mandag den 27. juli 2015

Miguel Indurain

Nu er denne skribent på trods af mangel på nogetsomhelt formelt bevis til at føre noget motorkøretøj inklusive knallert ikke noget særlig cykelsportsentusiast. Risikoen for at se Bjarne Riis´ sure pluskæbede fjæs på flimmeren er alt for overhængende under netop overståede Tour de France-tider, men nu er der så heldigvis et år til igen. Det eneste rigtigt betryggende ved at se Bjarne er vel, at den mindesten, som hans engang så stolte hjemby Herning gav ham, i nattens mulm og mørke er blevet bort-fragtet til alternativ anvendelse.

Allerede dengang var denne naivistiske stolthed jo noget mystisk, da han så vides allerede dengang ganske længe havde haft hjem/skattely i Norditalien eller Belgien eller hvor han nu bekvemt holdt til. Alle andre steder end i Herning som vel iøvrigt er gældende for ønsket for de allerfleste, der er født der, nok ikke undtaget dem, der bor der nu..
Nå, nok gisninger og gætterier for i dag, tilbage til et par mere upåagtede kendsgerninger omkring Tour de France anno dengang Bjarne var Danmarks absolutte helt i skysovs. Han, den mangeårige stabile men ganske uglamorøde hjælperytter, der lige pludseligt smadrede selveste ikonet Miguel Indurain, der ellers 5 år i træk havde vundet Tour de France.

Det forekom allerede dengang mærkeligt, at den mangeårige stjerne så afgørende blev nedslagtet af den ligeså mangeårige anonyme vandbærer. Iøvrigt efter, at kong Miguels trone årene forinden var blevet mere og mere truet af andre pludseligt opståede stjerner, ikke mindst den noget ældre Tony Rominger, der pludseligt viste sig godt og vel jævnbyrdig i kong Miguels ellers sædvanlige paradedisciplin, enkeltstartsløbene. Ganske forbløffende, at den allerede dengang mere end midaldrende Rominger, der havde dystet med selveste Eddy Merckx i sin tidlige karriere, pludseligt kunne forbedre sine resultater så vanvittigt meget. og det imod selveste Miguel Indurain, der allerede dengang med så vidt vides cykelhistoriens laveste hvilepuls kombineret med en ditto iltoptagelse burde kunne banke enhver på disse enkeltstarter,. Som han jo så altså osse kunne i sine første sejrs-år. men lige pludseligt dukkede så helt uventede konkurrenter op.

Det allermest uventede var så, at de nye "raketter" allerede i årevis havde været i feltet uden at gøre videre væsen ud af sig, banket sønder og sammen af det fysiologiske freak-cykelfænomen Indurain. Som altså ifølge enhver fysiologisk logik burde kunne vinde alting. Det holdt han så op med, da verden gik fuldstændigt af lave i dopingens tåger dengang i 1990-erne. Og det var jo bestemt ikke fordi der ikke tidligere havde været doping i løbet, det havde der været lige fra starten uden at nogen greb ind.

Det ville iøvrigt osse have været vanskeligt, da det jo til en start ikke var ulovligt. Nå, men det var det så blevet i 1990-erne, men det forhindrede naturligvis ikke (man kunne vel sige:SÆRLIGT ikke!) de mere brådne kar i feltet i at dope sig med de nye og helt, helt anderledes effektive præstationsfremmende præparater. Tidligere havde man anvendt både alkohol(!) og amfetamin (hvem husker ikke den sanseløse stakkel  og dybt narkotiseredeTom Simpson falde død af sin cykel på Mount Ventoux i 1967?) Doping var både farligt og særdeles upålideligt.

Nå, men her i 1990-erne udeblev virkningen af nye doping-teknikker så til at tage og føle på. Lige pludseligt kunne selv mangeårige cykelryttere bestige Alpe d`Huez flere MINUTTER hurtigere, end de nogensinde selv før havde gjort. Og iøvrigt ADSKILLIGE minutter hurtigere end 1980-ernes ikoner, Hinault og Lemond nogensinde havde kunnet Og iøvrigt langt hurtigere end etapen i går, ja ligefrem en del hurtigere end doping-dømte Lance Armstrong, der jo heller ikke baserede sine præstationer på rene vitaminer. Der var squ godt krudt i sagerne dengang i 1990-erne

Nå, sandsynligheden for, at denne pludselige opstigen til menneskelige uslåelige menneskelige lokomotiver kunne være naturlig  svarer vel til pludseligt en dag for en totalt umusikalsk mand at vågne op og opdage, at han pludseligt han spille klaver som Lizst Ferenc. Jamen det HED han, denne første klaver-løve! Med passende løve-manke og unikke evner som damernes ven.
Nå, Miguel gik ned med flaget mod suveræne Bjarne, der så viste sig senere at være dopet godt og grundigt og Miguel trak sig hurtigt derefter tilbage fra al cykling. I en for disse etapeløb overraskende ung alder af 31, hvor de bedste inklusive ham selv burde have haft mindst 5 år mere i benene.

Måske sagtmodige Miguel bare gav op overfor de nye tider i cykelsporten for at hellige sig det stille hjemmeliv med lidt motionscykling hjemme i de nordspanske bjerge, hvor han kom fra og havde grundkagt sin karriere. Det var ihvertfald sådan det blev, mens cykelsporten i de kommende år næsten blev smadret af utallige afsløringer om de nye super-præstationsfremmende præparater, der på samtlige løbets bjerge gav rekorder for opstigning, der aldrig senere er blevet blot tangeret. Samtidigt med, at nærmest halvdelen af feltet i de indlagte enkeltstarter ubesværet kørte med langt højere gennemsnitsfart, end Indurain havde gjort blot få år før. Dengang, han vandt altså og det ganske suverænt.

Og så endeligt tilbage til dagens egentlige spørgsmål, som jeg endnu aldrig har set stillet: Var de allesammen dopede dengang og var løbet dermed i realiteten en lige tvekamp mellem atleter med samme muligheder? Svaret har for de fleste cykelentusiaster  altid været "Ja!", men det er nu næppe korrekt. Langt de fleste: Sandsynligvis, for vinderne: Helt sikkert! Men hvad med Miguel Indurain, der pludseligt måtte se sin suverænitet smadret af masser af gamle opkomlinge som iøvrigt ganske jævnaldrende  Bjarne Riis? Måske?

Nej, da , det giver simpelthen ingen mening, at MASSER af andre gamle middelmådige kørere lige pludseligt skulle kunne køre det fysiologiske supermenneske Indurain hvis det altså have været lige doping-forhold. Selvfølgelig var Miguel Indurain ikke dopet med disse nyeste supereffektive præparater, for så ville styrkeforholdet umuligt have kunnet ændre sig så kolossalt over blot en halv-sæson.
Nej, Miguel var et fænomen, der blot valgte at stå af, lige da galskaben var ved at begynde for alvor. Han var et sagtmodigt offer for Bjarne og de andre løgnagtige doping-svin.
Der er som måske nogen ved en interessant krølle på historien om fænomenet Indurain. For nogle år siden da den nu 10 kg. tungere og knapt 50-årige  Indurain blev gennemgribende fysiologisk undersøgt for at undersøge ældningen af tidligere top-atleter viste det sig, at hans ydeevne SELV med den for cykelryttere astronomiske vægtforøgelse og uden andet end almindelig motionscyling  UMIDDELBART ville kunne gøre ham til en godt og vel habil rytter i DAGENS Tour de France. Ellers måske korrekt: GÅRSDAGENS

Prøv lige at forestil jer det: En lettere-trivelig knapt halvtredsårig motionscyklist hoppe på den gamle cykel næsten 20 år efter sin sidste sejr og køre Tour de France formodentligt  hurtigere end Jacob Fuglsang. Og vel et par dage hurtigere end dagens Bjarne Riis
Behøver man flere beviser for, at Miguel var den sidste rene rytter i en lang beskidt tid? Nej vel?


0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start