gengæld laver jeg en solid overførsel til Red Barnet hver den første når jeg alligevel betaler regninger – jeg er 46 år og har aldrig manglet et sted at sove, aldrig manglet tag over hovedet og aldrig gået sulten i seng, så fanden stå i hvis jeg ikke skulle prøve at hjælpe andre.

    Jeg så engang et program fra Kashmir provinsen hvor to familier gik sammen om at samle brugt plastik sammen, hvilket gav dem 14 kroner om ugen, nok til at begge familier kunne leve. Jeg ved god, at når jeg giver en tussebasse til Red Barnet, så går en del til privatfly, bestikkelse og en eller anden lokal røverwarlord der skal have guldvandhaner i sin Ferrari, men hvis bare 14 kroner når frem er der to familier der får mad og tøj så er det satme en succes for dem – så må tilskuddet til Ferrarien være et nødvendigt onde..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *